Søfarten i Frederikshavn
Indhold
- Tolddistriktet Fladstrand
- Fladstrand i 1700-tallet
- Den Store Nordiske Krig
- Handelsveje og –vare
- Med krigen som løftestang – købstaden Frederikshavn
- Fødevaretransport til Norge
- Købstadsbrevet underskrevet
- Resumé
- Noter
Tolddistriktet Fladstrand
Fladstrand, Sæby, Hirsholmene, Ålbæk, Strandby og Bangsbostrand hørte i 1700-tallet alle under Fladstrand tolddistrikt. Kun Sæby havde købstadsprivilegier, men dens å-havn var så tilstoppet og vanskelig at besejle, at det velbeskyttede leje ved Fladstrand blev tolddistriktets største udskibningssted og hjemsted for den største handelsflåde. I modsætning til Sæby havde Fladstrand grundet sin gode beliggenhed statens bevågenhed, hvilket i 1818 medvirkede til, at byen fik købstadsprivilegier og tog navneforandring til Frederikshavn.
Fladstrand i 1700-tallet
De mange små rev uden for Fladstrand ydede en god beskyttelse for skibe, som lå for anker ved ladepladsen, der var et naturligt støttepunkt for forbindelsen til Norge. Nogle lagde til for at indtage forfriskninger, andre for at afvente bedre vindforhold. Norge, som ikke var selvforsynende med korn, var særligt i krigstider meget afhængig af korntilførsel fra Danmark. Dette og Fladstrands gode placering havde enevælden blik for. Således havde staten allerede i slutningen af 1600-tallet iværksat fæstningsbyggeri ved Fladstrand, som både kunne yde havnen og handelen beskyttelse.
Den Store Nordiske Krig
Under den Store Nordiske Krig (1709-20) indtog Fladstrand, hvorfra konvojerede flåder ofte udgik, en central placering i troppe- og kornoverførslen nordpå. Efter krigen indtraf en fredskrise, hvor fæstningsanlægget fik lov at forfalde.[1]
Mens provinsens samlede tonnage blev fordoblet i løbet af 1700-tallet, så oplevede Fladstrand tolddistrikts handelsflåde en nedadgående tendens. Undtaget var enkelte år i 1780’erne End ikke Den florissante handelsperiode (1778-1807), hvor dansk neutralitetsudnyttelse skabte ideelle forhold for søfarten, havde altså nogen større effekt i Fladstrand.[2] Kvantiteten af de fra tolddistriktet udskibede varer nødvendiggjorde ganske enkelt ikke en ret stor handelsflåde. Agerdyrkningens afkast var ringe på grund af den sandede jord. Derimod ernærede en del sig ved fiskeri, ligesom fisk var den største eksportvare for tolddistriktets egne fartøjer.
Handelsveje og –vare
Fartøjer fra Fladstrand var i kontakt med København og Norge
Et øjebliksbillede fra 1733 giver en fin karakteristik af søfarten i Fladstrand. I forhold til toldstedets størrelse, så var besejlingen ganske stor, men mens de 21 anløbne fartøjer fra København tegnede sig for 54 pct. af den indkomne tonnage, så varetog distriktets egne skibe kun 27 pct. København var også den vigtigste handelsforbindelse for Fladstrand. Alene i 1733 udskibedes 1.564 favne brænde til hovedstaden, men brændetransporten foregik med de store københavnerskibe, som i gennemsnit var mere end tyve læster. Fladstrands egne små jagter som Anders Thomasens udskibede derimod kuller, røget flæsk og fårekød samt ikke mindst flynder til København. Den 24 læster store galeoth, som var distriktets største skib, sejlede i 1733 to farter på København og én tur til Norge, som Fladstrand også plejede en del forbindelser med.
Til Norge udskibedes rug, malt og flynder, mens tømmer og jern kom retur. I 1769 var hovedstaden fortsat den største aftager af varer fra Fladstrand. Der var antageligt fortsat fortrinsvis tale om brænde, fordi besejlingen nu blev varetaget af skippere fra Dragør. Derimod var Norge i 1700-tallets slutning blevet den største aftager.[3]
Med krigen som løftestang – købstaden Frederikshavn
Ligesom den Store Nordiske Krig havde været en storhedstid for Fladstrand, så genvandt området på ny statens bevågenhed i de første årtier af 1800-tallet. Den kortvarige krig mod England i 1801 nødvendiggjorde, at staten på ny iværksatte fæstningsarbejder. Reparationsarbejdet omfattede også Fladstrands forfaldne fæstning.
I 1803 blev der foretaget opmålinger af farvandet ved Sæby og Fladstrand. Sæby blev fundet mindre egnet til krigsfartøjer, og eftersom Fladstrand også var bedre beliggende i forhold til Norge, besluttede staten i 1805 at anlægge en større havn i Fladstrand. Allerede i 1806 havde projektet imidlertid så store økonomiske vanskeligheder, at den oprindelige trafikhavn måtte indskrænkes til en pramhavn. I 1810 var den nye havn med et samlet areal på 6.000 m² færdig. Havnebassinet kunne rumme tyve skibe, og dybden var på to meter. Inden det kom så vidt, var Englandskrigen (1807-14) brudt ud.
Fødevaretransport til Norge
Ligesom hundrede år tidligere blev Fladstrand et meget vigtigt støttepunkt for transporten af fødevarer til Norge.[4] Eftersom englænderne havde taget hele den danske orlogsflåde, var det i modsætning til under den Store Nordiske Krig ikke muligt at konvojere handelsskibe undervejs til Norge. Derfor var risikoen for opbringelse og tilfangetagelse stor. Alene Fladstrandskulleafsende otte kornskibe til Norge.[5]
Selv om krigen skabte dyrtid i Fladstrand ikke mindst på grund af indkvarteringen af soldater og havnearbejder, så øgedes købmændenes handel og omsætning betragteligt, ligesom gæstgivere og brændevinsbrændere havde kronede dage. Flere af distriktets søfarende indgik endog i kapervæsenet og hjembragte store priser. Mens krigen skabte højkonjunktur i Fladstrand, så bragte freden krise og afmatning.
Købstadsbrevet underskrevet
Imidlertid havde Fladstrand vist sit værd, og stærke kræfter argumenterede for, at ladepladsen skulle opnå købstadsprivilegier. Den 25. september 1818 underskrev Frederik 6. købstadsbrevet, og Fladstrand tog nyt navn efter dens velynder: Frederikshavn. Havnen forblev dog statseje, fordi det skønnedes, at den nye købstad ikke var økonomisk robust nok til at overtage havnen. I 1822 blev det vedtaget, at havnen skulle drives for kongelig regning. I det daglige skulle den bestyres af en havnekommission. En større udvidelse blev efterfølgende iværksat, hvilket forbedrede den nye købstads maritime forhold. Krigen og den nye, udvidede havn medvirkede da også til en kraftig tonnagetilvækst for Fladstrands/Frederikshavns handelsflåde. I 1835 talte købstadens handelsflåde 57 skibe med en samlet drægtighed på 434 læster.[6]
Resumé
Ladepladsen Fladstrand spillede i krigstid en vigtig rolle som støttepunkt for forbindelsen til Norge, som skulle have tilført fødevarer. Fladstrand blev fundet mere velegnet som brohoved end den nærliggende købstad, Sæby. Således investerede staten i et nyt havneanlæg i begyndelsen af 1800-tallet, som særligt under Englandskrigen skabte livlig aktivitet i Fladstrand, der i 1818 fik købstadsprivilegier og tog navneforandring til Frederikshavn.
Noter
[1] Bent Hansen: "Frederikshavn i stilstand og fremgang 1818-1968" s. 10-16
[2] Anders Monrad Møller: "Fra galeoth til galease" s. 32
[3] Anders Monrad Møller: "Fra galeoth til galease" s. 107 og 129-34
[4] Jens Ole Christensen: "Fladstrand – fæstning og by 1675-1818 (II)" s. 71-81
[5] Ole Feldbæk: "Dansk søfartshistorie bd. 3" s. 207
[6] Bent Hansen: "Frederikshavn i stilstand og fremgang 1818-1968" s. 21-34