Oplandskort

Opland

Region

	Købstadssogne.
	Sogne, der entydigt er underlagt torvehandelen i én købstad (cirkumferensen).
	Sogne, der gennemskæres af en cirkumferens.
	Administrativt og regionalt afgrænsede enheder, f.eks. len og navngivne sogne henlagt til en bestemt købstads torvehandel.
	Sogne, der er henlagt til to eller flere købstæders torvehandel.
	Sogne med skiftende eller omstridt status.
	Sogne, der slet ikke var omfattet af den formelle oplandsdeling.

Historisk oversigt

Åbenrå har formentlig sin oprindelse i et fiskerleje og blev til en by omkring midten af 1100-tallet. Hvornår byen fik status af købstad er uvist, men i 1257 fik Løgum Kloster toldfrihed i byen og i 1259 afholdt byen torv, og meget tyder således på, at Åbenrå fik sine købstadsprivilegier under kong Valdemar 2. Sejr i perioden 1202-41.[Note 1] I 1335 fik Åbenrå sin første egentlige stadsret, den såkaldte ’Skrå’, der i 53 punkter præciserede byens lovgivning. Det nævnes eksempelvis, at forkøb var ulovligt, og at fremmedes opkøb af smør, huder og pelse kun måtte ske hos byens borgere. Fremmede købmænd var et stort problem for de nordslesvigske købstæder, og stadsretten omtalte også, at de fremmede kun måtte sælge deres importvarer en gros. Et andet gennemgående stridspunkt var kvæggræsning, hvad skyldes hertugernes stærke stilling i landsdelen.

I 1300-tallet var Skånehandelen vigtigt for Åbenrå, og det er generelt for Åbenrå gennem århundreder, at søfarten har spillet en overordentlig stor rolle. I det middelalderlige Åbenrå var håndværk og handel naturligvis også af stor betydning på samme måde, som fiskeriet især i de tidligste tider også spillede en hovedrolle for byens borgere. Landbruget spillede naturligvis også en rolle, men ikke i samme grad som for andre købstæder, selvom egnen var kendt for sin humles høje kvalitet.

Beliggenheden var så afgjort en fordel for Åbenrå, men den betød også, at byen ofte var plaget af krige. I 1246, 1429 og igen i 1523 blev byen eksempelvis plyndret. Omkring år 1500 havde Åbenrå dog en normal størrelse for en dansk købstad. I 1200-tallet havde Varnæs, som lå godt to mil fra købstaden, fået købstadsprivilegier, men i de efterfølgende århundreder ved man ikke meget om byen, og man må formode, at købstadsanlæget ved Varnæs blev droppet igen senest i slutningen af 1400-tallet.[Note 2] Varnæsbeboerne tog det efter sigende ilde op, og det forlød, at de langt op i nyere tid foretrak at rejse de 50 kilometer til Flensborg i stedet for at handle i Åbenrå.[Note 3]

Købstaden oplevede begyndende opblomstring i 1600-tallet, og trods nedgang i perioden 1750-1800 blev Åbenrå i 1700-tallet en markant søfartsby. Ud over krigene har byen også været hårdt plaget af brande, og i 1600-tallet brændte byen delvis ned flere gange. Byen var i det meste af perioden underlagt de slesvigske hertuger, hvad på flere måder gjorde det svært for borgerne. For eksempel manglede købstaden gode bymarker, og græsningsrettighederne var et konstant stridsemne helt frem til 1500-tallet.[Note 4] Det gjorde kun ondt værre, at Slotsgade havde egne privilegier og slap langt billigere, idet hertugerne ikke havde et ønske om at gå imod deres egen stand. Først i 1843 lykkedes det at få indlemmet Slotsgade i købstaden, men da havde privilegierne langtfra samme betydning som i århundrederne forinden.

Håndhævelsen af købstadsprivilegierne har for Åbenrå været yderst vanskelig, og hertugernes magt og beliggenheden i øvrigt har ikke gjort bedre. Flere gange efter udstedelsen af stadsretten af 1335 blev det nødvendigt at præcisere handelsrettighederne. I 1533 og 1614 blev der udstedt eller gentaget forbud mod landprang, og i 1647 indskærpedes det, at forprang ikke måtte finde sted i forbindelse med St. Galli markedet. I 1662 præciseredes dette igen, og det er tydeligt, at egnens bønder stod forholdsvist stærkt over for købstaden, og at privilegiet har karakter af et kompromis. Eksempelvis blev borgerne pålagt at give dagsprisen for bøndernes produkter. Ulovligt brændevinsbrænderi var som for andre byer et stort problem, som ofte gav uoverensstemmelserne mellem by og land. I 1709 præciseredes forbudet.

1533-privilegiets forbud mod forprang blev ofte overtrådt. Slotsgadens beboere, der havde eget privilegium, omgik ofte loven, uden at hertugen dog skred ind trods Åbenråborgernes klager. I 1643 nægtede borgerne at lade Slotsgrundens beboere købe varer på skibsbroen, men typisk for tiden endte det blot med, at hertugen truede borgerne med bøder.[Note 5] Det var normalt at give bøder til landhandlende, men det blev betragtet mere som en erhvervsrisiko end en straf for lovovertrædelse. I 1620 og 1621 listeførte borgerne ligefrem lovovertræderne. Mølleren fra Hellevad købte studer af fremmede, og en mand fra Højrup havde forsøgt at udskibe varer med den intention at sælge på landet.[Note 6]

Handelsoplandet blev ikke defineret i de egentlige privilegier, men et kongeligt reskript af 21. august 1736 præciserede, at handel og håndværk var forbudt i tre mils afstand fra byerne. Reskriptet skulle ifølge kilderne gælde generelt for de danske byer med visse undtagelser, men meget tyder på, at det i praksis kun har været gældende for Åbenrå. Et egentligt defineret opland er det dog ikke, idet bønderne så vidt vides ikke blev pålagt at søge torv i Åbenrå.[Note 7] Der er dog sandsynligvis tale om den forordning i 1711 for hertugdømmerne, der forbød borgerlig næring (handel og håndværk) på landet i en vis afstand fra både byer og flækker, nærmere bestemt tre mil på gesten og to mil på marsken. Sådanne ydelser skulle købes i byerne, men bønderne blev ikke tvunget til at handle i bestemte byer. Hertugdømmerne blev herved på nær ganske små områder dækker af tvangsmilegrænser.[Note 8]

Markederne omkring byen var kendt for den medfølgende ulovlige handel, og Kliplev marked var kendt for ulovligt kreaturopkøb. Styrkeforholdet gentoges her ved, at den lokale landadel gav Åbenråbryggerne forbud mod at sælge på markedet. Handel på landet var naturligvis ulovligt, men sandemændene ignorerede ofte bønder, der drev ulovligt kreaturhandel, og normalt var det kun de såkaldte peberdrenge, der fik dom. Peberdrengene nævnes specifikt i 1662-privilegiet.

I dagene inden Åbenrås årsmarkeder var der livlig handlen i Kolstrup, og herfra blev der solgt øl og drevet borgerlig næring.[Note 9] Ud over forprang ved Kolstrup og på landevejene uden for købstadens tre bomme, som borgerne forgæves forsøgte at stoppe, så var det alment accepteret at drive forprang direkte ved skibbroen. I 1698 blev der konstateret ulovlig handel ved Løjt Kirkeby, Varnæs og Brunde. Løjtland var klart værst i denne henseende, og pastor Wilhad Fabricius bryggede eksempelvis selv mjød i 1703. [Note 10] I 1704 fik Åbenrå formelt set eneret på handel med øl og vin, men selvom borgerne fik ret til at gennemsøge omegnens kroer for fremmed øl, så har det ikke været en stor omvæltning for landsognenes ulovlige høkere. Der er eksempler på, at der er gjort forprang før markedsdatoerne så langt væk som Rødekro og Fårhus, og i 1747 blev det ligefrem besluttet at udstationere soldater for at undgå den ulovlige handel. I 1770 var problemet stadig ikke løst.[Note 11]

Smugling var heller ikke et ukendt begreb på Åbenråegnen, og i 1680 fik skipper Laue Jacobsen konfiskeret fire tønder tjære, som han forsøgte at pramme ind i nattetimerne. Andre var dog mere snedige og lod lasten ro ind til Løjtland eller Varnæsvig. I 1632 købte en borger ligefrem øl i Varnæs til sin datters bryllup, og det var da også normalt at købe tysk øl i tønder helt uden om købstadens bryggere.

Byens håndværkerstand havde ikke helt samme problemer som købmændene, og årsmarkedernes succes gav dem øget afsætning. Skomagerlavet i byen var kendt overalt i Sønderborg Amt, ikke kun for gode produkter, men også for at sælge på landet i andre distrikter. Skrædderlavet havde godt nok eneret i købstaden, men da Slotsgaden formelt set ikke hørte til byen, og hertugerne dækkede over dem, var det svært at stoppe bønhaseriet. Problemet forværredes kun af en kortvarig lovliggørelse i perioden 1664-1670. [Note 12]

Årsmarkederne i byen var forholdsvis betydningsfulde og tiltrak handlende så langt sydpå som fra Ardennerne og Schwarzwald. Privilegiet af 1530 gav Åbenrå det marked, der tidligere afholdtes ved Rise Kirke lidt nordvest for byen. I 1666 fik Åbenrå tilladelse til at afholde hele tre årlige markeder, hver med tre dages varighed. Det første med start den 12. april, det andet med start på Margrethe dag den 13. juli og det tredje fra Galli dag den 16. oktober. Første marked var rent krammarked, og de to sidste var kvæg- og hestemarkeder, hvor det dog var tilladt at handle med kram på sidstedagen. I 1723 afskaffedes de tidligere markeder og erstattedes af markeder på Maria Magdalene dag den 22. juli og på Severini dag den 23. oktober. Denne ordning var dog kun gældende i ti år, hvorefter begge markeder holdtes mandagen før henholdsvis Maria Magdalene dag og Severini dag. I 1833 blev datoerne og antallet af markeder ændret igen, og det blev nu tilladt at afholde kvægmarkeder første onsdag i maj og den 23. oktober. Den 16.-17. december tillodes et hestemarked, og Maria Magdalene krammarkedet den 22. juli fortsatte som tidligere.[Note 13]

I 1533 fik Åbenrå tilladelse til at afholde torvedag hver onsdag, hvilket først i 1770 ændredes til mandag og fredag.

Problemer med håndhævelsen af privilegierne fortsatte som sagt i 1700-tallet, men det kunne dog ikke stoppe udviklingen, og Åbenrå blev i 1700-tallet en betydningsfuld søkøbstad. Løjtland havde hele 15-20 skippere bosiddende, og generelt må man sige, at Åbenrå har haft sværere end andre købstæder ved at koncentere handelen i bymidten.[Note 14]

Åbenrå havde vækst i perioden fra 1730'erne til 1750'erne. Byen var udskibningshavn for Tønder-produkter, og byens mange skippere sejlede normalt for andre købstæder. I slutningen af 1700-tallet var byen ikke mere betydelig som ølproducent, men brændevinsproduktionen blomstrede, og det kunne til sidst ikke mere betale sig at brænde ulovligt. Krigen i 1807 kostede Åbenrå dyrt, idet alle købstadens skibe med undtagelse af to blev ombragt. Fra 1824 gik det fremad økonomisk, og denne vækst varede helt frem til 1880'erne. Byens fortid som søkøbstad var dog fra midten af 1800-tallet og frem mest synlig i form af, at byen blev et centrum for skibsbygning.[Note 15]

Privilegier og bestemmelser

Litteratur