Søfarten i Ringkøbing
Indhold
- Ringkøbing i 1700-tallet
- Øksnehandelen – forbindelser til Holland
- Kornhandel på Norge og andre varer
- Besejlingen af Ringkøbing fjord og tilsandingen ved Nymindegab
- Hen over århundredeskiftet – Ringkøbing indtil 1832
- Noter
Ringkøbing i 1700-tallet
Ringkøbing lå ideelt placeret med et stort opland og langt til de større byer Holstebro, Lemvig og Varde. Derfor måtte bønderne i området vandre til Ringkøbing, hvis de ville handle. Limfjorden var lukket mod vest indtil 1825, så Ringkøbing var før dette år en vigtig udførselshavn for de vestjyske byer Lemvig og Holstebro samt i nogen grad Nykøbing Mors og Viborg. Desuden dannede Ringkøbing fjord en beskyttet naturhavn mod Vesterhavet.
Handelen var dog trods de gode betingelser ikke overvældende i Ringkøbing i starten af 1700-tallet. Som så mange andre steder i landet besværliggjorde Den Store Nordiske Krig 1709-1720 også handelen på vestkysten.[1]
Størstedelen af søfarten foregik på egne skibe. I 1733 gik omtrent tre fjerdedele af fragterne på Ringkøbings egen handelsflåde.[2]
Øksnehandelen – forbindelser til Holland
Handelen med stude og okser var risikabel dels pga. sørøveri, der var særligt udbredt i krigstid, dels fordi priserne på markedet kunne variere meget. Generelt var det en profitabel handel, der havde sit højdepunkt omkring 1650. I 1700-tallet var udførslen af øksne fra Ringkøbing moderat, toldbarrierer mellem Holland og Danmark fordyrede omkostningerne og sænkede handelen. Umiddelbart skal de officielle opgørelser over handelen dog tages med et gran salt, da der foregik smugleri i et ukendt omfang. Omkring 1740’erne kom der godt gang i udførslen af øksne. Handelen blev gavnet af en overenskomst med hollænderne omkring tolden. Derudover har man sandsynligvis flyttet den landbaserede transport af kvæg uden om Slesvig og Holsten, hvor der var udbrudt kvægsyge i disse år. Returlaster fra Holland var typisk byggematerialer som mur- og tagsten samt tobak og kolonialvarer.
I slutningen af 1700-tallet forsvandt handlen med kvæg i Ringkøbing, og det på trods af, at tolden blev stærkt reduceret i 1788. Skibene i denne fart var store og kunne medtage gennemsnitligt tredive stude pr. skib. I løbet af 1700-tallet blev skibene større og medtog typisk fyrre til halvtreds stude pr. skib.[3]
Kornhandel på Norge og andre varer
Ud over handlen med øksne blev der eksporteret en ikke ubetydelig mængde korn fra Ringkøbing. Det meste gik til Norge, hvorfra man hentede træ. Kornet var typisk rug, hvoraf hovedparten var kgl. magasinkorn, som blev eksporteret af amtmanden. Derudover blev der udført byg og malt samt andre landbrugsprodukter, som flæsk og smør, sidstnævnte gik i overvejende grad til Hamborg og Altona. En del fisk blev ligeledes udskibet fra Ringkøbing samt hjemmegjort uldent tøj.[4]
Generelt var importen til Ringkøbing ikke betydelig, byen var først og fremmest en udskibningshavn for oplandet og de nærmeste større byer. Tonnagemæssigt var skibsfarten i Ringkøbing heller ikke stor, men til gengæld var lasterne varierede og skibene medbragte alt hvad byen behøvede af kolonialvarer og kram.[5]
Besejlingen af Ringkøbing fjord og tilsandingen ved Nymindegab
Handelen på Ringkøbing var i 1700-tallet meget besværet af adgangen til Ringkøbing fjord, der skulle føre skibene ind til byen. Fjorden lå bag en nordlig (i dag -Holmsland klit) og en sydlig tange eller rettere en række tanger og småøer, der konstant ændrede sig i løbet af 1700-tallet. Mellem de to tanger lå åbningen mod havet "Nymindegab", der fra 1650 og frem begyndte at sande til, derfor blev besejlingen stadig mere besværlig. Ringkøbing ville blive alvorligt truet på handelen, hvis åbningen sandede helt til, og det kunne betyde enden på Ringkøbings eksistens som købstad. I slutningen af 1700-tallet blev der taget initiativ til udarbejdelse af planer om et forbedret udløb fra fjorden. Det var dog lettere sagt end gjort, idet udløbet bestod af sand, som det var umuligt med datidens teknik at dæmme op for. Man måtte indtil videre lade skibene sejle så langt ind som muligt og derefter losse eller lade enten over stranden, på pramme eller vogne, som blev kørt ud i vandet. Det var først langt senere i 1931 og under ganske andre omstændigheder, at forbindelsen mellem Ringkøbing fjord og Vesterhavet blev sikret.[6]
Hen over århundredeskiftet – Ringkøbing indtil 1832
I løbet af de sidste år af 1700-tallet og henover århundredeskiftet oplevede Ringkøbing en kraftig fremgang i handelen. Den florissante handelsperiode, der blev skabt af bl.a. Den Amerikanske Frihedskrig 1776-1783, gav gode muligheder i udenrigshandelen. De franske og engelske flåder var bundet i krigen og følgende kunne de danske handelsflåder overtage transportmarkedet. I Ringkøbing kunne fremgangen måles i en stærkt stigende befolkning, der fra 1787 til 1801 steg fra 465 til 771 indbyggere.[7] I årene fra 1803-1806 deltog Ringkøbing desuden med et enkelt skib i handelen med slaver fra Guldkysten til De Vestindiske Øer, selvom kongen havde forbudt transporten ved lov gældende fra 1. januar 1803.[8]
Under Englandskrigen 1807-1814 blev Ringkøbings handelsflåde udsat for engelsk opbringning og blokade af søvejene. En del skibe blev solgt eller strandede, og der blev ikke indkøbt ret mange nye pga. risikoen for tab i krigsårene. Efter krigen kom handelsflåden i Ringkøbing hurtigt af sted og skibenes antal steg. De gode tider i slutningen af 1700-tallet og henover århundredeskiftet var dog endegyldigt forbi med statsbankerotten i 1813 og landbrugskrisen, der satte ind fra ca.1818-1828.[9]
Noter
[1] Carl Lindberg Nielsen "Ringkjøbing købstads historie" s. 82-83, s.95
[2] Anders M. Møller "Fra galeoth til galease" s. 110
[3] Carl Lindberg Nielsen "Ringkjøbing købstads historie" s. 86-94
[4] Carl Lindberg Nielsen "Ringkjøbing købstads historie" s. 90-95
[5] Anders M. Møller "Fra galeoth til galease" s. 109-110
[6] Carl Lindberg Nielsen "Ringkjøbing købstads historie" s.83-85,102-115
[7] Carl Lindberg Nielsen "Ringkjøbing købstads historie" s. 102
[8] Ole Feldbæk "Dansk Søfarts Historie" bd. 3 s. 94
[9] Carl Lindberg Nielsen "Ringkjøbing købstads historie" s. 106-107