De enkelte byer

Den Digitale Byport » By og opland » Slangerup

Slangerup

Oplandskort

Opland

Region

Købstadssogne.
Sogne, der entydigt er underlagt torvehandelen i én købstad (cirkumferensen).
Sogne, der gennemskæres af en cirkumferens.
Administrativt og regionalt afgrænsede enheder, f.eks. len og navngivne sogne henlagt til en bestemt købstads torvehandel.
Sogne, der er henlagt til to eller flere købstæders torvehandel.
Sogne med skiftende eller omstridt status.
Sogne, der slet ikke var omfattet af den formelle oplandsdeling.

Historisk oversigt

Slangerup fik status af købstad i 1301-1302 og har haft en atypisk livstid for en dansk købstad. Byen har generelt haft store problemer med at håndhæve sine privilegier, og allerede i begyndelsen af 1300-tallet havde byen de første problemer med det nærliggende Æbelholt Kloster. Isefjorden var et godt sted at lave ulovlig handel, og Slangerup har måttet kæmpe for at få sine privilegerede rettigheder overholdt. Det har været nødvendigt at præcisere byens forret med hensyn til handel i 1498, og problemet må siges at have været væsentligt for Slangerup som købstad.

Byen var ikke markant i regionen i 1500-tallet, og kong Christian 3. fratog omkring 1550 Slangerups privilegier, men rollen som almindelig landsby kan dog maksimalt have varet tre år. At problemerne ikke var løst, går igen ved stadfæstelsen i 1562, hvor byen fik et meget atypisk forbehold af kong Frederik 2. Samme konge ophævede i 1566 byens privilegier, men gav efter en brand i 1573 byen privilegierne tilbage med nye begunstigelser.

Godt hundrede år senere i 1669 blev købstaden lagt sammen med den nærliggende by Frederikssund. Slangerups tid som købstad blev definitivt ophævet i 1809. Baggrunden for Slangerups hårde skæbne har flere årsager, men vigtigst er vel det faktum, at Slangerup ikke voksede sig omfangsrig, og at Frederikssund havde en langt bedre placering direkte ved Isefjorden. Det kom til at gå ud over Slangerup, selvom den definitive fratagelse af privilegierne i 1809 formelt set skete som et resultat af en voldsom brand i byen.

Frederikssund fortsatte uanfægtet med at virke som købstad.[Note 1]

Noter

[Note 1] Sundbo har en udmærket forklaring på forløbet, der førte til nedlæggelsen af købstaden, og meget taler for, at kancelliet fik indtryk af, at Slangerup var mere medtaget, end byen reelt var. Sundbo 1931:388ff.

Privilegier og bestemmelser

1301/1302 Kong Erik 6. Menved giver Slangerup status af købstad.[Note 1]
1321 Kong Christoffer 2. stadfæster gældende privilegier.[Note 2]
1422 25. februar Kong Erik 7. af Pommern dikterer borgerne i København bestemmelser vedrørende købstæderne som reaktion på de klager, kongen er blevet præsenteret for. Det præciseres, at håndværkerne og embedsmænd skal ernære sig af deres fag og handel overlades til borgerne. Landkøb forbydes, og al handel skal foregå i købstæderne og på markeder og torve. Gæsters ret til at købe på torvedage begrænses til efter klokken ti.[Note 3] Det antages, at forordningen kun omfattede Sjælland.[Note 4].
1441 2. januar Kong Christoffer 3. af Bayern stadfæster gældende privilegier og præciserer rettigheder.
1451 2. september Kong Christian 1. stadfæster gældende privilegier og giver samtidig byen toldfrihed i hele riget.
1472 25. februar Kong Christian 1. forbyder bønderne på Sjælland at drive købmandskab og håndværk samt at opkøbe kvæg og andet. Det præciseres endvidere, at bønderne ikke må slagte og føre flået kød til byen, men skal sælge levende kvæg.
1475 30. september Kong Christian 1. pålægger bønderne i hele riget kun at sælge og købe med borgere i købstæderne, og på landet må ingen købe mere end til eget behov. Kongen tillader tyskere at sejle til Danmark. Danskere må derimod ikke sejle købmandsvarer til Tyskland, men dog inden for de tre riger. Til gengæld skal tyske kompagni ophæves, om end tyskerne må optages i danske kompagni. Der pålægges danskere forbud mod at eksportere øksne.[Note 5] Det vurderes, at forordningen gjaldt hele kongeriget.[Note 6]
1498 26. oktober Kong Hans stadfæster gældende privilegier og tilføjer visse rettigheder i forbindelse med forprang.
1512 Kong Hans forbyder indførelse af øl til salg i Slangerup uden tilladelse.[Note 7]
1514 1. juli Kong Christian 2. forbyder udenlandske købmænd at udføre øksne og danske borgere på Sjælland at opkøbe øksne for fremmede købmænd. Derudover forbydes løbekræmmeres handel på landet og tyskeres og andre udlændinges nedsaltning af sild på Møn, Lolland, Falster og i Stevns Herred, med mindre de har privilegium derpå, og det indskærpes, at borgerne ikke mod deres privilegier må besværes med told undtagen på høstmarkedet.
1514 27. juni Kong Christian 2. stadfæster gældende privilegier.[Note 8]
1516 23. marts (omk.) Kong Christian 2. forbyder bønderne på Sjælland, Lolland, Falster og Møn at sejle til Tyskland med eget skib og varer. Privilegierne over for bissekræmmere og landkøbere skal overholdes, og hverken gejstelige eller adelige må opkøbe for fremmedes penge. Det præciseres, at der for fremtiden kun må afholdes marked i Roskilde og Ringsted, og at andre markeder er ulovlige at besøge. Derudover indskærpes, at byens håndværkere skal ernære sig at deres fag og ikke må drive købmandskab.
1521 10. februar Kong Christian 2. forbyder handel på landet og henlægger således både markederne og handelen generelt til købstæderne. Markeder i landsbyerne forbydes, og i købstæderne er markederne kun tilladt med privilegium. Det præciseres, at borgerne skal ernære sig af deres fag og ikke må drive købmandskab. Handel og udskibning ved ulovlige havne forbydes. Forordningen havde kun kort levetid.[Note 9]
1546 Kong Christian 3. stadfæster gældende privilegier.[Note 10]
1546/47-51 Kong Christian 3. fratager Slangerup sine privilegier, men byen får dem igen kort efter.[Note 11]
1558 13. december Reces, bl.a. om hvordan adelen må bruge deres handel med sild og staldokser. Det skal stå adelen frit for at salte dem selv, ligesom det tillades udlændinge og fremmede. Det skal også stå adelen frit for at købe eller sælge så mange okser, som han kan stalde på sit eget eller sine tjeneres foder, dog kun hvis det ikke krænker kongens told. I samme reces (§33) forbydes det alle at benytte sig af nogen form for købmandskab til forprang i bygderne og landsbyerne. Alle som bor på landet og pløjer og sår, skal dog have lov til at købe sædekorn og hvad de ellers har brug for til deres husholdning.
1559 12. august Kong Frederik 2.s håndfæstning, der præciserer, at det skal stå adelen frit at handle med udenlandske købmænd.
1559 12. august Kong Frederik 2.s håndfæstning om, hvordan adelen må bruge deres handel med sild og staldokser. Det skal stå adelen frit for at salte dem selv, ligesom det tillades udlændinge og fremmede. Det skal også stå adelen frit for at købe eller sælge så mange okser, som den kan stalde på sit eget eller sine tjeneres foder, dog kun hvis det ikke krænker kongens told.
1562 6. februar Kong Frederik 2. stadfæster gældende privilegier, men tager forbehold for ændringer af dem på et senere tidspunkt.
1566 Kong Frederik 2. fratager Slangerup sine købstadsprivilegier.[Note 12]
1569 17. juli Kong Frederik 2. flytter axeltorvet i Slangerup til Frederiksborg.
1573 21. december Kong Frederik 2. giver Slangerup status af købstad igen ved at stadfæste de tidligere gældende privilegier.[Note 13]
1575 21. juni Åbent brev til provster, præster og bønder om, at stald- eller græsokser kun må sælges på markeder i købstæderne.
1590 20. august Åbent brev om afskaffelse af forprang, landekøb og ulovlige havne. Man har erfaret, at der bliver drevet omfattende forprang og landekøb (altså handel udenfor købstæderne) med korn og andre varer, der krænker både de borgerlige privilegier, og kronens ret til told. Efter denne dag må ingen bruge nogen landekøb eller forprang på landsbyerne eller andre steder, hverken med korn eller andre varer, som er imod recessen. Også drift af ulovlige havne skal høre op, og det gælder både opskibning og udskibning. Bliver man efter denne dag taget i at bedrive landekøb eller gøre brug af ulovlige havne, vil disse varer blive konfiskerede af kronen. Det påbydes, at man går til kongens fogde eller embedsmænd, hvis man kender til sådanne ulovlige drifter. Ser en lensmand igennem fingre hermed, da skal den, der gør, havde forbrudt det len, han er forlent med.
1596 Kong Christian 4. stadfæster gældende privilegier.[Note 14]
1598 6. juni Kong Christian 4. stadfæster gældende privilegier.
1623 19. november Forordning om liggere og kræmmere, som ikke er borgere og indbyggere, samt om bissekræmmere. Angående udenlandske liggere, der opholder sig i købstæderne og bedriver borgerlig handel og landekøb. Derforuden om bissekræmmere, der rejser fra by til by. Ingen sådanne liggere skal i riget efter denne dag ”lidis eller tilstedis”, og al gæsteskud skal derfor afskaffes. Ingen skal herefter have lov til at omløbe med kramvarer fra en købstad til en anden og sælge af dem, med mindre han først havde vundet borgerskab, nedsat sig i riget og betaler skatter lig med andre undersåtter. Ingen skal drive bissekræmmeri på landet og embedsmænd, fogder, borgmestre, rådmænd m.fl. skal sørge for at denne forordning bliver holdt og efterkommet.
1623 25. juli Forordning om land- og studehandel. Udstedt pga. det store misbrug mod recessen og stadsretten om landekøb og forprang. Ingen ufri mand må herefter drive nogen form for køb eller salg på landet, med mindre han har søgt og fået borgerskab i en købstad. Ingen må købe græsstude uden at indberette det. Det skal stå de købmænd, som driver okse, frit for at købe græsokse, såfremt de kan opstalde dem på deres eget foder og straks opstalder dem på kongens eller adelens ladegårde. Forprang med græsokser skal herefter ikke være tilladt.
1642 23. maj Åbent brev om, at alle må handle i købstæderne med fremmede, så længe købstædernes privilegier og friheder ikke krænkes.
1648 30. november Kong Frederik 3. stadfæster gældende privilegier.
1669 Kong Frederik 3. sammenlægger[Note 15] Slangerup med Frederikssund.[Note 16]
1671 22. november Forordning om konsumtion over hele Danmark, hvori konsumtionen genindføres. Konsumtionen var først blevet søgt indført i 1657, men blev det ikke før den såkaldte konsumtionsfred af 18. november 1660, som gjaldt for hele kongeriget. Denne blev dog ophævet igen (undtagen for Københavns vedkommende) allerede i 1662. I forordningen opremses alle de forskellige varer, der pålægges konsumtion, herunder de varer, der blev pålagt portkonsumtion ved indførsel til byen.
1680 9. oktober Forbud mod købmandshandling på landet. Baggrunden er, at nogle på landet boende – både ved kysten (hvilke med sandskuder og andre skibe sejler mellem rigerne og provinserne) og en del andre steder – bruger købmandskab og handel og dermed gør stor afbræk og svækkelse på købstadsborgerskabets handel og næring, fordi de kan som fritagne for borgerlig tynge og konsumtion i købstæderne kan sælge deres varer billigere. Derfor skal alle i Danmark, som på landet – med undtagelse af Samsø og Læsø – driver handel og købmandskab enten ved sejlads eller på andre måder, flytte ind til købstæderne og tage del i byens afgifter eller straks holde op.
1681 16. april Forordning om kommerciens og navigationens befordring. I 1. kapitel §9 bliver det bestemt, at alle kroer, der ligger tættere end to mil på den nærmeste købstad, skal købe øl i denne købstad.
1682 Kong Christian 5. fratager Slangerup retten til at drive handel med udlandet.[Note 17]
1683 15. april Kong Christian 5.s Danske Lov, der afløste landskabslovene og dermed skabte retsenhed i Danmark, om end lovgivning om bl.a. skatter og told samt andre dele af forvaltningsretten er udeladt. Mange af landskabslovenes forskelle var med tiden og med den stadige strøm af landsdækkende rigslove efterhånden blevet udjævnet, og Danske Lov var derfor først og fremmest et lovkorpus af stadfæstende karakter. Angående købstadslovgivning (herunder privilegier og rettigheder) er den tredje af de seks bøger ’Om Verdslig- og Huus-Stand’ den væsentligste. Heri blev det blandt andet fastslået, at bonden uhindret skal kunne sælge sine varer til hvem, han vil (kap 13, § 16), men også at han er forpligtet til at føre varerne til købstæderne og sælge dem her, frem for at sælge dem til høkere og forprangere ”som landet omløbe” (kap. 13, § 26). Såfremt det er til eget brug (og ikke til forprang), har bonden dog ret til at købe sædekorn og andet, han har behov for i sin drift, herunder foder samt tømmer til vedligeholdelse af bygninger, plove og vogne, ”hvor han det bekomme kan” (kap. 13, § 27).
1689 Kong Christian 5. ophæver stabelstadsordningen af 1682.
1689 4. juni Om unyttig krohold samt destileer-pander og brændevins-hattes afskaffelse på landet. Kroer på landet der ikke er privilegerede forbydes og skal afskaffes. Det samme skal ske med destileer-pander og brændevins-hatte på landet.
1692 13. december Forbud for enhver proprietær mod at opkøbe korn på landet for at sælge det videre. Han må kun købe korn til anvendelse i sin egen husholdning og sin egen gårds avl. Begrundelsen er, at det ellers ødelægger købstadmandens næring.
1734 30. april Forbud mod utilladelige krohold på landet. Da ulovligt krohold på landet skader købstædernes handel og konsumtion, gentages og skærpes reglerne for krohold på landet. Alle kroer skal optælles i amterne, og de uprivilegerede kroer skal lukkes og gives bøde. De lovlige kroer får frataget deres ret til at brygge øl og brænde brændevin og må ikke eje udstyr til destillering.[Note 18]
1741 25. august Forordning om land- og forprang. Købstæderne er angiveligt ‘meget fornærmede i deres lovlige handel og næring’, da land- og forprang har taget så meget overhånd, at mange slet ikke længere ved, hvad der er gældende ret. Det præciseres derfor, at landprang er, når nogen på landet boende eller omrejsende – hvem det end måtte være – ude på landet sælger eller faldholder de varer, som alene må sælges i købstæderne og skal afhentes der af bonden. Forprang – også kaldet utilladeligt forkøb på landet – er, når nogen (borger, bonde eller helt tredje) med henblik på at drive handel og søge profit opkøber korn, kvæg eller andre varer ude hos bonden uden at have privilegium dertil, vel at mærke varer, der ellers burde indføres til akseltorvene i købstæderne, og som overstiger, hvad han måtte behøve til sin egen husholdnings fornødenhed eller til at drive sin håndværksbedrift. Dette omfatter dog ikke sædegårdene (godserne). For at ingen herefter skal være i tvivl om, hvad der står i loven, gentages en lang række forordninger og andre love (f.eks. Danske Lovs bestemmelser 3-8, 3-9-3, 3-13-16, 23, 24, 25, 26 og 27, forordning af 9. oktober 1680 om købmandshandling på landet og forordning af 13. december 1692 om forprang med kornkøb på landet), “samt alle andre Kiøbstæderne enten i Almindelighed eller enhver især givne Privilegier, saadan Handel angaaende”. Der bliver også givet en indskærpelse af straffen for at overtræde lovene.
1775 13. februar Forordning hvorved al omløben med handels-, kram-, galanteri- og håndværksvarer i købstæderne og på landet i kongeriget Danmark aldeles forbydes. Det forbydes alle og enhver at rejse rundt som handelskræmmere på landet og i købstæderne og afsætte varer udenfor markeds tider. Det er heller ikke tilladt at medtage varer til markedet, med mindre man har lov dertil.
1794 22. oktober Forordning angående den almindelige frihed til at tilvirke, forarbejde og forhandle leer og skæreknive. Dette tillades alle i købstæderne og på landet.
1797 1. februar Forordning om tolden og købstadskonsumptionen i Danmark og Norge.
1809 12. maj Kong Frederik 6. fratager Slangerup sine købstadsprivilegier.[Note 19]
1845 23. april Forordning angående opkøb af landmandens produkter. Det skal herefter være alle landboere (hvad enten det er gårdmænd, husmænd eller inderste) tilladt i landdistrikterne at opkøbe samt at indbringe og sælge alle slags naturelprodukter til købstæderne – dvs. landbrug, kreaturhold, havedyrkning og fiskeri samt ”skoveffekter” og tørv. Tilladelsen gælder også forarbejdede produkter, der holder sig inden for grænserne af ”landbo og husflid”, og den gælder således også smør og ost, røget kød og flæsk, kalk, mursten, pottemageri o. lign. produkter.
1856 8. marts Lov angående høkerhandel på landet (populært ’Høkerloven’). Det skulle nu være enhver tilladt at drive købmandshandel fra et fast udsalgssted på landet. Tilladelsen gjaldt alle slags kornvarer, brød og andre naturalprodukter fra landbruget, kreaturhold, havedyrkning og fiskeri samt let forarbejde produkter (husflid) som smør og ost, røget kød og flæsk, kalk, mursten, pottemageri o. lign. Desuden salt, brændeolie, træsko, sæbe, kaffe, sukker, te og tobak m.m. Høkerne måtte dog ikke sælge disse varer i store mængder, og samme varer skulle desuden indkøbes i de danske købstæder, der tillige blev beskyttet af et ”læbælte” på en mil i radius, inden for hvilken høkerhandel ikke var tilladt. Loven trådte i kraft 1. januar 1857.
1857 29. december Næringsloven. Loven trådte først i kraft i 1858 (og flere af bestemmelserne først i 1862) og betød, at alle kunne slå sig ned med ethvert erhverv, om det så var i købstaden eller på landet. Enkelte erhverv var undtaget og krævede særlig tilladelse bl.a. pga. sikkerheds- og sundhedshensyn. Nogle læbælter omkring byerne vedblev dog med at eksistere frem til 1920. For engros-, købmands- og detailhandlen var der et læbælte på 1½ mil, og for de fleste håndværk var der et bælte på 1 mil omkring købstæderne. Næringsloven opløste desuden lavene som erhvervsorganisationer.

Noter

[Note 1] Nielsen 1921 (c.1800):11 daterer dette brev til 18. februar 1302. Ifølge Sundbo 1931:39 var det måske blot en gentagelse af tidligere givne privilegier. Nielsen 1921 (c.1800):11 daterer privilegiet til år 1100, men vedkender, at det ikke kan bevises.
[Note 2] Dateringen er usikker.
[Note 3] Kroman 1955. Bind 3:74f.
[Note 4] Degn 1991:665
[Note 5] Se yderligere indhold i Kroman 1955. Bind 3:106ff.
[Note 6] Degn 1991:655.
[Note 7] Ifølge Sundbo 1931:44 blev det i 1519 forbudt landboerne at forhandle øl og tilvirke malt.
[Note 8] P.H. Resens Atlas: Sjælland. Atlas Danicus IA og IIPQR 1994:120 daterer stadfæstelsen til 1513.
[Note 9] Derudover præciseres visse forhold vedrørende fiskeri og handel i byerne.
[Note 10] P.H. Resens Atlas: Sjælland. Atlas Danicus IA og IIPQR. Odense 1994:121.
[Note 11] Fratagelsen må være sket efter stadfæstelsen af 24. juni 1447, men må være blevet omgjort inden 12. september, hvor byen atter havde borgmestre og råd. Sundby 1931:45. 1447-stadfæstelsen er ikke bekræftet af andre kilder, og det er sandsynligt, at det er 1446-stadfæstelsen, der menes.
[Note 12] 1. juli ifølge Sundby 1931:47.
[Note 13] I andre breve samme dag beder kongen byen opføre købstadsbygninger inden fire år, og privilegierne opstilles endvidere i punktform.
[Note 14] P.H. Resens Atlas: Sjælland. Atlas Danicus IA og IIPQR. Odense 1994:121.
[Note 15] Dateres af Hjarsøe:1918:7 til at være 1665.
[Note 16] Sundbo 1931:157.
[Note 17] Hjarsøe 1918:7.
[Note 18] Denne forordning blev skærpet ved forordningerne af 1. februar 1757, 23. november 1757, 2. september 1773 og 26. april 1776. Disse forordninger blev afskaffet i forordningen af 2. august 1786, hvor loven blev gentaget og indskærpet endnu en gang.
[Note 19] Larsen 1997:9. Bekræftes af Sundbo 1931:392.

Litteratur

Næringslovgivning (artikel i E. Alstrup og P.E. Olsen (red.): Dansk kulturhistorisk Opslagsværk II, s. 654-658)

Degn, Ole, Åbyhøj, 1991

Danmarks gamle Købstadslovgivning - Sjælland, Lolland, Falster, Møn, Fyn og Langeland

Kroman, Erik, København, 1955

Landsbyen Slangerup 1809-1970. Bind 1: Livet i landsbyen

Larsen, Christian, Slangerup, 1997

Slangerup

Nielsen, Alfred E, Hillerød, 1921 (c. 1800)

Resens Atlas: Sjælland. Atlas Danicus IA og IIPQR

Resen, P. H., Odense, 1994

Frederikssunds og købstaden Slangerups historie. Bind 1 - Første del. Tiden til 1809

Sundbo, Arne, Hillerød, 1931

Frederikssunds og købstaden Slangerups historie. Bind 2 - Anden del. 1810-1870

Sundbo, Arne, Hillerød, 1931

Find den benyttede litteratur i Byhistorisk Bibliografi.