Søfarten i Rudkøbing
Indhold
- Rudkøbing i 1700-tallet
- Handelsvarer og –veje
- Dårlige tider bliver gode – Rudkøbing i 1800-tallets første årtier
- Havnesagen
- Resumé
- Noter
Rudkøbing i 1700-tallet
Rudkøbing havde i 1707 den kongerigske provins’ syvende største handelsflåde målt i tonnage, men Den Store Nordiske Krig (1709-20) medførte meget vanskelige kår for såvel handel som søfart i byen. Efter krigen havde søfarten meget svært ved at komme i gang igen. De dårlige konjunkturer i 1720’ og 1730’erne kan ikke forklare det hele, også byens geografiske placering medvirkede til problemerne. Rudkøbing ligger som bekendt på Langeland, som ifølge toldforordningen havdeøborettigheder, således var det tilladt at eksportere varer fra ladestederne ved Lakkeles og Ristinge. Med andre ord havde bønderne tilladelse til at handle uden om købstaden. Samme herlighed nød grevskabet Langeland, som tilhørte familien Ahlefeldt-Laurvig. Dette var de driftige og nærtboende ærøboere ikke sene til at udnytte. Ligeledes gjorde Langelands udstrakte kystlinie det yderst vanskeligt at undgå snighandel, hvilket rudkøbingenserne også beskyldte ærøboerne for at bedrive.[1]
I takt med at de økonomiske konjunkturer forbedredes, forstummede klagerne, alt imedens Rudkøbing særligt fra 1780’erne og frem til Englandskrigen (1807-14) oplevede en kolossal vækst. Byens handelsflåde talte stadigt færre af de helt små fartøjer, som ikke kunne konkurrere med oplandets bondefartøjer og ærøboernes små både. I Den florissante handelsperiode (1778-1807) havde rudkøbingenserne stort set omlagt deres handelsflåde til kun at tælle større fartøjer. Dette var medvirkende til, at Rudkøbing i denne periode vandt betydelige markedsandele.[2]
Handelsvarer og –veje
Fartøjer fra Rudkøbing var i kontakt med Norge, København og Østersøhavne (blandt andet Lübeck)
Rudkøbings handelsflåde besejlede både Norge, København og østersøhavne som Lübeck. Således gik et par af byens store galeother i 1733 med kornvarer og ærter til København, mens andre gik direkte til Norge, hvortil Rudkøbing i 1733 eksporterede godt 5.000 tdr. kornvarer. Mange af byens fartøjer måtte dog som følge af den hårde konkurrence søge deres ladninger udenbys. Således gik nogle rudkøbingensere i ballast til Svendborg, hvor de indtog en ladning korn til Norge.
På grund af byens centrale placering var det heller ikke ualmindeligt, at byens fartøjer indgik i trekantshandel. Eksempelvis sejlede Jens Kjeldsen i 1733 i sin galeoth på 20½ læster først med en ladning korn til Bergen, hvorefter han gik med en ladning norske varer ned gennem Storebælt til Lübeck, for siden derfra at vende tilbage til Rudkøbing med en ladning fisk.[3]
Årets sidste rejste blev normalt foretaget i oktober, hvor man fragtede smør og fedevarer til København. Allerede i september havde mange købmænd været i Lübeck for at hente kramvarer, som de kunne videresælge. Denne ekspedition havde købmændene sparet op til hele året, idet de lybske varer skulle betales kontant og efter kursen. I 1806 karakteriserede Gregers Begtrup den lybske handel på følgende vis: "Denne er saa urimelig og skadelig, at det er ubegribeligt, hvorledes de Handlende, saavel her, som i andre Købstæder vedblive den, da den ødelægger vort Pengevæsen og indenlandske Industri." Trods de kradse bemærkninger vedblev de rudkøbingensiske købmænd med at hente lybske kramvarer.[4]
Dårlige tider bliver gode – Rudkøbing i 1800-tallets første årtier
Rudkøbings handels- og søfartsposition var ved krigsudbruddet i 1807 meget stærk, men ligesom det var tilfældet med Den Store Nordiske Krig, så fik Englandskrigen store konsekvenser for Rudkøbings handelsflåde. Mens byens samlede tonnage i 1806 var på 493½ kmcl. fordelt på 26 skibe, så bestod handelsflåden i 1814 kun af 11 skibe med en samlet drægtighed på 175½ kmcl. Nogle skibe blev grundet de dårlige konjunkturer oplagt og ophugget, men endnu flere blev antageligt opbragt af englænderne under krigen. Englænderne var nemlig meget tilstedeværende i Storebælt, idet de fra tid til anden konvojerede kæmpemæssige handelsflåder igennem bæltet. For at beskytte konvojerne havde englænderne blandt andet posteret to linieskibe ved bæltets sydlige munding samt andre ved Nyborg.[5]
Dette kunne ikke undgå at få konsekvenser for rudkøbingenserne. Efter krigens afslutning oplevede Rudkøbing trods Statsbankerotten i 1813 en kortvarig vækst, som dog nok en gang blev afløst af fornyede vanskeligheder, da landbrugskrisen satte ind i 1818. Fra midten af 1820’erne distancerede Fyn resten af provinsen. På Fyn oplevede man en voldsom vækst, hvis center var Svendborg. Denne vækst ramte imidlertid også Rudkøbing, der, mens andre fortsat kæmpede med krisen, vandt terræn. Rudkøbing var således målt i tonnage provinsens ottende største søkøbstad i 1832.[6]
Havnesagen
Som andre steder havde Rudkøbing ikke en egentlig havn, men kun en 100 meter lang skibsbro. Rudkøbingenserne savnede således en vinterhavn. De lokale søgte vinterleje for deres skibe ved Henningenor, som lå fire km fra byen. I Rudkøbing ønskede de sig et beskyttet oplægningssted ved selve skibsbroen, som kunne yde skibene beskyttelse for den stærke strøm og vind, som i vinterhalvåret kendetegner vejrliget på de kanter.
Byens havnekommission, som var blevet nedsat i 1798, udarbejdede allerede et forslag i 1799, men først i begyndelsen af 1820’erne havde man finansieringen på plads. Man anlagde en art beskyttelsesmole syd for den eksisterende skibsbro, hvorved der opstod et havnebassin mellem molen og broen, Søndre Havn. I 1826 indberettede havneinspektør Henne, at projektet i det store hele var færdiggjort, men midlerne var også opbrugt. Tilbage stod blot nogle reparationsarbejder. De meget gode konjunkturer for skibsfarten i det sydfynske fra 1820’erne og frem medvirkede til, at rudkøbingenserne i 1840’erne tog det næste skridt. Man byggede en beskyttelsesmole nord for skibsbroen, hvorved man skabte Nordre Havn. Rudkøbing havde nu en veludbygget havn, som nok havde været mange år undervejs, men som nu til gengæld heller ikke tilsandede, fordi strømmen var så stræk. Den stærke strøm var således både igangsættende og bevarende årsag for byens havn.[7]
Resumé
Rudkøbing var både i begyndelsen af 1700-tallet og i 1830’erne blandt den kongerigske provins’ største søkøbstæder målt i tonnage. I denne hundrede år lange periode oplevede Rudkøbing dog både ned- og opture, inden byen fik manifesteret sin position – ligesom de andre sydfynske søkøbstæder. Begge periodens krige, Den Store Nordiske Krig og Englandskrigen, medførte vanskelige kår for byen, som dog hurtigere genvandt momentum efter den sidste. Byens operationsområde var på ingen måder specialiseret. Rudkøbingenserne besejlede både København og Norge, ligesom Østersø-området også havde byens bevågenhed.
Noter
[1] Anders Monrad Møller: "Fra galeoth til galease" s. 31, 92-3 og 162
[2] Anders Monrad Møller: "Fra galeoth til galease" s. 32
[3] Anders Monrad Møller: "Fra galeoth til galease" s. 92-3
[4] Gregers Begtrup: "Beskrivelse over Agerdyrkningens Tilstand i Danmark Fyn, Langeland, Ærø, Lolland og Falster bd. I" s. 572-3
[5] Ole Feldbæk: "Dansk søfartshistorie bd. 3" s. 204
[6] Anders Monrad Møller: "Jagt og skonnert" s. 32
[7] Anders Monrad Møller: "Jagt og skonnert" s. 121-4