Søfarten i Fredericia
Indhold
- Fredericia i 1700-tallet – fæstningsbyen
- Sårbar i ufredstider
- Handelsveje og -varer
- Post og færge over Lillebælt
- Hen over århundredet – fortsatte vanskeligheder
- Resumé
- Noter
Fredericia i 1700-tallet – fæstningsbyen
Fredericia er en meget ung købstad. Den blev anlagt som fæstningsby af Frederik 3. i 1650. Statsmagten ønskede tillige gennem nogle gode privilegier at gøre byen til et handelscentrum, men i 1700-tallet savnede købstaden både en havn og et opland. Der var ringe tilførsler og desuden få aftagere af varer.[1]
Mange af områdets bønder søgte tilmed til de nærtliggende købstæder Vejle og Kolding.[2] Dette havde en stor indvirkning på Fredericias søfart. Den stedlige handelsflådes samlede tonnage var gennem hele 1700-tallet meget ustadig og svingende, men tendensen er dog klart, at købstaden over hele århundredet tabte maritime markedsandele.[3]
Sårbar i ufredstider
Fredericias stilling som fæstningsby gjorde også købstaden og dens søfart meget sårbar i ufredstider. Under Den Store Nordiske Krig (1709-20) oplevede byens handelsflåde da også en væsentlig nedgang. Fredericias vigtigste maritime islæt var således ikke dens handelsflåde, men snarere færgeforbindelsen til Fyn og dens status somstrømtoldby. Mens skibe, der gik op gennem Øresund, skulle betale sundtold ved Helsingør, skulle skibe, der stak op gennem bælterne, betale strømtold i hhv. Fredericia og Nyborg.
Skibene skulle ankre op ved fæstningen, hvorefter skipperen skulle klarere varer til/fra udlandet med toldinspektøren. Transittrafikken gennem Lillebælt var dog væsentligt mindre end gennem Storebælt og naturligvis på Øresund. Strømtolden blev afskaffet i 1857.[4]
Handelsveje og -varer
Fartøjer fra Frederecia havde kontakt med Norge, København, Flensborg og Lübeck.
Et øjebliksbillede fra 1733 giver en karakteristik af Fredericias søfart. Dette år havde byen fire fartøjer med en samlet drægtighed 35½ læster. Byens egne skibe varetog 27 pct. af den samlede indkomne tonnage til købstaden.
Fredericia-skipperne foretog selv tre af otte besejlinger af Norge, hvortil tolddistriktet imidlertid kun udskibede sølle 500 tdr. kornvarer i 1733. Fra Norge indkom tømmer, lægter, brædder, jern, kakkelovne, stenkul og fiskevarer. Byens lille opland satte ikke blot grænser for handelens omfang, Fredericia var sågar netto-importør af kornvarer.
En enkel jagt gik i 1733 i pendulfart til hovedstaden med tobak – en lokal specialitet. Fra København indkom vin, sæbe, salt, læder, te og stenkul. Byens fartøjer besejlede ligeledes Flensborg og Lübeck. Ikke blot det lille opland, men også købstadens dårlige havneforhold blev i 1730’erne anset som en hæmsko for byens opkomst.[5]
Post og færge over Lillebælt
Fra området omkring Fredericia gik der to ruter over Lillebælt: Snoghøj – Middelfart og Fredericia – Strib. Den førstnævnte eksisterede længe før Fredericia blev grundlagt som fæstningsby. Fredericia fik derimod færgeprivilegiet på den sidstnævnte rute i slutningen af 1600-tallet, men denne rute blev antageligt mest benyttet af rejsende til og fra Fredericia. Ruten mellem Snoghøj og Middelfart var mere livlig.
Foruden at færge passagerer over bæltet, overførte færgesmakkerne – tidens traditionelle færger – også mange varer og levende dyr, som var undervejs til markeder eller slagtning. I slutningen af 1700-tallet kom hovedpostruten København-Hamborg, som Christian 4. havde oprettet i 1624, på ny til at gå over Snoghøj-Middelfart – det samme var i øvrigt tilfældet med den nordgående postrute.[6]
Hen over århundredet – fortsatte vanskeligheder
I 1800-tallets første år genvandt Fredericia lidt af det tabte, men så brød Englandskrigen (1807-14) ud. Under krigen havde søfarten vanskelige kår ikke mindst på grund af risikoen for opbringelse, boring og tilfangetagelse. Krigsårene benyttede man i Fredericia til at opføre en ny havn. Havnen stod først færdig i 1816, men den forventede fremgang indfandt sig ikke. Fredericia var heller ikke i de første årtier af 1800-tallet det handelscentrum, som statsmagten ellers havde haft intentioner om at skabe. Først fra 1840’erne og frem fik skipperne i Fredericia lidt mere vind i sejlene.[7]
Resumé
Ved Fredericias anlæggelse i 1650 ønskede statsmagten ikke blot at skabe en fæstningsby, men også et nyt handelscentrum. Den sidste intention lykkes ikke, hvilket primært skyldtes købstadens meget lille opland. Varetilførslen og -udførslen fra Fredericia nåede fra ca. 1700-1830’erne aldrig et stort omfang. Byens få skibe opretholdte alligevel forbindelser både til hovedstaden, Norge og sydpå. Fredericias primære maritime betydning bestod snarere i købstadens funktion somstrømtoldby ogoverfartsby.
Noter
[1] Jørgen Peder Clausager et al.: "Fredericia 1650-1970 – drøm, dårskab og duelighed" s. 58
[2] Gregers Begtrup: "Beskrivelse over Agerdyrkningens Tilstand i Danmark. Nørrejylland I" s. 343
[3] Anders Monrad Møller: "Fra galeoth til galease" s. 32
[4] Jørgen Peder Clausager et al.: "Fredericia 1650-1970 – drøm, dårskab og duelighed" s. 64
[5] Anders Monrad Møller: "Fra galeoth til galease" s. 95-6
[6] Jørgen Peder Clausager et al.: "Fredericia 1650-1970 – drøm, dårskab og duelighed" s. 184-86
[7] Anders Monrad Møller: "Jagt og skonnert" s. 44