Tolddistrikter

Søfarten i Bandholm

Indhold

  1. Bandholm i 1700-tallet
  2. Bandholm tolddistrikt
  3. Den Store Nordiske Krig
  4. Handelsveje og -varer
  5. Bandholm i 1800-tallet
  6. Den økonomiske højkonjunktur
  7. Anlæggelsen af havnen i Bandholm
  8. Finansieringsproblemer
  9. Resumé
  10. Noter

Bandholm i 1700-tallet

Bandholm tolddistrikt

Under Bandholm tolddistrikt sorterede indtil 1797 to købstæder (Maribo og Sakskøbing), to ladepladser (Bandholm og Oreby) og slutteligt tre små øer (Femø, Fejø og Rågø), som alle havde specielle øborettigheder. I forbindelse med toldforordningen af 1797 blev Sakskøbing udskilt af Bandholm tolddistrikt som et selvstændigt tolddistrikt. Eftersom Bandholm i første omgang tjente som ladeplads for Maribo, vil der efterfølgende primært relateres til denne købstad, selv om toldstedet allerede i 1680 flyttede fra Maribo til Bandholm.

Den Store Nordiske Krig

Selv om handelsflåden under Bandholm tolddistrikt som helhed umiddelbart klarede sig pænt gennem Den Store Nordiske Krig (1709-20), så beklagede byfoged Seirsted fra Maribo sig i 1735 meget over købstadens slette tilstand. Ikke nok med at købstaden lå små ti km fra Bandholm, men ladepladsen var også kraftigt kontrolleret af det nærtliggende Knuthenborg. Grevskabet som foruden at eje det meste af jorden i og omkring Bandholm havde også privilegium på pramdrift, kro og småhandel ved ladepladsen, hvorved prampenge, gæsteri og næring fra Bandholm frem for at tilfalde Maribo gik i grevens lomme.

Byfogeden beklagede sig ligeledes over ærøboerne, som han beskyldte for at bedrive smughandel. Om dagen gav de sig ud for at være fiskere, mens de om natten gik ind til kysten og handlede direkte med bønderne, hvilket grevskabet også gjorde. I begge tilfælde måtte Maribos købmænd til byfogedens ærgrelse se langt efter den handel, som ifølge købstadens privilegier ellers skulle tilfalde dem.

Frem mod århundredeskiftet blev koncentration af særligt dragørskippere, men også ærøboerne, stedse mere udtalt i Bandholm, hvor de lokale havde stadigt sværere ved at konkurrere med de udefrakommende. Fra omkring 1740’erne og frem til Englandskrigens udbrud i 1807 mistede Bandholm tolddistrikt som helhed relativt set maritime markedsandele, og således fik distriktet ikke sin part af den tonnagetilvækst, som ellers prægede provinsen i anden halvdel af 1700-tallet.[1]

Handelsveje og -varer

Bandholms fartøjer sejlede til København, Norge, Flensborg og Lübeck.

Gennem hele 1700-tallet var Bandholm-fartøjerne i det væsentligste orienteret mod København. I 1733 gik således 85 pct. af eksporten til hovedstaden, og 70 pct. blev udskibet på egen køl – siden overtog fartøjer fra Dragør og Ærø dog meget af denne besejling. I 1733 eksporterede tolddistriktet 7500 tdr. rug, 9000 tdr. hvede, 5000 tdr. rug samt en mindre mængde ærter, malt, frugt og brænde til indenlandske destinationer, hvoraf hoveddelen gik til København. Desuden udskibedes ca. 2700 tdr. kornvarer samme år til Norge. Derudover sejlede Bandholm-fartøjerne også enkelte ture på Flensborg samt til Lübeck for at hente kramvarer.

Gennem hele 1700-tallet og i begyndelsen af 1800-tallet var mariboerne på kollisionskurs med grevskabet på Knuthenborg. I sin indberetning fra 1735 beklagede byfogeden sig over, at Knuthenborg fortrinsvis anvendte fartøjer fra Flensborg til at udskibe grevskabets korn, hvorved de forbigik de lokale skippere.

Bandholm i 1800-tallet

Selv om Maribo-skipperne og -købmændene kun ejede fire af de femten skibe, som sorterede under Bandholm tolddistrikt i starten af 1800-tallet, så var det dog ensbetydende med to tredjedele af den samlede tonnage. Byens købmænd havde efter en lang ørkenvandring endelig fået installeret sig med pakhuse og kornmagasiner i Bandholm. Englandskrigen (1807-14) såvel som Statsbankerotten (1813) vanskeliggjorde dog både søfart og handel i hele tolddistriktet, men allerede fra omkring 1820 oplevede hele tolddistriktet en meget pæn tonnagetilvækst til trods for, at landbrugskrisen (1818-28) ellers prægede landet.

Den økonomiske højkonjunktur

Siden smittede den generelle økonomiske højkonjunktur af på distriktet, som tillige ved århundredets midte blev centrum for en så eksplosiv vækst, at Bandholm en overgang var det tolddistrikt på Lolland, der havde den største hjemmehørende flåde – en position Nakskov ellers havde haft monopol på. Nakskov havn havde traditionelt været den eneste, som var sejlbar for større skibe. Dette ændrede de forbedrede havne- og besejlingsforhold, som anlæggelsen af Bandholm havn medførte.

Anlæggelsen af havnen i Bandholm

Ifølge byfoged Møller fra Maribo var havnen i Bandholmi 1803 kun mådelig, fordi den lave vanddybde forhindrede skibe i at komme tæt på land. Desuden dumpede mange skibe affald og ballast, hvilket kun forværrede forholdene. De store tilsandningsproblemer og den lave vanddybde nødvendiggjorde, at skibene ankrede op på åben red halvanden til to kilometer fra land. I første omgang omladedes til pramme, siden til hestevogne. Ikke blot var dette tidskrævende og bekosteligt, det var også hårdt i dårligt vejr og i ydersæsonen. Derfor blev tankerne om et egentligt broanlæg allerede søsat i begyndelsen af 1800-tallet – uden at det blev til noget. I slutningen af tyverne kom der på ny gang i planerne om anlæggelse af en bro.

Finansieringsproblemer

Knuthenborg, som mariboerne regnede med skulle finansiere, var dog under hensyntagen til deres privilegium på pramdrift ikke videre velvillige. Efter mange forhandlinger mellem staten, Maribo-købmændene og grevskabet stod en ca. 320 meter lang skibsbro færdig i 1837 – bygget for Knuthenborgs penge. Efter yderligere forhandlinger mellem lensgreve F.M. Knuth og nogle af Maribo-købmændene opnåedes enighed om, at grevskabet droppede sit pramningsprivilegium mod at bro- og havneafgiften tilfaldt grevskabet. Desuden ville grevskabet bekoste en 25 alen bred og 10 alen dyb sejlrende, som gjorde det muligt for alle skibe at anløbe skibsbroen. Så mens Maribos købmænd og grevskabet på Knuthenborg gennem hele 1700-tallet og begyndelsen af 1800-tallet var på kollisionskurs i Bandholm, så blev havnen til gennem forhandling og samarbejde.

Resumé

Bandholm tolddistrikt bestod af to ladepladser, tre øer og to købstæder. I 1797 blev Sakskøbing sammen med sin ladeplads Oreby dog udskilt. Maribos ladeplads, Bandholm, lå godt 10 km fra købstaden. Ved selve ladepladsen var mariboer længe i konflikt med grevskabet Knuthenborg. Som helhed var Bandholm tolddistrikt orienteret mod København, hvortil man bragte kornvarer. Men mens det i første halvdel af 1700-tallet fortrinsvis skete på egen køl, så overtog skippere fra Dragør og Ærø i stigende grad denne besejling i løbet af 1700-tallet. Bandholm mistede således maritime markedsandele. Disse blev dog til overflod tilbageerobret i 1800-tallets første halvdel. Efter nogle rolige årtier tog væksten til samtidig med opførelsen af et nyt havneanlæg i Bandholm, hvor mariboerne og Knuthenborg efterhånden bilagde stridsøksen.

Noter

[1] Anders Monrad Møller: "Fra galeoth til galease" s. 32, 134 og 137