Søfarten på Præstø

Indhold

1. Præstø i 1700-tallet – fra aktivitet til stilhed
2. Handelsveje og -varer
3. Hen over århundredeskiftet – fremgang på ny
4. Havneprojektet i Præstø
5. Havnekommission oprettes
6. Resumé
7. Noter

Præstø i 1700-tallet – fra aktivitet til stilhed

I 1700-tallets første ca. 60 år var der en betydelig aktivitet i Præstø. Til trods for den økonomiske lavkonjunktur i 1730’erne var den samlede tonnage i tolddistriktet vokset pænt i forhold til niveauet fra før Den Store Nordiske Krig (1709-20). Koncentrationen af anløbne skibe, der ikke var hjemmehørende i Præstø, voksede dog støt i løbet af 1700-tallet. Byen blev alene i 1733 anløbet af intet færre end 64 skibe fra København, men også skipperne fra Dragør var særdeles aktive i Præstø. Selv ærøboerne fandt vej dertil.[1]

I sidste halvdel af 1700-tallet bestod handelsflåden i Præstø kun af enkelte skibe, og byen fik således ikke sin part af den generelle tonnage tilvækst, som prægede en stor del af provinsens øvrige søkøbstæder. Den nedadgående tendens fortsatte helt frem til Englandskrigens udbrud i 1807, hvor stilheden havde sænket sig over Præstø. I løbet af 1700-tallet gik Præstø fra at være et relativt travlt udskibnings sted til i 1807 at være blandt provinsens otte mindste søkøbstæder målt i samlet tonnage.[2]

Handelsveje og -varer

Fartøjer fra Præstø var i kontakt med København.

Et øjebliksbillede fra 1733 giver en fin karakteristik af søfarten i Præstø. Byen havde dette år seks hjemmehørende skibe med en samlet drægtighed på 47 kmcl. Alle Præstøs fartøjer lå i fast fart på København, hvortil de sejlede i pendulfart. I sin seks læster store jagt foretog Jens Paulsen dette år intet mindre end tretten ture til København, mens Peder Hansenkunnåede fem gange til hovedstaden i sin galeoth på 16 læster. Skibene fra Præstø udgjorde dog kun en tredjedel af den indgående tonnage, hvorimod skippere fra Dragør og København tegnede sig for hhv. 40 og 25 pct. Selv om Præstø i 1733 udskibede 500 tdr. byg, 1.500 tdr. rug og 250.000 mursten, så var den altdominerende eksportvare brænde. Hele 1.700 favne blev dette år sendt til hovedstaden, hvor brænde stod i høj kurs. Det var netop brændeeksporten, der tiltrak de mange skibe fra hovedstadsområdet. Mens købstadens egen handelsflåde var engageret i farten på København, besejlede nogle af de udefrakommende fartøjer Lübeck på vegne af byens købmænd. Til Lübeck udskibedes flæsk, kornvarer, hø, halm og ost, mens returladningerne bestod af kramvarer, krydderier, humle og hør.[3]

Hen over århundredeskiftet – fremgang på ny

Byens egen søfart var nærmest gået i stå i 1800-tallets begyndelse. Efter Englandskrigen (1807-14) er billedet det samme. Kun to til tre skibe var i disse år hjemmehørende i Præstø, som tilmed ved flere lejligheder forgæves forsøgte at opnå enevældens støtte til at anlægge en havn. Under indtryk af krigen, derefter Statsbankerotten i 1813 og siden landbrugskrisen (1818-28) samt andre højere prioriterede sager, fik Præstø ikke styrets bevågenhed. Det gjorde ikke forholdene bedre for byens maritime miljø. Først fra slutningen af 1820’erne fandt væksten vej til Præstø. Ikke overraskende faldt den sammen med anlæggelsen af havnen. I løbet af de følgende tyve år tilbageerobrede Præstø de maritime markedsandele, som byen siden 1750’erne havde mistet.[4]

Havneprojektet i Præstø

I slutningen af 1700-tallet havde Præstø en skibsbro bestående af sammenvæltede sten. Skibsbroen var så forfalden, at vogne end ikke kunne køre på den. De handlende var derfor nødt til at køre deres vogne længst muligt ud i vandet for at omlade til pramme. Disse på ingen måder ukendte forhold behagede naturligvis ikke de lokale, der anså forholdene som en hæmsko for Præstøs udvikling.

Havnekommission oprettes

I 1799 nedsatte byen en havnekommission, der skulle overveje anlæggelsen af en ny, bedre beskyttet skibsbro eller havn, som kunne anløbes af skibe med en drægtighed på op til 15-20 læster. Det nye anlæg inkl. opmudring af sejlløbet og et havnebassin skulle betales af de anløbne skibe i form af havne- og brotakst. I første omgang ønskede man dog, at staten finansierede projektet, som byen så siden ville forrente og afdrage. Projekteringen blev sendt til København, uden at der dog kom gang i sagerne, for ikke blot kom krigen i vejen, men i Generaltoldkammeret fandt man tillige anlæggelsen af en havn i Næstved mere presserende. I 1819 ansøgte Præstø på ny styret om et lån til anlæggelse af en havn, men enevælden ville ikke godkende lånet på 8.000 rigsdaler. Mere held havde Præstø imidlertid i 1827, og allerede året efter var havnen færdig. Indtægterne heraf flød i en lind strøm, og således var den optagne gæld allerede afdraget i 1839. Tonnagetilvæksten for byens handelsflåde fulgte i kølvandet på havnen, som tillige løbende blev udvidet og forbedret.[5]

Resumé

Det 18. århundredes første godt 60 år fandt der en betydelig aktivitet sted i Præstø. Men derefter sænkede stilheden sig i nogen grad. Byens handelsflåde reduceredes under alle omstændigheder målt i tonnage. Præstø var dog et yndet anløbssted for skippere fra især Dragør, men også i nogen grad fra Ærø og København. Fra Præstø blev der særligt udskibet store mængder brænde. Byens egne skibe sejlede i pendulfart på København med brænde og andre varer. Fra 1830’erne til 1850’erne havde skipperne igen travlt i Præstø. De bedre tider satte ind netop, som den nye havn blev anlagt i 1828.

Noter

[1] Ole Feldbæk: "Dansk søfartshistorie bd. 3" s. 28

[2] Anders Monrad Møller: "Fra galeoth til galease" s. 32

[3] Anders Monrad Møller: "Fra galeoth til galease" s. 73

[4] Anders Monrad Møller: "Jagt og skonnert" s. 43-6

[5] N.V. Nielsen: "Præstø Kjøbstads og Klosters Historie" s. 420-2