Viborg, 1150 Oversættelse, DanskPaa den Tid var Danmark søndret og splittet; ti hjemme i Landet luede Borgerkrigen, og udefra øgedes Vikingeskaden. For at drive dem bort førte Sven gentagne Gange, men uden synderligt Held, Krig med hele Vendland: han var ikke saa udholdende i Kamp som hidsig i Stormløbet; og naar han skulde tænke paa Hjemfærd, havde han gerne saa travlt med at naa ned til Stranden, at Tilbagetoget kom til at ligne Flugt; og for sine Mænd havde han ej videre Tanke, naar han bare selv slap først om Bord, Slig Fejghed hos Kongen indgød Venderne saadant Vovemod, al de ofte slog hans Hær paa Hjemvejen. - Endvidere omgav han Viborg med en Vold af Jord: hidtil havde Staden været uden Værn, men nu skulde den blive ham et sikkert Tilhold; og han lagde store Indtægter til Byen.Da Sven fik Nys om hans Komme, stolede han ikke paa sin Styrke, men valgte at lade sig indeslutte i Viborg, som han nys havde udstyret med Vold og Virke. For at dække de nødvendige Udgifter hærgede og plyndrede han de Mænds Gods, der var gaaet over til Knud, og gjorde sig Indtægt ved Rov og Ran. Men Knud havde paa Grund af den forrige Kamps Udfald ikke Mod til at rykke mod Byen; han var bange for, at der hvilede en ond Skæbne over dette Sted, og slog Lejr langt fra Bymuren. Her vilde han trække Tiden ud og vente, til hans Fjende led Sult og i sin Nød enten greb til en vanærende Flugt eller en vovelig Kamp. Dette Knuds Haab gav Sven Sejren i Hænde. | Kilde:Sakses Danesaga. Oltid og ældste middelalder. s. 192-194 Emneord:Konger og dronninger - Byens infrastruktur - Byens planker, mur, vold og voldgrav Byliv - Krigshandlinger og leding |
