Søfarten i Næstved

Indhold

1. Næstved i 1700-tallet – da skibene forsvandt
2. Handelsveje og -varer
3. Hen over århundredeskiftet – fra tornerosesøvn til travlhed
4. Byens havneforhold – den rene elendighed
5. Havnekommission oprettes
6. Resumé
7. Noter

Næstved i 1700-tallet – da skibene forsvandt

1700-tallet blev nærmest uden undtagelse én lang nedtur for handelen og søfarten i Næstved. I længere perioder fandtes ingen eller kun enkelte skibe i Næstved, der i alle henseender fremstod som en fattig købstad. Næstveds handelsflåde var ellers anseelig nok før Den Store Nordiske Krig (1709-20), men en kombination af krigen og den efterfølgende økonomiske lavkonjunktur samt ikke mindst den manglende udbedring af byens elendige havne- og besejlingsforhold satte fart i byens deroute. Allerede i 1733 var Næstved blandt provinsens otte mindste søkøbstæder – en position byen fastholdt frem til Englandskrigens udbrud i 1807. Således tabte byen gennem 1700-tallet maritime markedsandele.[1] De elendige havneforhold og risikoen for at få smadret sine fartøjer på grund af dårlige fortøjningsmuligheder medførte endvidere, at de lokale købmænd opgav udskibningen af korn fra Næstved på egne skibe.[2]

Det er ikke for meget sagt, at skibene forsvandt fra Næstved, men byen blev dog besejlet af skibe fra nabodistrikter som Vordingborg, Korsør, Kalundborg og Skelskør, ligesom de allestedsnærværende skippere fra Ærø og Dragør fandt vej til Næstved – sidstnævnte dog ikke i så udpræget grad som andre steder.[3] End ikke under Den florissante handelsperiode (1778-1807) fandt væksten vej til byen. Nok steg antallet af skibe under Næstved tolddistrikt med et par stykker omkring århundredeskiftet, men det var for intet at regne. Købstadens ringe havne- og besejlingsforhold satte grænser for dens vækst.

Handelsveje og -varer

Fartøjer fra Næstved havde søfartsmæssigt kontakt med Norge og Lübeck.

Et øjebliksbillede fra 1733 illustrerer fint karakteren af Næstveds søfart. Kun to fartøjer, en otte læster stor jagt og en båd på én læst, var dette år hjemmehørende i Næstved, og derfor var kun godt tolv pct. af den indgående tonnage med egne fartøjer. Næstved besejledes altså hovedsageligt af skibe, som ikke var hjemmehørende i byen.

Selv om byen i 1733 eksporterede godt 4.500 tdr. malt til Norge, foregik det ikke på egne fartøjer. Byens egen jagt foretog sammen med én skipper fra Korsør og én fra Skelskør samme år otte rejser til Lübeck efter kramvarer og krydderier.

Besejlingen af København glimrer ved sit fravær, fordi Næstved var placeret i et område, som traditionelt var orienteret mod hovedstaden.[4] Samme mønster gør sig ifølge Pontoppidans oplysninger gældende i 1767, hvor Næstveds købmænd fortsat primært udførte korn til Norge og Tyskland. Byens købmænd var dog allerede i slutningen af 1730’erne begyndt at udskibe korn fra Vordingborg og Korsør, fordi det var for besværligt fra Næstved. Tilsvarende søgte fjerntboende bønder andre købstæders torve og markeder end Næstveds.[5]

Hen over århundredeskiftet – fra tornerosesøvn til travlhed

Omkring århundredeskiftet oplevede Næstved en mindre maritim opblomstring, som kan henføres til de gode økonomiske konjunkturer. Først Englandskrigen (1807-14), siden Statsbankerotten i 1813 og dernæst landbrugskrisen (1818-28) satte dog sine præg på Næstved, som måtte vente nogle år endnu, inden væksten fandt vej til byen. Færdiggørelsen af havnen gav den ventede fremgang, selv om den først satte sig igennem fra 1830’erne. Næstved blev siden i 1840’erne og især i 1850’erne en særdeles travl havne- og handelsby. Dette bekræftede blot betydningen af en god havn, hvilket Næstved så kraftigt havde savnet i 1700-tallet. Bygningen af havnen og forbedringen af besejlingsforholdene er de vigtigste årsager til Næstveds fremgang.

Byens havneforhold – den rene elendighed

Indtil 1938, hvor Næstved fik sin egen havn, fungerede Karrebæksminde som byens ladeplads. Her havde toldstedet ligget siden 1680. Når et skib anløb Karrebæksminde, der ligger godt i kilometer fra Næstved, måtte det omlade sin last til pramme, som så transporterede ladningen over den meget lave Karrebæksminde Fjord. Det sidste stykke ind til selve købstaden forløb op ad Suså. Dette var stærkt tidskrævende. Alternativet var at transportere ladningen med hestevogn ad landevejen fra Karrebæksminde til Næstved. Denne løsning var også stærkt fordyrende.

I 1730’erne forsøgte man flere gange forgæves at istandsætte såvel havnen i Karrebæksminde, hvor fortøjningspladserne var elendige, som bolværket og åen ved Næstved. Suså var efterhånden så opfyldt med skidt, at prammene end ikke kunne sejle det sidste stykke fra fjorden ad åen til byen. Derfor var man begyndt at anvende hestevogne på dette stykke. Trods enkelte sporadiske forbedringer var havnen i 1760’erne og 1770’erne i den ringeste stand nogensinde. Tillige kunne byens enkelte pramme undertiden end ikke ved højvande lægge til ved bolværket. I 1780’erne besluttede nogle af byens købmænd sig for at forbedre forholdene, uden at det dog havde større effekt.

Havnekommission oprettes

I 1797 dannedes som i andre købstæder en havnekommission i Næstved. Den effektive kommission satsede på to opgaver. For det første skulle åen oprenses, og for det andet skulle havnen istandsættes. Selve projektet, som var færdigt i 1812, blev dog næsten dobbelt så dyrt som planlagt, hvilket bl.a. skyldtes krigen. Fordyrelsen medførte, at Næstved af de anløbne skibe måtte opkræve en ekstra stor havnetakst i forsøget på at fremskaffe renterne til det lån, som finansierede hele herligheden. Desuden måtte åen løbende opmudres. Oven på 1700-tallets elendighed forstod borgerne dog til fulde havnens betydning og ikke mindst vedligeholdelsen af den. Derfor stillede mange af byens borgere med kautionsforpligtelser.[6]

Resumé

For søfarten i Næstved blev 1700-tallet én lang nedtur, og vanskelighederne fortsatte de første årtier af 1800-tallet. I længere perioder af 1700-årene var der sågar ingen eller kun enkelte skibe i hele Næstved tolddistrikt. Besejlingen af byen blev derfor primært foretaget af skibe, som ikke var hjemmehørende i byen. Hovedårsagerne til byens elendighed var den dårlige havn ved byens ladeplads ved Karrebæksminde samt de besværlige besejlingsforhold gennem Karrebæksminde Fjord og op ad Suså til selve Næstved. Først i starten af 1800-tallet blev både havnen istandsat og besejlingsforholdene forbedret, hvilket medførte en markant tonnagetilvækst, som dog først for alvor satte ind i 1830’erne.

Noter

[1] Ole Feldbæk: "Dansk søfartshistorie bd. 3" s. 16 og 67

[2] Otto Smith: "Næstved 1135-1935" s. 199

[3] Anders Monrad Møller: "Fra galeoth til galease" s. 78, 134 og 137

[4] Anders Monrad Møller: "Fra galeoth til galease" s. 78

[5] Otto Smith: "Næstved 1135-1935" s. 199-200 og 214

[6] Otto Smith: "Næstved 1135-1935" s. 198-200, 217 og 236-39