Den Digitale Byport » By og opland » Stubbekøbing
Stubbekøbing
Oplandskort
 Opland |
 Region |
 | Købstadssogne. |
 | Sogne, der entydigt er underlagt torvehandelen i én købstad (cirkumferensen). |
 | Sogne, der gennemskæres af en cirkumferens. |
 | Administrativt og regionalt afgrænsede enheder, f.eks. len og navngivne sogne henlagt til en bestemt købstads torvehandel. |
 | Sogne, der er henlagt til to eller flere købstæders torvehandel. |
 | Sogne med skiftende eller omstridt status. |
 | Sogne, der slet ikke var omfattet af den formelle oplandsdeling. |
Historisk oversigt
Stubbekøbing opstod som et fiskerleje eller en landsby på stedet, hvor overfarten mellem Møn og Falster var smallest. Byens kirke kan dateres til perioden 1150-1200, og byen var på daværende tidspunkt en betydelig strandkøbing. Havnen havde en god beliggenhed, og der var handel med nordtyske handelsbyer så tidligt som i det 13. århundrede.
Det er uvist, hvornår byen fik officiel status af købstad, men byen havde byfoged i 1282 og enkelte historikere har med basis i Saxo dateret de første privilegier til at være fra Valdemar 1. i midten af det 12. århundrede. 1. maj 1354 fik byen de første kendte privilegier, og datoen betragtes i dag som den dag, byen blev en købstad.
Købstæderne på Lolland, Falster og Møn var udsat for intens konkurrence fra bøndernes handelsaktiviteter, som havde dybe historiske rødder i handelen på Nordtyskland og Skånemarkederne. I fællesprivilegiet af 1516 blev det bestemt, at bønderne på Sjælland, Lolland, Falster og Møn ikke måtte sejle til Tyskland med egne skibe og egne varer, men derimod gerne til indenrigske købstæder. I 1526 gav Frederik 1. igen bønderne lov til at sælge egne varer i Tyskland og købe grovvarer hjem til eget forbrug. Denne ordning blev indskærpet flere gange frem til, da Frederik 2. i 1578 indskrænkede bøndernes ret til at sejle med korn til Tyskland til kun at være tilladt i perioden 11. november til 2. februar samt 1. maj til 15. august, men de andre varer måtte de gerne sejle med hele året. I 1586 svingede pendulet den anden vej, og al handel i udhavne blev forbudt bortset fra Handermølle, Gammelhavn og Soesmarke Havne i Musse Herred, Rødby, Selstofte og Bandholm Havne i Fuglse Herred, Albuen, Egholm og Blands Havne i Lollands Sønder Herred, Tårs og Egholm Havne i Lollands Nørre Herred, Guldborg og Gåbense Havne i Falsters Nørre Herred og Gedser Havn i Falsters Sønder Herred.[Note 1]
Kongernes problem var desuden, at købstæderne ofte ikke var i stand til at aftage de produkter, de havde eneret på at købe, og lovgivningen forsøgte således at give bønderne muligheder, der ikke kunne misbruges.[Note 2]
Et andre stridspunkt var tysk øl, som bønderne og adelen ofte importerede uden om byerne. I 1558 fik borgerne eneret på handelen. Privilegiet blev gentaget allerede i 1570, hvad er symptomatisk for købstædenes position på de sydlige øgrupper i Danmark på denne tid.
Stubbekøbing var helt frem til 1550 Falsters største købstad og Nykøbing langt overlegen. Byen havde en stor udskibningshavn for korn, men dette forhold ændrede sig dog. Fra 1550 til 1810-20 gik det støt tilbage for byen, blandt andet på grund af havnens tilgroning i slutningen af 1500-tallet. I denne periode nød Danmark godt af hollandske købmænd, men disse gik helt uden om Stubbekøbing. Nykøbing havde det langt bedre i denne periode, da byen blev begunstiget i kraft af sin kongelige residens i byen. Stubbekøbings nedtur var markant, og i 1650 var byen bange for at få frataget sine privilegier. Dette sket dog ikke, men i 1682 fik byen som iøvrigt mange andre mindre købstæder frataget sit byråd og sin borgmester, så byfogeden alene udgjorde byens styre.
Byens borgere ernærede sig foruden af deres erhverv også af agerbrug, men bymarkerne var små, og det siger sig selv, at uden en velfungerende havn var der dårlige muligheder for vækst. Oplandet var frugtbart, men det har gennem hele perioden været svært at få bønderne til at søge til byen. I 1715 fik en forpagter udtrykkeligt besked på også at søge til Nykøbing, da Stubbekøbing kun havde ringe købmænd. I 1735 trak Nykøbing Falster Amtstue desuden bønder til fra Stubbekøbings naturlige opland. Privilegierne blev med andre ord fortolket noget løst af bønderne, og borgerne i byen kæmpede for at bevare deres eksistensberettigelse. I 1715 klagede de over, at Næstvedborgere købte svin og korn hos bønderne, og i 1747 gik klagen på, at både ind- og udlændinge fra Sortsø og Skovby ind- og udførte, hvad der passede dem. Ærøborgerne var ofte blandt synderne.
Da byens langvarige krise var slut i starten af 1800-tallet, og da landbrugskrisen for Danmark endte omkring 1830, var byens afsavn ved ikke at have en havn for stort, og i 1843 stod en ny havn klar, som fik stor betydning for byens udvikling i den senere periode. Postvæsenet valgte fra 1856 at sejle via byen fremfor Gåbense, og byens størrelse og økonomiske betydning for Falster voksede gradvist igen.
Af byens markeder kendes kun Skt. Hansmarkedet, som blev afskaffet i 1556, men igen tilladt i 1569 under skærpede vilkår til afholdelse på St. Hans Baptistes dag. Byen har ganske givet haft en ugentlig markedsdag, men intet vides med sikkerhed.[[Bojsen 1904:145 fremfører, at Stubbekøbings borgere i 1559 afsatte byens styrelse, fordi den havde afskaffet markedet.
Privilegier og bestemmelser
| 1354 1. maj | Kong Valdemar 4. giver Stubbekøbing status af købstad.[Note 1] |
| 1414 18. december | Kong Erik 7. af Pommern stadfæster gældende privilegier. |
| 1442 24. september | Kong Christoffer 3. af Bayern stadfæster gældende privilegier. |
| 1453 6. juni | Kong Christian 1. stadfæster gældende privilegier. |
| 1475 30. september | Kong Christian 1. pålægger bønderne i hele riget kun at sælge og købe med borgere i købstæderne, og på landet må ingen købe mere end til eget behov. Kongen tillader tyskere at sejle til Danmark. Danskere må derimod ikke sejle købmandsvarer til Tyskland, men dog inden for de tre riger. Til gengæld skal tyske kompagni ophæves, om end tyskerne må optages i danske kompagni. Der pålægges danskere forbud mod at eksportere øksne.[Note 2] Det vurderes, at forordningen gjaldt hele kongeriget.[Note 3] |
| 1504 | Kong Hans præciserer i forbindelse med brev om byens rettigheder på sine jorde, at der ikke må gøres forprang på disse.[Note 4] |
| 1513 29. august | Kong Christian 2. stadfæster gældende privilegier. |
| 1514 1. juli | Kong Christian 2. forbyder udenlandske købmænd at udføre øksne og danske borgere på Sjælland at opkøbe øksne for fremmede købmænd. Derudover forbydes løbekræmmeres handel på landet og tyskeres og andre udlændinges nedsaltning af sild på Møn, Lolland, Falster og i Stevns Herred, med mindre de har privilegium derpå, og det indskærpes, at borgerne ikke mod deres privilegier må besværes med told undtagen på høstmarkedet. |
| 1516 19. marts | Kong Christian 2. forordner fællesprivilegier med udfærdigelse for Stubbekøbing. Det præcisereres, at bønderne ikke fremover må besejle Tyskland, at borgerne skal håndhæve deres privilegier over for bissekræmmere og landkøbere, samt at besøgende til ulovlige markeder straffes hårdt. Det præciseres endvidere, at byens embedsmænd ikke må overtræde privilegierne og skal leve af deres erhverv. |
| 1516 23. marts (omk.) | Kong Christian 2. forbyder bønderne på Sjælland, Lolland, Falster og Møn at sejle til Tyskland med eget skib og varer. Privilegierne over for bissekræmmere og landkøbere skal overholdes, og hverken gejstelige eller adelige må opkøbe for fremmedes penge. Det præciseres, at der for fremtiden kun må afholdes marked i Roskilde og Ringsted, og at andre markeder er ulovlige at besøge. Derudover indskærpes, at byens håndværkere skal ernære sig at deres fag og ikke må drive købmandskab. |
| 1516 4. april | Kong Christian 2. indskærper, at borgerne i byen skal købe de varer, som bønderne ikke må afhænde i Tyskland.[Note 5] |
| 1521 10. februar | Kong Christian 2. forbyder handel på landet og henlægger således både markederne og handelen generelt til købstæderne. Markeder i landsbyerne forbydes, og i købstæderne er markederne kun tilladt med privilegium. Det præciseres, at borgerne skal ernære sig af deres fag og ikke må drive købmandskab. Handel og udskibning ved ulovlige havne forbydes. Forordningen havde kun kort levetid.[Note 6] |
| 1536 | Kong Christian 3. fratager købstæderne eneretten til at opkøbe landbrugsprodukter og giver bønderne tilladelse til selv at sælge inden for riget.[Note 7] |
| 1537 | Kong Christian 3. forbyder borgerne på Lolland, Falster og Møn at have høns, gæs, lam og andre "ædende vare".[Note 8] |
| 1537 | Kong Christian 3. gentager privilegiet af 4. april 1516.[Note 9] |
| 1547 30. november | Kong Christian 3. forbyder bønderne at sejle med deres skibe og ind- eller udføre korn til Tyskland i bestemte perioder af året.[Note 10] |
| 1556 3. august | Kong Christian 3. afskaffer Skt. Hansmarkedet i Stubbekøbing.[Note 11] |
| 1558 | Kong Christian 3. giver købstæderne eneret på at importere tysk øl.[Note 12] |
| 1558 13. december | Reces, bl.a. om hvordan adelen må bruge deres handel med sild og staldokser. Det skal stå adelen frit for at salte dem selv, ligesom det tillades udlændinge og fremmede. Det skal også stå adelen frit for at købe eller sælge så mange okser, som han kan stalde på sit eget eller sine tjeneres foder, dog kun hvis det ikke krænker kongens told. I samme reces (§33) forbydes det alle at benytte sig af nogen form for købmandskab til forprang i bygderne og landsbyerne. Alle som bor på landet og pløjer og sår, skal dog have lov til at købe sædekorn og hvad de ellers har brug for til deres husholdning. |
| 1559 12. august | Kong Frederik 2.s håndfæstning, der præciserer, at det skal stå adelen frit at handle med udenlandske købmænd. |
| 1559 12. august | Kong Frederik 2.s håndfæstning om, hvordan adelen må bruge deres handel med sild og staldokser. Det skal stå adelen frit for at salte dem selv, ligesom det tillades udlændinge og fremmede. Det skal også stå adelen frit for at købe eller sælge så mange okser, som den kan stalde på sit eget eller sine tjeneres foder, dog kun hvis det ikke krænker kongens told. |
| 1560 8. august | Kong Frederik 2. stadfæster gældende privilegier. |
| 1569 april | Kong Frederik 2. genindfører Skt. Hansmarkedet og beslutter, at det for fremtiden skal afholdes på St. Hans Baptistes dag, og at der kun må handles med heste.[Note 13] |
| 1570 | Kong Frederik 2.-privilegiet af 1558 gentages.[Note 14] |
| 1571 | Kong Frederik 2. indskærper, at bønderne ikke frit må udføre korn hele året.[Note 15] |
| 1574 | Kong Frederik 2. forbyder udskibning af øksner til tyske havne.[Note 16] |
| 1575 21. juni | Åbent brev til provster, præster og bønder om, at stald- eller græsokser kun må sælges på markeder i købstæderne. |
| 1578 7. november | Kong Frederik 2. forbyder bønder på Lolland-Falster at gøre indgreb i den borgerlige næring.[Note 17] |
| 1585 22. august | Kong Frederik 2. indskærper, at på Falster må der kun ind- og udskibes fra Nykøbing, Stubbekøbing og havnene i Guldborg, Gåbense og Gedser.[Note 18] |
| 1590 20. august | Åbent brev om afskaffelse af forprang, landekøb og ulovlige havne. Man har erfaret, at der bliver drevet omfattende forprang og landekøb (altså handel udenfor købstæderne) med korn og andre varer, der krænker både de borgerlige privilegier, og kronens ret til told. Efter denne dag må ingen bruge nogen landekøb eller forprang på landsbyerne eller andre steder, hverken med korn eller andre varer, som er imod recessen. Også drift af ulovlige havne skal høre op, og det gælder både opskibning og udskibning. Bliver man efter denne dag taget i at bedrive landekøb eller gøre brug af ulovlige havne, vil disse varer blive konfiskerede af kronen. Det påbydes, at man går til kongens fogde eller embedsmænd, hvis man kender til sådanne ulovlige drifter. Ser en lensmand igennem fingre hermed, da skal den, der gør, havde forbrudt det len, han er forlent med. |
| 1598 10. juni | Kong Christian 4. stadfæster gældende privilegier. |
| 1608 25. maj | Kong Christian 4. stadfæster gældende privilegier. |
| 1623 19. november | Forordning om liggere og kræmmere, som ikke er borgere og indbyggere, samt om bissekræmmere. Angående udenlandske liggere, der opholder sig i købstæderne og bedriver borgerlig handel og landekøb. Derforuden om bissekræmmere, der rejser fra by til by. Ingen sådanne liggere skal i riget efter denne dag ”lidis eller tilstedis”, og al gæsteskud skal derfor afskaffes. Ingen skal herefter have lov til at omløbe med kramvarer fra en købstad til en anden og sælge af dem, med mindre han først havde vundet borgerskab, nedsat sig i riget og betaler skatter lig med andre undersåtter. Ingen skal drive bissekræmmeri på landet og embedsmænd, fogder, borgmestre, rådmænd m.fl. skal sørge for at denne forordning bliver holdt og efterkommet. |
| 1623 25. juli | Forordning om land- og studehandel. Udstedt pga. det store misbrug mod recessen og stadsretten om landekøb og forprang. Ingen ufri mand må herefter drive nogen form for køb eller salg på landet, med mindre han har søgt og fået borgerskab i en købstad. Ingen må købe græsstude uden at indberette det. Det skal stå de købmænd, som driver okse, frit for at købe græsokse, såfremt de kan opstalde dem på deres eget foder og straks opstalder dem på kongens eller adelens ladegårde. Forprang med græsokser skal herefter ikke være tilladt. |
| 1634 31. maj | Mellem bønderne og købstadsborgerne på Lolland og Falster er der opstået uenighed om forståelsen af de kongelige forordninger og breve i forbindelse med borgernes køb af varer, bøndernes sejlads og anden ud- og opskibning på Lolland og Falster. Parterne er nået frem til følgende konsensus: Bønderne på Lolland og Falster må intet korn udføre fra Frue Dag (8. september) til Martini Dag (11. november) samt fra Kyndelmisse (2. februar) til Voldermisse (1. maj). På andre tider af året må de udskibe deres eget indavlede korn, men de må kun købe til eget husbehov. På alle tider af året må de udføre heste, som de har købt til deres plovarbejde, men okse, køer eller andet kvæg må de ikke udføre. Bønderne må ikke købe nogen fremmed drik med hjem, det være sig vin eller øl. Foruden købstadshavnene er følgende havne på Lolland og Falster lovlige: Hammele gamle Havn, Soermark Havn, Rødby Havn, Selstofte Havn, Bandholms Havn, Alboe Havn, Blands Havn, Taars Havn, Eigholms Havn, Guldborg, Gafvenes, Gierdsøe Havn. Ingen må ud- eller indskibe nogen fremmed drik (vin, øl eller andet), bortset fra i købstæderne og de havne, hvori der er en tolder. Overtræder nogen dette, vil det føre til beslaglæggelse af disse varer, ligesom han skal stå til rette som den, der handler mod forbud. Kongen vil have sig forbeholdt told, afgifter og rettighed af alt, hvad der ind- og udskibes, så vidt det med rette tilkommer kronen, og ellers som den hidtil er blevet ydet. Borgmestre og råd i hver købstad skal påse, at købstæderne udbyder gode og uforfalskede varer, der fastholdes til en rimelig pris (som de kan fås for i købstæderne på Sjælland). Bønderne på Lolland og Falster må intet korn udføre fra Frue Dag (8. september) til Martini Dag (11. november) samt fra Kyndelmisse (2. februar) til Voldermisse (1. maj). På andre tider af året må de udskibe deres eget indavlede korn, men de må kun købe til eget husbehov. På alle tider af året, må de udføre heste, som de har købt til deres plovarbejde, men okse, køer eller andet kvæg må de ikke udføre. Bønderne må ikke købe nogen fremmed drik med hjem, det være sig vin eller øl. Foruden købstadshavnene er følgende havne på Lolland og Falster lovlige: Hammele gamle Havn, Soermark Havn, Rødby Havn, Selstofte Havn, Bandholms Havn, Alboe Havn, Blands Havn, Taars Havn, Eigholms Havn, Guldborg, Gafvenes, Gierdsøe Havn. Ingen må ud- eller indskibe nogen fremmed drik (vin, øl eller andet), bortset fra i købstæderne og de havne, hvori der er en tolder. Overtræder nogen dette, vil det føre til beslaglæggelse af disse varer, ligesom han skal stå til rette som den, der handler mod forbud. Kongen vil have sig forbeholdt told, afgifter og rettighed af alt, hvad der ind- og udskibes, så vidt det med rette tilkommer kronen og ellers som den hidtil er blevet ydet. Borgmestre og råd i hver købstad skal påse, at købstæderne udbyder gode og uforfalskede varer, der fastholdes til en rimelig pris (som de kan fås for i købstæderne på Sjælland). |
| 1642 23. maj | Åbent brev om, at alle må handle i købstæderne med fremmede, så længe købstædernes privilegier og friheder ikke krænkes. |
| 1648 30. november | Kong Frederik 3. stadfæster gældende privilegier. |
| 1671 22. november | Forordning om konsumtion over hele Danmark, hvori konsumtionen genindføres. Konsumtionen var først blevet søgt indført i 1657, men blev det ikke før den såkaldte konsumtionsfred af 18. november 1660, som gjaldt for hele kongeriget. Denne blev dog ophævet igen (undtagen for Københavns vedkommende) allerede i 1662. I forordningen opremses alle de forskellige varer, der pålægges konsumtion, herunder de varer, der blev pålagt portkonsumtion ved indførsel til byen. |
| 1680 9. oktober | Forbud mod købmandshandling på landet. Baggrunden er, at nogle på landet boende – både ved kysten (hvilke med sandskuder og andre skibe sejler mellem rigerne og provinserne) og en del andre steder – bruger købmandskab og handel og dermed gør stor afbræk og svækkelse på købstadsborgerskabets handel og næring, fordi de kan som fritagne for borgerlig tynge og konsumtion i købstæderne kan sælge deres varer billigere. Derfor skal alle i Danmark, som på landet – med undtagelse af Samsø og Læsø – driver handel og købmandskab enten ved sejlads eller på andre måder, flytte ind til købstæderne og tage del i byens afgifter eller straks holde op. |
| 1681 16. april | Forordning om kommerciens og navigationens befordring. I 1. kapitel §9 bliver det bestemt, at alle kroer, der ligger tættere end to mil på den nærmeste købstad, skal købe øl i denne købstad. |
| 1682 28. januar | Kong Christian 5. fratager i sin købstadsforordning Stubbekøbing retten til at drive handel med udlandet.[Note 19] |
| 1683 15. april | Kong Christian 5.s Danske Lov, der afløste landskabslovene og dermed skabte retsenhed i Danmark, om end lovgivning om bl.a. skatter og told samt andre dele af forvaltningsretten er udeladt. Mange af landskabslovenes forskelle var med tiden og med den stadige strøm af landsdækkende rigslove efterhånden blevet udjævnet, og Danske Lov var derfor først og fremmest et lovkorpus af stadfæstende karakter. Angående købstadslovgivning (herunder privilegier og rettigheder) er den tredje af de seks bøger ’Om Verdslig- og Huus-Stand’ den væsentligste. Heri blev det blandt andet fastslået, at bonden uhindret skal kunne sælge sine varer til hvem, han vil (kap 13, § 16), men også at han er forpligtet til at føre varerne til købstæderne og sælge dem her, frem for at sælge dem til høkere og forprangere ”som landet omløbe” (kap. 13, § 26). Såfremt det er til eget brug (og ikke til forprang), har bonden dog ret til at købe sædekorn og andet, han har behov for i sin drift, herunder foder samt tømmer til vedligeholdelse af bygninger, plove og vogne, ”hvor han det bekomme kan” (kap. 13, § 27). |
| 1689 | Kong Christian 5. ophæver stabelstadsordningen af 1682. |
| 1689 4. juni | Om unyttig krohold samt destileer-pander og brændevins-hattes afskaffelse på landet. Kroer på landet der ikke er privilegerede forbydes og skal afskaffes. Det samme skal ske med destileer-pander og brændevins-hatte på landet. |
| 1692 13. december | Forbud for enhver proprietær mod at opkøbe korn på landet for at sælge det videre. Han må kun købe korn til anvendelse i sin egen husholdning og sin egen gårds avl. Begrundelsen er, at det ellers ødelægger købstadmandens næring. |
| 1734 30. april | Forbud mod utilladelige krohold på landet. Da ulovligt krohold på landet skader købstædernes handel og konsumtion, gentages og skærpes reglerne for krohold på landet. Alle kroer skal optælles i amterne, og de uprivilegerede kroer skal lukkes og gives bøde. De lovlige kroer får frataget deres ret til at brygge øl og brænde brændevin og må ikke eje udstyr til destillering.[Note 20] |
| 1741 25. august | Forordning om land- og forprang. Købstæderne er angiveligt ‘meget fornærmede i deres lovlige handel og næring’, da land- og forprang har taget så meget overhånd, at mange slet ikke længere ved, hvad der er gældende ret. Det præciseres derfor, at landprang er, når nogen på landet boende eller omrejsende – hvem det end måtte være – ude på landet sælger eller faldholder de varer, som alene må sælges i købstæderne og skal afhentes der af bonden. Forprang – også kaldet utilladeligt forkøb på landet – er, når nogen (borger, bonde eller helt tredje) med henblik på at drive handel og søge profit opkøber korn, kvæg eller andre varer ude hos bonden uden at have privilegium dertil, vel at mærke varer, der ellers burde indføres til akseltorvene i købstæderne, og som overstiger, hvad han måtte behøve til sin egen husholdnings fornødenhed eller til at drive sin håndværksbedrift. Dette omfatter dog ikke sædegårdene (godserne). For at ingen herefter skal være i tvivl om, hvad der står i loven, gentages en lang række forordninger og andre love (f.eks. Danske Lovs bestemmelser 3-8, 3-9-3, 3-13-16, 23, 24, 25, 26 og 27, forordning af 9. oktober 1680 om købmandshandling på landet og forordning af 13. december 1692 om forprang med kornkøb på landet), “samt alle andre Kiøbstæderne enten i Almindelighed eller enhver især givne Privilegier, saadan Handel angaaende”. Der bliver også givet en indskærpelse af straffen for at overtræde lovene. |
| 1775 13. februar | Forordning hvorved al omløben med handels-, kram-, galanteri- og håndværksvarer i købstæderne og på landet i kongeriget Danmark aldeles forbydes. Det forbydes alle og enhver at rejse rundt som handelskræmmere på landet og i købstæderne og afsætte varer udenfor markeds tider. Det er heller ikke tilladt at medtage varer til markedet, med mindre man har lov dertil. |
| 1794 22. oktober | Forordning angående den almindelige frihed til at tilvirke, forarbejde og forhandle leer og skæreknive. Dette tillades alle i købstæderne og på landet. |
| 1797 1. februar | Forordning om tolden og købstadskonsumptionen i Danmark og Norge. |
| 1817 23. april | Anordning angående handelsberettigelse m.m. Enhver, der vil drive handel, skal have borgerskab. Fremmede handelsrejsende har tilladelse til at slutte handel med alle danskere under deres ophold i det danske rige. Dog er det dem ikke tilladt at sælge varer, som de har købt her i landet. Den fremmede, som driver videre handel, end den han er berettiget til, bør modtage straf. De bestemmelser i ’Forordning angående kommercen af 4. august 1742’ i hvis følge varer i almindelighed skulle forskrives fra første hånd, bliver hævet; og det skal herefter være enhver vedkommende tilladt, at forskrive sine varer fra det sted han finder mest tjenligt. Dog for så vidt toldordningerne i dette henseende ingen indskrænkning indeholder. |
| 1825 17. november | Retten til at tilvirke leer og skæreknive udvides til at gælde alle redskaber, der hører til agerdyrkningen. Dette gælder for alle i købstæderne og på landet. |
| 1839 27. november | Nærmere bestemmelser om omløben med varer. Straffen for bissekræmmerhandel fastsættes og det fastslås, at sognefogeden kan blive straffet, hvis han forsømmer at anholde en bissekræmmer. |
| 1845 14. maj | Forordning om ulovlig brændevinsbrænden og -besiddelse på landet i Danmark, da de allerede virkende foranstaltninger er blevet forældede og utilstrækkelige. Bliver man fra da af taget i at brænde brændevin eller være i uberettiget besiddelse af brændevin uden for købstæderne, straffes det med bøde og konfiskation. Herefter følger en udførlig præcisering af lovens detaljer. |
| 1845 23. april | Forordning angående opkøb af landmandens produkter. Det skal herefter være alle landboere (hvad enten det er gårdmænd, husmænd eller inderste) tilladt i landdistrikterne at opkøbe samt at indbringe og sælge alle slags naturelprodukter til købstæderne – dvs. landbrug, kreaturhold, havedyrkning og fiskeri samt ”skoveffekter” og tørv. Tilladelsen gælder også forarbejdede produkter, der holder sig inden for grænserne af ”landbo og husflid”, og den gælder således også smør og ost, røget kød og flæsk, kalk, mursten, pottemageri o. lign. produkter. |
| 1847 24. marts | Brev, hvori forordningen om købstadsjorder i kongeriget (af 14. august 1741) erklæres for ophævet. |
| 1851 7. februar | Lov om konsumtionens ophør, brændevinsbeskatningens forandring og den inderste toldgrænses ophævelse (mellem Nørrejylland og Slesvig). Indførsels- og personalkonsumtion samt formalingsafgifterne ophæves i hele landet (for København dog indtil d. 1. april 1852 kun delvist), og som følge heraf bortfalder told- og konsumtionsvæsenets eftersyn ved byportene samt formalingskontrollen ved møllerne i og ved købstæderne. Den kommunale ’accisse’ (brændevinsafgift) oppebæres til fordel for stadens kasse, og loven indeholder i forlængelse heraf nye afgiftssatser for brændevinsbeskatning samt foranstaltninger mod - og straf ved illegal destillering. |
| 1851 9. december | Ophævelse af forbud fra tidligere forordning mod at anlægge bryggerier på købstadens jorder. Det bliver herefter tilladt for bryggerierne på landet at indføre og afsætte øl både i København og i de andre købstæder. |
| 1852 14. april | Lov om møllenæring. Enhver ejer af en melmølle skal det være tilladt at forbinde hvilken som helst ny kraft med den, som allerede er tilstede i hans mølleværk, og ligeledes at udvide værket med nye kværne. Det skal være enhver tilladt at opføre en ny mølle, såfremt der ingen anden mølle findes inden for en radius af en mil. Fra og med 1. januar 1862 vil møllenæringen blive aldeles frigivet. |
| 1854 15. april | Lov indeholdende bestemmelser angående handel med kornvarer og brød. Herunder, at handel med uformalede kornvarer i købstæderne skal stå enhver aldeles frit, ligesom alle, der er bosiddende på landet, her skal have ret til at indføre, holde og afhænde såvel formalede som uformalede kornvarer. |
| 1856 8. marts | Lov angående høkerhandel på landet (populært ’Høkerloven’). Det skulle nu være enhver tilladt at drive købmandshandel fra et fast udsalgssted på landet. Tilladelsen gjaldt alle slags kornvarer, brød og andre naturalprodukter fra landbruget, kreaturhold, havedyrkning og fiskeri samt let forarbejde produkter (husflid) som smør og ost, røget kød og flæsk, kalk, mursten, pottemageri o. lign. Desuden salt, brændeolie, træsko, sæbe, kaffe, sukker, te og tobak m.m. Høkerne måtte dog ikke sælge disse varer i store mængder, og samme varer skulle desuden indkøbes i de danske købstæder, der tillige blev beskyttet af et ”læbælte” på en mil i radius, inden for hvilken høkerhandel ikke var tilladt. Loven trådte i kraft 1. januar 1857. |
| 1857 29. december | Næringsloven. Loven trådte først i kraft i 1858 (og flere af bestemmelserne først i 1862) og betød, at alle kunne slå sig ned med ethvert erhverv, om det så var i købstaden eller på landet. Enkelte erhverv var undtaget og krævede særlig tilladelse bl.a. pga. sikkerheds- og sundhedshensyn. Nogle læbælter omkring byerne vedblev dog med at eksistere frem til 1920. For engros-, købmands- og detailhandlen var der et læbælte på 1½ mil, og for de fleste håndværk var der et bælte på 1 mil omkring købstæderne. Næringsloven opløste desuden lavene som erhvervsorganisationer. |
| 1862 20. november | I et brev til Københavns Magistrat meddeler justitsministeriet, hvad udtrykket ’borgerlig næring’ skal være at forstå som, nemlig: ”…enhver Handels-, Kommissions-, Haandværks- eller Fabriksdrift, der drives som selvstændigt Erhverv, uden hensyn til om det er bunden Næring eller ikke…”. |
| 1863 10. april | Nye vedtægter angående bunden næring, hvor der bestemmes, hvad der i hver købstad og i hvert amt er at anse som bunden næring. De bundne erhverv opremses. |
Noter
| [Note 1] | Pontoppidans forklaring, der daterer byens privilegier til at være givet af Valdemar 1. i 1200-tallet, afvises eksempelvis af Liisberg 1912. Samme forfatter gennemgår omhyggeligt disse privilegier på side 95ff. |
| [Note 2] | Se yderligere indhold i Kroman 1955. Bind 3:106ff. |
| [Note 3] | Degn 1991:655. |
| [Note 4] | Liisberg 1912:112. |
| [Note 5] | Liisberg 1912:105. |
| [Note 6] | Derudover præciseres visse forhold vedrørende fiskeri og handel i byerne. |
| [Note 7] | Henningsen 1954:51. |
| [Note 8] | Liisberg 1912:106. |
| [Note 9] | Liisberg 1912:105. |
| [Note 10] | Henningsen 1954:22ff. |
| [Note 11] | Liisberg 1912:41. |
| [Note 12] | Henningsen 1954:23. |
| [Note 13] | Liisberg 1912:46. Liisberg daterer ikke nærmere. |
| [Note 14] | Henningsen 1954:23. |
| [Note 15] | Henningsen 1954:23. Samme dilemma lovgives der for i 1585. Privilegiets ordlyd er dog ukendt. |
| [Note 16] | Liisberg 1912:105ff. |
| [Note 17] | Nørregård 1977. Bind 1:199. |
| [Note 18] | Nørregård 1977. Bind 1:199, henviser til Sechers Forordninger II, 1887-88:401-406. |
| [Note 19] | Liisberg 1912:183. |
| [Note 20] | Denne forordning blev skærpet ved forordningerne af 1. februar 1757, 23. november 1757, 2. september 1773 og 26. april 1776. Disse forordninger blev afskaffet i forordningen af 2. august 1786, hvor loven blev gentaget og indskærpet endnu en gang. |
Litteratur
Stege Bys Bog 1418-1607 med Oplysninger om Byens - navnlig Borgerskabets Historie i Middelalderen
Bojsen, F., København, 1904
Stubbekøbing by - gennem 25 år
Carstensen, Carl, Stubbekøbing, 1980
Det naturlige midtpunkt? Købstædernes økonomiske centralitet ca. 1450-1800 (Søren Bitsch Christensen (red.): Den klassiske købstad:47-136)
Christensen, Søren Bitsch, Århus, 2005
Næringslovgivning (artikel i E. Alstrup og P.E. Olsen (red.): Dansk kulturhistorisk Opslagsværk II, s. 654-658)
Degn, Ole, Åbyhøj, 1991
Stubbekøbing 1354-1954
Henningsen, Sven, København, 1954
Danmarks gamle Købstadslovgivning - Sjælland, Lolland, Falster, Møn, Fyn og Langeland
Kroman, Erik, København, 1955
Stubbekøbing gennem Tiderne
Liisberg, Bering, Nykøbing F, 1912
Nykøbing på Falster gennem tiderne. Førstel del - Dronningernes by
Nørregård, Georg, Nykøbing F., 1977