Amternes administration 1660-1970

Den Digitale Byport » Danmarks lokaladministration 1660-2007 » Artikler » Amterne

Amternes administration 1660-1970

Siden den tidligste middelalder har der været et behov for at lægge en del af samfundsstyret ud på et regionalt niveau. Amterne er de foreløbig sidste i rækken af regionale inddelinger.

Den militære forvaltning, opkrævning af skatter og administrationen af store anlæg som kongeslotte hørte til de tidligste opgaver. I 1700- og 1800-tallet blev tilsynet med købstæder og landkommuner vigtige opgaver, mens 1900-tallets regionale opgaver især har været at sikre velfærdsydelser, som var for store for de enkelte kommuner.

Indhold

Amtssygehuset i Nakskov. Nakskov fik det første amtssygehus i 1787, men det blev erstattet af et nyt i 1852. I 1806 blev alle amter pålagt at opføre et sygehus, men det varede mange år, før det skete.

Len bliver til amter 1662

Amterne opstod i 1662, da den enevældige konge ophævede de tidligere len.

Dragsholm Slot i Odsherred. Slottet var sæde for skiftende lensmænd. Udsnit fra Resens Atlas Danicus, ca. 1670. Det kgl. Biblioteks billedsamling.

I 1660 blev den danske konge enevældig og kunne regere landet uden at tage andre samfundsgrupper med på råd. Indførelsen af enevælden medførte også ændringer i den regionale administration, idet de middelalderlige regioner, lenene, blev ophævet. I 1662 blev det ved en kgl. ordre til Skatkammeret bestemt, at lenene for fremtiden skulle kaldes amter, og hver amt skulle ledes af en amtmand. Desuden blev der udpeget en stiftsbefalingsmand for hvert af rigets 6 stifter. Han blev senere betegnet stiftamtmand.

Stiftamtmanden stod sammen med biskoppen for de særlige stiftsøvrighedsforretninger, som bestod af kirkernes, skolernes, de fattiges og andre offentlige stiftelsers økonomiske forhold og lignende.  Derudover bestyrede han et eller flere amter. I starten overvågede han desuden de amtmænd, der virkede i stiftets amter, men dette ophørte i løbet af 1700-tallet.

I løbet af de første 10 år efter overgangen fra len til amter blev en række små len lagt sammen til større enheder. Processen med sammenlægninger fortsatte indtil den store amtsomlægning i slutningen af 1700-tallet.

Ved enevældens indførelse i 1660 var der 49 len, men fra 1660 til 1793 blev de lagt sammen til kun 24. Ændringen illustreres af, at der i Sjællands Stift i 1660 var 17 amter og i 1750 kun 10 amter. I Århus Stift var der tilsvarende 8 i 1660, som var blevet til 4 i 1750. Blot for at nævne et par eksempler.

Amtmænd og stiftsamtmænd under enevældens kontrol 1660-1849

Enevældens indførelse i 1660 var starten på en centralisering af magten hos kongen og herunder centraladministrationen i København. Det havde også betydning for amtmændenes rolle helt indtil 1849. Mens lensmændene havde været adelsfolk, blev amtmændene med tiden professionelle embedsmænd.

Ove Høegh-Guldberg (1731-1808) var stiftamtmand i Århus 1784-1802. I 1764 blev han udnævnt til lærer for arveprins Frederik. Han forblev i arveprinsens tjeneste, og efter Struenses fald i 1772 startede en politisk karriere, der førte frem til at han de facto ledede landet, indtil han blev sat fra magten i 1784 og sendt til Århus som stiftamtmand. Farums Arkiver & Museer.

Amtmændene fik færre ansvarsområder end lensmændene havde haft. Lensmændene havde civile opgaver som eksempelvis skatteopkrævere, men havde også militære funktioner, blandt andet havde de kommandoen over fæstningerne. Amtmændene fik ingen militære opgaver og lensmændenes skatteopkrævning overgik til amtsforvalterembedet. Heller ikke retten til at besætte en række underordnede lokale stillinger - amtsskrivere, ridefogeder, skovriddere, herreds- og birkefogeder, borgmestre og rådmænd – den ret blev nu forbeholdt kongen i tråd medenevældens koncentration af magten hos monarken.

Denne udvikling gjorde amtmandsembedet langt mere afhængigt af centraladministrationen end tidligere. Kongemagten ville fratage adelen dennes tidligere eneret på lensmandsembederne, og man udnævnte derfor også borgerlige personer til amtmænd og stiftsamtmænd. Hermed havde kongemagten også svækket mulige konkurrerende lokale magtbaser og styrket sin egen magtposition, igen helt i tråd med enevældens principper.

De fleste amtmænd var dog fortsat adelige og havde ofte gjort tjeneste ved centraladministrationen eller hoffet. Den første amtmand med en juridisk eksamen blev udpeget i Holbæk Amt i 1781, og først fra 1821 blev det et krav, at amtmænd og stiftamtmænd havde juridiske embedseksamen. Herefter var stadigt færre amtmænd af adelig herkomst, mens de fleste blev rekrutteret efter nogle års tjeneste i centraladministrationen. Først da var professionaliseringen af embederne slået igennem.

Amtsreformen af 1793 holdt i 200 år

I 1793 blev der gennemført en større amtsreform. Omlægningen kom imidlertid trods sin langsomme indførelse til at holde i mange år. Faktisk varede den helt indtil kommunalreformen i 1970 hen ved 200 år senere.

I Rentekammeret var der et ønske om at udligne størrelsesforskellen mellem de meget store og meget små amter. Derfor opstillede man middeltal for de nye amters geografiske udstrækning, befolkningstal og hartkorn. Hartkorn var en målestok for jordens værdi som dyrkningsareal og anvendtes til skatteligning. Det lykkedes ikke helt, men der blev trods alt skabt en bedre ensartethed i amternes størrelse. Man overvejede samtidig, om de gamle retslige underenheder, herrederne, skulle opsplittes og tilgå forskelle amter og dermed benytte sognegrænser ved nyinddelingen af landet i stedet for at ny-inddele herrederne. Men man endte med at fastholde benyttelsen af herredsgrænser som hovedregel.

Resultatet blev 18 amter; 9 i Nørrejylland (dvs. Jylland nord for Sønderjylland), 2 på Fyn og 5 på Sjælland. Bornholm og  Lolland-Falster kom hver til at udgøre ét amt. Den nye amtsinddeling blev bekendtgjort ved en såkaldt rentekammerplakat i 1794, men det tog omkring 16 år at få den gennemført.

Enkelte senere ændringer af amtsgrænserne skete der dog. I 1808 blev Roskilde Amt delt mellem Frederiksborg Amt, som fik resten af Horns Herred, og så Københavns Amt, der fik tillagt Køge og Roskilde. Århus Amt blev i 1942 delt, så Skanderborg Amt opstod. På Fyn gjaldt endvidere mellem 1815 og 1848 det særlige forhold, at øen havde en guvernør, som både amtmænd og stiftsamtmænd var underlagt, idet han var den øverste civile embedsmand i Fyns Stift.

Statens lokale kontrolinstans 1849-1919

I tiden mellem 1849 og 1919 var stiftamtmændene også amtmænd. De var centraladministrationens repræsentanter over for alle de øvrige statslige embedsmænd, der fungerede i deres distrikt.

Frederiksborg amtsstue. Interiørbillede fra amtstuen Annaborg, Frederiksværksgade 2, Hillerød. Billedet er taget ca. 1910. Hillerød Lokalarkiv.

Stiftamtmanden behandlede de såkaldte stiftsøvrighedsforretninger sammen med stiftets biskop. Der var tale om række kirkelige opgaver, hvoraf en af de vigtigste var forvaltningen af stiftsmidler; det var midler, der var tillagt præsteembederne og kirkerne. Mange velgørende stiftelser havde også amtmanden som øverste ansvarlige. Kirkeskatten hørte tillige ind under stiftsøvrighedens opgaver, der også talte ansvaret og tilsynet med menighedsrådenes forvaltning af præstegårdene. Hertil kom kirkeretlige opgaver som at føre forsæde i det almindelige ”landemode”, dvs. et møde blandt stiftets provster.

Inden for lokalstyret var amtmanden imidlertid mere synlig, når han varetog sin opgave med at kontrollere de lokale embedsmænd, navnlig retsbetjentene i by og på land. Kasseundersøgelser var en del af dette arbejde. På landet beskikkede han sognefogederne og førte – hvor dette fandtes – tillige kontrol med politivæsenet. I det hele taget var han inde over politivæsenet og godkendte eksempelvis politivedtægter og førte tilsyn med arrestvæsnet.

Der påhvilede også amtmanden tunge opgaver inden for det retlige system. I justitssager skulle han beordre aktion (søgsmål eller anklage) og udpege anklager og forsvarer, ligesom det var i hans ret at beordre offentlige politisager. Hans godkendelse var også nødvendig for at fuldbyrde straffe og opkræve bøder.

Et særligt vigtigt område var den kommunale forvaltning. Indtil Købstadsloven i 1868 skulle amtmanden føre overopsyn med købstadsforvaltningen. Også herefter beholdt han sine pligter over for de landlige kommunale myndigheder, men nu sammen med amtsrådet, hvor han var forretningsfører og derfor havde en særlig indflydelse.

Amtmanden kunne også, hvis amts- eller sognerådet havde foretaget en ulovlig disposition, appellere til Indenrigsministeriet. Der skete mellem 1848 og 1920 en voldsom udvidelse af de kommunale myndigheders ansvarsområde, ikke mindst inden for skole- og fattigvæsen samt i forbindelse med vej- og sygehusvæsen. Dermed blev amtmanden reelt en magtfuld mand.

Efterhånden fik amtskontorerne et personale ud over amtmanden selv og nogle skrivere. Der havde i Frederiksborg og Thisted amter gennem mange år været ansat en såkaldt ”udrider”, der red ud med breve, beskeder, påbud m.v., men han blev gradvist overflødig med udbygningen af postvæsen og offentlig transport. Mellem 1848 og 1920 blev der i de fleste amter ansat juridisk uddannede amtsfuldmægtige. Derudover var der ansat et antal skrivere eller kontorfunktionærer.

Som hovedregel var amtmandens kontor i årene mellem 1849 og 1920 placeret i den købstad, der bar amtets navn, men der var undtagelser som eksemplet med amtmanden for Århus, der administrerede amtet fra Skanderborg.

I 1848 overgik udpegelsen til amtmandsembederne fra Rentekammeret til Indenrigsministeriet.

Tabet af Sønderjylland og Genforeningen 1920

Amternes historie blev præget af tabet af Sønderjylland i 1864. Men ved Genforeningen oprettedes til gengæld 4 nye amter.

Genforeningssten i Syvveje, Østjylland

Grænsedragningen ifølge fredstraktaten efter krigen mellem Danmark og Preussen-Østrig betød, at dele af det tidligere hertugdømme Slesvig nu kom under Ribe Amt. Ydermere blev en række tidligere sønderjyske sogne syd for Kolding en del af Vejle Amt, og Ærø kom under Svendborg Amt. Desuden blev der lavet en række småjusteringer af grænsedragningen mellem diverse amter men antallet af amter var stadig 18.

Efter genforeningen i 1920 blev der oprettet et stiftamtmandsembede i Sønderjylland, og Stiftamtmanden kom til at residere i Haderslev. Stiftet bestod af 4 nyoprettede amter: Haderslev, Sønderborg Åbenrå og Tønder. Med udskillelsen af Skanderborg Amt fra Århus Amt i 1942 var der i 1970 i alt 22 amter.

Amtsrådet og dets stadig flere opgaver efter 1920

Amtsrådet var det sidste organ i det danske demokrati, hvor medlemmerne ikke var direkte valgt af befolkningen. Da rådet samtidig fik flere og flere opgaver, blev det demokratiske underskud et problem, og i 1960 indførtes direkte valg.

Århus Amtsråd samlet til møde 1935. For bordenden sidder stiftamtmand V. Hvidt. Manden nr. 4 fra venstre er mølleriejer Hagbard Hansen, Aarslev Mølle, Brabrand, der var medlem af Amtsrådet fra 1922 til 1935. Århus Kommunes Biblioteker. Lokalhistorisk Samling.

Amtsrådet var folkevalgt og varetog de særlige amtskommunale forretninger sammen med amtmanden og med ham som fast formand. Det var hans opgave at lede forhandlingerne og udføre rådets beslutninger i praksis. Han havde under sig en række amtskommunale embedsmænd.

Et amtsråd bestod af mellem 10 og 16 personer inkl. den fødte formand, amtmanden. I 1924 blev det bestemt, at amtsrådsmedlemmer skulle udpeges for en 6-årig periode, og de valgtes af valgmænd udpegede af amtets forskellige sogneråd.

Fra omkring 1960 blev valgperioden indskrænket til 4 år. Valget skulle nu ske samme dag som valg til sognerådene, og medlemmerne af amtsrådet skulle nu vælges direkte af vælgerne med stemmeret til sognerådsvalgene. Amtsrådet trådte sammen 4 gange om året, og det skulle godkende alle udgifter, ligesom alle beslutninger skulle tages med stemmeflerhed. Stod stemmerne lige, var forslaget faldet, og det samme gjaldt, hvis ikke mindst halvdelen af medlemmerne havde deltaget i mødet.

Amtsrådets hovedfunktion var at føre kontrol med den sognekommunale forvaltning og lave revision af sognekommunernes regnskaber. Derudover varetog det de amtskommunale opgaver som hovedsageligt bestod af det offentlige sundhedsvæsen og amtsvejvæsenet.

Begge områder blev udbygget kraftigt mellem 1919 og 1970. Endvidere var udgifterne til sociale formål og undervisning også stigende. Med en lov i 1933 var amtskommunerne blevet pålagt at sikre oprettelsen af forskellige sociale institutioner som kommunale fødehjem, plejestiftelser for kronisk syge og tvangsarbejdsanstalter.

Amtskommunernes øgede aktivitet medførte også udvidelse af personalet på især sygehusområdet, men også i de enkelte amters centrale forvaltning. De amtskommunale driftsudgifter steg således drastisk i takt med det øgede aktivitetsniveau fra 55 mio. kr. i 1939/40 til 834 mio. kr. i 1969/70. Alene i løbet af 1960’erne steg driftsudgifterne fra 154 mio. kr. til 834 mio. kr.

Amtskommunen havde stadig sin hovedindtægt fra ejendomsskatter. Amtsrådet skulle have godkendelse fra indenrigsministeren, hvis det skulle udskrive et større skattebeløb end gennemsnittet af de sidste 3 års udskrivning plus en femtedel. Om nødvendigt kunne der inden slutningen af august foretages en tillægsudskrivning.

Amtmænd og stiftamtmænd specialiseres inden for det sociale og familieretlige område

Der var store ændringer i amtmændenes opgaver i perioden 1920-1970. De mistede opgaver inden for retsplejen, men til gengæld blev det sociale område meget større end tidligere.

Ved gennemførelsen af retsplejereformen af 1919 bortfaldt alle amtmandens beføjelser inden for områderne domstole og politi. Sagsområderne æresoprejsning, konfirmation af testamenter, tilsyn med og revision af eksekutorboer og sager i forbindelse med udskrivningsvæsnet forsvandt fra amtmandens bord. Men amtmanden fik også nye opgaver, bl.a. sociale klagesager, og han fortsatte som administrator af familieretlige sager, hvis antal var stærkt stigende. Han var også stadig født formand for amtsrådet og ansvarlig for udførelsen af amtsrådets beslutninger.

Amtmanden fik reelt en stigende arbejdsbyrde og det medførte en stor udvidelse af personalet på amtskontoret. I 1970 var der 16 amtskontorer, der lededes af en kontorchef, og hvert kontor havde juridisk uddannede fuldmægtige. Det største af kontor var det for Københavns Amt med en kontorchef og 10 fuldmægtige, mens 9 amtskontorer havde mellem 5 og 8 fuldmægtige, og de øvrige havde mellem 2 og 4.

Stiftamtmanden varetog fortsat sammen med biskoppen de traditionelle stiftsøvrighedsforretninger som bestod af administrative og økonomiske forretninger, herunder overtilsyn med en række velgørende stiftelser og klostre.

Amterne efter kommunalreformen i 1970

Reformen i 1970 reducerede antallet af amter og amtmændenes opgaver. Amtsborgmestrene overtog den politiske ledelse af amterne.

Efter 1970 fik flere af de nye amtskommuner deres eget våben. Symbolerne kunne både henvise til landskabet og områdets historie. Viborg Amtskommunes våben symboliserer det gamle Thisted Amt med to skarve samt det tidligere Viborg Amt med Urhønen. Imellem de to områder strømmer Limfjorden.

Med en lov fra 1967 grundlagde Folketinget kommunalreformen fra 1970. Loven fastlagde, at amterne principielt skulle være baseret på de hidtidige amtsrådskredse, men med en mulighed for sammenlægning af amter og ændringer i deres geografiske områder. Året efter blev det fastslået, at der udover Københavns Amt skulle være 13 amter, nemlig Bornholm, Frederiksborg, Roskilde, Vestsjælland, Storstrøm, Fyn, Sønderjylland, Ribe, Vejle, Ringkøbing, Århus, Viborg og Nordjylland.

Det betød samtidig, at 9 amtmandsembeder blev nedlagt i 1970, og i samme forbindelse blev Samsø overført fra det tidligere Holbæk Amt til Århus Amt. De nye administrative ledere af amterne blev amtskommunaldirektørerne. Nogle amtmandsembeder blev imidlertid bevaret efter 1970. Ud af de bevarede 14 embeder var de 8 stiftsamtmænd. Disse foretog fortsat sammen med biskopperne stiftsøvrighedsforretningerne.

Ledelsen af de nye amter blev nu underlagt folkevalgte amtsborgmestre og var således blevet politisk. Amtmændenes opgaver var nu først og fremmest familieretlige sager i form af separations- og skilsmissebevillinger, fastsættelse af underholdsbidrag og samkvemsret samt adoptionsbevillinger og bevilling af fri proces i retssager.

Amtmanden var desuden efter den nye styrelseslov blevet formand for Tilsynsrådet, der skulle føre tilsyn med de kommunale forvaltninger. Han havde også funktioner ved tildeling af indfødsret og opgaver i forbindelse med det civile beredskab til katastrofer samt stempelforvaltning, legatadministration og lignende. Amtmanden kunne også pålægges at være formand for en række lokale nævn, udvalg og kommissioner.

I 1980 besluttede Folketinget at bevare amtmandsembederne med stort set uændrede opgaver, men man kaldte dem fra dette tidspunkt for Statsamter og selve amtmændene for Statsamtmænd. Stiftamtmandsembedet blev dog bevaret.