Søfarten i Svendborg

Indhold

1. Svendborg i 1700-tallet – et maritimt center vokser frem
2. Lille tilvækst
3. Handelsveje og -varer –Høkerbøttefart på København
4. Hen over århundredet – mod Svendborgs guldalder
5. Skibsbyggeri og -byggere
6. Resumé
7. Noter

Svendborg i 1700-tallet – et maritimt center vokser frem

Svendborg tolddistrikt omfattede både købstaden og de to vigtige øer Tåsinge (med Troense og Vindeby) og Thurø. Samlet set havde tolddistriktet ved indgangen til 1700-tallet i underkanten af 200 læster, og det svarede til et par pct. af provinsens samlede handelsflåde målt i tonnage. Svendborg var fra naturens side begunstiget med en meget god havn, som kunne anløbes af selv større skibe. Havnen ydede så god beskyttelse, at lodsning og ladning kunne udføres uafhængigt af vejret, ligesom skibene om vinteren lå skærmet for drivis. Svendborg havde desuden et stort opland, og der fandtes mange skibsbygmestre i området. Dette var vigtige rammebetingelser for den vækst, som siden skulle præge området. Handelsflådens udvikling følger i relative tal nogenlunde provinsflådens samlede udvikling i 1700-tallets første godt firs år.[1]

Lille tilvækst

Efter et tonnagefald foranlediget af Den Store Nordiske Krig (1709-20) og den efterfølgende økonomiske lavkonjunktur prægedes også Svendborgs handelsflåde af stabilitet og en lille tilvækst henover midten af århundredet. Svendborgenserne formåede dog i endnu højere grad at fastholde besejlingen af købstaden på egne hænder. Mens der i 1733 indkom 61 fremmede skibe fortrinsvis fra Dragør, Ærø og Rudkøbing til Svendborg, så var antallet faldet til 31 i 1778.[2]

Væksten tog for alvor fart i provinsen som helhed og i Svendborg i særdeleshed under Den florissante handelsperiode (1778-1807), hvor dansk neutralitetsudnyttelse skabte ideelle forhold for søfarten. Tonnageefterspørgslen steg markant, men de sydfynske skibsbygmestre var i imponerende grad leveringsdygtige i nybyggede skibe.[3]

Under Den florissante handelsperiode steg Svendborg tolddistrikts handelsflåde med over 350 pct., hvilket gjorde området til et af provinsens hastigst voksende maritime centre. I 1783 var Svendborg således provinsens 7. største tolddistrikt målt i samlet tonnage. Positionen var i 1807 forbedret tre pladser. Mens Svendborg allerede i 1780’erne overtog Odenses rolle som Fyns førende søkøbstad, så skulle der gå yderligere 50 år, før den blev provinsens største.[4]

Handelsveje og -varer –Høkerbøttefart på København

Fartøjer fra Svendborg var i kontakt med Norge, Lübeck, København, Storbritannien, Belgien og Holland.

Et øjebliksbillede fra 1733 giver en fin karakteristik af søfarten i Svendborg tolddistrikt. Handelsflåden bestod på det tidspunkt af 23 fartøjer med en drægtighed på små 200 læster. Langt den overvejende del var mindre jagter, som gik til indenrigske destinationer. De større skibe besejlede Norge med kornvarer, mens de hjembragte jern, tømmer og fisk. Andre større skibe gik dette år til Lübeck med havre, og returnerede med kramvarer. I 1733 udskibedes 6.000 tdr. havre, 4.000 tdr. rug, 1.000 tdr. byg og malt og ca. 1.500 tdr. frugt fra Svendborg. Hertil kom brænde, tømmer og fedevarer som kød og smør. Langt størstedelen blev udskibet til København, som gennem hele 1700-tallet var svendborgensernes mest besejlede destination. Mens 69 pct. af den indgående tonnage i 1733 var fra København, havde 82 pct. af de afsejlende fartøjer kurs mod hovedstaden, hvortil alle medbragte en ladning, mens halvdelen måtte returnere til Svendborg helt eller delvist i ballast.

De fleste af områdets jagter sejlede i pendulfart mellem Svendborg og hovedstaden. I 1733 foretog Poul Nielsen eksempelvis seks ture. De mange små jagters fart på hovedstaden kaldeshøkerbøtte, fordi man blev liggende i København, indtil den medbragte ladning var solgt.[5] Selv omhøkerbøtterne i perioden 1700-1832 vedblev med at udgøre rygraden i Svendborgs søfart, så skete der dog en gradvis udvidelse af operationsområdet hen imod slutningen af 1700-tallet og i starten af 1800-tallet. Tolddistriktet fik stadig flere store skibe, som var velegnede til at sejle langfart. Allerede omkring år 1800 besejlede svendborgenserne hyppigt Østersøbyer som Königsberg, Memel og Pillau.[6]

I 1828 havde svendborgenserne kastet sig over besejlingen af Storbritannien, Belgien, Holland og Norge. Disse områder blev de følgende årtier stadigt oftere mål for områdets skibe.[7] En væsentlig årsag til områdets dominerende position i 1800-tallet var, at svendborgenserne både bibeholdt vante sejladsmønstre og formåede at søge, vinde ind på og opdyrke nye, fjernere markeder.

Hen over århundredet – mod Svendborgs guldalder

Ved Englandskrigens udbrud i 1807 havde Svendborg en af provinsens største handelsflåder. Selv om flere af byens skibe blev opbragt af englænderne, så kom Svendborgs handelsflåde alligevel bedre ud af krigen end så mange andre, fordi områdets skibsbyggere under krigen var særdeles leveringsdygtige[8] Den omfattende besejling af Svendborg gav havnekassen meget gode indtægter. Selv om havnen i Svendborg var fremragende, blev den yderligere forbedret med et nyt bolværk i 1821. Skibe, som stak mindre end ti fod, kunne uhindret anløbe den beskyttende skibsbro, som havde plads til tres skibe. Reden, som også værnede mod vejr og vind, havde plads til hele 200 skibe.

Forholdene var ideelle for det ekspanderede område. Fra midten af 1820’erne blev Svendborg primus motor i en vækst, som ikke alene havde afsmittende effekt på det meste af Fyn, men som også bevirkede, at Svendborg fra 1832 og de følgende årtier var provinsens undertiden i særklasse største maritime center.[9][10] Foretagsomme og driftige svendborgensere, gode havne- og besejlingsforhold, et stort opland og gode økonomiske konjunkturer særligt fra slutningen af 1820’erne var væsentlige årsager, men den måske vigtigste faktor var den nære relation mellem søfarten og områdets skibsbyggeri.[11]

Skibsbyggeri og -byggere

Det sydfynske område havde lang tradition for skibsbygning bag sig. Allerede i 1700-tallets midte byggedes 100 læster for hvert tiår – og antallet var stærkt stigende. I slutningen af århundredet byggedes godt 100 læster årligt.[12] Under Englandskrigen var skibsbyggeriet med til at lægge det fundament, som siden var med til at gøre Svendborg til det førende maritime område. Mens de fleste søkøbstæder oplevede et markant tonnagefald, så blev Svendborgs i nogen grad opvejet af byggeriet af 45 kanonbåde, én orlogsbrig og godt 50 andre fartøjer til staten samt 130 handelsskibe med en samlet drægtighed på 1.514 læster.[13]

Skibsbyggernes aktivitet aftog ingenlunde efter krigen. Byggeriet blev anset for en langtidsinvestering, idet sejlskibe på den tid havde en gennemsnitlig levetid på 15-20 år. Fra 1825-30, hvor tonnagetilvæksten var meget udtalt, fandtes således otte skibsbygmestre i Svendborg, Troense og Thurø. Særligt berømt var Niels Rasmus Møller og hans to sønner, Rasmus og Lars Nielsen Møller. Alene Lars N. Møller byggede fra 1786 til 1827 96 handelsskibe fra 8 til 101 læster.[14] Størstedelen af skibene byggedes for egen regning. Typisk beholdt skibsbygmesteren det nybyggede skib i nogle år, hvorefter det blev afhændet. En opgørelse over landets største sejlskibsejere og -rederier fra 1843 viser da også, at familien Møller tilsammen ejede sytten skibe med en samlet drægtighed på over 1.000 læster svarende til godt en fjerdedel af Svendborgs samlede handelsflåde.[15]

Resumé

Fra 1700 til 1832 gik Svendborg fra at være et betydeligt maritimt center til at være provinsens største. Der kan påpeges flere årsager hertil. Da væksten for alvor satte ind i slutningen af 1700-tallet, eksisterede der en snæver relation mellem søfarten og de lokale skibsbyggere, som var særdeles produktive. Svendborgenserne turde også bryde med vante sejladsmønstre – et kendetegn for andre ekspansive maritime centre som Ærø, Dragør og Fanø. Den velbeskyttede og lettilgængelige havn spillede også en væsentlig rolle. Et sammenfald af faktorer medvirkede således til, at en sjettedel af provinsens samlede handelsflåde i 1840’erne var hjemmehørende i Svendborg.[16]

Noter

[1] Anders Monrad Møller: "Fra galeoth til galease" s. 32

[2] J.O. Bro-Jørgensen: "Svendborg Købstads Historie" s. 179 og 185-86

[3] Knud Klem: "Skibsbyggeriet i Danmark og hertugdømmerne i 1700-årene bd. II" s. 144

[4] Anders Monrad Møller: "Fra galeoth til galease" s. 31-2

[5] Anders Monrad Møller: "Fra galeoth til galease" s. 89-91, 129-31 og 140-42

[6] J.O. Bro-Jørgensen: "Svendborg Købstads Historie" s. 190

[7] Anders Monrad Møller: "Jagt og skonnert" s. 223 og 226-30

[8] Joachim Begtrup: "Beskrivelse over Svendborg" s. 151

[9] Anders Monrad Møller: "Fra galeoth til galease" s. 30

[10] Anders Monrad Møller: "Jagt og skonnert" s. 32-47

[11] Anders Monrad Møller: "Dansk søfartshistorie bd. 4" s. 25

[12] Knud Klem: "Skibsbyggeriet i Danmark og hertugdømmerne i 1700-årene bd. II" s. 144

[13] Joachim Begtrup: "Beskrivelse over Svendborg" s. 151

[14] J.O. Bro-Jørgensen: "Svendborg Købstads Historie" s. 281-82

[15] Anders Monrad Møller: "Dansk søfartshistorie bd. 4" s. 184

[16] Anders Monrad Møller: "Jagt og skonnert" s. 46