De enkelte byer

Den Digitale Byport » By og opland » Hobro

Hobro

Oplandskort

Opland

Region

Købstadssogne.
Sogne, der entydigt er underlagt torvehandelen i én købstad (cirkumferensen).
Sogne, der gennemskæres af en cirkumferens.
Administrativt og regionalt afgrænsede enheder, f.eks. len og navngivne sogne henlagt til en bestemt købstads torvehandel.
Sogne, der er henlagt til to eller flere købstæders torvehandel.
Sogne med skiftende eller omstridt status.
Sogne, der slet ikke var omfattet af den formelle oplandsdeling.

Historisk oversigt

Hobro blev muligvis grundlagt i det 13. århundrede, hvor der var bygget en bro over åen Ho (fjorden). Det vides ikke med sikkerhed, hvornår byen fik sine købstadsprivilegier, men fundet af en signet i 1927 tyder på, at byen formentlig var købstad i år 1300. Beliggenheden gav en del trafik, da byen lå på vejen fra Viborg til Slesvig, men som trafikalt knudepunkt var både Mariager og Hadsund bedre placeret. Kongerne har dog gennem det 16. og 17. århundrede følt et behov for at begunstige handelen i Hobro, hvilket flere gange er sket i form af samling af årlige markeder i byen.

I 1552 flyttedes Glenstrup marked syd for byen til købstaden, og i 1561 blev det under store protester besluttet, at markederne i Testrup nu skulle samles i byen. Begrundelsen for flytningen var både moralsk og økonomisk. Moralsk fordi markederne har været urolige, og økonomisk for at tilgodese Hobro. I 1574, 13 år efter, måtte samme konge dog indskærpe, at markederne i Testrup var flyttet og true med at straffe for overtrædelser. Fire år efter, i 1578, flyttedes et af markederne tilbage til Testrup, og det tyder på, at kongemagten og Hobro har haft svært ved at håndhæve privilegierne over for bønderne på Testrupegnen og i erkendelse deraf har søgt et kompromis. Dette kompromis vender i 1608 til accept af tingenes tilstand, da kong Christian 4. besluttede, at for fremtiden skulle alle markeder inden for 2,5 mils afstand fra Hobro flyttes til byen og afholdes på følgende datoer: 1. maj, 17. september og 9. oktober. Lige uden for denne radius ligger Østerbølle Sogn og Testrup, som således opnåede status quo. For Hobro har det dog været vigtigt at få klare linjer, så eventuelle lokalt opståede markeder kunne nedlægges med loven i hånden. I midten af 1800-tallet var der hele fem årlige krammarkeder, som blev afholdt i marts, maj, september, oktober og november.[Note 1]

I 1500-tallet og frem til midten af 1600-tallet var Hobro en vigtig udskibningshavn for korn på trods af, at fjorden på ingen måde var ideel for besejling. Ved fjordens munding var der en sandbanke, som ofte voldte problemer. Dette problem blev dog først forsøgt løst i midten af 1800-tallet, da Hobro og Mariager fik vækst og havde midlerne til store havneinvesteringer.

I 1700-tallet levede byen som tidligere stadig til dels af agerbrug, og indberetningen fra 1735 vidner om en lille købstad med få købmænd, der først og fremmest handlede med Norge, en del med Flensborg og af og til med Amsterdam. Byen var i tilbagegang, og først fra 1835 gik det igen fremad. Det må nævnes, at byens havn selv under krigsårene 1807-1814 stadig i stor stil blev brug til udskibning af korn til Norge.

Hobro har ikke haft nemt ved at håndhæve sine privilegier, og det var først i perioden omkring 1840-1850, at egnens bønder konsekvent begyndte at søge torv i byen.[Note 2] Randers har for bønderne i det sydlige opland været langt det bedste alternativ i kraft af byens størrelse. Så sent som 1754 forsøgte Ålestrup efter sigende at få sit marked tilbage.[Note 3] Ålestrup ligger lidt syd for Testrup, og det er uvist, om grænsen på de 2,5 mil fra 1608 i daglig praksis har inkluderet Testrup marked, eller om Ålestrup har haft sit eget marked, som er fortolket som beliggende inden for grænsen. Sikkert er det dog, at der i fugleflugtslinje er over 20 kilometer mellem Hobro og både Testrup, Østerbølle Sogn og Ålestrup, hvilket er lige i overkanten af privilegiets dækningsområde, der kun strækker sig 18,75 kilometer.

Noter

[Note 1] Fra 1853 til 1862 skete ændringer i både antallet og tidspunktet for årsmarkederne i Hobro. En nærmere beskrivelse findes i Schmidt 1928:155ff.
[Note 2] Schmidt 1928:136.
[Note 3] Schmidt 1928:154.

Privilegier og bestemmelser

1475 30. september Kong Christian 1. pålægger bønderne i hele riget kun at sælge og købe med borgere i købstæderne, og på landet må ingen købe mere end til eget behov. Kongen tillader tyskere at sejle til Danmark. Danskere må derimod ikke sejle købmandsvarer til Tyskland, men dog inden for de tre riger. Til gengæld skal tyske kompagni ophæves, om end tyskerne må optages i danske kompagni. Der pålægges danskere forbud mod at eksportere øksne.[Note 1] Det vurderes, at forordningen gjaldt hele kongeriget.[Note 2]
1552 1. januar Kong Christian 3. flytter markedet i Glenstrup til Hobro hvert år den 8. september.[Note 3]
1558 13. december Reces, bl.a. om hvordan adelen må bruge deres handel med sild og staldokser. Det skal stå adelen frit for at salte dem selv, ligesom det tillades udlændinge og fremmede. Det skal også stå adelen frit for at købe eller sælge så mange okser, som han kan stalde på sit eget eller sine tjeneres foder, dog kun hvis det ikke krænker kongens told. I samme reces (§33) forbydes det alle at benytte sig af nogen form for købmandskab til forprang i bygderne og landsbyerne. Alle som bor på landet og pløjer og sår, skal dog have lov til at købe sædekorn og hvad de ellers har brug for til deres husholdning.
1559 12. august Kong Frederik 2.s håndfæstning om, hvordan adelen må bruge deres handel med sild og staldokser. Det skal stå adelen frit for at salte dem selv, ligesom det tillades udlændinge og fremmede. Det skal også stå adelen frit for at købe eller sælge så mange okser, som den kan stalde på sit eget eller sine tjeneres foder, dog kun hvis det ikke krænker kongens told.
1559 12. august Kong Frederik 2.s håndfæstning, der præciserer, at det skal stå adelen frit at handle med udenlandske købmænd.
1560 14. oktober Kong Frederik 2. stadfæster gældende privilegier.[Note 4]
1561 7. september Kong Frederik 2. flytter markederne i Testrup til Hobro.[Note 5]
1574 24. oktober Kong Frederik 2. indskærper, at markederne i Testrup er flyttet til Hobro, og at det er strafbart fortsat at søge til Testrup.[Note 6]
1575 21. juni Åbent brev til provster, præster og bønder om, at stald- eller græsokser kun må sælges på markeder i købstæderne.
1578 25. august Kong Frederik 2. flytter markedet i Testrup, som tidligere blev flyttet til Hobro, tilbage igen.[Note 7]
1590 20. august Åbent brev om afskaffelse af forprang, landekøb og ulovlige havne. Man har erfaret, at der bliver drevet omfattende forprang og landekøb (altså handel udenfor købstæderne) med korn og andre varer, der krænker både de borgerlige privilegier, og kronens ret til told. Efter denne dag må ingen bruge nogen landekøb eller forprang på landsbyerne eller andre steder, hverken med korn eller andre varer, som er imod recessen. Også drift af ulovlige havne skal høre op, og det gælder både opskibning og udskibning. Bliver man efter denne dag taget i at bedrive landekøb eller gøre brug af ulovlige havne, vil disse varer blive konfiskerede af kronen. Det påbydes, at man går til kongens fogde eller embedsmænd, hvis man kender til sådanne ulovlige drifter. Ser en lensmand igennem fingre hermed, da skal den, der gør, havde forbrudt det len, han er forlent med.
1608 29. maj Kong Christian 4. stadfæster gældende privilegier.
1623 19. november Forordning om liggere og kræmmere, som ikke er borgere og indbyggere, samt om bissekræmmere. Angående udenlandske liggere, der opholder sig i købstæderne og bedriver borgerlig handel og landekøb. Derforuden om bissekræmmere, der rejser fra by til by. Ingen sådanne liggere skal i riget efter denne dag ”lidis eller tilstedis”, og al gæsteskud skal derfor afskaffes. Ingen skal herefter have lov til at omløbe med kramvarer fra en købstad til en anden og sælge af dem, med mindre han først havde vundet borgerskab, nedsat sig i riget og betaler skatter lig med andre undersåtter. Ingen skal drive bissekræmmeri på landet og embedsmænd, fogder, borgmestre, rådmænd m.fl. skal sørge for at denne forordning bliver holdt og efterkommet.
1623 25. juli Forordning om land- og studehandel. Udstedt pga. det store misbrug mod recessen og stadsretten om landekøb og forprang. Ingen ufri mand må herefter drive nogen form for køb eller salg på landet, med mindre han har søgt og fået borgerskab i en købstad. Ingen må købe græsstude uden at indberette det. Det skal stå de købmænd, som driver okse, frit for at købe græsokse, såfremt de kan opstalde dem på deres eget foder og straks opstalder dem på kongens eller adelens ladegårde. Forprang med græsokser skal herefter ikke være tilladt.
1635 2. marts Kong Christian 4. flytter alle markeder inden for 2½ mils afstand fra Hobro til byen, og disse skal afholdes på datoerne 1. maj, mandag efter H. Trefoldighedsdags søndag, 17. september og 9. oktober.[Note 8]
1642 23. maj Åbent brev om, at alle må handle i købstæderne med fremmede, så længe købstædernes privilegier og friheder ikke krænkes.
1648 11. juli Kong Christian 3. tillader Hobro at have fast torvedag om mandagen.
1648 30. november Kong Frederik 3. stadfæster gældende privilegier.[Note 9]
1671 22. november Forordning om konsumtion over hele Danmark, hvori konsumtionen genindføres. Konsumtionen var først blevet søgt indført i 1657, men blev det ikke før den såkaldte konsumtionsfred af 18. november 1660, som gjaldt for hele kongeriget. Denne blev dog ophævet igen (undtagen for Københavns vedkommende) allerede i 1662. I forordningen opremses alle de forskellige varer, der pålægges konsumtion, herunder de varer, der blev pålagt portkonsumtion ved indførsel til byen.
1680 9. oktober Forbud mod købmandshandling på landet. Baggrunden er, at nogle på landet boende – både ved kysten (hvilke med sandskuder og andre skibe sejler mellem rigerne og provinserne) og en del andre steder – bruger købmandskab og handel og dermed gør stor afbræk og svækkelse på købstadsborgerskabets handel og næring, fordi de kan som fritagne for borgerlig tynge og konsumtion i købstæderne kan sælge deres varer billigere. Derfor skal alle i Danmark, som på landet – med undtagelse af Samsø og Læsø – driver handel og købmandskab enten ved sejlads eller på andre måder, flytte ind til købstæderne og tage del i byens afgifter eller straks holde op.
1681 16. april Forordning om kommerciens og navigationens befordring. I 1. kapitel §9 bliver det bestemt, at alle kroer, der ligger tættere end to mil på den nærmeste købstad, skal købe øl i denne købstad.
1683 15. april Kong Christian 5.s Danske Lov, der afløste landskabslovene og dermed skabte retsenhed i Danmark, om end lovgivning om bl.a. skatter og told samt andre dele af forvaltningsretten er udeladt. Mange af landskabslovenes forskelle var med tiden og med den stadige strøm af landsdækkende rigslove efterhånden blevet udjævnet, og Danske Lov var derfor først og fremmest et lovkorpus af stadfæstende karakter. Angående købstadslovgivning (herunder privilegier og rettigheder) er den tredje af de seks bøger ’Om Verdslig- og Huus-Stand’ den væsentligste. Heri blev det blandt andet fastslået, at bonden uhindret skal kunne sælge sine varer til hvem, han vil (kap 13, § 16), men også at han er forpligtet til at føre varerne til købstæderne og sælge dem her, frem for at sælge dem til høkere og forprangere ”som landet omløbe” (kap. 13, § 26). Såfremt det er til eget brug (og ikke til forprang), har bonden dog ret til at købe sædekorn og andet, han har behov for i sin drift, herunder foder samt tømmer til vedligeholdelse af bygninger, plove og vogne, ”hvor han det bekomme kan” (kap. 13, § 27).
1689 Kong Christian 5. ophæver stabelstadsordningen af 1682.
1689 4. juni Om unyttig krohold samt destileer-pander og brændevins-hattes afskaffelse på landet. Kroer på landet der ikke er privilegerede forbydes og skal afskaffes. Det samme skal ske med destileer-pander og brændevins-hatte på landet.
1692 13. december Forbud for enhver proprietær mod at opkøbe korn på landet for at sælge det videre. Han må kun købe korn til anvendelse i sin egen husholdning og sin egen gårds avl. Begrundelsen er, at det ellers ødelægger købstadmandens næring.
1734 30. april Forbud mod utilladelige krohold på landet. Da ulovligt krohold på landet skader købstædernes handel og konsumtion, gentages og skærpes reglerne for krohold på landet. Alle kroer skal optælles i amterne, og de uprivilegerede kroer skal lukkes og gives bøde. De lovlige kroer får frataget deres ret til at brygge øl og brænde brændevin og må ikke eje udstyr til destillering.[Note 10]
1741 25. august Forordning om land- og forprang. Købstæderne er angiveligt ‘meget fornærmede i deres lovlige handel og næring’, da land- og forprang har taget så meget overhånd, at mange slet ikke længere ved, hvad der er gældende ret. Det præciseres derfor, at landprang er, når nogen på landet boende eller omrejsende – hvem det end måtte være – ude på landet sælger eller faldholder de varer, som alene må sælges i købstæderne og skal afhentes der af bonden. Forprang – også kaldet utilladeligt forkøb på landet – er, når nogen (borger, bonde eller helt tredje) med henblik på at drive handel og søge profit opkøber korn, kvæg eller andre varer ude hos bonden uden at have privilegium dertil, vel at mærke varer, der ellers burde indføres til akseltorvene i købstæderne, og som overstiger, hvad han måtte behøve til sin egen husholdnings fornødenhed eller til at drive sin håndværksbedrift. Dette omfatter dog ikke sædegårdene (godserne). For at ingen herefter skal være i tvivl om, hvad der står i loven, gentages en lang række forordninger og andre love (f.eks. Danske Lovs bestemmelser 3-8, 3-9-3, 3-13-16, 23, 24, 25, 26 og 27, forordning af 9. oktober 1680 om købmandshandling på landet og forordning af 13. december 1692 om forprang med kornkøb på landet), “samt alle andre Kiøbstæderne enten i Almindelighed eller enhver især givne Privilegier, saadan Handel angaaende”. Der bliver også givet en indskærpelse af straffen for at overtræde lovene.
1775 13. februar Forordning hvorved al omløben med handels-, kram-, galanteri- og håndværksvarer i købstæderne og på landet i kongeriget Danmark aldeles forbydes. Det forbydes alle og enhver at rejse rundt som handelskræmmere på landet og i købstæderne og afsætte varer udenfor markeds tider. Det er heller ikke tilladt at medtage varer til markedet, med mindre man har lov dertil.
1794 17. maj Kong Christian 7. præciserer, at markederne skal afholdes på markedspladsen syd for bebyggelsen på begge sider af vejen til Randers.[Note 11]
1794 22. oktober Forordning angående den almindelige frihed til at tilvirke, forarbejde og forhandle leer og skæreknive. Dette tillades alle i købstæderne og på landet.
1797 1. februar Forordning om tolden og købstadskonsumptionen i Danmark og Norge.
1817 23. april Anordning angående handelsberettigelse m.m. Enhver, der vil drive handel, skal have borgerskab. Fremmede handelsrejsende har tilladelse til at slutte handel med alle danskere under deres ophold i det danske rige. Dog er det dem ikke tilladt at sælge varer, som de har købt her i landet. Den fremmede, som driver videre handel, end den han er berettiget til, bør modtage straf. De bestemmelser i ’Forordning angående kommercen af 4. august 1742’ i hvis følge varer i almindelighed skulle forskrives fra første hånd, bliver hævet; og det skal herefter være enhver vedkommende tilladt, at forskrive sine varer fra det sted han finder mest tjenligt. Dog for så vidt toldordningerne i dette henseende ingen indskrænkning indeholder.
1825 17. november Retten til at tilvirke leer og skæreknive udvides til at gælde alle redskaber, der hører til agerdyrkningen. Dette gælder for alle i købstæderne og på landet.
1839 16. februar Kong Frederik 6. tillader Hobro at have fast torvedag om fredagen.[Note 12]
1839 27. november Nærmere bestemmelser om omløben med varer. Straffen for bissekræmmerhandel fastsættes og det fastslås, at sognefogeden kan blive straffet, hvis han forsømmer at anholde en bissekræmmer.
1845 14. maj Forordning om ulovlig brændevinsbrænden og -besiddelse på landet i Danmark, da de allerede virkende foranstaltninger er blevet forældede og utilstrækkelige. Bliver man fra da af taget i at brænde brændevin eller være i uberettiget besiddelse af brændevin uden for købstæderne, straffes det med bøde og konfiskation. Herefter følger en udførlig præcisering af lovens detaljer.
1845 23. april Forordning angående opkøb af landmandens produkter. Det skal herefter være alle landboere (hvad enten det er gårdmænd, husmænd eller inderste) tilladt i landdistrikterne at opkøbe samt at indbringe og sælge alle slags naturelprodukter til købstæderne – dvs. landbrug, kreaturhold, havedyrkning og fiskeri samt ”skoveffekter” og tørv. Tilladelsen gælder også forarbejdede produkter, der holder sig inden for grænserne af ”landbo og husflid”, og den gælder således også smør og ost, røget kød og flæsk, kalk, mursten, pottemageri o. lign. produkter.
1847 24. marts Brev, hvori forordningen om købstadsjorder i kongeriget (af 14. august 1741) erklæres for ophævet.
1851 7. februar Lov om konsumtionens ophør, brændevinsbeskatningens forandring og den inderste toldgrænses ophævelse (mellem Nørrejylland og Slesvig). Indførsels- og personalkonsumtion samt formalingsafgifterne ophæves i hele landet (for København dog indtil d. 1. april 1852 kun delvist), og som følge heraf bortfalder told- og konsumtionsvæsenets eftersyn ved byportene samt formalingskontrollen ved møllerne i og ved købstæderne. Den kommunale ’accisse’ (brændevinsafgift) oppebæres til fordel for stadens kasse, og loven indeholder i forlængelse heraf nye afgiftssatser for brændevinsbeskatning samt foranstaltninger mod - og straf ved illegal destillering.
1851 9. december Ophævelse af forbud fra tidligere forordning mod at anlægge bryggerier på købstadens jorder. Det bliver herefter tilladt for bryggerierne på landet at indføre og afsætte øl både i København og i de andre købstæder.
1852 14. april Lov om møllenæring. Enhver ejer af en melmølle skal det være tilladt at forbinde hvilken som helst ny kraft med den, som allerede er tilstede i hans mølleværk, og ligeledes at udvide værket med nye kværne. Det skal være enhver tilladt at opføre en ny mølle, såfremt der ingen anden mølle findes inden for en radius af en mil. Fra og med 1. januar 1862 vil møllenæringen blive aldeles frigivet.
1854 15. april Lov indeholdende bestemmelser angående handel med kornvarer og brød. Herunder, at handel med uformalede kornvarer i købstæderne skal stå enhver aldeles frit, ligesom alle, der er bosiddende på landet, her skal have ret til at indføre, holde og afhænde såvel formalede som uformalede kornvarer.
1856 8. marts Lov angående høkerhandel på landet (populært ’Høkerloven’). Det skulle nu være enhver tilladt at drive købmandshandel fra et fast udsalgssted på landet. Tilladelsen gjaldt alle slags kornvarer, brød og andre naturalprodukter fra landbruget, kreaturhold, havedyrkning og fiskeri samt let forarbejde produkter (husflid) som smør og ost, røget kød og flæsk, kalk, mursten, pottemageri o. lign. Desuden salt, brændeolie, træsko, sæbe, kaffe, sukker, te og tobak m.m. Høkerne måtte dog ikke sælge disse varer i store mængder, og samme varer skulle desuden indkøbes i de danske købstæder, der tillige blev beskyttet af et ”læbælte” på en mil i radius, inden for hvilken høkerhandel ikke var tilladt. Loven trådte i kraft 1. januar 1857.
1857 29. december Næringsloven. Loven trådte først i kraft i 1858 (og flere af bestemmelserne først i 1862) og betød, at alle kunne slå sig ned med ethvert erhverv, om det så var i købstaden eller på landet. Enkelte erhverv var undtaget og krævede særlig tilladelse bl.a. pga. sikkerheds- og sundhedshensyn. Nogle læbælter omkring byerne vedblev dog med at eksistere frem til 1920. For engros-, købmands- og detailhandlen var der et læbælte på 1½ mil, og for de fleste håndværk var der et bælte på 1 mil omkring købstæderne. Næringsloven opløste desuden lavene som erhvervsorganisationer.
1862 20. november I et brev til Københavns Magistrat meddeler justitsministeriet, hvad udtrykket ’borgerlig næring’ skal være at forstå som, nemlig: ”…enhver Handels-, Kommissions-, Haandværks- eller Fabriksdrift, der drives som selvstændigt Erhverv, uden hensyn til om det er bunden Næring eller ikke…”.
1863 10. april Nye vedtægter angående bunden næring, hvor der bestemmes, hvad der i hver købstad og i hvert amt er at anse som bunden næring. De bundne erhverv opremses.

Noter

[Note 1] Se yderligere indhold i Kroman 1955. Bind 3:106ff.
[Note 2] Degn 1991:655.
[Note 3] Vor Frues dag. Schmidt 1928:151.
[Note 4] Schmidt 1928:114. Schmidt henviser konsekvent til Kancelliets Brevbøger for de relevante datoer.
[Note 5] Markederne blev ikke afholdt i selve Testrup, men i Østerbølle Sogn i Vesthimmerland på et område kaldet Dybdal. Schmidt 1928:152.
[Note 6] Schmidt 1928:152ff.
[Note 7] Schmidt 1928:153. Det gælder efter sigende kun ét af markederne.
[Note 8] 1. maj kaldes Philippi Jacobi dag, 17 .september er S. Lamberti dag, og 9. oktober er S. Dionysii dag.
[Note 9] Citatet er taget fra Schmidt:1928:115, da Sechers Forordninger kun opgiver dato og ikke eksakt ordlyd.
[Note 10] Denne forordning blev skærpet ved forordningerne af 1. februar 1757, 23. november 1757, 2. september 1773 og 26. april 1776. Disse forordninger blev afskaffet i forordningen af 2. august 1786, hvor loven blev gentaget og indskærpet endnu en gang.
[Note 11] Dette blev dog ikke overholdt, før borgerrepræsentationen den 19. november 1839 krævede det. Den alternative og ulovlige markedsplads var nord for byen. Schmidt 1928:154ff.
[Note 12] Schmidt 1928:156.

Litteratur

Næringslovgivning (artikel i E. Alstrup og P.E. Olsen (red.): Dansk kulturhistorisk Opslagsværk II, s. 654-658)

Degn, Ole, Åbyhøj, 1991

Høkerbod og købmandsgaard. Kolonialhandlere i Hobro

Hauen, Børge, Hobro, 1999

Danmarks gamle Købstadlovgivning - Nørrejylland

Kroman, Erik, København, 1952

Atlas Danicus. VI, B: Viborg Stiftedømme

Resen, Peder Hansen, København, 1934

Af Hobro bys historie til 1860-70

Schmidt, H.J., Hobro, 1928

Forordninger, Recesser og andre kongelige breve, Danmarks lovgivning vedkommende, 1558-1660

Secher, V. A., København, 1887-1918

Livet omkring Store Torv

Sørensen, H. Morell, Hobro, 1976

Hobro nyere historie. Bidrag til dens belysning omkring aarene 1870-1890

Vasegaard, Søren, Hobro, 1942

Find den benyttede litteratur i Byhistorisk Bibliografi.