Søfarten i Dragør

Indhold

1. Dragør i 1700-tallet – et maritimt centers opkomst og guldalder
2. Brænde årsag til vækst
3. Cornelius Jacobsens farter
4. Handelsveje og -varer – fragtfart og brændetransport
5. Hen over 1800-tallet – festen slutter
6. Handelsflådens tyngdepunkt rykkes mod vest
7. Resumé
8. Noter

Dragør i 1700-tallet – et maritimt centers opkomst og guldalder

Dragør var et selvstændigt tolddistrikt uden en købstad. 1700-tallet blev i en maritim sammenhæng Dragørs århundrede. Ikke blot havde Dragør en ubrudt tonnagetilvækst i århundredets første ni årtier, Dragør havde fra midten af 1700-tallet provinsens undertiden suverænt største handelsflåde.

Selv om Dragørs storhedstid toppede i 1780’erne, hvorefter det maritime centers position relativt svækkedes frem mod Englandskrigen (1807-14), så var Dragørs flåde fortsat størst ved krigsudbruddet. Så mens Dragør grundlagde sin position omkring midten af 1700-tallet, så blev den siden opretholdt.[1] Tonnagetilvæksten skal ses i sammenhæng med, at Dragørs relativt mange små skibe i 1730’erne gradvist blev udskiftet med større skibe, som var bedre egnet til brændetransport.

Brænde årsag til vækst

Netop brænde og nærheden til København, hvor efterspørgslen af brænde var konstant stor, var de afgørende og primære årsager bag Dragørs vækst. Københavns voldsomme vækst i 1700-tallet var medvirkende til den maritime fremgang i Dragør, fordi efterspørgslen på en almindelig og nødvendig vare som brænde steg. Dragør-skipperne specialiserede sig med stor flittighed i at forsyne hovedstaden med brænde – en vare, som grundet sit ringe provenu ofte blev ringeagtet.

Dragør forstod at udvikle og fastholde denne niche, som kun få andre ønskede at give sig i kast med. Omkring midten af århundredet lykkedes det Dragør-skipperne at sætte sig så tungt på besejlingen af København, at de alene i 1769 stod for 45 pct. af den provinstonnage, som anløb hovedstaden.[2] Modsat stod Dragør-skipperne i 1733 for små seks pct. af besejlingen af den øvrige provins’ tolddistrikter, hvilket i 1798 var steget til godt 18 pct. Denne vækst modsvares af et fald for andre distrikters og Københavns skibe. Blandt de væsentlige grunde var de mange årlige rejser, den lave profitmargin, den store risikovillighed og bruddet med vante og stive sejladsmønstre.

Cornelius Jacobsens farter

I 1769 foretog Cornelius Jacobsen ti farter. Han sejlede fem gange til Grenå, to gange til Ebeltoft og to til Vejle. Alle steder udskibede han brænde til København. I december udskibede han på sit 10. togt magasinkorn (skattekorn) for kongelig regning fra Korsør. Myreflittige Cornelius Jacobsen foretog ikke blot mange besejlinger, han brød også vante sejladsmønstre ved at søge fragten, hvor den fandtes. Dragør-skipperne var ubundet i forhold til et købstadsdistrikt, hvor skipperne ofte var bundet af aftaler med købstadens købmænd. Dragør-skipperne udviste derimod stor elasticitet, ligesom de gjorde brænde mere lønsomt men også mere risikofyldt ved selv at opkøbe det. Risikoen og den lave profitmargin blev dog opvejet af det store antal årlige rejser og afsætningsgarantien i København.[3]

Handelsveje og -varer – fragtfart og brændetransport

Dragør havde søfartsmæssigt kontakt med København, Smålandshavet, Holsten, Djursland, Kolding, Vejle og Fladstrand.

I 1733 var 90 pct. af de skibe, som anløb Dragør, sejlet af lokale skippere. I forhold til områdets store flåde var den indgående tonnage dog ikke stor. De mindre fartøjer anløb langt hyppigere end de større. Ifølge toldstatistikken var de indkomne kvanta begrænset til diverse typer korn, brænde og mursten. Langt størstedelen af Dragør-skipperne og -tonnagen anløb København. Skibene fra Dragør indgik således i fragtfart mellem hovedstaden og kongeriget. I 1733 besejlede Dragør-skipperne Smålandshavet (Sydøstsjælland) og Holsten.

Hyppigt var især brændetransporter fra Præstø, hvortil Dragørs lidt mindre skib gik. De lidt større hentede derimod brænde fra enten Neustadt eller Howacht i Kielerfjorden, hvorfra udskibedes brænde fra Mecklenburg. I 1733 foretog Cornelius Pettersen til eksempel ti ture – otte på Neustadt og to på Howacht. Selv om Dragør var specialiseret i brændetransporten, så var der også lastrum for andre varer, høkerbøtteladninger og stykgods. Brænde dominerede ladningerne i foråret og sommeren, mens kornet var et alternativ efter høsten. Dragør-skipperne sejlede oftest med magasinkorn for kongens regning.

Brændetransporten til København udgjorde dog rygraden i Dragørs søfart, men operationsområdet forandredes i løbet af 1700-tallet. I 1769 hentede Dragør-skipperne ikke længere brænde i Neustadt og Howacht, men derimod i hele det østvendte Danmark. Operationsområdet var blevet udvidet i takt med flådens og skibenes vokseværk. Særligt Djursland, Kolding, Vejle, Fladstrand og Sydøstsjælland var store udskibningssteder for Dragør-skipperne. Samme mønster gjorde sig gældende i slutningen af 1700-tallet, hvor brænde udgjorde en stadigt mere udtalt procentdel af ladningerne.[4]

Hen over 1800-tallet – festen slutter

I de første år af 1800-tallet havde Dragør fortsat provinsens største handelsflåde, som talte 71 skibe med en samlet drægtighed på 2.020 læster, men Englandskrigen kostede det maritime center dyrt. Nærheden til hovedstaden, som Dragør i 1700-tallet havde profiteret på, blev nu en belastning, fordi København havde et behov for brænde. Alene i februar 1812 blev 32 Dragør-skippere tvangsudskrevet til at levere brænde til hovedstaden. Dragørs handelsflåde blev som følge af krigen kraftigt reduceret, fordi mange af skibene blev opbragt af englænderne. Andre skibe blev under flugten fra engelske kaperskibe bevidst sejlet på grund, fordi englænderne ikke skulle få gavn af dem. Seks Dragør-skippere ombyggede under krigen deres skibe til kaperfartøjer i forsøget på at give englænderne igen med samme mønt.

I 1814 talte Dragørs handelsflåde dog kun tyve skibe.[5] Statsbankerotten i 1813 havde bestemt ikke gjort situationen bedre. I efterkrigstiden formåede Dragørs handelsflåde ingenlunde at tilbageerobre fordums styrke. Den samlede danske provinsflåde oplevede fra 1814-64 en tredobling. I samme periode stagnerede Dragørs handelsflåde, som i starten af 1860’erne kun talte godt 1.700 læster.

Handelsflådens tyngdepunkt rykkes mod vest

Mens Dragør havde været det største maritime vækstcenter i 1700-tallet, så lå handelsflådens tyngdepunkt i 1800-tallet længere mod vest. Nærmere bestemt i og omkring Svendborg. Selv om Dragør fortsat var blandt provinsens absolut største maritime centre, så blev området i relative termer sejlet agter ud i 1800-tallets første halvdel. I 1807 besad Dragør over 15 pct. af provinsens samlede handelsflåde. Tredive år senere var procentdelen faldet til 6,9 pct. Yderligere ti år senere var den faldet til 3,6 pct.

Ikke kun Dragør, men også hovedstadens handelsflåde havde det meget vanskeligt ovenpå krigen. I efterkrigstiden blev den internationale fragtfart et stedse mere bærende element for dansk søfart. Særligt besejlingen af Storbritannien steg eksplosivt. Dragør, som i 1700-tallet havde bygget sig op på at forsyne hovedstaden med brænde, havde svært ved at omstille sig til den stigende besejling af Vesteuropa.[6]

Resumé

I løbet af 1700-tallet blev Dragør provinsens absolut største maritime center målt i samlet hjemmehørende tonnage. Den primære årsag til fremgangen var, at Dragør-skipperne satte sig tungt på leverancen af brænde til København, hvor efterspørgslen af brænde steg i takt med, at hovedstaden voksede. Dertil kom, at de myreflittige Dragør-skippere havde mange årlige sejladser, ligesom de opererede med en lille profitmargin og søgte fragten, hvor den fandtes uden at hænge sig i vante sejladsmønstre. De havde således held til at udkonkurrere mange af købstædernes og hovedstadens skippere. Festen sluttede dog i første halvdel af 1800-tallet, hvor Dragør havde vanskeligt ved at komme sig ovenpå Englandskrigenes trængsler, ligesom de havde svært ved at omstille sig til den internationale fragts stigende omfang. Dragør var dog fortsat blandt landets største maritime centre – dog ikke længere dominerende som i 1700-tallet. 

Noter

[1] Anders Monrad Møller: "Fra galeoth til galease" s. 32 og 133-38

[2] Ole Feldbæk: "Dansk søfarts historie bd. 3" s. 23

[3] Anders Monrad Møller: "Fra galeoth til galease" s. 132-38

[4] Anders Monrad Møller: "Fra galeoth til galease" s. 82-83 og 132-38

[5] F. Holm-Petersen & Kaj Lund: "Sømænd og skibe fra Dragør" s. 16-19

[6] Anders Monrad Møller: "Jagt og skonnert" s. 43-47 og 217