Oplandskort

Opland

Region

	Købstadssogne.
	Sogne, der entydigt er underlagt torvehandelen i én købstad (cirkumferensen).
	Sogne, der gennemskæres af en cirkumferens.
	Administrativt og regionalt afgrænsede enheder, f.eks. len og navngivne sogne henlagt til en bestemt købstads torvehandel.
	Sogne, der er henlagt til to eller flere købstæders torvehandel.
	Sogne med skiftende eller omstridt status.
	Sogne, der slet ikke var omfattet af den formelle oplandsdeling.

Historisk oversigt

Varde nævnes første gang i de skriftlige kilder omkring år 1100, og på det tidspunkt har der været bymæssig bebyggelse tæt ved åen og anlægsplads for skibe.[Note 1] På området lå en kongsgård, som var centrum for hele Varde Syssel, stort set svarende til det moderne Ribe Amt. Varde havde i middelalderen en dyb og sejlbar å, der gav god basis for søfart, og byen fik allerede i middelalderen to kirker, hvilket tyder på en vis status. Det første kendte privilegium er stadsretten af 1442, men på daværende tidspunkt var Varde allerede en egentlig handelsplads, og det er rimeligt at formode, at Varde da forlængst var blevet købstad med deraf følgende rettigheder.[Note 2]

Stadsretten er i praksis købstædernes lovgivning, og i Vardes tilfælde - som for mange andre købstæder - omtales forhold vedrørende handel flere steder. Det præciseredes, at forkøb var ulovligt, samt at fremmede ikke måtte handle med andre fremmede i Varde udover på de årlige markeder. Privilegiet var en kopi af Viborgs privilegier af 1440, dog med den væsentlige undtagelse, at Varde ikke fik toldfrihed i hele landet som Viborg. Ribe havde toldfrihed og var klart den dominerende købstad på Jyllands vestkyst i middelalderen. Vardes beliggenhed for enden af en å var ikke optimalt for handelen, og Ribe fik i 1368 eneret på udførsel fra vestkysten, hvad blev gentaget i 1425 og 1475.[Note 3]

I 1591 henlagdes Varde toldsted til Ribe, hvilket dog blev omgjort i 1651. Retten til direkte udførsel fik Varde dog allerede i 1617, hvad alle købstæder i øvrigt fik tilladelse til i 1623. Studehandelen var klart vigtigst, og i første halvdel af 1600-tallet havde Varde en del handel. Udførslen fra købstaden var dog normalt på fremmede skibe, og i 1639 klagede borgerne i Varde over, at åen ikke var så dyb som tidligere, og at større skibe ikke kunne sejle helt ind til købstaden. Der var hverken en egentlig havn eller bolværk i Varde, og det er tvivlsomt, om åen var sejlbar med større skibe langt tidligere. Allerede i 1554 lossede de færreste skibe ved byen, og i 1591 betragtedes Vardes havne som værende Sønderside, Vesterside, Skallingkrog og ikke mindst Hjerting. Derudover spillede havnen ved Janderup en rolle i en kort periode, men generelt ansås væsentligst Hjerting som Vardes havn.

Varde fik i 1515 defineret sit opland som værende en radius på to mil fra byen, men det har ikke været nemt at håndhæve i praksis, og i 1608 fik borgmestre, råd og byfoged tilladelse til at anholde bissekræmmere og forprangere, der befandt sig mindre end to mil fra Varde. Samme privilegium blev gentaget i 1663, og kilderne vidner om, at Varde på ingen måde har formået at udnytte sin eneret på handel og håndværk. Problemet var først og fremmest, at skippere smuglede varer til egnen og solgte direkt til bønderne. Krigene i 1600-tallet forarmede borgerstanden, og hovedparten af skibenene overgik til proprietærer, bønder og skippere, som ikke havde samme respekt for den borgerlige næring. Varde forsøgte at få lovgivet, at alle skippere skulle være borgere i Varde, hvad lykkedes i 1672. To år senere var intet dog sket i praksis. Forholdene for borgerstanden blev ikke bedre af, at fem borgere i 1674 ligefrem boede på landet, hvor de drev handel.[Note 4]

Øboerne på Fanø og Mandø var blandt de værste lovovertrædere, og sammen med bønderne i Ho forsøgte de systematisk at omgå lovgivningen samt i flere tilfælde at få den ændret. I 1680 blev der ansat to toldkontrollanter, som blev udstationeret i Janderup og Hjerting, men generelt hjalp det ikke. Det hjalp heller ikke Varde meget, at byen i 1682 var blandt de syv købstæder, der fik eneret til at handle med udlandet, for allerede tre år efter fik Fanø og Mandø tilladelse til sejlads på udlandet, og Fanø havde med tiden fået rige skippere, der var væsentlige konkurrenter til borgerne i Varde. Ribe og Varde klagede adskillige gange specifikt over Fanø, Ho og Oksby, men i 1680'erne faldt det ofte ud til øboernes, enkelte gange til Ribes, men sjældent til Vardes fordel.

Varde krævede et opland som andre købstæder, men øboerne hævdede, at de af sædvane havde ret til visse undtagelser. I 1688 blev der lovgivet næsten tilfældigt, afhængigt af hvem der klagede hvornår.[Note 5] Varde bad om at få defineret fire herreder som værende byens opland, da proprietærer og bønder i Ster, Vester og Skast Herreder drev forprang til skade for byen. Baggrunden var, at forprangere nu bosatte sig lige uden for tomilegrænsen, og dette kunne kun stoppes, såfremt Varde fik de fire herreder omkring byen. Oksby og Ho på Fanø ligger lige uden for tomilegrænsen, og det er givet denne omstændighed, der angribes i klagen. Varde fik dog ikke ordret defineret de fire herreder som ønsket, men i stedet pålagdes det amtmanden for hver købstad at inspicere halvvejs til den næste købstad. I praksis status quo og en konstatering af Vardes manglende opbakning mod øboernes handel.

Året efter klagede Varde over, at 19 skippere på Fanø drev smugling, men senere samme år fik både Hjerting, Ho og Oksby ret til handel med udlandet og igen måtte det konstateres, at Varde ikke var en købstad, kongen havde ambitioner med. Man kan sige, at polemikken i slutningen af 1600-tallet endte med, at Hjerting definitiv blev vestkystens hovedhavn, og udførslen fra havnen var da også betydelig især med skibe fra Holland og de slesvigske øer. Som en naturlig konsekvens heraf var de store studehandlere ikke mere at finde i købstaden Varde, men derimod blandt proprietærerne på omegnens herregårde.[Note 6]

Perioden 1650-60 til 1730 var en nedgangstid for Varde, og en indberetning fra 1735 fortæller om en købstad, hvor borgerne hovedsageligt ernærede sig af avl og landbrug. Hjerting derimod eksporterede studer, der kom helt fra Lemvig. Der kom ligefrem på tale at gøre Hjerting til købstad, hvad formentligt ville have overflødiggjort Varde. Trods klagerne fra Varde er det værd at notere, at i perioden 1672 til 1801 voksede Varde langt mere end både Ribe og Ringkøbing, så selvom Hjerting var en torn i øjet for borgerne, så trak havnebyen Varde med frem.

I 1795 gik 15 købmænd sammen om at stoppe landprang ved konsekvent at gøre retsager ud af ulovlighederne. Samme år besluttede 26 håndværkere i Varde at gøre det samme i forhold til landhåndværkerne, men det har formentlig ikke haft den store effekt. I 1788 var der første gang tanker fremme om at gøre åen sejlbar, og byfogeden gik i offensiven og beklagede sig over, at ingen borger i byen turde gøre sig uvenner med bønderne, fordi de holdt sammen. Byfogedens overordnede plan var at få toldstedet tilbage til Varde og hermed gøre det nemmere at kontrollere ulovlig handel ved Hjerting. Symptomatisk for Varde på denne tid var seks af byens købmænd imod planerne, netop fordi de selv handlede ulovligt fra Janderup og Hjerting.

Varde har fra gammel tid haft faste torvedage og årlige markeder. I 1533 lå markederne på Askeonsdag, Midfastesøndag og på St. Jacobi Apostels dag den 25. juli.[Note 7] Kilderne afslører ikke, hvilken dag der var fast torvedag, men for en købstad som Varde må der have været mindst en dag om ugen, hvor omegnens bønder kunne søge torv, hvis de havde noget at sælge.

I 1846 fik Varde endeligt sit toldsted tilbage fra Hjerting, hvilket var en stor fordel for købstaden. Til gengæld var der i 1838 påbegyndt færgedrift og pramning over åen ved Tarphage, som betød, at folk fra egnen nord og vest for byen kunne komme til Hjerting uden om Varde. I 1874 blev Esbjerg havn taget i brug, og samme år kom der jernbaneforbindelse fra Esbjerg til Varde og året efter videre til Ringkøbing. Jernbanen udvidede Vardes naturlige opland, især nord og vest for åen i Vester Horne Herred. Esbjerg, tæt på Hjerting, blev med tiden købstad, og udvikledes til et vigtigt regionalt centrum med udførselshavn med overvejende trafik på England.

Privilegier og bestemmelser

Litteratur