Søfarten i Grenaa
Indhold
- Grenaa i 1700-tallet – fra storhed til fald
- Faldende eksport
- Handelsveje og –varer
- Skipperne fra Dragør
- Hen over århundredet – den rene elendighed
- Havnesagen i Grenaa – et nødråb
- Planer for havnen
- Resumé
- Noter
Grenaa i 1700-tallet – fra storhed til fald
Trods Grenaas lovende maritime position i starten af århundredet blev 1700-tallet en katastrofe præget af nedture for byens søfart. I 1707 bestod købstadens handelsflåde af 16 skibe med en drægtighed på godt 300 læster. På dette tidspunkt var Grenaa provinsens fjerdestørste søkøbstad målt i den samlede hjemmehørende tonnage. Det lykkedes nogenlunde at bibeholde denne position de følgende 30 år, men fra ca. 1740’erne gik det ned ad bakke, og ved århundredets slutning var købstadens handelsflåde blandt provinsens mindste.[1]
Allerede under Den Store Nordiske Krig (1709-20) havde Grenaa mistet ni skibe. Dertil kom, at svenskerne bombarderede havnen, som tilmed i 1715 blev ramt af en større stormflod.[2] Købstaden kom imidlertid hurtigt på fode til trods for den økonomiske lavkonjunktur, som fulgte i kølvandet på krigen.
Faldende eksport
En væsentlig årsag til den nedtur, Grenaa siden oplevede, var skipperne fra Dragørs indtrængen på transporten af brænde. Dragør overtog i stigende grad besejlingen af Grenaa. Østjylland som helhed og Djursland i særdeleshed opleverede desuden i anden halvdel af 1700-tallet en betydelig skovdød pga. forhugning. Dette resulterede i en faldende eksport fra Grenaa tolddistrikt – samme mønster gjorde sig gældende i Mariager og Ebeltoft. Desuden blev havnens tilstand stedse dårligere. Handelens omfang og søfartens intensitet dalede således kraftigt i Grenaa, som end ikke nød godt af de gode økonomiske konjunkturer, som neutralitetsudnyttelsen under Den florissante handelsperiode (1778-1807) skabte.
I løbet af 1700-tallet mistede Grenaa meget betydelige maritime markedsandele. Fra at besidde godt fem pct. af provinsens samlede handelsflåde i århundredets første årtier, besad købstaden omkring år 1800 under en halv pct.[3]
Handelsveje og –varer
Fartøjer fra Grenaa havde kontakt med København og Norge.
Et øjebliksbillede fra 1733 giver en fin karakteristik af søfartens træk i Grenaa – før det hele faldt sammen. Enkelte af byens skibe gik i 1733 til Norge med kornvarer, hvortil der samlet udskibedes 2.500 tdr. kornvarer dette år. Ellers var byens fartøjer specialiseret i farten på København. Hele 88,5 pct. af den indkomne tonnage i Grenaa tolddistrikt i 1733 var fra København. Byens egne skibe varetog ca. 50 pct. af denne besejling, mens de 30 anløbne københavner-fartøjer stod for størstedelen af den resterende part. I 1733 eksporteredes 3.448 favne brænde og 700 tdr. kornvarer fra Grenaa til danske destinationer, hvoraf næsten alt suppleret med lidt fedevarer gik til København. Skibene gik altid med en ladning til hovedstaden, mens de kom retur helt eller delvist i ballast. Returvarerne kunne som skipper Povel Jensen Homoes bestå af tobak, salt, hør, tjære, tran, sæbe o.lign.
Foruden Norge og København plejede Grenaa kun få andre maritime forbindelser. Volumen af eksporterede varer faldt i løbet af 1700-tallet, men København var fortsat den foretrukne destination.[4] Mens skipperne fra Dragør opretholdt byens forbindelse til hovedstaden, så sejlede Grenaas egne skippere i 1800-tallets begyndelse hyppigere på Norge end på København. Varerne var derimod de samme som i 1733.[5]
Skipperne fra Dragør
I 1733 var ingen af de indkomne skibe i Grenaa fra Dragør. Allerede et årti senere var de begyndt at transportere brænde fra Østjylland. I Grenaa udkonkurrerede skipperne fra Dragør ikke blot de lokale, men også københavnerne, som i 1733 var hyppige gæster i Grenaa. I Grenaa blev brændetransporten ringeagtet i forhold til korntransporten pga. ringe fortjeneste, hvilket var medvirkende til at åbne dørene fra Dragør-folkene.
Af andre årsager til Dragørs succes var de mange årlige besejlinger, deres lille profitmargin, stor elasticitet i forhold til vante sejladsmønstre, ligesom transporten af brænde var deres speciale. Således gik Cornelius Jacobsen i 1769 foruden de fem ture til Grenaa også to til Ebeltoft og to til Vejle. I Grenaa kom man til kort over for så entreprenante folk.[6]
Hen over århundredet – den rene elendighed
I 1807 bestod byens handelsflåde kun af sølle tre skibe med en samlet drægtighed på 38,5 læster. Grenaa var således blandt provinsens absolut mindst målt i samlet hjemmehørende tonnage. Englandskrigen (1807-14) medvirkede ikke til at bedre forholdene. Nok fik Grenaa en havn i 1812, men Statsbankerotten i 1813 og siden landbrugskrisen (1818-28) talte ikke til Grenaas gunst. Fra slutningen af 1820’erne bedredes de økonomiske konjunkturer, og snart befandt kongeriget sig på ny i en vækstperiode, men ligesom under Den florissante handelsperiode fandt væksten ikke vej til Grenaa, som maritimt ved midten af 1800-tallet for alvor var sejlet agterud.[7]
Havnesagen i Grenaa – et nødråb
Allerede under Den Store Nordiske Krig blev byens havn beskadiget. Siden blev havnen i 1744 totalt smadret af en stormflod, som ødelagde hele bolværket, og eftersom de økonomiske midler savnedes, blev havnen ikke siden istandsat.[8] I 1806 indberettede byfogeden, Jacob Aaagaard: "Havnen. Denne er nu saa forfalden, at det næsten ikke kan siges, at Byen har nogen Havn." Broen og bolværket var på dette tidspunkt for længst forsvundet. Tilmed varhavnen tilsandet af store sandbanker, som hindrede større skibe i at anløbe den. Af frygt for sandrevlerne var de derfor nødt til at losse og lade på åben red et par kilometer fra land. Dette var farligt på grund af de hyppige østenvinde. Byens skibe måtte tilmed søge vinterhavn i Randers eller Århus.
Planer for havnen
Allerede i 1798 havde Grenaa oprettet en havnekommission bestående af byfogeden og to borgere. Samme år havde Poul Løvenørn og Holmens pælebukkemester Halkier under et besøg udarbejdet planer og beregninger for istandsættelse af havnen, hvilket ville koste 14.700 rd. Planerne blev aldrig til noget, og ifølge Aagaard var havnen syv år senere langt mere forfalden. Byen havde flere gange forgæves søgt om offentlig støtte. Ifølge byfogeden ville manglende støtte medføre, at al handel og søfart snart ville uddø.[9] Nødråbet blev hørt, og i 1812 fik byen en ny havn, som siden blev udvidet i 1845-46. Skibe i større tal fandt dog ikke af den grund vej til Grenaa.
Resumé
Fra at være blandt provinsens absolut største søkøbstæder målt i samlet tonnage i 1700-tallets første årtier, befandt Grenaa sig et århundrede senere blandt de absolut mindste. Tolddistriktets vigtigste eksportvare var brænde, som primært blev udskibet til hovedstaden. Fra 1740’erne fik skipperne i Grenaa dog stedse større problemer med at konkurrere med skippere fra Dragør, som i stigende grad overtog besejlingen af Grenaa. Forhugningen af skovene i Østjylland og på Djursland medførte imidlertid, at byens absolutte eksport faldt markant. Grenaas havn var tilmed i en sørgelig tilstand. Så mens mange maritime centre i perioden ca. 1700-1830 oplevede vækst og fremgang, hensygnede Grenaa.
Noter
[1] Anders Monrad Møller: "Fra galeoth til galease" s. 31-2
[2] Carl Svenstrup: "Grenaa Bys Historie" s. 356-60
[3] Anders Monrad Møller: "Fra galeoth til galease" s. 32 og 127-35
[4] Anders Monrad Møller. "Fra galeoth til galease" s. 98 og 127-31
[5] Gregers Begtrup: "Beskrivelse over Agerdyrkningens Tilstand i Danmark. Nørrejylland II" s. 142-4
[6] Anders Monrad Møller: "Fra galeoth til galease" s. 132-5
[7] Anders Monrad Møller: "Jagt og skonnert" s. 43-6
[8] Carl Svenstrup: "Grenaa Bys Historie" s. 349
[9] Gregers Begtrup: "Beskrivelse over Agerdyrkningens Tilstand i Danmark. Nørrejylland II" s. 144-5 og 156-7