Tolddistrikter

Søfarten i Vejle

Indhold

  1. Vejle i 1700-tallet – byen uden skibe
  2. Handelsveje og -varer
  3. Hen over århundredeskiftet – fra krise til guldalder
  4. Havnesagen i Vejle
  5. Havneforslag udarbejdet
  6. Resumé
  7. Noter

Vejle i 1700-tallet – byen uden skibe

Vejle befandt sig konstant blandt provinsens absolut mindste søkøbstæder målt i samlet tonnage, dog undtaget en kortere periode i århundredets midte. Undertiden var der slet ingen eller kun enkelte skibe hjemmehørende i købstaden. Vejles altoverskyggende problem var besejlingsforholdene. Vejle Fjord var så lavvandet, at de fleste skibe ikke kunne komme nærmere end fire kilometer fra land. De fleste skibe måtte ankre op på åben red og omlade til mindre både eller pramme. Det sidste stykke fra fjorden til selve købstaden gik ad den snævre og meget lave Sønderå.

Mod slutningen af 1700-tallet kunne kun små skibe på ca. én læstflydead åen ind til Sønderbro, men ved lavvande var også det umuligt.[1] Selv om byen kun havde få skibe, blev der alligevel udskibet en anseelig mængde tonnage fra byen, hvilket skyldtes, at området var righoldigt på brænde, som tiltrak skipperne fra Dragør, der trods forholdene ikke afholdt sig fra at besejle Vejle.

Som århundredet skred frem, blev især Dragør-skibene stedse synligere i Vejle. Mens de i 1769 udskibede 2.275 læster fra Vejle, var dette steget til 3.725 i 1798. Alligevel må 1700-tallet betegnes som en kriseperiode for købstadens egen søfart al den stund, at kun få skibe var hjemmehørende i byen.[2]

Handelsveje og -varer

Fartøjer fra Vejle havde kontakt med Norge (varetaget af skippere fra andre byer), Lübeck og Flensborg (varetaget af skippere udefra) og København (varetaget af skippere udefra, primært fra Dragør).

Et øjebliksbillede fra starten af 1730’erne giver en fin karakteristik af de miserable maritime forhold i Vejle. I 1733 havde købstaden ikke et eneste hjemmehørende skib. Vejle blev således udelukkende besejlet af skibe udefra. En skipper fra Kolding, én fra Horsens og én fra Tønsberg varetog købstadens forbindelse med Norge. Nabodistrikterne varetog Vejles kontakt med Lübeck og Flensborg. I 1733 udskibedes også 281 favne brænde, som fortrinsvis gik til hovedstaden.

Udskibningen af brænde fra Vejle tolddistrikt steg i løbet af 1700-tallet, og derfor blev besejlingen af København stedse vigtigere.[3] Forbindelsen mellem Vejle og hovedstaden blev primært varetaget af skipperne fra Dragør. Omkring århundredeskiftet udskibedes årlig ca. 4.000 favne brænde. Denne fragt blev varetaget af tolv skippere fra Dragør, som årligt gjorde seks rejser mellem hovedstaden og Vejle. Deres drægtighed var i snit 30 læster, så de kunne tage ca. tres favne ad gangen.[4]

Hen over århundredeskiftet – fra krise til guldalder

Allerede omkring århundredeskiftet begyndte man at forbedre besejlingsforholdene. Den øgede statslige opmærksom på købstadens problemer skal givetvis ses i lyset af, at Vejle blev det administrative hjemsted for det i 1796 nyoprettede Vejle Amt, der afløste Koldinghus Amt. Englandskrigen (1807-14) medførte dog dyrtid, inflation, og vanskeliggjorde søfarten. Efter krigen blev kongeriget ramt af faldende priser på landbrugsprodukter, hvilket bevirkede endnu trangere kår for landbruget, handelen og søfarten. Mod slutningen af 1820’erne forbedredes de økonomiske konjunkturer, hvilket resulterede i en voldsom tonnagetilvækst. Fra 1832 til 1857 voksede byens handelsflåde fra 135 til 527 læster. Antallet af købmænd i Vejle steg i takt med de forbedrede vilkår fra syv i 1787 til 79 i 1845.[5] Den vigtigste grund til, at byen gik fra krise til guldalder, var anlæggelsen af en ny havn i 1826, der gjorde udskibning af varer fra Vejle meget lettere.

Havnesagen i Vejle

Allerede i løbet af 1700-tallet var der gjort flere mislykkede forsøg på at få en brugbar havn i Vejle. Købstaden havde en åhavn, som hele tiden blev tilsandedet og tilmudredet. Også i Vejle blev der i 1798 oprettet en havnekommission, og allerede samme år aflagde kommandør Poul Løvenørn fra Generaltoldkammeret byen et besøg. Planer og kort blev udarbejdet under stor lokal velvilje. Således ønskede 174 vejlensere i en kortere eller længere årrække at subskribere midler til havneanlæggelsen.[6] Projektet og midlerne løb dog ud i sandet, og først i 1823 kom der efter initiativ fra den nye amtmand Treschow på ny gang i sagerne.

Havneforslag udarbejdet

Havneinspektør Henne udarbejdede samme år fire forslag, som havnekommissionen kunne vælge mellem. Der udspandt sig nu en debat om, hvorvidt havnen skulle anlægges nord eller syd for byen. Henne anbefalede det første, fordi det ville kræve en kortere sejlrende fra fjorden. Byen var dog mest stemt for den sidste løsning, fordi havnen da ville blive placeret tættere på købstaden. Primus motor i anlæggelsen af Vejle havn var foruden amtmanden og Henne rebslager Jeppe Jensen, som ledede opmudringsarbejdet.

I 1826 var anlægget færdigt. Havnebassinet var på 80 gange 120 alen, og sejlrenden dertil var 800 alen lang og 15 alen bred. Desuden var der opmudret en rende på 1.200 alen i selve fjorden. Dybden var i havnebassinet syv fod og otte fod i kanalen. Projektet blev fortrinsvis finansieret med havnekassens egne midler, privat subskription og frivillig arbejdskraft. Havnen blev så stor en succes, at vejlenserne allerede i 1850’erne måtte foretage udvidelser.[7]

Resumé

I 1700-tallet havde Vejle ingen eller kun få hjemmehørende skibe. Når købstaden alligevel blev besejlet skyldtes det forekomsten af brænde, som skipperne fra Dragør afhentede, og bragte til hovedstaden. Den maritime krise i Vejle skyldtes i første omgang de meget dårlige havne- og besejlingsforhold. I 1826 blev der imidlertid anlagt en ny havn i Vejle, hvilket øjeblikkeligt medførte en tonnagetilvækst.

Noter

[1] C.V. Petersen (red.): "Vejle Bys Historie" s. 242-3

[2] Anders Monrad Møller: "Fra galeoth til galease" s. 32 og 134

[3] Anders Monrad Møller: "Fra galeoth til galease" s. 96 og 129-31

[4] Gregers Begtrup: "Beskrivelse over Agerdyrkningens Tilstand i Danmark. Nørrejylland I" s. 357

[5] Poul Brønfeld et al.: "Vejles historie bd. 2" s. 56

[6] C.V. Petersen (red.): "Vejle Bys Historie" s. 242-44

[7] Anders Monrad Møller: "Jagt og skonnert" s. 124-28