Søfarten i Stege
Indhold
- Stege i 1700-tallet
- Konkurrence udefra
- Handelsveje og –varer
- Hen over århundredet – mod bedre tider
- Resumé
- Noter
Stege i 1700-tallet
Steges handelsflåde klarede sig relativt uskadt gennem den Store Nordiske Krig (1709-20). Efterfølgende befandt handelsflåden sig i et stabilt leje de følgende fyrre år, hvilket også kendetegnede provinsen som helhed. Fra starten af 1760’erne og tredive år frem fulgte dog en kriseperiode med faldende tonnage. Stege fik først sin andel af tonnagetilvæksten under Den florissante handelsperiode (1778-1807), hvor dansk neutralitetsudnyttelse skabte meget gode konjunkturer for søfarten. I løbet af 1700-tallet blev provinsens samlede tonnage fordoblet, men denne fordobling indtraf ikke i Stege. Således tabte Stege maritime markedsandele i løbet af 1700-tallet.[1]
Konkurrence udefra
En væsentlig grund hertil var, at de lokale skippere i stigende grad blev presset af de fremmede skibe, som besejlede øen og købstaden. Særligt fartøjer fra maritime centre som Ærø og Dragør var meget synlige. Modsat havde Stege også et tonnageoverskud (dvs. en del skibe, som måtte søge fragt uden for tolddistriktet) i eksempelvis 1733, som så siden blev udlignet. Hertil kom, at Møn, som var kongeligt domænegods indtil 1769, overgik til privat eje. Muligvis som resultat heraf blev en del skov fældet på Møn i starten af 1770’erne, hvilket startede en voldsom, men kortvarig tilvækst i antallet af indkomne skibe til Stege. Udførelsen af brænde skete imidlertid ikke på egne skibe.[2]
Handelsveje og –varer
Fartøjer fra Stege var i kontakt med Norge, Lübeck, Flensborg og København.
Et øjebliksbillede fra starten af 1730’erne giver en fin karakteristisk af søfarten i Stege. I 1733 varetog købstadens egne fartøjer 70 pct. af den indkomne tonnage – resten kom fra Dragør, København og hertugdømmerne. I 1733 foretog købstadens skippere otte farter på Norge med kornvarer. Fra Norge returnerede de med jern, tømmer, dehler, lægter og brænde. Stege havde en betydelig handel sydpå til fortrinsvis Flensborg, men også i nogen grad til Lübeck, hvorfra de hjembragte kramvarer.
Købstadens vigtigste handelsforbindelse var dog København – et mønster som blev fastholdt gennem hele 1700-tallet. I 1733 udskibedes 7.500 tdr. byg, 6.000 tdr. rug og 1.000 malt. I en indberetning fra 1735 beklagedes det dog, at dragørskipperne varetog udskibningen af magasinkornet (kongeligt skattekorn) for kongelig regning, hvilket altså gik købstadens egne søfarende forbi. Alene i 1733 udgjorde magasinkornet 20 pct. af byggen og 13 pct. af rugen.[3]
Hen over århundredet – mod bedre tider
I de første år af 1800-tallet havde Steges søfarende vind i sejlene. End ikke Englandskrigen (1807-14) kunne, selv om krigen besværliggjorde såvel søfart som handel, stoppe de positive takter. Efter krigen fulgte nogle usikre år. Efterdønningerne af Statsbankerotten i 1813 havde knapt lagt sig, før kornprisen faldt drastisk i 1818, hvor en kombination af freden, årtiers produktivitetsfremgang og britiske importrestriktioner gjorde kornet nærmest usælgeligt et tiår frem. På Møn, hvor udskiftningen fandt sted omkring århundredeskiftet, kradsede krisen blandt øens bønder og købstadens søfarende. Henover midten af 1820’erne oplevede Steges handelsflåde imidlertid på ny vækst. Tonnagetilvæksten fortsatte de følgende årtier under den økonomiske højkonjunktur. De maritime markedsandele, som Stege havde tabt i løbet af 1700-tallet, blev nu til fulde tilbageerobret.[4]
Resumé
I de første tres år af 1700-tallet udviklede Steges handelsflåde sig stabilt, men derefter oplevede købstaden et tonnagefald. Det tabte blev dog generobret hen imod midten af 1800-tallet. Steges vigtigste handelsforbindelse var gennem hele 1700-tallet København, men købstadens skippere sejlede også på Norge, Flensborg og Lübeck.
Noter
[1] Anders Monrad Møller: "Fra galeoth til galease" s. 32
[2] Anders Monrad Møller: "Fra galeoth til galease" s. 74 og 119
[3] Anders Monrad Møller: "Fra galeoth til galease" s. 74
[4] Anders Monrad Møller: "Jagt og skonnert" s. 43-46