• Søg Nulstil


Viborg, 20. februar 1167  Sammenfatning, Dansk

Lateranet. Pave Alexander 3. stadfæster den bestående ordning, ved hvilken Asmild kloster er underlagt augustinersamfundet ved kirken i Viborg.

Viborg, 20. februar 1167  Oversættelse, Dansk

Alexander, biskop, Guds tjeneres tjener, til sine elskede sønner provsten og kapitlet ved kirken i Viborg hilsen og apostolisk velsignelse. Vi tilskyndes af hyrdegerningens embedspligt til, at vi, som ved Herrens bestemmelse sidder inde med styret af den romerske kirke, drager omsorg for alle kirker og yder dem apostolisk beskyttelse. Derfor, elskede sønner i Herren, bifalder vi nådigt Eders retfærdige forlangender og tager St. Margrethes kirke i Asmild, hvor Eders søstre tjener Gud, med alle dens tilliggender under St. Peters og vor beskyttelse og bestyrker den med dette brev som værn. Vi fast­sætter, at den kanoniske ordning, der er indrettet med Guds vilje og efter den hellige Augustins regel, til evige tider ubrydeligt skal iagttages der. Og vi stadfæster med apostolisk myndighed for Eder og gennem Eder for for­nævnte kirke i Viborg denne kirke (i Asmild), således som I hidtil på gyldig vis og uanfægtet har besiddet og ligeledes i fremtiden besidder den, idet vi fastsætter, at aldeles intet menneske må bryde dette vort stadfæstelses- og beskyttelsesbrev eller i dumdristig forvovenhed handle derimod. Hvis nogen drister sig til at forsøge dette, skal han vide, at han derved vil pådrage sig Gud den almægtiges og hans hellige apostle Petrus' og Paulus' vrede.

Givet i Lateranet den 20. februar.
Kilde:Danmarks Riges Breve 1:2, nr. 175
Emneord:Opland
-
Gejstlige institutioner og personer
- Pave og pavestol
- Provst
- Kloster
Dokumenter
- Stadfæstelse
Tilbage