Søfarten i Aalborg
Indhold
- Ålborg i 1700-tallet
- Handelen på Norge
- Limfjordsfiskeriet
- Sejlads til København
- Den øvrige sejlads
- Krig og landbrugskrise – Ålborg i starten af 1800-tallet
- Noter
Ålborg i 1700-tallet
I slutningen af 1600-tallet havde den ålborgensiske handelsflåde været provinsens største, men en opgørelse i 1707 viste, at flåden nu kun var nummer to i provinsen. Udviklingen var en konsekvens af især de privilegier, der uden om provinsen blev tildelt København. Under Den Store Nordiske Krig 1709-1720 stagnerede handelsflåden, svenskerne erobrede ni skibe, men det var dog ikke nogen større katastrofe for Ålborg. Efter en umiddelbar stabilisering efter krigen, fortsatte tilbagegangen op til midten af 1700-tallet, i 1750 bestod flåden kun af 33 skibe på 313 læster, hvilket nok var det laveste niveau i hen ved 200 år.[1] Til gengæld var sejladsen på Ålborg stor. Omkring 1733 havde Ålborg tolddistrikt en besejling på næsten 5.000 læster – provinsens absolut største.[2]
Handelen på Norge
Korn og fedevarer var en af de største eksportvarer for Ålborg, og som så mange andre steder med stor kornhandel var Norge den vigtigste aftager. I toldregnskaberne for 1769 bestod omkring 90 pct. af eksporten fra Ålborg af korn og fedevarer[3], idet Norge aftog 52.218 tønder ud af en eksport på i alt 53.789 tønder korn.[4] Også andre varer blev fragtet til Norge så som fisk, øl, brændevin og forskellige former for tøj og stoffer. Importen fra Norge var hovedsageligt tømmer fra de sydnorske havne, samt andre varer i mindre omfang som f.eks. jern, kommen, kalk, kakkelovne, tjære og tran. For import på Ålborgs egne skibe sejledes især på Bergen.[5]
Limfjordsfiskeriet
Fiskeriet havde stor betydning for Ålborg, og i de sidste årtier op til 1700 og især i 1690’erne havde fiskeriet en kraftig opgangsperiode. I denne periode blev retten til stadepladserne i Limfjorden overdraget fra godsejerne til de lokale købmænd i Ålborg og Nibe. Købmændene lejede fiskeretten ud til fiskere, og de leverede til de byer, som havde udførselsret. Nibe fik udførselsret i 1699 og købstadsrettigheder i 1727, men Ålborg kontrollerede hovedparten af fiskeriet. Samlet udførtes ca. 144.000 tønder sild om året fra Ålborg, størstedelen til København, Sverige og Lübeck. Omkring 1750’erne faldt sildefiskeriet drastisk, og de næste 40 år forblev niveauet for fangsterne lavt. Dertil kom, at sildemarkedet fik hård konkurrence fra det store fiskeri i Bohuslen, og det fik prisen til at falde. Således faldt eksporten af sild fra Ålborg samt trafikken til Østersøen. Herefter blev handelen på Norge vigtigere end nogensinde.[6]
Sejlads til København
Trafikken mellem Ålborg og København blev hovedsageligt varetaget af københavnske skibe, der sejlede med laster begge veje. Omkring 1733 var de typiske varer til Ålborg, salt, vin, fransk brændevin og tobak, som København havde haft importmonopol på i 1726-30. Varer fra Ålborg til København var som regel landbrugsvarer som flæsk, æg og ost, forskellige former for hjemmegjort tøj samt i de gode år for fiskeriet tillige sild.[7]
Den øvrige sejlads
Der var mange forbindelser med andre danske distrikter, særligt Sjælland og Lolland-Falster. Hertugdømmerne indtog dog ikke nogen dominerende plads, men Lübeck var dog jævnligt repræsenteret. Som regel var det tyske skippere, der varetog denne fart.[8] I anden halvdel af 1700-tallet havde Ålborg fået udstedt fem algierske søpas til de største skibe i byen. Det betød, at skibene kunne sejle i Middelhavet og Atlanten i fred for de algierske sørøvere, der hærgede i disse områder. Herefter havde man hvert år seks til ti skibe i langfart sydpå, hvoraf nogle var beskæftiget med import af salt og eksport af sukker.[9]
Krig og landbrugskrise – Ålborg i starten af 1800-tallet
Den danske neutralitetspolitik under Napoleonskrigene havde gavnet søfarten, men i 1807 angreb England den danske krigsflåde, og hermed ophørte neutraliteten. Handelen på Norge blev meget risikabel, og mange Ålborg-skibe blev under krigen 1807-1814 opbragt af englænderne, hvilket naturligvis resulterede i en markant nedgang i Ålborgs kornhandel. Efter krigen kom en kort opblomstring af handelen, men snart satte en generel afmatning ind på markedet for korn, og priserne faldt drastisk. Dertil kom, at Danmark, der nu havde afstået Norge, lagde 50 pct. told på handelen hertil. Norge reagerede med at forbyde al indførsel af dansk kornbrændevin, der var de danske provinsbyers største industrivare.
Men på trods af alle forhindringerne klarede Ålborg sig ganske godt. Fra 1801 til 1818 voksede indbyggertallet i Ålborg fra 4.797 til 6.418 indbyggere (ekskl. militær), hvilket var en hel unik vækst i forhold til resten af landet i denne periode. Kapervæsenet under Englandskrigen 1807-1814 har sandsynligvis bidraget med gode afkast til byen, og en opblomstring i sildefiskeriet efter krigen kunne bære tabene på kornhandelen under landbrugskrisen. Omkring 1830’erne mærkedes nye tider så småt med dampskibsfarten, der bragte nye varer i handelen, først og fremmest kul fra England, og det fik stor betydning for Ålborg.[10]
Noter
[1] Gert Poulsen m.fl. "Aalborgs Historie" bd. 3 s. 89-91
[2] Anders Monrad Møller "Fra galeoth til galease" s.104
[3] Gert Poulsen m.fl. "Aalborgs Historie" bd. 3 s. 209-211.
[4] Poul Holm "Aalborg og søfarten – gennem 500 år" s.53
[5] Anders Monrad Møller "Fra galeoth til galease" s.104
[6] Poul Holm "Aalborg og søfarten – gennem 500 år" s.48-60
[7] Anders Monrad Møller "Fra galeoth til galease s.105-106
[8] Anders Monrad Møller "Fra galeoth til galease s. 106
[9] Poul Holm "Aalborg og søfarten – gennem 500 år" s.55-58
[10] Poul Holm "Aalborg og søfarten – gennem 500 år" s.61-73