Tolddistrikter

Søfarten i Nakskov

Indhold

  1. Nakskov i 1700-tallet – fra guldalder til krise
  2. Nedturen sætter ind
  3. Handelsveje og varer
  4. De farlige og skadelige ærøboere
  5. Krig og krise – søfarten i Nakskov i de første årtier af 1800-tallet
  6. Vanskelige tider
  7. Resumé
  8. Noter

Nakskov i 1700-tallet – fra guldalder til krise

Mens 1600-tallet i Nakskov normalt anses for byens guldalder, så forarmede 1700-tallet byen. Søfarten i Nakskov var således ved overgangen til 1700-tallet inde i en stabil periode med en støt fremgang. Dette satte Den Store Nordiske Krig (1709-20) dog en brat stopper for. Krigen affødte dyrtid, afbrød handelsveje og besværliggjorde søfart og handel. Selv om krigen ramte hårdt, slap Nakskov mere nådigt end mange andre provinsbyer. Således var handelsflådens samlede tonnage i 1731 mere end 100 kmcl. større end i de sidste førkrigsår. Så mens Nakskov før krigen rangerede som provinsens femtestørste søkøbstad, var den i starten af 1730’erne den tredjestørste.[1] Samtidig med søfartens opblomstring beklagede de lokale købmænd sig voldsomt over den almindelige nedgang i næringslivet – denne begrædelse tilsluttede Nakskovs maritime sektor sig mindre end et årti senere. I dansk søfartshistorie karakteriseres perioden 1720-78 som en stabil periode med en beskeden vækst fra især 1750’erne og frem.[2]

Nedturen sætter ind

I Nakskov var billedet ganske anderledes. Maritimt oplevede byen en tonnagetilvækst i årene umiddelbart efter krigen, men omkring 1740 satte nedturen ind. Krisen varede i hen ved 40 år, og således afviger byen fra det gængse billede. I 1780 blev lavpunktet nået, da den samlede handelsflåde i Nakskov kun bestod af otte skibe svarende til 66½ læster. Flådens reduktion var en katastrofe for Nakskov. Forklaringen herpå skal søges sydvest for nakskovitterne. Ærø blomstrede i løbet af 1700-tallet op som et maritimt center, hvis kerne ikke blot omfattede købstaden Ærøskøbing, men også ladepladsen Marstal. Særligt i anden halvdel af 1700-tallet havde ærøboerne held til at udkonkurrere nakskovitterne i en sådan grad, at handelsflåden i Nakskov i begyndelsen af 1780’erne end ikke var blandt den kongerigske provins’ 25 største målt i samlet tonnage. Frem mod århundredeskiftet nåede den kolossale vækst, som indtraf under Den florissante handelsperiode (1778-1807), også til Nakskov, der på ny oplevede travle tider, selv om nakskovitterne fortsat drømte sig tilbage til de gode gamle dage.[3]

Handelsveje og varer

Fartøjer fra Nakskov havde kontakt med København, Norge og Lübeck.

Nakskov havde et bredt operationsfelt, selv om den overvejende del af byens handelsflåde besejlede København – et mønster der holdt hele 1700-tallet. Byens mindre fartøjer indgik i den traditionelle høkerbøtte-fart på hovedstaden, hvortil nakskovitterne fortrinsvis bragte hvede suppleret med fjerkræ, smør, ærter o. lign. Kun omkring en tredjedel hjembragte en returladning fra København.

Byens lidt større skibe indgik eksempelvis i 1733 i farten på Norge og Lübeck. Undertiden blev de to destinationer kombineret. Således gik fire af byens skibe i 1733 i trekantsfart. Først gik de med kornvarer til Bergen for derfra at sejle med fiskevarer og gedeskind til Lübeck for siden at stikke hjemover helt eller delvist i ballast.[4] Selv om 1700-tallet generelt må betegnes som et dårligt århundrede for søfarten i Nakskov, så blev der udført en stadigt stigende mængde korn. Således udførtes i 1731 38.800 tdr. kornvarer. Tallet var i 1761 steget til 52.500 tdr. for siden i 1796 at være nået helt op ca. 100.000 tdr. kornvarer. Hvede udgjorde omkring halvdelen af denne mængde, siden fulgte byg, mens den resterende del bestod af mindre partier af rug, havre, ærter o. lign.[5]

De farlige og skadelige ærøboere

I 1740'erne anløb der kun et beskedent antal ærøboere i Nakskov, men allerede et årti senere var deres antal stærkt stigende.[6] Ærøboerne overtog i stigende grad besejlingen og fragten af varer fra ikke blot Nakskov, men store dele af Lolland, hvilket fik mange lollikere til at betragte ærøboerne som farlige og skadelige. I 1761 kom 28 af i alt 59 fremmede skibe, som anløb Nakskov, fra Marstal. En god del af de resterende kom fra Ærøskøbing. Ærøboerne bar hovedansvaret for, at søfarten ikke fulgte handelens opgang i Den florissante handelsperiode. [7]

Også i Nakskov blev ærøboerne beskyldt for at omgå loven. Således anklagede man i 1774 ærøboerne for at handle direkte med bønderne – dvs. uden om købstadens privilegerede område. Ærøboerne kom i deres små fiskerbåde – under dække af at være fiskere – og byttede fisk og kramvarer for korn. Det ærgrede nakskovitterne desto mere, at ærøboerne frem mod århundredeskiftet mere og mere endte med selv at købe og udskibe korn for egen regning fra Nakskov. Ofte skete dette gennem stråmænd, hvorved ærøboerne omgik byens købmænd. Ifølge borgmester Baden blev der i 1796 udskibet 100.000 tdr. kornvarer fra Nakskov tolddistrikt. 30 pct. blev udskibet fra landet af proprietærere og forvaltere, mens 70 pct. gik gennem købstaden, men af den mængde, som gik gennem byen, sad ærøboerne på en så stor del, at de handlende trods opgangstiderne ikke fik deres andel af værditilvæksten.[8]

Krig og krise – søfarten i Nakskov i de første årtier af 1800-tallet

Ved Englandskrigens udbrud i 1807 havde søfarten i Nakskov oven på tyve års tonnagetilvækst relativt set tilbageerobret en del af de tabte maritime markedsandele.[9] Også nakskovitterne havde frem mod krigsudbruddet haft held til at udnytte det neutrale flags handelsmæssige muligheder. Målt i tonnage blev Nakskovs handelsflåde kun reduceret med godt 15 pct. i løbet af krigen, selv om byen lå meget udsat ud mod Storebælt, hvor de engelske linieskibe var et hyppigt syn. En del af byens skibe blev opbragt af englænderne, men nakskovitterne udrustede også i løbet af krigens syv år en snes kaperfartøjer, som havde held til at hjemføre adskillige priser. Nakskovitterne havde dog under Englandskrigen mere held end under Den Store Nordiske Krig til at opretholde såvel handel som søfart.

Vanskelige tider

Statsbankerotten i 1813 indvarslede imidlertid, at Nakskov på ny gik vanskelige tider i møde. Således forsvandt en stor del af den velstand, som krigen havde tilført Nakskov, da landbrugskrisen satte ind i 1818. Som følge af et produktionsoverskud raslede prisen på korn ned til stor skade for handelen og søfarten i Nakskov. Fra midten af tyverne bedredes vilkårene dog for Nakskovs købmænd, men byens handelsflåde var først i fremgang et årti senere. Frem mod 1850'erne fik byen dog ikke sin part af den tonnagetilvækst, som ellers generelt prægede provinsen.[10][11]

Resumé

1700-tallet blev et krisens århundrede for søfarten i Nakskov. At det ikke endte i den rene elendighed skyldtes, at byen trods alt opnåede en vis tonnagetilvækst sidst i århundredet. Nakskovitterne havde, som 1700-tallet skred frem, stedse vanskeligere ved at konkurrere med ærøboerne, som tiltog sig en stadigt stigende andel af byens udskibede varer. En anden årsag til Nakskovs deroute er ifølge borgmester Forbus' indberetning fra 1735 og borgmester Badens indberetning fra 1796 den store og ulovlige landhandel, som foregik uden om købstaden. Nakskov slap relativt nådigt gennem Englandskrigen (1807-14). Nok fik byen opbragt en del skibe, men byens kapere havde også held til at hjembringe nogle priser. Selv om byen kom fint hen over 1800-tallets første svære årtier, så måtte Nakskov på ny sande, at byen ikke fik sin anpart i den maritime vækst, som prægede provinsen fra 1830'erne og frem. Nakskovs guldalder forblev 1600-tallet.

Noter

[1] Anders Monrad Møller: "Fra galeoth til galease" s. 31

[2] Ole Feldbæk: "Dansk søfartshistorie bd. 3" s. 7 og 14

[3] Anders Monrad Møller: "Fra galeoth til galease" s. 32 og 137

[4] Anders Monrad Møller: "Fra galeoth til galease" s. 86-7 og 129-31

[5] C.C. Haugner: "Nakskov Købstads Historie bd. I" s. 352-4

[6] Anders Monrad Møller: "Fra galeoth til galease" s. 137-8

[7] C.C. Haugner: "Nakskov Købstads Historie bd. I" s. 349-51

[8] C.C. Haugner: "Nakskov Købstads Historie bd. I" s. 350

[9] Anders Monrad Møller: "Fra galeoth til galease" s. 32

[10] C.C. Haugner: "Nakskov Købstads Historie bd. I" s. 357-8

[11] Anders Monrad Møller: "Jagt og skonnert" s.43-6