Tolddistrikter

Søfarten i Nyborg

Indhold

  1. Nyborg i 1700-tallet
  2. Benhård konkurrence
  3. Handelsveje og -varer
  4. Forbindelsen over Storebælt
  5. Hen over århundredet – fra krig til fynsk dominans
  6. Resumé
  7. Noter

Nyborg i 1700-tallet

I de første tres år af 1700-tallet oplevede handelsflåden i Nyborg en jævn tonnagetilvækst. Således kom Nyborg styrket gennem Den Store Nordiske Krig (1709-20). Byens søfart overvandt også uden tilbagegang efterkrigstidens økonomiske lavkonjunktur. Fra 1740’erne til 1760’erne lå fremgangen i Nyborg endog på et lidt højere niveau end provinsens gennemsnitlige vækst. Med andre ord vandt Nyborg i midten af 1700-tallet maritime markedsandele, og i 1757 var byen blandt provinsens absolut største maritime centre målt i samlet tonnage.[1]

Benhård konkurrence

I de følgende år havde købstaden derimod vanskeligt ved at fastholde momentum. Konkurrencen var benhård på det maritimt stærke Fyn, hvor man, som århundredet skred frem, også i stigende grad mærkede en øget tilstedeværelse af de driftige skippere fra Ærø og Dragør. Trods de gode konjunkturer foranlediget af neutralitetsudnyttelsen under Den florissante handelsperiode (1778-1807), havde søfarten i Nyborg vanskeligt ved at hævde sig fra 1770’erne til 1790’erne. Men i årene frem mod århundredeskiftet nød byen på ny godt af fremgangen – dog blev Nyborg i 1797 hærget af en altødelæggende brand. Nyborg var ikke blot et maritimt center på grund af sin relativt store handelsflåde. Byen var ogsåstrømtoldby. Mens skibe, der gik op gennem Øresund, skulle betale sundtold ved Helsingør, skulle skibe, der stak op gennem bælterne, betale strømtold i hhv. Fredericia og Nyborg. Fra 1566 lå der tillige et armeret skib ved Nyborg, som skulle sikre, at alle forbipasserende lagde til og klarerede varer til og fra udlandet. Mange skibe anløb således købstaden, hvilket også afkastede en del næring.[2] Desuden var byen en meget vigtig overfartsby, hvorfra passagerer, levende dyr, varer og post blev overført til Korsør. Nok en maritim dimension var de små bæltfartøjer, som ud over fiskeriet også deltog i små transporter på lokalt og regionalt niveau. Nyborg havde i 1700-tallet et udtalt maritimt islæt, hvilket smittede af på beskæftigelsen i købstaden.

Handelsveje og -varer

Nyborg var søfartsmæssigt i kontakt med Norge, København, Lübeck, Middelhavet, Vestindien, Østindien og Afrika.

Et øjebliksbillede fra 1733 giver en fin karakteristik af søfarten i Nyborg. 20 pct. af den indkomne tonnage kom fra Norge, mens 57 pct. kom fra København. Byens egne fartøjer varetog godt to tredjedele af besejlingen. Af de femten direkte farter på Norge, var de elleve med byens egne skibe. Derudover gik fire skippere fra Nyborg i 1733 i trekantsfart. Først sejlede de med en kornladning til Bergen, hvorfra de fortsatte sydover til Østersø-området – én til Wolgast og tre til Lübeck – for siden at vende hjem til Nyborg. Et par af købstadens mindre fartøjer sejlede desuden konstant i fart på Lübeck, hvor de afhentede kramvarer.

Hovedstaden var dog den mest besejlede destination for skibe fra Nyborg. Til København bragte nyborgenserne kornvarer, og godt tre fjerdedele af dem havde tillige helt eller delvist en returladning med tilbage til Nyborg. I 1733 udskibedes 5.000 tdr. kornvarer til Norge, 8.500 tdr. til Danmark og 600 tdr. frugt. Dertil kom en anseelig mængde levende kvæg.

I løbet af 1700-tallet ændrede sejladsmønstret imidlertid karakter, idet Norge overtog Københavns primat, som den største aftager af varer fra Nyborg. Mod slutningen af århundredet blev nyborgenserne desuden under indtryk af konjunkturerne under Den florissante handelsperiode engageret i udenrigshandelen. Således ansøgte et par skibe årligt om etalgiersk søpas, der var påbudt alle skibe, som sejlede vest for Kap Finisterra dvs. til Middelhavet, Vestindien, Østindien og Afrika.[3]

Forbindelsen over Storebælt

Forbindelsen til Korsør var meget betydningsfuld for nyborgenserne. Ikke blot lagde mange fyrstelige, adelige, borgere og andet godtfolk deres vej forbi Nyborg, men de kastede også en betydelig næring og gæstgiveri af sig. Foruden passagererne og varer overførtes fra Nyborg til Korsør også en stor mængde levende dyr, som typisk var undervejs til hovedstaden. Alene i 1733 udskibede færgerne godt 3.000 stk. kvæg samt adskillige heste og svin fra Nyborg til Korsør. Transporten af levende dyr gik derimod sjældent den anden vej.[4]

Nyborg havde gennem hele 1700-tallet fire til seks færgesmakker samt et nogenlunde identisk antal isbåde. Sidstnævnte blev anvendt, når Storebælt var helt eller delvist tilfrosset, hvilket eksempelvis var tilfældet alle vintre fra 1799-1805. Overfarten gik fra Knudshoved via Sprogø til Halsskov, og tog ca. fire timer – hvis alt gik vel. Man sejlede, hvis det var muligt, ellers trak man isbådene over bæltet.[5]

Foruden færgefarten var Nyborg siden 1600-tallet en vigtig station på postruten fra København til Hamborg. Til at varetage denne funktion havde Nyborgs postmester to postjagter.[6]

Hen over århundredet – fra krig til fynsk dominans

Søfarten havde særdeles gode kår i Nyborg i de første år af 1800-tallet, men så indtraf Englandskrigen (1807-14). Allerede i 1808 blev der sendt et stort kontingent spanske soldater til Fyn for at beskytte øen mod fjendtlig invasion, men allerede samme år gjorde de oprør mod Napoleon og blev udskiftet med franske tropper. Mange tropper blev posteret i Nyborg, men de kunne alligevel intet stille op, da englænderne angreb i 1808.[7] Krigsårene var svære for Nyborg. Engelske krigsskibe var meget synlige i Storebælt, hvorigennem de konvojerede store flåder. Skippere, som stak ud fra Nyborg, løb en stor risiko for opbringelse og tilfangetagelse.[8] Desuden havde englænderne posteret en fregat ved Sprogø, som blandt andet opbragte en postjagt fra Nyborg, som foruden posten også indeholdt statens pengeforsendelser.[9]

Efter krigen oplevede hele det syd- og østlige Fyn en kolossal tonnagetilvækst. Mest udtalt var den i Svendborg, som fra 1830’erne og frem var provinsens førende søkøbstad målt i tonnage, men også Nyborgs handelsflåde voksede kraftigt, og væksten ophørte stort set ikke under landbrugskrisen (1818-28). I starten af 1840’erne havde Nyborg således tilbageerobret sin position som en af provinsens absolut største søkøbstæder.

Resumé

At Nyborg var et meget betydende maritimt center skyldtes i første omgang forbindelsen over Storebælt til Korsør. Såvel færge- som postforbindelsen skabte en vældig aktivitet og afkastede meget næring i købstaden. Nyborg havde imidlertid også en meget anseelig handelsflåde, som dækkede et bredt operationsfelt. I første halvdel af 1700-tallet var flåden primært orienteret mod København, siden overtog Norge primatet. Nyborgenserne besejlede desuden Østersø-området, og fandt sågar vej til udlandet. Nyborgs maritime position blev også styrket af, at den varstrømtoldby.

Noter

[1] Anders Monrad Møller: "Fra galeoth til galease" s. 31-2

[2] Henning Henningsen: "Nyborg da voldene stod" s. 95

[3] Anders Monrad Møller: "Fra galeoth til galease" s. 91-2, 129-31 og 155

[4] Anders Monrad Møller: "Fra galeoth til galease" s. 92

[5] Henning Henningsen: "Nyborg da voldene stod" s. 136-38

[6] Preben Hahn-Thomsen: "Nyborg i 800 år bd. II" s. 51

[7] Preben Hahn-Thomsen: "Nyborg i 800 år bd. II" s. 94

[8] Ole Feldbæk: "Dansk søfartshistorie bd. 3" s. 203-06

[9] Preben Hahn-Thomsen: "Nyborg i 800 år bd. II" s. 99