Oplandskort

Opland

Region

	Købstadssogne.
	Sogne, der entydigt er underlagt torvehandelen i én købstad (cirkumferensen).
	Sogne, der gennemskæres af en cirkumferens.
	Administrativt og regionalt afgrænsede enheder, f.eks. len og navngivne sogne henlagt til en bestemt købstads torvehandel.
	Sogne, der er henlagt til to eller flere købstæders torvehandel.
	Sogne med skiftende eller omstridt status.
	Sogne, der slet ikke var omfattet af den formelle oplandsdeling.

Historisk oversigt

Stege blev formentlig købstad under kong Erik 5. Glipping i perioden 1259-68, men byen har med stor sikkerhed haft visse priviligerede rettigheder allerede under kong Valdemar 2. Sejr i 1200-tallets begyndelse. Privilegiet af 1268 gentager en græsningstilladelse, som har været gældende siden kong Valdemars tid. Om Stege har haft andre privilegier inden 1259-68, er uvist. Fiskerlejet, der senere blev en egentlig by, kan dateres til 1100-tallet.[Note 1]

Stege har dog før 1370 næppe haft et højtudviklet og udadvendt købstadsliv. Byen var først og fremmest betydningsfuld i kraft af sin placering med fæstningen Stegeborg.[Note 2] I løbet af 1400-tallet udvides privilegierne, og 1450-privilegiet mere end antyder, at Steges opland omfatter hele Møn. I dette brev forbydes bønderne på øen at drive købmandskab, hvad gentages i 1481 og tildels i 1507. Stege har som eneste købstad på Møn haft et godt udgangspunkt for at centralisere handelen i byen med deraf følgende vækstmuligheder. Det må dog nævnes, at landsbyen Borre i kraft af sin kirkelige betydning i perioden 1460 til 1514 med sikkerhed har haft egne købstadsprivilegier. Om det har hæmmet Steges muligheder, er tvivlsomt, idet Borre forsvandt som købstad uden at efterlade sig mange spor til eftertiden.

Forhold vedrørende bøndernes selvstændige købmandshandel og eksport, bissekræmmere, omstrejfende skottere, ulovlige havne og generelt forprang på landet præciseres adskillige gange specifikt i privilegier i tiden 1450-1632. I 1450 blev der ved hjælp af Steges købstadsprivilegier gjort et forsøg på at bremse bøndernes direkte købmandssejlads til Tyskland, og da det ikke hjalp, blev det omsiggribende landprang mellem bønder, købmænd og ’hofmænd’ i 1481 udtrykkeligt forbudt, hvorefter Stege var eneste tilladte omsætningssted. Det er bemærkelsesværdigt, at Møns anden købstad, Borre, slet ikke omtales som centralsted. I denne fase af udviklingen af Steges opland handlede det sandsynligvis heller ikke så meget om at skærme netop Stege som om at føre den ønskede arbejdsdeling i samfundet igennem ad de retningslinjer, som blev formuleret i Steges 1450-privilegium: ”at bønder bierge seg aff ager och engh och kiøbmanden af kiøbmandscaff”. Bøndernes modstand lod sig dog ikke overvinde, og forholdet mellem bønder og borgere endte foreløbig i 1486 med et domsbrev, der gav bønderne lov til at sejle til Tyskland med deres egne varer. I 1524 blev fogeder og bønder indskærpet, at de ikke ikke måtte drive forprang, men skulle handle med Steges borgere, ligesom skotter og bissekræmmere ikke måtte strejfe rundt og købe og sælge i landsbyerne, landhåndværkere skulle overholde privilegierne, og der måtte ikke handles fra ulovlige havne. Stramninger var altså dagens orden, og i 1538 forsøgte man tilsyneladende at fratage bønderne retten til at sejle til Tyskland. Fire år efter fremkom bønderne med kong Hans’ gamle dom, og så var sagen åben på ny.

I 1550 førte borgerskabets klager til, at bøndernes sejlads skulle ske fra Stege og kun måtte finde sted i udvalgte perioder af ca. tre måneders varighed. Det holdt de sig ikke til, og efter fornyede klager i 1572 udvirkede borgerskabet i 1582, at den menige almue på Møn fik pålæg om at søge byens akseltorv på grund af den ringe tilførsel af varer. Brodden vendtes nu den anden vej, og købstaden fik besked om at tilbyde et ordentligt vareudbud. Blot tre år senere gennemhulledes ordningen ved, at bønderne fik lov til at udskibe fra Grønsund færgested og Brunshoved mod at betale told i Stege og ikke drive landprang, og det levede borgerskabet med – ”for at vedligeholde bedre Naboskab og Venskab med Bønderne”.

I 1618 svingede pendulet den anden vej – nu var det Stege, der havde lidt for megen skade og fik lov til for første gang at indføre en fast torvedag (fredag) med torvetvang, som gjaldt, medmindre bonden blev sendt til København af lensmanden. I 1631 brød konflikten op igen, og nu blev udfaldet, at bønderne skulle overholde torvetvangen i Stege, men hvis borgerskabet ikke kunne holde pris med andre købstæder, eller ikke kunne sikre den nødvendige omsætning, måtte bønderne sælge deres varer frit andre steder. Dermed var det legale herredømme gjort betinget af markedets realiteter, som blandt andet havde forhindret den faste torvedag i at vinde indpas. I 1653 måtte Steges borgerskab derfor igen anmode om at få en fast ugentlig torvedag for dog ad den vej at kunne tiltrække bondehandelen.

Kilderne vidner således om, at der fra 1500-tallet og frem til midten af 1600-tallet var ringe tilførsel af varer til byens torv. I 1522 var øen hårdt ramt af lybækkernes hærgen og indkvarteringspligten, så borgmesteren skrev til kongen, at selv på en torvedag kom end ikke et halvt pund korn til byen.[Note 3]

Det må nævnes, at Stege i 1483 fik privilegium på, at dens borgere skulle have samme rettigheder som borgerne i København og Roskilde. Selvom andre byer blev begunstiget på samme måde, er det et klart udtryk for, at Møn var en ikke ubetydelig region i kraft af sin geografiske placering. Stege var dog hårdt ramt af skattebyrden gennem 1500-tallet, og i 1580 nævnes byen ligefrem som nummer tre i rækken af sjællandske købstæder kun overgået af København og Roskilde. I 1500-tallet forsvandt fiskeriets betydning, og Steges leje på Falsterbo i Skåne, der var en afgørende indtægtskilde i tidligere tider, var nu kun en skygge af sin fortid. Brandbeskatning i år 1535 som straf for byens støtte til Grev Christoffer har naturligvis også haft en hæmmende virkning. I samme periode sandede farvandet omkring Møn til, hvad gjorde det endnu sværere at have en velfungerende købstad.

I midten af 1600-tallet var Stege reduceret til at være en mindre købstad, som kun havde lokal betydning. 1700-tallet gav byen svag fremgang trods hele tre ødelæggende brande i 1740, 1761 og 1774. Fra år 1800 og frem tog et reelt økonomisk opsving fart, og i midten af 1800-tallet nød byen godt af den begyndende industrialisering.

Privilegier og bestemmelser

Litteratur