Oplandskort

Opland

Region

	Købstadssogne.
	Sogne, der entydigt er underlagt torvehandelen i én købstad (cirkumferensen).
	Sogne, der gennemskæres af en cirkumferens.
	Administrativt og regionalt afgrænsede enheder, f.eks. len og navngivne sogne henlagt til en bestemt købstads torvehandel.
	Sogne, der er henlagt til to eller flere købstæders torvehandel.
	Sogne med skiftende eller omstridt status.
	Sogne, der slet ikke var omfattet af den formelle oplandsdeling.

Historisk oversigt

Holstebro har med sin placering to mil fra Limfjorden historisk set været en typisk akselkøbing, hvilket vil sige en indlandskøbstad, hvortil den vigtigste tilførsel skete på vogne. Holstebro havde indtil 1520 sysseltinget for Hardsyssel, som omfattede størstedelen af det nuværende Ringkøbing Amt. Købstaden var i 1400-tallet befolkningsmæssigt en mindre købstad, men voksede med tiden til at have en stor regional betydning. Markeder var en meget vigtig del af byens økonomiske fundament.

Holstebro nævnes første gang i et skøde i 1274, og byen har muligvis på daværende tidspunkt haft status af købstad.[Note 1] Allerede i 1163 blev Tvis Kloster grundlagt syv kilometer sydøst for byen ved Storåen, og Holstebro er, som navnet antyder, opstået i forbindelse med en bro. Den første bebyggelse opstod nord for broen, og ikke før 1600-tallet spredte byen sig på begge sider.

I 1400-tallet handlede byens købmænd med Lübeck, og langt frem i tiden havde Holstebro en forholdsvis stor del af studeeksporten til Holland og Tyskland. Holstebros store problem var, at den eneste udførselshavn var Struer omkring to mil nord for byen, og netop Struer blev da også et stridspunkt fra 1700-tallet og frem. Ribes privilegier har dog også virket hæmmende i hvert fald frem til begyndelsen af 1500-tallet.

Holstebro fik sin første stadsret i 1552, og de efterfølgende privilegier var næsten alle møntet på at undgå forprang på købstadens velbesøgte årsmarkeder samt at skabe ordnede forhold i øvrigt. Årsmarkederne har spillet en overordentlig stor rolle for Holstebro. I 1569, 1614, 1632, 1641, 1680, 1705, 1740 og 1855 præciseredes forhold vedrørende enten forprang i forbindelse med markederne, ændringer i datoer eller tilføjelse af nye markeder. Holstebro har helt tilbage til 1345 med sikkerhed afholdt et Midfastemarked, som tiltrak gæster fra hele det nordvestlige Jylland. Derudover har der i middelalderen også være St. Hansmarkedet og St. Olufsmarkedet.[Note 2] Midfastemarkedet lå i marts og var hovedsageligt et heste- og kvægmarked. St. Hansmarkedet var et kræmmermarked, som afholdtes i slutningen af juli, og Olufsmarkedet, som blev afholdt sidst på sommeren, var det andet kvæg- og hestemarked. Med tiden blev markederne besøgt fra både indland og udland, og Holstebro havde o. 1769 ifølge Pontoppidans Atlas hele 11 markeder. Helt op til en måned før markederne strejfede opkøbere ofte omkring i landsbyerne og drev forprang til stor skade for omsætningen på markederne. Fra 1700-tallet og frem svandt hestemarkedernes betydning på grund af den udbredte forprang.[Note 3]

En købstad som Holstebro med et stort opland har med næsten sikkerhed haft faste torvedage på et tidligt tidspunkt, men først i 1740 blev det præciseret i privilegierne, at torvedagen var tirsdag.[Note 4] Torvedagene tiltrak handlende så langt væk som fra sognene Husby, Sdr. Nissum, Fjaltring, Struer og Handbjerg.[Note 5] Holstebro var i den usædvanlige situation for en dansk købstad, at der ofte kom mere til torvs, end der kunne sælges.

I 1800-tallet indførtes Storemandagsmarkeder på udvalgte dage om året, og årsmarkederne fik generelt et opsving fra 1820'erne og frem. Skt. Hansmarkedet kunne eksempelvis tiltrække op til 2.000 besøgende. Selvom der både i Vester Vig og i Maabjerg var årsmarkeder, var det i Holstebro, den betydelige handel foregik, og i 1800-tallet var Holstebro kendt vidt omkring for især sine kvægmarkeder. Markederne har efter 1700-tallet svinget en hel del i antal og karakter, men sikkert er det, at Holstebros tre middelalderlige markeder blev til 11 i 1769, hvorefter købstaden kun afholdt 8 i 1797 og 6-8 i 1850.[Note 6]

Struer fik en stor rolle som udskibningshavn fra omkring 1600. Sejladsen fra Struer gav anledning til krohold med øl- og brændevinssalg og hermed ofte forprang. I 1681 indskærpede borgerskabet i Holstebro, at der ikke måtte handles i Struer, og i slutningen af 1600-tallet var det store stridspunkt, hvorvidt Struer lå inden for to mils afstand fra Holstebro og dermed kunne regnes som en del af købstadens handelsområde.[Note 7] I 1690 sigtedes to bønder fra Struer for udtapning af drikkevarer samt forprang, hvilket af Struer-siden blev afvist med, at Struer lå uden for området, hvor Holstebros eneret på handel gjaldt.

Generelt lykkedes det ikke for borgerne at få håndhævet deres privilegier i Struer, hvad først og fremmest skyldes Ålborgkøbmændenes ret til fri handel i Limfjorden, som de modtog i privilegiet af 1655. I 1704 købte en ridefoged varer af en skipper, og i 1711 drev købmændene selv prang uden for købstaden. Holstebro havde en nedgangstid omkring 1700 til 1720, og den megen forprang ved markederne samt situationen omkring Struer spillede da givet en rolle for købstadens vækst.

I 1711 klagede borgerne specifikt over forprang i Hjerm og Ginding Herreder, men ikke alle sogne i disse herreder lå inden for den tomilegrænse, som borgerne selv mente var deres privilegerede opland.[Note 8] I 1722 sigtedes Anders Olsen i Bjert fra Sal Sogn og Knud Rout fra Ryde Sogn for at have drevet købmandskab. I 1732 forbød stiftamtet landprang, høkerier og uprivilegerede kroer. Ålborgkøbmændene brugte fortsat Struer som brohoved til at sælge varer til lokale husmænd, der solgte dem videre. I 1733 forsøgte borgere fra Holstebro derfor at gøre det ulovligt for Ålborgborgere at handle i Struer og inden for en mils afstand fra Struer og fremlagde et kort over Holstebros nordlige opland, som ifølge dem omfattede 13 sogne heriblandt Struer.[Note 9] Samtidig var der anklager om ulovligt krohold. For krohold gjaldt reglen om tomilelæbælter for købstæder, men i Struer forsvarede man sig med, at der var 27.540 sjællandske alen (og dermed lidt mere end to mil) til købstaden, og at den kongelige forordning om en tomilegrænse for brændevinshandel og krohold således slet ikke var relevant. Omvendt forsøgte borgerne i en indberetning fra byen i 1735 sig med en påstand om, at Struer lå inden for tomilegrænsen. Den kongelig forordning af 30. april 1734 præciserede generelt, at øl og brændevin skulle købes ved nærmeste købstad, og dette var en lille sejr for Holstebro. Men i sagen om Struerfolkenes handel så myndighederne igennem fingrene og lod den i praksis fortsætte. Borgerskabet var først og fremmest imod kroer, fordi de i praksis medførte organiseret forprang og ikke bare udskænkning af brændevin og øl uden om købstaden. Det lykkedes for Holstebro med 1734-loven at forbyde krohold ved Kjærgaards mølle i Ølby Sogn.

I 1777 blev ordningen for Struer skærpet. Men i 1797 foreslog borgerne, at de slår sig sammen og opretter udsalg i Struer, og to år senere grundlagdes en kompagnihandel, der aldrig fik den succes, den var tiltænkt. Agger Tanges åbning i 1825 gav imidlertid Struer en vandvej mod vest, og i 1840'erne og 1850'erne udviklede Struer sig til en driftig handelsplads med dampskibsrute til Ålborg. Havnen var dog ofte oversvømmet, og først i 1855-56 stod "Holstebro Havn ved Struer" klar. Havnen fik toldsted under Holstebro. Landprang blev konstateret i Struer så sent som i 1844. I 1865 blev Struer en, snart vigtig, jernbaneby, og 1917 blev byen desuden købstad. På den tid havde begrebet opland dog forlængst mistet sin oprindelige betydning.

Holstebro blev en del af jernbanenettet i 1866, men fordums betydning som regional hovedstad havde byen ikke mere, idet Struer, Herning og Silkeborg havde minimeret oplandet. Holstebro købstads naturlige opland var således mindsket med tiden, men så sent som i 1871, hvor Holstebros første byhistorie skrives, betegnes oplandet som værende væsentligt større end normalt for danske købstæder.[Note 10]

Privilegier og bestemmelser

Litteratur