Søfarten i Odense

Indhold

1. Odense i 1700-tallet – tonnagetilvækst
2. Odense taber terræn
3. Handelsveje og –varer
4. Havne- og besejlingsforhold – anlæggelsen af Odense kanal
5. Anlæggelsen af Odense kanal
6. Hen over århundredet – med på vognen
7. Resumé
8. Noter

Odense i 1700-tallet – tonnagetilvækst

Odense var en af kongerigets få købstæder, som ikke havde umiddelbar adgang til havet. Indtil 1600-tallets slutning fungerede Kerteminde som ladeplads for de odenseanske købmænd, men omkring århundredeskiftet blev ladepladsen flyttet til Stige og Klintebjerg, selv om Odense Fjord ingenlunde var let at besejle.[1]

Omlægningen af søfarten betød, at Odense tolddistrikt i modsætning til Kerteminde var præget af tonnagetilvækst allerede ved århundredets begyndelse. Væksten fortsatte trods de vanskelige besejlingsforhold gennem hele 1700-tallet. Således var Odense i 1757 provinsens fjerdestørste søkøbstad målt i samlet tonnage. Selv om væksten fortsatte de følgende fyrre år, hvor især neutralitetsudnyttelsen under Den florissante handelsperiode (1778-1807) skabte ideelle forhold for den danske søfart, så tabte Odense terræn i forhold til provinsens andre eksplosivt voksende maritime centre.

Odense taber terræn

Omkring år 1800 var Odense derforkun blandt de ti største søkøbstæder.[2] En af de væsentligste grunde til handelsflådens kontinuerlige vækst i 1700-tallet var, at de lokale skippere formåede at tiltage sig en stadigt større del af købstadens besejling. Antallet af anløbne skibe, som ikke var hjemmehørende i Odense, blev således halveret fra 1733 til 1787. Mens antallet af skibe ikke steg betragteligt, så steg skibenes samlede tonnage derimod. Mindre skibe blev således i løbet af 1700-tallet erstattet af større. Dette blev sandsynligvis muliggjort af et samarbejde mellem lokale skippere og odenseanske købmænd med risikovillig kapital i ryggen.[3]

Handelsveje og –varer

Fartøjer fra Odense havde søfartsmæssig kontakt med Norge, Flensborg, Lübeck og Amsterdam.

Et øjebliksbillede fra starten af 1730’erne giver en fin karakteristik af søfarten i Odense. Købstadens skibe var primært orienteret mod Norge. Odenseanerne stod for lidt under halvdelen – resten tog nordmænd sig af.[4] Eksempelvis sejlede Søren Jørgensen med galeothenUnge Tobiaspå 11½ læster i 1733 tre norgesfarter. Ladningerne til Norge bestod af kornvarer, røget flæsk, smør og tørret frugt, mens returladninger var tømmer og jern.[5]

Mens næsten ingen odenseanske skippere i 1733 sejlede på hovedstaden, plejede købstaden regelmæssige forbindelser sydpå til Flensborg og Lübeck, hvorfra man hjembragte kramvarer. Norge var gennem 1700-tallet den vigtigste destination for Odenses skibe, som også mod slutningen af århundredet søgte mod fjernere udenlandske mål.[6] Fra 1740’erne begyndte flere odenseanske fartøjer at gå i direkte fart mellem Bergen og Østersø-området, ligesom København og i nogen grad Amsterdam overtog Flensborgs og Lübecks rolle som leverandør af færdigvarer til Odense. Byen var en af provinsens største købstæder og i øvrigt et administrativt center, og den havde derfor en vis efterspørgsel efter luksus- og færdigvarer.[7]

Havne- og besejlingsforhold – anlæggelsen af Odense kanal

I slutningen af 1600-tallet blev de søfarendes kendskab til Odense fjords mange banker bedre, hvilket bidrog til at øge sejlsikkerheden af fjorden. Eftersom de 15 kilometer transport ad landevejen til Kerteminde besværliggjorde de odenseanske købmænds handel, valgte de at flytte ladepladsen til Stige. Stige havn kunne dog kun anløbes af mindre skibe, mens større skibe forblev ved Klinteholm, som også var vinterhavn for Odense. Transporten af varer til og fra Odense var fortsat tidskrævende. Anløbne skibe skulle omlade til pramme, som skulle fragte varerne op ad åen til Skibshusene. Her blev varerne nok en gang omladet til vogne, som derpå kørte de sidste fire kilometer til Odense. Særligt den sidste del var besværlig, fordi vejen ikke havde nogen fast overflade. I vådt vejr, hvor vejen var opkørt og mudret, var den nærmest ufremkommelig.[8]

Anlæggelsen af Odense kanal

Anlæggelsen af en kanal var flere gange blevet bragt på bane uden resultat. Men i 1789 kom Friedrich Buchwald til Odense som stiftamtmand, og med inspiration af engelske kanalbyggerier fik han sat gang i sagerne. Efter meget debat og flere studierejser til England påbegyndtes projektet i 1796. Ti år senere stod Odense kanal efter en betydelig budgetoverskridelse færdig. Man havde uddybet en sejlrende på omkring halvanden kilometer i fjorden og uddybet den yderste del af åen, så alle skibe kunne anløbe Skibshusene. Tilsvarende havde man gravet en kanal fra Skibshusene til Odense på godt to kilometer sluttende med et bassin en halv kilometer fra købstaden. Dybden var på lidt over tre meter. Selve ind- og udlosningen foregik i Skibshusene, hvorfra pramme fragtede varerne det sidste stykke til Odense. Den dyre omladning til pramme på åben red og til hestevogne var nu sparet bort, hvilket lettede besejlingen af Odense. Kanalen, som billiggjorde varerne til og fra købstaden, gjorde Odense til en havneby.[9]

Hen over århundredet – med på vognen

Mens Odenses handelsflåde i 1796 talte godt 700 læster, så var den små tyve år og en krig senere faldet til godt 300 læster. Særligt Englandskrigen (1807-14) medførte vanskelige kår for købstadens søfart, fordi de søfolk, der stak til søs under krigen, løb en betydelig risiko for opbringelse og tilfangetagelse af englænderne. Mange lagde endvidere selv deres skibe op. Arbejdet med Odense kanal fra 1796 generede sejladsen af fjorden. Da roen på ny sænkede sig over landet, steg travlheden i Odense, hvor kanalen også var færdiggjort. Den store maritime vækst, som prægede det syd- og østfynske område fra 1820’erne og frem, havde også en gavnlig indvirkning på søfarten i Odense. Omkring midten af 1800-tallet havde købstadens samlede tonnage rundet i 1.000 læster, og Odense var på ny blandt provinsens absolut største søkøbstæder.[10] Væksten i mængden af udførte kornvarer fra Odense tolddistrikt giver en antydning af byens (og landets) økonomiske højkonjunktur i første halvdel af 1800-tallet, hvor sejlskibe fortsat udskibede langt størstedelen af Odenses korn. I 1820 udskibede byen 18.900 tdr kornvarer midt under den landbrugskrise, som ellers gjorde korn næsten usælgeligt. Ti år senere var eksporten fordoblet og efter yderligere ti år tredoblet. I 1850 udskibede tolddistriktet derimod 175.600 tdr. kornvarer – perioden kaldes ikke for ingenting kornsalgsperioden.[11]

Resumé

I 1700-tallet oplevede Odense en stor tonnagevækst, som sine tidspunkter gjorde købstaden til en af provinsens største målt i samlet tonnage. Odenseanerne besejlet primært Norge, men byen plejede også forbindelser med Østersøområdet og i stigende grad København. Siden slutningen af 1600-tallet var byens købmand trods vanskelige besejlingsforhold i Odense Fjord begyndt at anvende Stige og Klinteholm som ladepladser på bekostning af Kerteminde. I 1806 blev anlæggelsen af Odense kanal færdiggjort. Kanalen bidrog sammen med en maritim vækst i det syd- og østfynske område til at skabe fornyet travlhed for Odenses søfarende.

Noter

[1] Poul Thestrup, Dorrit Andersen og Niels Oxenvad: "Odense bys historie. Mod bedre tider. Odense 1789-1868" s. 193

[2] Anders Monrad Møller: "Fra galeoth til galease" s. 31-2

[3] Hans Chr. Johansen: "Odense bys historie. Næring og bystyre. Odense 1700-1789" s. 166 og 178

[4] Anders Monrad Møller: "Fra galeoth til galease" s. 88

[5] Hans Chr. Johansen: "Odense bys historie. Næring og bystyre. Odense 1700-1789" s. 167-68

[6] Anders Monrad Møller: "Fra galeoth til galease" s. 88-9 og 129-31

[7] Hans Chr. Johansen: "Odense bys historie. Næring og bystyre. Odense 1700-1789" s.170-72

[8] Hans Chr. Johansen: "Odense bys historie. Næring og bystyre. Odense 1700-1789" s. 165

[9] Poul Thestrup, Dorrit Andersen og Niels Oxenvad: "Odense bys historie. Mod bedre tider. Odense 1789-1868" s. 193-200

[10] Anders Monrad Møller: "Jagt og skonnert" s. 44-7

[11] Poul Thestrup, Dorrit Andersen og Niels Oxenvad: "Odense bys historie. Mod bedre tider. Odense 1789-1868" s. 182