Tolddistrikter

En maritim byhistorie

Adgangen til søvejene er en central problemstilling for forståelsen af byernes handel og omsætning. Dengang som i dag krævede afsætningen af varer en velfungerende infrastruktur. Datidens søveje var nærmest at betragte som nutidens motorveje, det var den hurtigste måde at transportere varer til og fra fjerne markeder. Det er derfor klart at Den Digitale Byport skal indeholde en maritim dimension, som kan belyse de enkelte byers søfartshistorie.

Indhold

  1. En kort oversigtsbeskrivelse af de enkelte søfartsbyers maritime udvikling fra omkring 1700-1832.
  2. En grafisk oversigt i form af diagrammer over udviklingen i byens handelsflåde fra ca. 1700-1832.
  3. Regneark med tabeller og tilhørende noter fra Monrad Møllers bøger: Fra galeoth til galease (1981) og Jagt og skonnert (1988).

Byer og tolddistrikter

Præsentationen er, som også kilderne, ordnet efter de gamle tolddistrikter. Der var et vist sammenfald mellem byer og tolddistrikter, idet egentlige havnebyer typisk udgjorde deres eget tolddistrikt. I præsentationen er der nøje redegjort for distrikternes sammenhæng med byerne.

Byer, som er markeret med * i drop-down-boksen med bynavne, var ikke selvstændige tolddistrikter. Ved at vælge dem omdirigeres man automatisk til det distrikt, som den pågældende by hørte under.