Tolddistrikter

Søfarten i Kalundborg i tal

Indhold

  1. Skibenes størrelse
  2. Samlet tonnage
  3. Gennemsnitlig størrelse
  4. Skibenes antal
  5. Bemærkninger til tabellerne
  6. Regneark til download

Skibenes størrelse

Diagram 1.
Samlet tonnage og gennemsnitlig skibsstørrelse i handelsflåden.
(A. M. Møller: Fra galeoth til galease og Jagt og skonnert)

Samlet tonnage

I diagram 1 er den samlede tonnage for Kalundborgs handelsflåde illustreret for perioden 1701 til 1832. I 1701 var tonnagen på 150 kmcl., men allerede i 1707 var flåden med 54 kmcl. reduceret med ca. to tredjedele. I 1730 var flåden nået op på 111,5 kmcl., men blev næsten halveret i 1740 til 67,5 kmcl. Fra 1740 og frem til 1769 var handelsflåden i jævn stigning og udgjorde 135,5 kmcl. i 1769. Tonnagen faldt fra 1769 og henover århundredeskiftet, og flåden var næsten forsvundet i 1807 med kun 10,5 kmcl. I 1813 var den samlede tonnage steget kraftigt til 125,5 kmcl., for derefter igen at falde i 1822 til 63,5 kmcl. og i 1832 til 26 kmcl. Faldet i 1832 var i sammenligningen med de øvrige år i diagrammet reelt mere markant end illustreret, når det ses i lyset af sjettedelsmoderationens ophævelse.

Gennemsnitlig størrelse

Foruden den samlede tonnage er også den gennemsnitlige størrelse af skibene i Kalundborgs handelsflåde illustreret i diagram 1. Igennem 1700-tallet var gennemsnitsstørrelsen i modsætning til tonnagen nogenlunde stabil, den laveste gennemsnitlige størrelse var i 1750 med 8,83 kmcl. og den højeste var i 1780 med 13,64 kmcl. I år 1800 faldt gennemsnitsstørrelsen til 6,25 kmcl., men var i 1813 steget til periodens højdepunkt 20,92 kmcl. Det skal nævnes at 1807 ikke er et gennemsnit, idet der kun var ét skib på 10,5 kmcl. dette år. Herefter faldt gennemsnitsstørrelsen til 9,07 kmcl. i 1822 og 8,67 kmcl. i 1832. Sidstnævnte år skal ses med sjettedelmoderationens ophævelse in mente.

Skibenes antal

Diagram 2.
Antal skibe over og under 10 kmcl..
(A. M. Møller: Fra galeoth til galease og Jagt og skonnert)

Diagram 2 illustrerer antallet af fartøjer i Kalundborgs handelsflåde fordelt på skibe over og under ti kmcl. i perioden 1701 til 1832. I 1701 var der fjorten skibe, men i 1740 var flåden blevet mere end halveret til seks skibe. Fra 1750 til 1769 lå antallet nogenlunde stabilt omkring en ni til ti fartøjer, herefter faldt antallet til bare ét skib i 1807. Omkring slutningen af Englandskrigen i 1807-1814 og frem hævede antallet sig til seks både i 1813 og syv i 1822, men i 1832 er flåden igen meget lille med kun tre fartøjer. De fleste år var fordelingen mellem både over og under ti kmcl. nogenlunde lige, kun fra 1760 til 1780 og i 1813 var de større skibe dominerende. I 1760 var der tre både under og seks over ti kmcl., i 1769 var fordelingen den samme dog med ét enkelt skib mere over ti kmcl. Der var i 1780 seks skibe over ti kmcl. og kun ét skib under, det samme var tilfældet for 1813, blot var der ét skib mindre over ti kmcl. Som det var tilfældet med diagram 1, spiller sjettedelsmoderationen igen en rolle i diagram 2, idet der reelt har været flere fartøjer over ti kmcl. før 1825.

Bemærkninger til tabellerne

Tabellerne er en digitaliseret version af bilagene til Anders Monrad Møllers bøger Fra galeoth til galease (1981) og Jagt og skonnert (1989.

Man må holde sig for øje, at tabellerne, og dermed diagrammerne, er baseret på det ubearbejdede kildemateriale, læstetallene kan være noget upræcise, og i hvert fald før 1825 er disse ca. 15-20 pct. for små pga. den hemmelige sjettedelsmoderation, jfr. det metodiske afsnit.

Regneark til download

  1. Kalundborg.xls

Se også den særlige læsevejledning (Word) til regnearkene.

Regnearkene er i Microsoft Excel-format og kan åbnes med Microsoft Excel 97 og senere versioner.