Søfarten i Middelfart

Indhold

1. Middelfart i 1700-tallet
2. Handelsveje og –varer
3. Færgefarten Middelfart-Snoghøj – byens nerve
4. Hen over århundredet – mod storhedstiden
5. Færgebroen i Middelfart
6. Resumé
7. Noter

Middelfart i 1700-tallet

Den Store Nordiske Krig (1709-20) resulterede i en markant tonnagenedgang for Middelfarts handelsflåde. Før krigen var byens samlede tonnage på godt 50 læster, mens den faldt til lidt over ti ved krigens afslutning. Trods efterkrigstidens økonomiske lavkonjunktur, som også kunne mærkes i Middelfart, voksede købstadens handelsflåde jævnt de følgende fyrre år, og fra omkring 1760’erne steg den maritime aktivitet mere støt i Middelfart, som derved nød godt af Den florissante handelsperiode (1778-1807). Fra 1793 – samme år som Napoleon gik i krig med England – gik det dog på ny ned ad bakke i Middelfart. Byens vigtigste maritime funktion var at være en færgeby, hvilket medvirkede til at gøre købstaden til et trafik- og kommunikationscenter.

Handelsveje og –varer

Fartøjer fra Middelfart var i kontakt med Norge, Østersøen og Hertugdømmerne.

Et øjebliksbillede fra starten af 1730’erne giver en karakteristik af søfarten i Middelfart. Besejlingen af Middelfart var mindre end nabokøbstæderne Assens og Bogense, men de lokale skippere varetog derimod en større andel af udskibningen fra byen. Godt 60 pct. blev udført på egen køl – den øvrige udførsel blev i 1733 primært varetaget af skibe fra Norge og Haderslev. Middelfart i 1733 havde antageligt et tonnageoverskud, fordi flere af byens skibe søgte ladninger andre steder, og de returnerede som regel til Middelfart i ballast.

Selv om byens skippere besejlede Østersø-området og hertugdømmerne, så var forbindelsen til Norge dog den vigtigste for Middelfart. Som 1700-tallet skred frem, blev forbindelsen østover til hovedstaden stedse mere betydende, men Norge forblev dog gennem hele 1700-tallet den vigtigste handelsforbindelse.[1] Middelfart udskibede fortrinsvis korn- og fedevarer, malt og smør, og importerede træ, tømmer, jern, tjære, kakkelovne o. lign. fra Norge. Fra Lübeck fik byen i 1735 hør, hamp, salt, humle o. lign. Fra Flensborg indførtes eksempelvis i 1774 tegl- og mursten.[2]

Færgefarten Middelfart-Snoghøj – byens nerve

Overfarten var nerven i Middelfarts liv. Byen havde grundet sin nærhed til Jylland fra gammel tid haft en fast forbindelse til Snoghøj ved Fredericia. Afstanden mellem Middelfart og Snoghøj er så kort, at der ikke afgik færger til bestemte tider, men overfartstiden varierede meget som følge af vejr- og strømforhold. Foruden at overføre fyrster, konger, adelsmænd og andet godtfolk, blev der også overført store mængder levende dyr undervejs til markeder eller slagtning. Desuden var færgerne pligtige til at overføre militært personel mellem Fyn og Jylland – netop Fredericia var en af rigets store fæstningsbyer.[3]

I tilgift til færgefarten kom postforbindelsen. Middelfart-Snoghøj var oprindeligt placeret på postruten København-Hamborg, som Christian IV oprettede i 1624, men hovedruten blev allerede i 1653 lagt ned til Assens-Årøsund farten. Kun periodisk i hårde vintre blev posten omdirigeret fra Assens til Middelfart. Fra 1795 blev pakkeposten dog på ny ført over Middelfart-Snoghøj. Siden fulgte også brevposten. Postforbindelsen skabte yderligere aktivitet i færgebyen.[4]

Hen over århundredet – mod storhedstiden

Den nedtur, som blev indledt i 1790’erne, fortsatte i 1800-tallets første mange år. I en indberetning forfattet af Kertemindes byfoged Bluhme i starten af århundredet betegnes Middelfarts næring og handel som ringe. Byen led under mangel på penge og driftige handelsmænd, forandrede konjunkturer og ikke mindst den kraftige tilvækst i Assens og Bogense.[5]

Forholdene blev ingenlunde bedre under Englandskrigen (1807-14), hvor byen gennemgik store lidelser. På Fyn var der under krigen udstationeret et stort antal spanske soldater, som lå landet til byrde. Allerede i 1808 blev alle både fra Middelfart konfiskeret og ført til Snoghøj for at undgå, at lokalbefolkningen flygtede.[6] Mens Middelfarts handelsflåde ved krigens start talte fire skibe med en samlet drægtighed på 47 læster, talte den ved krigens afslutning fortsat fire fartøjer, men nu kun med fjorten læster. Dertil kom det store antal fiskerbåde og færgesmakker, som byen også havde mistet.

Selv om handelsflådens samlede tonnage steg fra det rene ingenting til en pæn størrelse, så dalede aktivitetsniveauet i Middelfart-området under indtryk af Statsbankerotten i 1813 og efterkrigstidens landbrugskrise fra 1818 til 1828. Fra sidst i 1830’erne og tredive år frem oplevede Middelfart imidlertid sin storhedstid. Den blev hovedsageligt igangsat af de gode økonomiske konjunkturer, men blev også stimuleret af bygningen af en ny havn i 1837.[7]

Færgebroen i Middelfart

I løbet af 1700-tallet indkom der mange klager over den manglende eller i bedste fald brøstfældige vedligeholdelse af færgebroen. Her kunne kun færgesmakkerne og siden postbådene samt mindre handelsskibe anløbe, da dybden var på godt halvanden meter. I 1776 bestod broen af et træbolværk dækket af brosten og beskyttet af grus. Bekostningerne ved vedligeholdelsen var delt mellem kongen, som leverede tømmer, og byens magistrat. I anden halvdel af 1700-tallet var vedligeholdelsen dog så ringe, at broen forfaldt som følge af, at søorme åd pælene. Dertil kom, at drivisen ofte forårsagede stor skade om vinteren – af samme grund søgte byens handelsflåde vinterhavn i Fænøsund.

I 1798 blev der i Middelfart nedsat en havnekommission, som skulle søge at udbedre havneforholdene. Kommissionen anbefalede en større reparation, som blev gennemført, men siden havde kommissionen mere travlt med at opsamle kapital, som medlemmerlånte, end med at anvende havnens midler til vedligeholdelse. Efter en større oprydning i kommissionen fik Middelfart endelig i 1837 det længe ønskede nye havneanlæg. Mens handelsskibe tidligere i dårligt vejr havde måttet søge læ under den jyske kyst, kunne de nu trygt laste og losse i Middelfart.[8]

Resumé

Færgefarten til Snoghøj var Middelfarts vigtigste maritime islæt. Fra slutningen af 1700-tallet blev Middelfart også en vigtig station på postruten mellem København og Hamborg. Købstadens handelsflåde, som var af svingende størrelse, sejlede mest på Norge, men fartøjerne fra Middelfart fandt også vej til hovedstaden, eller gik sydover. Efter en længere kriseperiode steg den maritime aktivitet på ny i Middelfart i slutningen af 1830’erne. Nogenlunde samtidig, i 1837, fik byen et nyt havneanlæg.

Noter

[1] Anders Monrad Møller: "Fra galeoth til galease" s. 94 og 129-31

[2] Peter Dragsbo og Harriet Merete Hansen: "Middelfart. Fra færgeby til broby" s. 100-1

[3] Chr. Behrendt: "Færgeløbet ved Middelfart" s. 66-70 og 91-97

[4] Peter Dragsbo og Harriet Merete Hansen: "Middelfart. Fra færgeby til broby" s. 34-5 og 105-7

[5] Gregers Begtrup: "Beskrivelse over Agerdyrkningens Tilstand i Danmark. Fyn, Langeland, Ærø, Lolland og Falster bd. I" s. 160-65

[6] Peter Dragsbo og Harriet Merete Hansen: "Middelfart. Fra færgeby til broby" s. 169-71

[7] Peter Dragsbo og Harriet Merete Hansen: "Middelfart. Fra færgeby til broby" s. 109 og 171-73

[8] Chr. Behrendt: "Færgeløbet ved Middelfart" s. 39-49