Tolddistrikter

Søfarten i Skagen

Indhold

  1. Skagen i 1700-tallet
  2. Sandflugten
  3. Handelsveje og -varer
  4. Hen over århundredet
  5. Resumé
  6. Noter

Skagen i 1700-tallet

Skagens maritime guldalder lå ved indgangen til 1700-tallet tidsmæssigt snarere bag end foran. Dette til trods så steg byens handelsflåde jævnt gennem hele århundredet. Skagen formåede da også stort set at fastholde sine maritime markedsandele gennem 1700-tallet. En af de væsentligste grunde hertil var de meget vanskelige besejlingsforhold, der i vidt omfang må have afskrækket mange fra at anløbe købstaden. Havet omkring grenen er præget af revler og banker, hvilket i krigstid kan tjene som et værn, men som i fredstid er livsfarligt selv for stedkendte, fordi nogle af revene flytter sig under stormvejr.[1]

Revene gav dog også næring, fordi skagboerne måtte beholde en tredjedel af de strandede ladningers værdi, og årligt strandede tre til fire skibe.[2] Grundet havneforhold – før 1907 fandtes ingen havn i Skagen – og besejlingsforhold anvendte skagboerne små sandskuder, som typisk var på mellem to og fire læster. Fartøjerne blev hvert efterår trukket op på land, hvor de forblev vinteren over.

Sandflugten

Foruden havgus og kolde nordvestlige vinde blev Skagen i 1700-tallet meget plaget af sandflugt, som er vindens omlejring af jordens top. Ved sandflugt blæser udsæden bort eller tildækkes af sandkornene. Jorden omkring Skagen var i forvejen meget sandet, så den udtalte sandflugt bevirkede blot yderligere en forringelse og ødelæggelse af byens sparsomme agerjord. Kornproduktionen fra byens egne jorder var undertiden end ikke stor nok til at dække købstadens egne behov. Under alle omstændigheder var den så lille, at der ikke kunne blive tale om eksport. Mens jordbruget i Skagen var i en sørgelig forfatning, så var byens primære næring fiskeri, hvilket også genspejles i købstadens eksportstatistik.

Handelsveje og -varer

Fartøjer fra Skagen besejlede kongeriget på kryds og tværs og havde desuden kontakt med Stockholm og Lübeck.

Et øjebliksbillede fra 1733 giver en karakteristisk af byens søfart. Dette år blev al brænde til Skagen indskibet af et skib fra Göteborg og et fra Sandefjord. Skagens egne skibe, som alle var meget små, besejlede kongeriget på kryds og tværs med saltede eller tørrede flyndere, som var tolddistriktets langt største eksportvare. Største aftager var i 1733 København, som aftog nitten ladninger, mens otte gik til Lübeck, hvorfra seks fartøjer returnerede delvist i ballast. Skagboerne fandt sågar vej helt til Stockholm.

Netop fiskeeksport var ikke velegnet til det norske marked, idet nordmændene hovedsageligt efterspurgte kornvarer. København var dog gennem hele 1700-tallet den største aftager af fisk fra Skagen.[3] Grundet købstadens afsondrede placering og ringe agerjord havde Skagen behov for at få tilført en hel del varer, hvilket en opgørelse over indkomne varer fra 1782 viser. Den viser dog også, at flynder fortsat var den hyppigst udskibede vare. Alene i 1782 eksporteredes godt 820.000 stk. flyndere fra Skagen, som dog også udskibede en anseelig mængde saltet kød, klipfisk og smør.[4]

Hen over århundredet

Skagen kom ganske vel hen over århundredeskiftet, men Englandskrigen (1807-14) skabte imidlertid problemer for købstaden, som på grund af sin geografiske og strategiske placering havde et stort fyr. Dette ønskede man fra dansk side slukket under krigen i håbet om, at englænderne da ville grundstøde eller sågar havarere på vej ind i de danske farvande. Englænderne ønskede derimod, at fyret forblev tændt, ligesom det var tilfældet med fyret på Anholt.[5]

Efter krigen voksede handelsflåden på ny, men den nåede sit højdepunkt i slutningen af 1820’erne, hvor væksten derimod først satte ind mange andre steder. Siden reduceredes handelsflåden i Skagen markant.[6]

Resumé

Skagen havde kun meget lidt dyrkeligt agerjord. Dertil kom, at Skagen plagedes meget af sandflugt. Derfor var fiskeriet hovederhverv i Skagen, ligesom fisk også var den største eksportvare. Særligt saltede og tørrede flyndere fandt vej ud i mange afkroge af riget – ja sågar til Østersø-området og Sverige. København var dog den største aftager af fiskene fra Skagen. I 1700-tallet og 1800-tallet havde Skagen dog lagt sin maritime guldalder bag sig. Derimod begyndte kunstnerne allerede fra midten af det 1800-tallet. at indfinde sig i området.

Noter

[1] Olaus Olavius: "Beskrivelse over Skagen" s. 300-03

[2] Gregers Begtrup: "Beskrivelse over Agerdyrkningens Tilstand i Danmark. Nørrejylland II" s. 558

[3] Anders Monrad Møller: "Fra galeoth til galease" s. 107-8 og 129-31

[4] Olaus Olavius: "Beskrivelse over Skagen" s. 275-6

[5] Poul Carit Andersen: "Skagen. I fortid og nutid" s. 25-6

[6] Anders Monrad Møller: "Jagt og skonnert" s. 44