Søfarten i Ribe
Indhold
- Ribe i 1700-tallet
- Stigning i anløbne skibe
- Handelsveje og –varer
- Hen over århundredet – mod bedre tider
- Havne- og besejlingsforhold – den kontrære havnekommission
- Havnekommission oprettes
- Resumé
- Noter
Ribe i 1700-tallet
Allerede i den tidlige middelalder blev Ribe centrum for transithandel. Det gamle bispesæde tjente som en af rigets få stabelpladser. I 1500-tallet og 1600-tallet udskibedes årligt et stort antal stude til især Nederlandene. Ribe mistede dog gradvist sin betydning under indtryk af Reformationen, 1600-tallets talrige krige, stigende konkurrence og ikke mindst de vanskelige besejlingsforhold. Ved indgangen til 1700-tallet var Ribes stolte fortid en saga blot.[1]
Den Store Nordiske Krig (1709-20) udslettede den sidste rest af handel i lidt større stil. Gennem næsten hele 1700-tallet talte købstadens egen handelsflåde kun et par skibe. Det meste af tolddistriktets handelsflåde var derimod hjemmehørende på de små øer i Vadehavet – især på Fanø.((indsæt link)) Tiden indtil midten af 1700-tallet var den handelsmæssigt ringeste i Ribes historie.
Stigning i anløbne skibe
Hen imod slutningen af 1700tallet steg antallet af anløbne skibe dog betragteligt, selvom der aldrig var 40-60 skibe på reden som i de gode gamle dage. Købstadens besejling var fortsat relativt ringe, hvilket i første omgang kan tilskrives havne- og besejlingsforholdene. Større skibe kunne ganske enkelt ikke anløbe byen, fordi åen sandede stedse mere til. De var derfor nødt til at opankre på reden eller ved Skøgum og derfra omlade varerne til mindre både og pramme, som så fragtede ladningerne de sidste godt syv kilometer op ad åen til købstaden. Dette var både besværligt og omstændeligt. Selv om forholdene var meget ringe i Ribe, blev de kun nødtørftigt forbedret i 1700-tallet.[2] Selv fremhævede købmændene i en indberetning fra 1735 ulovlig landprang som en væsentlig grund til købstadens genvordigheder. Dertil kom naturligvis øboernes rettigheder til at sælge deres fisk uden om Ribe, og retten til at hjemføre varer til eget forbrug.[3]
Handelsveje og –varer
Fartøjer fra Ribe var i kontakt med Norge og Hertugdømmerne.
Et øjebliksbillede fra starten af 1730’erne giver en karakteristik af købstadens minimale maritime aktivitet. Både i 1731 og i 1733 var købstadens eneste hjemmehørende fartøj en smakke på elleve læster ført af Hans Sørensen Mandøe. Derimod blev Ribe hyppigt besejlet af skippere fra Vadehavsøerne og fra Hjerting og Ho. Sørensen Mandøe sejlede i 1731 én gang til Glückstadt med magasinkorn (kongeligt skattekorn), to gange til Norge med rug som ballast, og returnerede derfra med tømmer. Herpå sejlede han én gang til Altona med rug, og siden returnerede han med hvedemel, æbler, gulerødder og hvidkål. Hans operationsfelt med Norge i nord og hertugdømmerne i syd afspejlede nogenlunde tolddistriktets, som dog også fortsat plejede handelsforbindelse med Nederlandene – studene blev dog hyppigst udført over land.
De vigtigste handelsvarer var fiskevarerne, som blev udskibet af de mindre fartøjer, og kornvarer, som fragtedes med de større skibe.[4] I 1733 foretog Sørensen Mandøe tre togter på Norge, hvortil der dette år udskibedes 2.000 tdr. rug primært i form af magasinkorn. Norge var den største aftager af varerne fra Ribe. Den eksporterede mængde er dog ingenlunde prangende. Det nord- og sydgående operationsfelt var gennemgående i 1700-tallet – også efter Fanø opnåede total dominans i slutningen af århundredet.[5]
Hen over århundredet – mod bedre tider
I en stemningsrapport fra Ribe fra starten af 1800-tallet tegnes et meget dystert billede. Handelsstanden lå så godt som øde, hvilket havde afsmittende virkning på resten af byen. En væsentlig grund hertil var ifølge ripenserne, at fannikkerne smughandlede. Fanø, som på dette tidspunkt havde en af provinsens største handelsflåder, hæmmede Ribes udvikling, fordi Fanø-skibene havde sat sig så solidt på Vadehavets søfart.
Hertil kom desuden, at Ribe plagedes af de meget voldsomme besejlingsproblemer, som ripenserne hverken magtede eller lystede at udbedre. Åen, som ledte ind til købstaden, var både tilsandet og fyldt med sandbanker. Den stærke flod og ebbe vanskeliggjorde ligeledes afhjælpningen af problemet. Selvom en forbedring af havne- og besejlingsforhold var nødvendig, hvis købstaden på ny skulle blomstre, så blev problemerne ingenlunde løst.[6]
Heller ikke Ribe gik ram forbi Englandskrigen (1807-14), som særligt ramte Vadehavsområdet hårdt. I 1814 havde Ribe således kun to hjemmehørende skibe. I de følgende årtier forblev købstadens handelsflåde minimal, men omkring midten af århundredet voksede den nærmest eksplosivt. Således talte den i 1855 omkring 400 læster.[7]
Havne- og besejlingsforhold – den kontrære havnekommission
Som nævnt blev tilsandningen i løbet af 1700-tallet stedse værre. Ripenserne tog forgæves kampen op, men i 1770’erne var partier af åen så tilsandet, at pramme og småbåde kun ved højvande lige akkurat kunne glide gennem. Derfor kunne ind- og udskibning undertiden tage mange dage med ufrivillige afbrydelser. Desuden havde byen ingen sikker vinterhavn – fartøjer måtte søge læ under Fanø for vinteren. Mod århundredets slutning opgav ripenserne tilsyneladende den nærmest udsigtsløse kamp, som blev besværliggjort af den afvekslende flod og ebbe. Ligeledes fandt mange ripensere, at de anvendte penge var spildt, fordi resultatet var så midlertidigt og ringe.
Havnekommission oprettes
I lighed med andre købstæder nedsatte Ribe en havnekommission i 1798. Den var dog særdeles pessimistisk over for det statslige initiativ. Den frarådede ligefrem at ofre mere på havnen, fordi områdets søfart for længst havde taget sæde på Fanø. Sit eget arbejde fandt havnekommissionen ligeledes overflødigt, og den mente således, at administrationen af havnen fortsat burde sortere under magistraten. En vinterhavn blev anset for unyttig, fordi handelen var borte, og en kanal ville være for dyr, og den ville desuden hurtigt sande til.
Ripenserne udviste en opgivenhed, som er besynderlig, eftersom netop besejlings- og havneforholdene var købstadens største problem. I maj 1804 aflagde statens havneekspert, Poul Løvenørn, Ribe et længe ventet besøg. Havnekommissionen afviste imidlertid hans stort anlagte plan om at gennemskære Riber Holme, hvilket ville afhjælpe tilsandingen. Siden tabte staten og Løvenørn interessen for Ribe, hvor havnekommissionen også nærmest var ophørt med at fungere. Først i slutningen af 1820’erne kom der på ny gang i havnesagen, idet der blev foretaget nogle forbedringer. Først langt senere blev alle de tiltag, som Løvenørn havde foreslået, gennemført.[8]
Resumé
Købstaden Ribe havde været en af middelalderens allervigtigste danske byer, men ved indgangen til 1700-tallet havde det gamle bispesæde for længst lagt sin storhedstid bag sig. I hele 1700-tallet og første halvdel af 1800-tallet havde købstaden kun en meget lille hjemmehørende handelsflåde, som tilmed havde trange kår. Først og fremmest var Ribes havne- og besejlingsforhold mildt sagt elendige, men købstaden spillede også i stigende grad andenviolin i forhold til Fanø, som dog også sorterede under Ribe tolddistrikt i 1700-tallet. Mens Fanø i denne periode fik en af provinsens største handelsflåder, så havde de søfarende i Ribe ikke just vind i sejlene. Ribe var i 1700-tallet – som Fanø – engageret i handelen på Norge i nord samt hertugdømmerne og Holland i syd.
Noter
[1] Morten Hahn-Pedersen: "Fra viking til borebisse. 50 generationer ved Vadehavet" s. 47-58
[2] Otto Smith og Victor Hermansen: " Ribe Bys Historie 1730-1820 bd. I" s. 118-25
[3] Mette Guldborg: "Skibsfarten på Ribe i 1730’erne" s. 17-8
[4] Mette Guldborg: "Skibsfarten på Ribe i 1730’erne" s. 18-20
[5] Anders Monrad Møller: "Fra galeoth til galease" s. 111
[6] Gregers Begtrup: "Beskrivelse over Agerdyrkningens Tilstand i Danmark. Nørrejylland I" s. 167 og 173-74
[7] Anders Monrad Møller: "Jagt og skonnert" s. 44-49
[8] Otto Smith og Victor Hermansen: " Ribe Bys Historie 1730-1820 bd. I" s. 126-45