Oplandskort

Opland

Region

	Købstadssogne.
	Sogne, der entydigt er underlagt torvehandelen i én købstad (cirkumferensen).
	Sogne, der gennemskæres af en cirkumferens.
	Administrativt og regionalt afgrænsede enheder, f.eks. len og navngivne sogne henlagt til en bestemt købstads torvehandel.
	Sogne, der er henlagt til to eller flere købstæders torvehandel.
	Sogne med skiftende eller omstridt status.
	Sogne, der slet ikke var omfattet af den formelle oplandsdeling.

Historisk oversigt

Ringkøbing opstod formentlig som et fiskerleje og handelsplads i 1200-tallet. Den blev med sikkerhed købstad i 1300-tallet, enten under kong Valdemar 3. i perioden 1326-29 eller under kong Valdemar Atterdag 1340-76. Den tidlige datering må regnes for mest sandsynlig, idet Ringkøbing i denne tid nævnes som værende en by.

Handelspladsen og købstaden havde i middelalderen en god placering med en sikker havn, beliggende i fjordens nordlige ende med Nymindegabs udløb i tæt afstand til havnen. Indtil omkring 1650 sørgede Skjern Ås udløb for at holde indsejlingen til byen fri for tilsanding, men fra 1650 og frem vendte udviklingen, og indsejlingen til fjorden ved Nymindegab flyttede sig længere og længere sydpå, så den også i dag findes i midten af fjorden, hvilket har været til stor ulempe for Ringkøbings handel.

Ringkøbing fik i 1443 samme rettigheder som Viborg, men generelt må man konkludere, at Ribes forrang i forhold til de øvrige vestjyske købstæder i høj grad var til skade for Ringkøbing.[Note 1] I 1515 præciseredes, at ingen fremmede måtte handle i to mils omkreds af byen, og at ingen håndværkere måtte bo inden for samme afstand undtagen på adelens gårde. Købstæderne fik i denne periode ofte defineret deres opland som to mil, men selvom ordlyden ("... och der til med schulle ingenn fremmede kiøbe eller selge om kring derisz bye eller nogen forprang att bruge paa thou mille neer, och schall ingen embidtzmend boe der omkring bred paa thou mille neer och bruge derisz embede wndtagenn guodemendtz gaarde." Kroman 1952) afviger fra den gængse, er det rimeligt at gå ud fra, at købstaden fik sin tomilegrænse på linje med andre købstæder dette år. Det må nævnes, at Ringkøbing må have haft et væsentligt større opland især i de nordlige og østlige egne, idet der var langt til andre købstæder. Byens havn fungerede desuden som udførselshavn for både Lemvig og Holstebro og til dels for Nykøbing Mors og Viborg.

1600-tallets mange krige gik hårdt ud over Ringkøbing, og problemerne med indsejlingen betød, at købstaden gik en nedgangstid i møde. I perioden 1672-1769 faldt befolkningstallet med 28 procent, mens nabokøbstaden Varde voksede med hele 21 procent.[Note 2] Kapitalmangelen var udpræget i Ringkøbing, og byens købmænd var trods det store opland ikke velhavende i et større perspektiv. Først i 1599 blev det tilladt Ringkøbing at udskibe stude, og da priserne faldt omkring 1650, og krigene kostede dyrt, så formåede købstaden ikke at få en en velhavende købmandsstand.

Der blev udskibet flere stude over Hjerting end fra Ringkøbing, desto større blev vigtigheden af den lokale produktion af uldne hoser og vanter. Indførelsen af varer til havnen var ellers minimal og kom hovedsageligt fra Hamborg. En Glückstadtskipper, som i 1600-tallet sejlede for en Ringkøbingkøbmand, valgte således at sejle direkte fra Hamborg til Norge i erkendelse af, at Ringkøbing ikke havde noget at byde på.[Note 3] I 1682 var Ringkøbing blandt de syv jyske byer, som fik tilladelse til sejlads til udlandet, men allerede i 1689 fik alle købstæder retten.

Kilderne vidner ikke om en by, som har haft usædvanlige store problemer med at håndhæve sine privilegier. Men sandheden er snarere, at borgerne gennem århundrederne forsøgte at bekæmpe ulovlig handel drevet af egnens bønder og tilsejlende skippere. Selvom det var meget få købstæder, som helt kunne sige sig fri for sådanne anslag mod købstadsprivilegierne, forekommer Ringkøbing at have været særlig hårdt ramt. Ringkøbings tomilelæbælte fra 1515 dækkede ikke hele Lundenæs Len, der strakte sig langt videre. Ikke desto mindre var det på opfordring af borgerne i Ringkøbing, at lensmanden i 1616 blev pålagt at gribe hårdere ind over for de alvorlige anslag mod torvesystemet:

"... adskillige Forprangere og Bissekræmmere og ogsaa formuende Bønder, som strejfe omkring paa Landsbyerne omkring Ringkøbing, opkøbe alle de Varer, som ere at faa hos Bønderne. Og siden føre dem til Ribe og Kolding eller Rye Marked, ligesom de ogsaa opkøbe Slagtefæ, Væddere, Lam og Bukke og siden uddrive dem sønden Ribe til Friisland og andensteds og sælge dem der, hvorimod de til Gengæld forsyne Bønderne med de Varer, disse have Brug for."[Note 4]

I 1735 blev landprang begået af både proprietærer og bønder anført at være under stadig stigen. Tidligere havde Ringkøbing fungeret som havn for en del af udskibningen ved købmænd fra især Viborg og Holstebro, men også Nykøbing, Skive og ’nogle af Lemvig’, men disse tog nu i større grad den lange tur til Hjerting. Deciderede håndværkerlav fik byen ikke, og købmændene ernærede sig langt op i tiden delvis af landbrug.

Ringkøbing fik i 1608 ændret sin torvedag fra lørdag til fredag, og man må formode, at købstaden mindst et par århundreder tilbage har haft ugentlige markedsdage i en eller anden form. Privilegiet af 1608 gav derudover købstaden tilladelse til at afholde et årsmarked på St. Ægidii dag. Om der har været markeder tidligere, er uvist, men selvom både Viborg og Holsterbro havde store markeder, har Ringkøbing formentligt også haft et årligt tilbagevendende marked med kramvarer.

Omkring 1800-tallet havde byen ikke mere en egentlig havn eller skibbro, og varer til byen måtte læsses over i både omkring en kilometer fra land og sejles op på stranden. Om vinteren måtte skibene oplægges ved Haurvig; ikke ideelt for en købstad, der i princippet kunne havde fået en stor regional betydning.

I 1800-tallet blev problemet med Nymindegab større, og der var fare for, at adgangen til havet ville blive blokeret helt. Mange frygtede, at dette ville betyde købstadens endeligt.[Note 5] I 1825 gennembrød havet Agger Tange, og Limfjorden kom dermed i forbindelse med Vesterhavet. Dermed blev Lemvig pludselig vesterhavshavn og ny konkurrent til Ringkøbing. I løbet af 1800-tallet forsvandt eksporten fra Ringkøbing næsten fuldstændig, og Esbjerg blev efterhånden vestkystens mest betydelige udskibningshavn.

Privilegier og bestemmelser

Litteratur