Søfarten i Ebeltoft
Indhold
- Ebeltoft i 1700-tallet – fra maritimt center til fattig købstad
- Hård konkurrence fra Dragør
- Handelsveje og -varer
- Hen over århundredet – krisen fortsætter
- Havnesagen i Ebeltoft – den udeblevne succes
- Havnekommission oprettes
- Resumé
- Noter
Ebeltoft i 1700-tallet – fra maritimt center til fattig købstad
Mens sidste halvdel af 1600-tallet var en florissant periode for handelen og søfarten i Ebeltoft, så blev købstaden i løbet af 1700-tallet en fattig by. I årene før Den Store Nordiske Krig (1709-20) var Ebeltofts handelsflåde på omkring tyve skibe med en samlet drægtighed på ca. 400 læster. Målt i samlet tonnage var byens handelsflåde provinsens tredjestørste. Mens den overgik sin store konkurrent fra 1600-tallet, Grenaa, blev Ebeltoft kun overgået af Århus og Aalborg.
Krigen kostede imidlertid dyrt, fordi Ebeltoft mistede ti fartøjer svarende til godt 200 læster.[1] Selv om byen aldrig overvandt dette tab, var den fortsat at finde blandt provinsens otte største i 1733 under efterkrigstidens økonomiske lavkonjunktur.[2]
Nedturen for Ebeltoft fortsatte dog 1700-tallet ud. Af geografiske årsager havde Ebeltoft et meget lille opland i sin umiddelbare nærhed, og derfor var købstaden meget afhængig af søfarten. Gennem det meste af 1700-tallet havde byen dog en meget ringe havn, som vanskeliggjorde besejlingen af Ebeltoft.
Hård konkurrence fra Dragør
Meget af byens glorværdige fortid var funderet på eksporten af brænde på egne skibe. Imidlertid svandt skovområderne i nærheden af Ebeltoft og på Djursland almindelighed ind i løbet af 1700-tallet, hvilket Grenaa også kom til at lide under. Ebeltoft gik således fra at være eksportør til at blive importør af brænde. Desuden havde man både i Ebeltoft og i Grenaa meget svært ved at konkurrere med skipperne fra Dragør, som fra 1760’erne reelt havde overtaget brændetransporterne fra Djursland til hovedstaden. Så mens den hjemmehørende flåde i Ebeltoft svandt ind, blev skibe fra Dragør et fortsat hyppigere syn i området.
I løbet af 1700-tallet mistede Ebeltoft maritime markedsandele, og således gik købstaden fra at være et maritimt center til at være en fattig by. Selv ikke Den florissante handelsperiode (1778-1807), som skabte ideelle forhold for dansk søfart, havde nogen afsmittende virkning i Ebeltoft – byen blev blot sejlet endnu længere agterud.[3][4] Således skrev byfogeden i 1797: "Her er neppe en Mand tilbage, som kan kaldes Kjøbmand;…Hvor ingen Handel er, maa Næringsvejene være usle, og dette desværre er Tilfældet her. Jammer og Fattigdom, Gud bedre det!"[5] 1700-tallet blev en katastrofe for byens søfart og dermed også Ebeltoft.
Handelsveje og -varer
Fartøjer fra Ebeltoft var i kontakt med København, Norge og indenlandske destinationer samt undertiden Østersø-området.
Et øjebliksbillede fra 1733 giver en fin karakteristik af søfartens træk i Ebeltoft, før det gik helt galt. I 1733 var byens handel og søfart primært orienteret mod København. Dette år indkom 49 skibe fra hovedstaden, hvoraf de 47 var hjemmehørende i Ebeltoft, mens de to sidste kom fra Dragør. Mens skibene fra København som regel kom i ballast, bestod ladningen til hovedstaden primært af brænde lejlighedsvis suppleret med andre varer. Handelsflåden i Ebeltoft bestod fortrinsvis af store skibe, som også var egnet til norgesfarten. Således gik en del med kornvarer til Norge, hvorfra de hjembragte trælast, jern, kalk og fiskevarer. En del af byens skibe deltog endvidere i besejlingen af Norge fra andre destinationer end Ebeltoft.
Desuden besejlede købstadens skibe også indenlandske destinationer samt undertiden Østersø-området. I 1733 var en meget stor procentdel af de udskibede varer fra Ebeltoft på egne skibe, hvilket skipperne fra Dragør ad åre fik ændret på. Ifølge købstadens eksportstatistik udskibedes i 1733 5.000 tdr. kornvarer til Norge, mens 3.000 tdr. gik til Danmark.
Langt vigtigst var dog de 1.267 favne bøgebrænde, hvoraf den overvejende del var destineret til København.[6] En opgørelse fra slutningen af 1760’erne viser imidlertid, at den største tonnage indkom fra Norge. København overtog dog på ny førstepladsen i århundredets slutning.[7][8]
Hen over århundredet – krisen fortsætter
De vanskelige kår, som søfarten og handelen i Ebeltoft havde oplevet i 1700-tallet, ophørte ingenlunde i 1800-tallets første halvdel. Snarere tværtimod. I det sidste fredsår, 1806, var der kun tre hjemmehørende skibe i købstaden med en samlet tonnage på godt 50 læster. Ebeltoft figurerede nu – i øvrigt sammen med Grenaa – blandt de ti mindste søkøbstæder målt i samlet tonnage.[9] Ifølge byfogeden var handelen ubetydelig.[10]
Englandskrigen (1807-14) medførte på ingen måder bedre forhold. Alene d. 27. august 1807 opbragte en engelsk chalup fem danske handelsskibe i Ebeltoft Vig.[11] På ny oplevede byen en relativt set stor tonnagenedgang. I kølvandet på krigen kom Statsbankerotten i 1813 og siden landbrugskrisen (1818-28), hvilket blot gjorde ondt værre. Omkring år 1800 var det en udbredt opfattelse, at fik Ebeltoft blot en ordentlig havn, så ville købstaden opleve en opblomstring.
Havnesagen i Ebeltoft – den udeblevne succes
I første halvdel af 1700-tallet beklagede man sig i Ebeltoft ved flere lejligheder over havnens tilstand. Beklagelserne vandt gehør hos centraladministrationen, som i midten af 1750’erne lånte byen midler til en istandsættelse af havnen. Således betegnes havnen i Pontoppidans Danske Atlas fra 1768 som værende god, men allerede et par år senere havde orm ædt pæle- og bolværket op. Igen sygnede havnen hen. Skibe, som anløb Ebeltoft, måtte ankre op ude i Vigen, hvorfra de måtte omlade deres ladninger på pramme eller små både.
Fra slutningen af 1700-tallet anså tre på hinanden følgende byfogeder – C. Fellumb, B. Hornemann og J.C. Wibe Stockholm – havnen som den institution, der kunne genrejse byen. Ebeltoft havde på det tidspunkt en udmærket ankerplads, men ingen skibsbro.
Havnekommission oprettes
I 1798 blev der i Ebeltoft som i andre købstæder oprettet en havnekommission, i hvilken Fellumb lagde meget arbejde. Allerede samme år indsendtes tegninger og projektering til staten samt en ansøgning om et lån på mellem 12-16.000 rd. Der kom imidlertid ikke noget ud af sagen, og havnesagen lå stille i nogle år. Under Englandskrigen kastede byfoged Hornemann sig over havnesagen. På hans opfordring indvilligede de lokale i at støtte projektet med penge og naturalier, men da det kom til stykket, udeblev støtten.
Først i 1820’erne havde Stockholm held til at sikre byen den længe ønskede havn, og han var ikke bleg for selv at yde store lån og kautionere for andre lån – han gik dog siden fallit. Havnen bestod af en 300 meter lang mole, i hvis ende der blev skabt et lukket og beskyttet havnebassin.[12][13] Trods det nye havneanlæg fandt skibe i større tal ikke vej til Ebeltoft hverken i 1820’erne eller de følgende årtier. Således udeblev den forventede opblomstring.[14]
Resumé
1700-tallet blev en katastrofe for søfarten i Ebeltoft, og i 1800-tallets første del blev det ikke meget bedre. Fra i starten af 1700-tallet at have været blandt de absolut største søkøbstæder målt i samlet hjemmehørende tonnage, befandt købstaden sig et århundrede senere blandt de absolut mindste. En cocktail af krigskonjunkturer i århundredets begyndelse, som siden blev fulgt af stærk konkurrence, dårlige havneforhold og en aftagende mængde brænde, var årsag til derouten. Netop brænde udskibet på egne skibe var hovedårsagen til byens storhedstid i 1600-tallets anden del. Som det 18. årh. skred frem, overtog skipperne fra Dragør i stigende grad besejlingen af Ebeltoft. Selv ikke en ny havn i 1820’erne kunne redde den synkende skude – Ebeltoft var sejlet for langt agterud.
Noter
[1] L.J. Bøttiger: "Æbeltoft og Omegn (Mols)" s. 87-8
[2] Anders Monrad Møller: "Fra galeoth til galease" s. 31-2
[3] Anders Monrad Møller: "Fra galeoth til galease" s. 32 og 133-5
[4] L.J. Bøttiger: "Æbeltoft og Omegn (Mols)" s. 82-6 og 275-7
[5] Knud Chr. Jensen & Jakob Vedsted: "Ebeltoft – købstadsliv i 700 år" s. 104
[6] Anders Monrad Møller: "Fra galeoth til galease" s. 97-8
[7] Anders Monrad Møller: "Fra galeoth til galease" s. 130-1
[8] L.J. Bøttiger: "Æbeltoft og Omegn (Mols)" s. 89
[9] Anders Monrad Møller: "Fra galeoth til galease" s. 32
[10] Gregers Begtrup: "Beskrivelse over Agerdyrkningens Tilstand i Danmark. Nørrejylland II" s. 161
[11] Knud Chr. Jensen & Jakob Vedsted: "Ebeltoft – købstadsliv i 700 år" s. 110
[12] Knud Chr. Jensen & Jakob Vedsted: "Ebeltoft – købstadsliv i 700 år" s. 84-5 og118-21
[13] L.J. Bøttiger: "Æbeltoft og Omegn (Mols)" s. 275-78
[14] Anders Monrad Møller: "Jagt og skonnert" s. 43-6