Oplandskort

Opland

Region

	Købstadssogne.
	Sogne, der entydigt er underlagt torvehandelen i én købstad (cirkumferensen).
	Sogne, der gennemskæres af en cirkumferens.
	Administrativt og regionalt afgrænsede enheder, f.eks. len og navngivne sogne henlagt til en bestemt købstads torvehandel.
	Sogne, der er henlagt til to eller flere købstæders torvehandel.
	Sogne med skiftende eller omstridt status.
	Sogne, der slet ikke var omfattet af den formelle oplandsdeling.

Historisk oversigt

Det første kendte privilegium for Fåborg er dateret 1288 og henviser blandt andet til et tidligere privilegium under kong Valdemar. Da borgen omtales i gavebrev af 1229, og Fåborg er inkluderet i kong Valdemars "købstadsliste" af 1231, er det rimeligt at formode, at byen fik status af købstad i perioden 1202-1229.[Note 1]

Byen er modsat andre fynske købstæder ikke beliggende ved et overfartssted, men i en god beliggenhed til småøerne i området samt Slesvig og Nordtyskland. I ly af borgen i bunden af en vig lå Fåborg omgivet af vand på tre sider. Borgen er omtalt sidste gang i 1377.[Note 2] De kendte privilegier fra middelalderen er typiske, og Fåborg er bestemt ikke blevet begunstiget mere end de øvrige fynske købstæder.

I 1484 præciseredes, at fredag var torvedag, og egnens bønder påbydes at søge torv i byen, men Fåborg har med sikkerhed haft mindst én fast torvedag længere tilbage i middelalderen. I 1539 ændredes torvedagen til lørdag, hvilket dog ikke har ændret på det faktum, at der ikke har været stor torvehandel i købstaden. I 1560 flyttedes Sallinge Herredsting fra byen, og det har været medvirkende årsag til, at der i 1590 slet ikke blev afholdt torv eller var tilførsel fra omegnen. I 1608 gentages, at der var torvedag om lørdagen, og samtidig præciseres, at bønderne i Sallinge Herred skulle søge torv i byen.[Note 3]

Det har været svært for Fåborg at håndhæve sine privilegier i forhold til oplandet, og kilderne fremhæver især de mange ulovlige havne på kyststrækningen fra Assens til Svendborg. Ulovlige havne og den ulovlige handel i den forbindelse har været et problem lige så længe, som Fåborg havde haft privilegier, og ulovlighederne fortsatte langt op i 1700-tallet.

Sallinge Herred er stort og strækker sig væsentligt længere ud end de to mil, som de fleste danske købstæder betragtede som deres opland. Der er adskillige eksempler på, at det ikke har været muligt at håndhæve det definerede opland, og rådstuebogen omtaler flere opkøbere, som blev taget på fersk gerning. Det var især købmænd og bønder fra Als, Kappel og Eckernførde, som opkøbte omkring købstaden. Et kongebrev af 6. juni 1608 pålægger Fåborg at forhindre alsingernes ulovlige udførsel af øksne, heste og andre varer fra Als. Det var tilladt at sælge landbrugsvarer i nordtyske havne, men i 1623 præciseres det, at det skal ske mod rede penge og ingen varebytte må finde sted.

Fåborg beklagede sig allerede i 1550 over, at der var mange skomagere i landsbyerne. Måske har det hjulpet Fåborgs skomagere, at alle indenlandske- og udenlandske skomagere i 1609 fik ret til at sælge på torvene i en række købstæder, men intet konkret vides. I 1595 forbydes det byens håndværkere at drive købmandskab med korn, salt og stål samt at sælge det til fremmede. I 1558 forbød Rådet al udførsel af brød fra byen, men i 1601 var det stadig normalt, at borgere selv måtte opkøbe hvede og bage brød. Dette forhold og lignende er en naturlig konsekvens af, at der intet blev indført på torvemarkederne, som i perioder slet ikke blev afholdt. Købmænd opkøbte selv korn i Sallinge og de tilstødende herreder og solgte det herefter til Nordtyskland og Holsten. Dette forhold fortsatte, og så sent som i 1674 klagede Assens, Middelfart, Odense og Nyborg over, at borgere fra Fåborg opkøbte smør, flæsk og andre produkter ved deres byporte.[Note 4]

Studehandelen var dog lige så vigtig, og Fåborg havde stor handel med småøerne nærmest byen samt med Als. Den nemme adgang fra kysten betød storstilet smugleri, og det gjorde det ikke bedre, at byen havde en korrupt tolder i 1560. Fra denne periode fremhæves smugleriet på strækningen til Svendborg. Et forbud mod ulovlig udskibning i 1574 har ikke ændret på denne praksis, og i 1580'erne blev der som en konsekvens heraf ansat havnefogeder. Havefogedernes ansættelse blev besluttet, da nogle borgere fra Sønderjylland og Als havde ladet heste og græsøksne udføre fra ulovlige havne mellem Svendborg og Fåborg og mellem Fåborg og Hagenskov Slot samt fra Horne. Nogle årtier senere, i 1621, omtales specifikt ulovlig udskibning af øksne fra en havn kaldet Dønnekrog.

Omkring 1630 kradsede krisen, og Kejserkrigen blev helt som i de øvrige fynske købstæder meget dyr for Fåborg. I 1638 blev en af byens borgere sigtet for at have opkøbt korn for en Eckernförde-skipper, og i 1660 blev en mand ved navn Laurits Hansen stævnet for at have landet 13 knipper fersk fisk ved Katterød. I perioden 1631-1656 havde Fåborg den laveste byskat på Fyn, hvilket tyder på, at krigene og torvehandlen, der ikke fungerede, har bevirket, at Fåborg var presset helt i bund økonomisk. I 1682 klagedes generelt over landprang, og specifikt omtales øboernes fragtfart, køb af brændsel og lignende.

Indkvarteringen af soldater bevirkede i Fåborg som i andre købstæder, at det blev endnu sværere at håndhæve handelsrettighederne. Under Skånske Krig var Horne Mølle berygtet for at handle med fjenderne, og herfra blev der overført kvæg og fødevarer. Desertører fik sammesteds hjælp af skippere fra Als og Ærø. Efter 1660 var Fåborg forarmet, og tiden efter har været så hård, at indbyggertallet i 1704 var helt nede på 599.[Note 5] Det var generelt ikke en god tid for danske købstæder, men langt de fleste formåede dog trods alt at bevare deres indbyggertal eller få svag vækst.

I midten af 1600-tallet konstateredes, at en del borgere købte rug for fremmedes penge, og i 1674 klagedes over, at især øboerne ofte udskibede landbrugsprodukter ulovligt fra stranden. Når ikke alle varer gik gennem Fåborg, som privilegierne ellers påbød, bevirkede det, at der opstod købmandskab i landsbyerne. I 1662 var der efter sigende en kro i næsten alle landsbyer, og disse solgte byvarer, specifikt omtales Lars Errebo i Aaby.

Fåborgs opland blev i 1608 defineret til at omfatte hele Sallinge Herred. At bønderne i dette store område i høj grad ignorerede Fåborg, er et faktum, især efter at herredstinget i 1560 flyttedes til Hillerslev og blev mere centralt placeret i herredet. Købmændene valgte som modsvar at opkøbe landets produkter og selv indføre det. Et skifte af 1664 vidner om, at en Fåborg-købmand opkøbte varer så langt væk som Kørup på øens nordkyst. Der blev endvidere indført en del fra Ærø, Als og sydfynske småøer samt hvede fra Lolland. Andre kilder oplyser, at byens købmænd i denne periode opkøbte i Løgismose, Fjellebro og Rødkilde. Handelen foregik først og fremmest med de store gårde, og denne handel fortsatte langt op 1700-tallet. Fåborg formåede på sin egen måde at blive udførselshavn for de sydfynske herregårdes overskudsproduktion. I 1708 opkøbte borgere i Løjtved og i 1712 i Skovsgårde. De opkøbte landbrugsprodukter, der før hovedsageligt blev udført til Nordtyskland, hertugdømmerne, Norge og København.

I perioden 1640 til 1645 stævnede købmændene skyldnere i 17 ud af Sallinge Herreds 28 sogne, og det var mærkeligt nok ikke kun de sydligste sogne, men også de nordligste såsom Gjestelev og Vantinge, og også fra Baag og Gudme Herreder. Tredive år senere stævnedes bønder fra hele 22 af herredets 28 sogne, samt bønderne fra Baag, Sunds, Gudme og Odense Herreder. Dette giver naturligvis ikke et endegyldigt overblik over Fåborgs reelle opland, men tyder på, at selvom torvedagene ikke blev besøgt af de fleste bønder i herredet, så har bønderne i Sallinge Herred fundet det naturligt at gøre en del af deres indkøb hos købmændene i Fåborg.[Note 6]

I 1600-tallets slutning fortsatte beklagelserne fra byens borgere. I 1682 flyttede flere borgere til landsbyen Voldermisse, og samme år klagedes over organiseret handel ved Brobyværk. Brobyværk er beliggende i Sønderbroby Sogn vest i Sallinge Herred og over to mil fra Fåborg. I 1693 købte ingen bønder øl og brændevin i Fåborg, og ifølge beretningen var det mere sandsynligt, at borgere købte af bønder. I den henseende må det bemærkes, at 1661-lov gav alle købstæder eneret på øl og brændevin i en afstand af to mil fra byen.

Forprang forblev et stort problem langt op i 1700-tallet, og talrige skærpelser i forskellige former havde ikke ændret på det faktum, at alt for få bønder kom til torvs med deres varer. Som en konsekvens af, at stramningerne ikke fungerede i praksis, fik borgerne i 1714 tilladelse til at opkøbe på landet såvel af bønder som af andre. Tre år tidligere havde borgerne i Fåborg alligevel ikke betragtet det som landprang, når de opkøbte på landet, da flensborgerne, englændere og udsiddere fra Ærø og Als gjorde det samme. 1714-bestemmelsen betragtes som et forsøg på at profitere af ulovlighederne, da borgerne jo skulle bringe varerne til byen og svare afgift deraf.

I slutningen af 1700-tallet blev tolder Jørgen Hansen kritiseret for at have fremmede købmænd boende hos sig, og det er tydeligt, at de fleste borgere enten har overtrådt lovgivningen eller fortolket den meget lemfældigt.[Note 7] Godsejerne havde ret til visse undtagelser, men når en lokal autoritet som sognepræsten i Svanninge i 1647 ligefrem købte kammerdug af en oprejsende flensborger, så har det været alment accepteret.

Fåborg oplevede brande i både 1715 og 1728, men disse har ikke spillet en afgørende rolle for udviklingen. Først i 1740'erne kom Fåborg i vækst. Fåborg har naturligvis også haft sine problemer med ulovlige håndværkere. I 1704 klagedes over, at fremmede murermestre tog arbejde i Fåborg, og en drejer, som arbejdede på Boltinggårds Gods, blev pålagt at søge borgerskab. Skinderne klagede over konkurrence fra fremmede og bønhasere, der arbejde i byen.

Fra 1623 og frem blev der foretaget kontrol af kyststrækningen mellem Fåborg og de omliggende øer, men selvom der er flere eksempler på retsager, har det helt sikkert ikke ændret almen praksis i handelen. I 1745 kom adskillige sager for rådstueretten, og først fra 1700-tallets midte er der tegn på, at borgerskabet var begyndt at håndhæve privilegierne mere bogstaveligt. I 1754 ransagedes eksempelvis skrædder Niels Larsens hjem, fordi han havde købt på herregårdene til udskibning.

Torvedagene blev aldrig en succes, og i 1790 havde der ikke været afholdt torvedag i adskillige år. Bønderne søgte ikke til Fåborg, og hvor købmændene tidligere selv havde opkøbt landbrugsprodukter på landet, så foregik det nu via kommissionærer. I 1802 forsøgte Fåborg atter at afholde torvedag om lørdagen, og i 1850'erne forsøgtes med hele tre torvedage (tirsdag, torsdag og lørdag).

I 1800-tallet klagedes der igen over ulovlig handel, og der blev ansat en betjent, som skulle kontrollere kysterne med udgangspunkt i Bøjden. Smugleri var stadig alment accepteret, og selvom Lyø Havn specifikt omtales, så har det givetvis været udbredt på alle nærliggende øer.

Fåborg har fra gammel tid haft to årlige markeder. Et Bodilsmessemarked den 1. juni og et Helligkorsmarked den 14. september. Senere fik købstaden også et kvæg- og hestemarked, og i 1686 fik Fåborg ret til at afholde et fæmarked "næste søgnedag efter allehelgensdag". I 1716 fik Fåborg tillige tilladelse til at afholde et hestemarked torsdag i fasten. Selvom byen således havde adskillige årlige markeder, var de ikke særligt velbesøgte, og især Bodilsmessemarkedet beskrives som minimalt. Fra omkring 1740 kom der færre besøgende til markederne fra Sønderjylland, Nordtyskland og de fynske købstæder, og ikke førend i 1800-tallet begyndte markederne igen at blive populære. I 1781 var 25 ud af 31 fremmede handlende på markedet fra Odense, og dette havde således mere lokal end regional betydning.[Note 8]

I 1847 blev der givet tilladelse til afholdelse af et kvægmarked den 3. fredag i april. Nogle år senere fik Odense tilladelse til at afholde markeder med levende kreaturer den første og tredje mandag hver måned. Det nordlige Sallinge Herred lå forholdsvis tæt på Odense, og det har været medvirkende til at gøre Fåborg endnu mindre attraktivt som markedsby. Som modsvar fik Fåborg i 1852 tilladelse til at afholde et marked med levende kvæg i forbindelse med torvedagen den anden og fjerde tirsdag i måneden, og samtidig tillodes et marked med lam i begyndelsen af oktober.[Note 9]

Fåborgs beliggenhed var ikke fremmende for handleen, og trods det store definerede opland vidner torvedagenes manglende succes om, at det ikke lykkedes at få kontrol over den lange kyststrækning på begge sider af byen. Fåborgs udvikling fulgte konjunkturerne, men krige kombineret med manglende håndhævelse af privilegierne gjorde, at byen ikke kunne følge med de købstæder, som bedre evnede at tiltrække handel.

Privilegier og bestemmelser

Litteratur