Tolddistrikter

Søfarten på Nykøbing Falster i tal

Indhold

  1. Skibenes størrelse
  2. Samlet tonnage
  3. Gennemsnitlig størrelse
  4. Skibenes antal
  5. Bemærkninger til tabellerne
  6. Regneark til download

Skibenes størrelse

Diagram 1.
Samlet tonnage og gennemsnitlig skibsstørrelse i handelsflåden.
(A. M. Møller: Fra galeoth til galease og Jagt og skonnert)

Samlet tonnage

Den samlede tonnage i Nykøbing Falster er illustreret i diagram 1. I 1707 var flådens samlede tonnage på 152 kmcl., og næsten 30 år senere i 1735 lå tonnagen på 98,5 kmcl. Med 171,5 kmcl. i 1754 var periodens højdepunkt for tonnagen nået. Herefter lå flåden i et jævnt fald, som først vendte i 1773, hvor tonnagen endte på 109,5 kmcl. Op mod århundredeskiftet steg flådetonnagen, og var i 1793 blevet til 166 kmcl. Efter århundredeskiftet var handelsflådens tonnage igen i tilbagegang, og var i 1813 faldet til 106 kmcl. Efter en stigning i 1822 til 142 kmcl. sænkedes tonnagen i 1832 til 97,5 kmcl. I sammenligningen mellem 1832 og øvrige år i diagrammet var faldet i 1832 reelt større end diagrammet viser pga. sjettedelsmoderationens ophævelse.

Gennemsnitlig størrelse

I diagram 1 er den gennemsnitlige størrelse af skibene også illustreret. I 1707 lå den gennemsnitlige størrelse for skibene på 8,44 kmcl. og efter et fald til 7,04 kmcl. i 1735, steg gennemsnitsstørrelsen til 13,19 kmcl. i 1754. Gennemsnitsstørrelsen holdt sig mellem 11,85 kmcl. i 1763 som det laveste og 13,69 kmcl. i 1773 som det højeste niveau, indtil 1822, hvor den gennemsnitlige skibsstørrelse faldt til 8,88 kmcl. Herefter steg den gennemsnitlige størrelse til 12,19 kmcl. i 1832, men dette år skal igen ses med sjettedelsmoderationen in mente.

Skibenes antal

Diagram 2.
Antal skibe over og under 10 kmcl..
(A. M. Møller: Fra galeoth til galease og Jagt og skonnert)

Diagram 2 kaster lys over antallet af handelsflådens fartøjer og deres fordeling over og under ti kmcl. Da oplysningerne i kildematerialet ikke giver mulighed for en opdeling af skibsstørrelserne i 1707, må dette år udelades af diagrammet. I 1707 var det samlede antal skibe atten. Indtil 1773 var handelsflåden i Nykøbing Falster i tilbagegang fra fjorten fartøjer i 1735 til otte i 1773. Fordelingen i disse to år var i 1735 fire skibe over og ti under ti kmcl., mens der i 1773 var syv skibe over og ét under ti kmcl. I 1783 var mængden af både steget til tolv, hvoraf ni var over og tre var under ti kmcl., samme antal og fordeling var tilfældet i 1793. Fra 1793 til 1813 sænkede antallet sig til otte med fire skibe under og fire over ti kmcl. Antallet kulminerede med seksten fartøjer i 1822, her var elleve under og fem over ti kmcl. Men i 1832 var antallet tilbage på otte med seks over og to under ti kmcl. Som det var tilfældet i diagram 1, spiller sjettedelsmoderationen igen en rolle i diagram 2, idet der reelt har været flere skibe over ti kmcl. før 1825.

Bemærkninger til tabellerne

Tabellerne er en digitaliseret version af bilagene til Anders Monrad Møllers bøger Fra galeoth til galease (1981) og Jagt og skonnert (1989.

Man må holde sig for øje, at tabellerne, og dermed diagrammerne, er baseret på det ubearbejdede kildemateriale, læstetallene kan være noget upræcise, og i hvert fald før 1825 er disse ca. 15-20 pct. for små pga. den hemmelige sjettedelsmoderation, jfr. det metodiske afsnit.

Regneark til download

  1. Nykøbing F.xls

Se også den særlige læsevejledning (Word) til regnearkene.

Regnearkene er i Microsoft Excel-format og kan åbnes med Microsoft Excel 97 og senere versioner.