Søfarten på Fanø
Indhold
- Fanø i 1700-tallet
- Sølvalderen
- Stormagtskrigenes tonnageefterspørgsel
- Handelsveje og -varer – den internationale fragtfart
- Hen over århundredeskiftet – krigens ødelæggelser og øens comeback på vej mod guldalderen
- Da freden sænkede sig
- Resumé
- Noter
Fanø i 1700-tallet
Allerede i 1689 lykkedes det Fanø at erhverve sig retten til at udføre egne varer og fisk uden om de nærliggende købstæder, Ribe og Varde. Både Sønderho og Nordby (i samtiden ofte betegnet Fanø) sorterede dog fortsat under Ribe tolddistrikt. I 1741 solgte kongen Fanø, som indtil da havde hørt under det kongelige len ved Ribe, til fannikkerne. I 1791 blev øen delt, således at Nordby hørte under Varde tolddistrikt, og Sønderho hørte under Ribe tolddistrikt. Både Nordbys og Sønderhos handelsflåder overskyggede langt de respektive tolddistrikters øvrige flåder. Derfor belyses Fanø efterfølgende under ét, mens Varde/Hjerting og Ribe, hvor Fanøs vækst vakte vrede og misstemning, kun inddrages sporadisk.[1]
Sølvalderen
Fanø var som andre øer i Vadehavet domineret af mager og sandet jord, hvorfor landbrug aldrig stod som et alternativ til maritim næring. Fannikkerne ernærede sig ved småskibsfart og fiskeri, ligesom de sædvanen tro tog hyre på tyske eller hollandske hvalfangere. Denne ensidige satsning på søfarten gjorde øen sårbar under lavkonjunkturer, mens den modsat i højkonjunkturer afkastede betydelig velstand. Traditionelt er frikøbet af øen i 1741 blevet anset som hovedårsagen til Fanøssølvalder, som karakteriseres af en kraftig tonnagetilvækst frem mod udbruddet af Englandskrigen (1807-14). Frikøbet er blevet anset som en mulighed for at slippe uden om Ribes og Vardes privilegier, hvorved fannikkerne fik ret til fri sejlads med maritim vækst til følge.[2]
Ikke desto mindre fortsatte fannikkerne deres hidtidige virke, og tonnagetilvæksten indfandt sig også først en generation efter frikøbet. Ved indgangen til 1700-tallet talte Ribe tolddistrikts handelsflåde ti skibe med en samlet drægtighed på godt firs læster. 70 år senere var antallet af skibe steget med seks, men drægtigheden var den samme. Den kraftige vækst på Fanø faldt derimod sammen med Den florissante handelsperiode (1778-1807), hvor dansk neutralitetsudnyttelse skabte ideelle forhold for søfarten.
Stormagtskrigenes tonnageefterspørgsel
Stormagtskrigene skabte også en voldsom tonnageefterspørgsel, som Fanø med sin vestvendte beliggenhed formåede at udnytte. I løbet af få år voksede handelsflåden kraftigt. I 1783 var tonnagen i underkanten af 700 læster, hvilket gjorde Fanø (og Ribe) til provinsens tredjestørste maritime center målt i samlet tonnage.[3] Sønderho havde en større flåde målt i tonnage end Nordby, der som regel havde flere hjemmehørende skibe. Nordby, som var orienteret mod Varde og Ringkøbing, stod i skyggen af Sønderho, som plejede mange forbindelser med Ribes købmænd.
Ifølge birkedommeren rådede Fanø i 1806, det sidste fredsår, over 180 fartøjer spændende fra ½ til 30 læster og med en samlet tonnage på små 1.200 læster. Foruden den økonomiske højkonjunktur er der også grund til at fremhæve, at fannikkerne i modsætning til skipperne fra Varde/Hjerting i de sidste årtier af 1700-tallet magtede at frigøre sig fra baglandet og orientere sig mod den internationale fragtfart – et træk som blev mere udtalt i 1800-tallet.
Nærheden til Hamborg, som havde et kapitalstærkt og købedygtigt marked, skal givetvis heller ikke undervurderes. Desuden medvirkede åbningen af Ejder-kanalen i 1784 til at udvide fannikkernes operationsområde, fordi de nu fik meget lettere adgang til Østersø-området. Slutteligt var Fanøs skibsbyggere særdeles leveringsdygtige, hvilket medvirkede til væksten af skibene mod slutningen af 1700-tallet.[4][5]
Handelsveje og -varer – den internationale fragtfart
Fartøjer fra Fanø havde kontakt med Norge, Holland, Altona, Hamborg, England, Frankrig og Østersøen.
Foruden fiskeri og arbejdet på fremmede hvalfangerskibe så udrustedes også hvalfangere på Fanø, ligesom der fra 1769 fandtes et trankogeri i Nordby.[6] Allerede fra starten af 1700-tallet besejlede fannikkerne et område fra Norge i nord til Holland i syd. De sejlede på Norge med kornvarer fortrinsvis rug, mens de returnerede med jern og tømmer, som var meget efterspurgt på den skovfattige ø. Derimod sejlede de med sortepotter (jydepotter) sydpå.
Fanø havde grundet den sandede jord og øens størrelse ikke mange varer at eksportere. Fragten måtte derfor søges andetsteds. Fragtfarten blev i slutningen af århundredet som nævnt mere udtalt. Fannikkerne drog antageligt ud tidligt på året og kom hjem sidst på året.[7]
Ifølge birkedommeren sejlede fannikkerne i 1806 "fornemmelig i fragtfart på Norge, Altona, Hamborg, Holland, England, Frankrig, Østersøen og Middelhavet, alt efter fartøjernes størrelse." Fortsat var den nord-syd gående trafik langt den vigtigste, selv om fannikkerne var begyndt at orientere sig mod øst og vest samt længere sydpå.[8]
I løbet af 1800-tallets første årtier blev besejlingen af Norge og Vesteuropa intensiveret. Især besejlingen af Storbritannien med kornvarer blev meget livlig. Ligesom fannikkerne oftest søgte fragten andetsteds, så returnerede de tilsvarende ofte i ballast.[9] Den internationale fragtfart, som blev af stigende betydning for dansk søfart i 1800-tallet, fordi handelsflåden steg betydeligt mere end produktiviteten i landbruget, var således tidligt bærende elementer for Fanøs søfart.
Hen over århundredeskiftet – krigens ødelæggelser og øens comeback på vej mod guldalderen
Fanøssølvaldersluttede med udbruddet af Englandskrigen i 1807, hvor øens handelsflåde udgjorde ca. ni pct. af provinsflåden.[10] Øen lå ikke blot udsat, fannikkerne blev allerede i foråret 1808 beordret til at udskibe korn til Norge. Med krigsudbruddet blev danske skibe jagtet vildt på havene. Overalt mellem Fanø og Norge lurede engelske orlogsskibe og kapere. I 1809 blev samtlige fartøjer på øen rekvireret til korntransporterne til Norge. Nogen havde held til at slippe igennem, mens andre forliste eller blev opbragt af englænderne.[11]
Omkring 200 fannikker var i kortere eller længere tid i britisk fangenskab, og mange vendte aldrig siden tilbage fra de engelske prisonskibe. Under krigen blev 75 Fanø-skibe opbragt af fjenden, hvilket selvsagt reducerede Fanøs handelsflåde betydeligt. Staten assurerede alle de rekvirerede skibe, men krigsinflationen og statsbankerotten i 1813 udhulede assurancesummen. Krigen åd meget af den velstand, fannikkerne havde optjent undersølvalderen, op.
Da freden sænkede sig
Da freden sænkede sig i 1814, gik fannikkerne straks i gang med at genopbygge flåden, men efter en lovende start konkluderede birkedommeren i 1817 i sin indberetning, "at øen vil sent tilbagevinde lignende skibsfart og skibsbyggeri, som den havde før krigen."[12] Det pessimistiske udsagn er delvist rigtigt, idet der endnu skulle gå en rum tid, før Fanøs handelsflåde udgjorde mere end ni pct. af den samlede flåde.
Modsat forblev Fanø det tredjestørste maritime center, ligesom handelsflåden godt et ti-år efter krigen havde en større tonnage end før krigen. Både på landsplan og på Fanø tredobledes flåden henover midten af 1800-tallet.[13] Gradvist blev fannikkernes skibe stadigt større, ligesom væksten forsatte – underguldalderensidst i 1800-tallet var øens handelsflåde kun overgået af hovedstadens.
Resumé
I de første mere end 70 år af 1700-tallet var Fanøs handelsflåde præget af stagnation, men øen formåede til fulde at udnytte de muligheder, som dansk neutralitet i århundredets sidste årtier bibragte. Fannikkerne indgik livligt i international fragtfart, som i første omgang var orienteret mod Norge i nord og sydpå mod Hamborg og Holland. I løbet af 1800-tallet blev det internationale engagement mere udtalt, ligesom operationsområdet blev udvidet. Øens skibsbyggere var både sidst i 1700-tallet og i 1800-tallet leveringsdygtige, hvilket særligt var påkrævet under og især efter Englandskrigen, hvor mange fannikker blev opbragt undervejs til og fra Norge.
Noter
[1] Morten Hahn-Pedersen: "Fra viking til borebisse. 50 generationer ved Vadehavet" s. 69-73
[2] Morten Hahn-Pedersen: "Fra viking til borebisse. 50 generationer ved Vadehavet" s. 62
[3] Anders Monrad Møller: "Fra galeoth til galease" s. 32 og 147-48
[4] Anders Monrad Møller: "Fra galeoth til galease" s. 147-48
[5] Morten Hahn-Pedersen: "Fra viking til borebisse. 50 generationer ved Vadehavet" s.79-81
[6] Morten Hahn-Pedersen: "Fra viking til borebisse. 50 generationer ved Vadehavet" s. 65
[7] Anders Monrad Møller: "Fra galeoth til galease" s. 147
[8] Morten Hahn-Pedersen: "Fra viking til borebisse. 50 generationer ved Vadehavet" s. 80-81
[9] Anders Monrad Møller: "Jagt og skonnert" s. 236-37
[10] Anders Monrad Møller: "Fra galeoth til galease" s. 32
[11] Ole Feldbæk: "Dansk søfartshistorie bd. 3" s. 209-11
[12] Morten Hahn-Pedersen: "Fra viking til borebisse. 50 generationer ved Vadehavet" s. 85-89
[13] Anders Monrad Møller: "Jagt og skonnert" s. 20 og 43-47