Søfarten i Skælskør
Indhold
Skælskør i 1700-tallet
Handelsflåden i Skælskør antog i 1700-tallet aldrig de helt store dimensioner, og købstaden var i alle henseender lillebror til den nærtliggende købstad, Korsør. Maritimt kom byen vel igennem Den Store Nordiske Krig (1709-20), og efterfølgende oplevede søfarten i Skælskør en pæn vækst til trods for periodens almindelige økonomiske smalhals. Fra midten af 1730’erne og frem til midten af 1770’erne var det imidlertid nogle vanskelige år, hvor handelsflådens samlede tonnage faldt jævnt.
Trods nogle gode år i midten i 1770’erne var tendensen fortsat nedadgående, og byen fik ikke sin relative andel af den generelle tonnagetilvækst, som fandt sted i store dele af den øvrige provins under Den florissante handelsperiode (1778-1807). Byen tabte med andre ord maritime markedsandele i 1700-tallets anden halvdel. De yderst besværlige besejlingsforhold var den væsentligste årsag til Skælskørs vanskeligheder. Fra Agersøsund strakte der sig en fjordarm på godt ti kilometer ind til selve Skælskør. Fjordarmen tilsandede løbende, og kun de absolut mindste skibe kunne anløbe skibsbroen. Desuden blev de lokale skippere udkonkurreret af de driftige ærøboere. Således steg antallet af anløbne fartøjer fra Ærø mod slutningen af 1700-tallet ganske betragteligt.[1]
Handelsveje og -varer
Fartøjer fra Skælskør var i kontakt med Norge, Danzig, Königsberg, Gotland, Flensborg, Lübeck, Bandholm og København.
Et øjebliksbillede fra 1730’ernes første halvdel giver en indikation for handelsveje og -varer fra Skælskør. Byens største skibe heriblandt en krejert på 28 læster, en brigantine og nogle galeother udskibede kornvarer til Norge. Alene i 1733 eksporteredes omkring 5.000 tdr. byg, rug og malt til Norge. Såvel brigantinen som krejerten gik siden med fisk via henholdsvis Danzig eller Königsberg og Gotland tilbage til Skælskør.
Købstadens lidt mindre fartøjer gik derimod med kornvarer til Flensborg og Lübeck, hvorfra de hjembragte hør, hamp, tagsten, mursten, jern, tjære o. lign. Byens mindste både fungerede som pramme, fordi fartøjer, som stak mere end fem fod, ikke kunne anløbe skibsbroen.
Større skibe var nødt til at opankre på åben red, hvorfra deres ladninger måtte prammes i land. De små pramme tog dog undertiden også en tur til Bandholm efter hvede. Skælskør var som andre købstæder langs Storebælt primært orienteret mod det norske marked, mens København spillede en mindre betydning som destination for byen. Som 1700-tallet skred frem, ændrede dette billede dog karakter, idet København hen imod slutningen af århundredet blev den største aftager af varer fra Skælskør. Givetvis ligger forklaringen herpå dels i ærøboernes stigende besejling af Skælskør med deres små skibe, som ikke var velegnede til besejlingen af Norge, dels i hovedstadens kolossale vækst og det deraf afledte forsyningsbehov.[2]
I slutningen af 1700-tallet udskibede byen godt 20.000 tdr. kornvarer, hvoraf byg og malt udgjorde 80 pct. Derimod udskibedes praktisk talt ingen fisk.[3]
Hen over århundredet
I de første år af det 19 årh. oplevede handelsflåden i Skælskør en pæn tonnagestigning. Englandskrigen (1807-14) medførte ingen videre tonnagenedgang, selv om englænderne opbragte nogle skibe. Efter krigen prægedes Skælskør trods Statsbankerotten i 1813 af en betydelig vækstperiode, som dog blev afbrudt ligeså hurtigt, som den startede. For da kongeriget i 1818 blev ramt af en landbrugskrise, blev korn nærmest usælgeligt. Krisen varede i et årti, og først fra slutningen af tyverne forbedredes de økonomiske konjunkturer på landsplan. Imidlertid slog disse konjunkturer først nogenlunde igennem i Skælskør fra slutningen af 1840’erne.
I den mellemliggende periode kunne man i Skælskør blot med misundelse betragte, hvorledes storebror i nord, Korsør, for alvor trak fra lillebror. Mens Korsør målt i tonnage var mellem halvanden og to gange større end Skælskør i 1700-tallet, var Korsør i første halvdel af 1800-tallet blevet omkring ti gange større.
Havnesagen i Skælskør
De fleste skibe, som ville laste eller losse i Skælskør, måtte ankre op ved mundingen af Skælskør fjord, hvorfra ladninger til/fra skibet måtte prammes. Fjorden tilsandede til stadighed, ligesom havneforholdene i Skælskør generelt var dårlige. Købstadens havnekommission, som blev nedsat i 1798, havde rigeligt at se til. Til at bistå købstaden ankom allerede samme år kommandør Poul Løvenørn fra Generaltoldkammeret. Han foreslog, at man gravede en sejlrende med en dybde på otte fod gennem fjorden, som skulle forbinde fjordmundingen med byens skibsbro, som også skulle nyanlæggelse. Til oprensningen ville Løvenørns assistent Halkier være behjælpelig med at konstruere en muddermaskine.
Efter den lovende start løb projekt de følgende år ind i problemer af forskellig art, så først i 1806 tog opmudringsarbejdet fart, og man fortsatte trods krigens udbrud i 1807. I 1813 blev den sidste del af fjorden opmudret. Søfarten i Skælskør nåede dog først det forventede niveau adskillige år senere, hvilket medførte, at havnekommissionen havde vanskeligt ved at svare renter og afdrag til staten, som gennem Kreditkassen havde lånt 12.000 rbdl. til at realisere projektet i Skælskør.[4]
Resumé
Maritimt lå Skælskør i skyggen af Korsør. Ikke desto mindre havde Skælskør i 1730’erne en anseelig handelsflåde, som i resten af århundredet prægedes af en nedadgående tendens. Kun i en kort periode i 1770’erne var der en udtagelse fra den generelle nedgang. Til hindring for byens opkomst var primært de dårlige havne- og besejlingsforhold.
Byens operationsområde var bredt. Norge spillede en vigtig rolle for byens større skibe, mens de lidt mindre derimod besejlede Flensborg og Lübeck. Skælskør skibe begyndte, som 1700-tallet skred frem, i stigende grad at besejle København. I 1798 blev der i Skælskør oprettet en havnekommission, som straks med held ansøgte staten om midler til en udbedring af besejlingsforholdene. Midlerne blev brugt til at lave en sejlrende, som strakte sig hele vejen fra Agersøsund til Skælskør. Byens opkomst lod imidlertid vente på sig.
Noter
[1] Anders Monrad Møller: "Fra galeoth til galease" s. 32 og 137
[2] Anders Monrad Møller: "Fra galeoth til galease" s. 77, 129-131 og 137
[3] Jørgen Mikkelsen: "Søfart og havneadministration i Korsør og Skælskør ca. 1740-1800" s. 14-5
[4] Flemming Jensen og Jørgen Mikkelsen: "Mudder, maskiner og mennesker. Den sørgmuntre beretning om istandsættelsen af Skælskør havn og fjord 1798-1814" s. 81-118