Tolddistrikter

Søfarten på Bornholm

Indhold

  1. Bornholm tolddistrikt – øen rundt
  2. Bornholm i 1700-tallet – mod bedre tider
  3. Stigning i tolddistriktets handelsflåde
  4. Handelsvarer og -veje – høkerbøttefart på København
  5. Henover århundredeskiftet – fremgangen fortsætter
  6. Kapervæsenets rolle
  7. Resumé
  8. Noter

Bornholm tolddistrikt – øen rundt

Under Bornholm tolddistrikt hørte købstæderne Allinge-Sandvig, Hasle, Neksø, Rønne, Svaneke og Aakirkeby. Hertil kommer ladestederne Christiansø, Gudhjem, Vang og Årsdale. Rønne og Neksø havde gennem hele perioden den største handelsflåde, mens Svaneke havde den tredjestørste. Først i 1800-tallet distancerede Rønne Neksø, som Bornholms klart største udskibningshavn.

Bornholm i 1700-tallet – mod bedre tider

Handelsflådens udvikling under Bornholm tolddistrikt afspejler nogenlunde tendensen i provinsflådens udvikling i 1700-tallet. Ved indgangen til 1700-tallet bestod flåden af ét dusin skibe med en samlet drægtighed på lidt over 100 læster. Under den Store Nordiske Krig (1709-20) oplevede især Rønne en mindre tonnagetilvækst, hvilket var ret usædvanligt. Den danske flådes dominans i Østersøen medvirkede til, at Rønne kunne opretholde forbindelsen til København.[1]

Efter krigen udviklede flåden sig de følgende godt tres år stabilt med en jævn vækst. Dansk neutralitetsudnyttelse under Den florissante handelsperiode (1778-1807) skabte derimod ideelle forhold for dansk søfart, hvilket fik afsmittende effekt på Bornholm, som takket være sin beliggenhed kunne pleje forbindelser inden for et bredt operationsområde.

Stigning i tolddistriktets handelsflåde

Frem mod århundredeskiftet steg tolddistriktets handelsflåde kraftigt. Særlig de større udskibningssteder Rønne, Neksø og Svaneke oplevede stor fremgang. I 1807 var Bornholm tolddistrikts handelsflåde provinsens 7. største målt i samlet tonnage. Bornholm havde således vundet betydelige markedsandele, og små fem pct. af provinsens samlede handelsflåde var hjemmehørende på klippeøen.[2] Øens beliggenhed bevirkede endvidere, at mange bornholmere var beskæftiget på og af havet. Alene i 1804 arbejdede en tredjedel af Svanekes mandlige indbyggere på havet.[3]

Handelsvarer og -veje – høkerbøttefart på København

Bornholm  var søfartsmæssigt i kontakt med København, Sverige, Lübeck, Middelhavet, Island, Østersøen og Vestindien.

Grundet sin beliggenhed plejede Bornholm ingen forbindelser med Norge. Derimod sejlede øens fartøjer såkaldthøkerbøttefartpå hovedstaden. Høkerbøtterne blev liggende i København til deres ladninger var solgte. Fra Bornholm udskibedes korn-, fede- og fiskevarer suppleret med årstidens varer. Forår og sommer var der tale om æg, smør og laks, mens saltet okse-, lamme- og fårekød udgjorde efterårets supplement. Hertil kom desuden hjemmelavet tøj, keramik og bornholmerure. Desuden sejlede hvert år en del fiskekvaser med levende fisk til hovedstaden. Retur fra hovedstaden kom jern, stenkul o. lign.[4] Alene i 1801 udskibedes 22 bornholmerure fra Rønne, som blev omsat på Børsen i København til en samlet værdi på 9.660 rd.[5] I 1753 udskibedes 14.245 tdr. havre, 1.525 tdr. byg, 245 tdr. rug, 451 tdr. havregryn og 1.142 laks. Hertil kom desuden omkring 1.000 stykker levende kvæg fra Bornholm, som på dette tidspunkt i modsætning til resten af riget ikke var plaget af kvægpest.[6]

Bornholmerne plejede også forbindelser med svenskerne og Østersøbyerne. Men i modsætning til andre tolddistrikter, så besejlede bornholmerne ikke selv Lübeck efter kramvarer. Lybske skibe anløb derimod traditionen tro Bornholm, hvor man anklagede dem for at handle ulovligt uden om købmænd og købstæder.[7] De lybske skibe medbragte hør, hamp, humle, lærred, jernvarer, vin, krydderier o. lign., og returnerede med kvæg og kornvarer.

Allerede fra slutningen af 1700-tallet begyndte bornholmske fartøjer i stigende grad at besejle Middelhavet, Island, Østersøen og Vestindien. Bornholmerne var således forandrings- og omstillingsvillige, samtidig med at de fastholdt den sædvanlige høkerbøttefart – et kendetegn for vækstprægede maritime centre.[8]

Henover århundredeskiftet – fremgangen fortsætter

Handelsflåden på Bornholm var ved udbruddet af Englandskrigen (1807-14) ganske betydelig. Krigen skabte ikke blot dyrtid som følge af den vigende varetilførsel, men de afbrudte og generede handelsforbindelser bevirkede ligeledes, at mange af øens søfolk blev ledige. Både i Svaneke og i Rønne blev der allerede i 1807 udrustet en del kaperfartøjer. Fra krigsudbruddet til november 1807 hjemførtes alene til Rønne otte priser.

Gennem hele krigen opbragte de bornholmske kapere en del skibe. Beløbet for de bortaktionerede priser blev delt med en tredjedel til rederiet, mandskabet og staten. I Rønne var værdien af de prisedømte skibe i 1810 3,3 mio. rdl., mens værdien i 1813 var 3 mio. Kaperfarten var dog ingenlunde risikofri. Mandskabet risikerede opbringelse og tilfangetagelse – ja sågar livet.[9]

Kapervæsenets rolle

Kapervæsenet medvirkede til, at Rønnes handelsflåde kom relativt helskindet gennem krigen. Allerede før krigen var der blevet nedsat en havnekommission i Rønne og Svaneke, som under og efter krigen havde iværksat forbedringer og udvidelser af havneforholdene.[10] I Rønne måtte havnen gentagne gange udvides i 1820’erne og 1830’erne.[11] Bornholm og i særlig grad Rønne, men også Neksø og Svaneke oplevede i efterkrigstiden en meget kraftig tonnagetilvækst. Undtaget var dog en periode under den tiårige landbrugskrise, som satte ind nogle år efter krigen. I 1832 var øen således provinsens 6. største tolddistrikt målt i samlet tonnage – en position som i de følgende tyve år forbedredes.[12]

Resumé

Bornholm tolddistrikt omfattede hele klippeøen, men de største udskibningshavne var Rønne, Neksø og Svaneke. Distriktet oplevede særligt mod 1700-tallets slutning en kraftig vækst, som gjorde Bornholm til et af provinsens største målt i samlet hjemmehørende tonnage. Positionen blev yderligere befæstet i 1800-tallets første halvdel. Gode konjunkturer havde afsmittende virkning på Bornholm. En anden væsentlig grund var bornholmernes omstillingsevne. Ikke blot besejlede de fortsat sædvanen tro København, de opdyrkede også nye fjernere beliggende markeder.

Noter

[1] K. Thorsen: "Rønne Søfarts Historie" s. 64-65

[2] Anders Monrad Møller: "Fra galeoth til galease" s. 31-2

[3] Th. Lind: "Svaneke bys historie" s. 124

[4] Anders Monrad Møller: "Fra galeoth til galease" s. 140-41

[5] K. Thorsen: "Rønne Søfarts Historie" s. 85

[6] J.A. Jørgensen: "Bornholms historie II" s. 143-44

[7] Anders Monrad Møller: "Fra galeoth til galease" s. 83-84

[8] K. Thorsen: "Rønne Søfarts Historie" s. 67, 84-85 og 133-35

[9] K. Thorsen: "Rønne Søfarts Historie" s. 91-101

[10] Th. Lind: "Svaneke bys historie" s. 129-30

[11] K. Thorsen: "Rønne Søfarts Historie" s. 102-4

[12] Anders Monrad Møller: "Jagt og skonnert" s. 46-47