Søfarten i Køge
Indhold
- Køge i 1700-tallet – mod den rene elendighed
- Handelsveje og -varer – på udenbys køl
- Carl Wilder og skibsbyggeriet i Køge
- Hen over århundredeskiftet
- Havnesagen i Køge
- Resumé
- Noter
Køge i 1700-tallet – mod den rene elendighed
1700-tallet blev én lang maritim nedtur for Køge. Fra tid til anden var der kun ét hjemmehørende skib i købstaden. Umiddelbart inden Den Store Nordiske Krig (1709-20) talte byens handelsflåde ellers elleve skibe med en samlet drægtighed på 92½ læster. Krigen og den efterfølgende økonomiske lavkonjunktur satte dog sit tydelige præg på byen, som i 1733 var at finde blandt provinsens absolut mindste søkøbstæder målt i samlet tonnage. Denne position beholdt byen 1700-tallet ud. Køge fik med andre ord ikke andel i den kolossale tonnagetilvækst, som karakteriserede særligt de sidste årtier af 1700-tallet, hvor Danmark havde stort held til at udnytte sin neutralitet. Køge tabte således gennem hele 1700-tallet relativt set maritime markedsandele.
De væsentligste faktorer til Køges nedtur skal dels søges i nærheden til København, dels i de vanskelige besejlings- og havneforhold, der i 1700-tallet red Køge som en mare. Køge fungerede ikke som stabelplads, og selv om den nok lå på en hovedrute, blev byen totalt overskygget af København og Helsingør. Mens søfarten mistrivedes i Køge, blev byen dog fortsat besejlet af skibe, der ikke var hjemmehørende i købstaden. Udskibningen og eksporten fra Køge foregik som regel på udenbys køl.
Handelsveje og -varer – på udenbys køl
Fartøjer fra Køge var i kontakt med Norge, København, Aalborg, Århus og Lübeck.
Et øjebliksbillede fra 1733 beskriver søfartens træk i Køge. Byens eneste hjemmehørende fartøj, en krejert på 25 læster, foretog dette år to rejser til Bergen, hvortil den medbragte kornvarer. Returvarerne bestod derimod af tørret og saltet fisk. I 1733 eksporterede Køge tolddistrikt i alt 665 tdr. byg og 2.430 tdr. malt til Norge. 60 pct. af de skibe, som afgik fra Køge, havde imidlertid kurs mod hovedstaden. Dragør-skipperne førte an i denne sejlads. Fra København indkom salt, jern, stenkul og tjære til Køge.
Købstaden stod dog også i forbindelse med byer som Aalborg og Århus. På vegne af lokale købmænd sejlede fire dragør-skippere i 1733 ligeledes til Lübeck efter hør, hamp og andre kramvarer. Besejlingen af Køge foregik således hovedsageligt på udenbys køl. Det var særligt skippere fra Dragør, men også københavnerne fandt vej til Køge.[1]
Carl Wilder og skibsbyggeriet i Køge
Carl Wilder påbegyndte i 1743 et skibsværft i Køge. Forgæves havde han søgt om statens støtte til udbedringer af byens havne- og besejlingsforhold, men Kommercekollegiet ville ikke hjælpe af frygt for præcedens. Wilder fortsatte dog sit arbejde, og i 1748 kunne han fra værftet søsætte den 100 læster store fregatFredericus Quintus. Siden fulgte nok en fregat,Juliana Marie, en skonnert samt flere pramme. Wilder måtte dog i 1762 sande, at skibsbyggeri uden for hovedstaden og dens købedygtige købmænd var for besværligt. Derfor opgav han sine aktiviteter i Køge og startede byggeaktiviteter i København, hvor enevælden havde skabt gunstige forhold for skibsbyggeriet.[2][3]
Hen over århundredeskiftet
Samme år, som Englandskrigen (1807-14) brød ud, var der kun ét skib på fem læster hjemmehørende i Køge. Handelsflåden var så godt som ikke eksisterende. Byens maritime sektor kom da hverken bedre eller ringere ud af krigen. I 1810’erne og 1820’erne fandtes der fortsat kun et par skibe i byen, selv om såvel havne- som besejlingsforholdene var blevet væsentligt forbedret i 1800-tallets begyndelse. De forbedrede forhold, som byens købmænd ikke var sene til at udnytte, smittede ikke af på byens søfart.
Havnesagen i Køge
I løbet af 1700-tallet forfaldt havnen i Køge totalt. Flere gange søgte man regeringen om hjælp, men hver gang forgæves. Indtægterne fra havnen var så små, at de ikke forslog til hverken vedligeholdelse eller reparation. Resultatet var, at færre skibe besejlede Køge, hvorved havnens indtægter blev endnu mindre. Et andet væsentligt problem var den gentagne tilsanding af indsejlingen til Køge. I 1700-tallet forfaldt byen med havnen. Der var derfor en udbredt forståelse for nødvendigheden af havnens udbedring. I 1798 nedsattes i Køge en havnekommission bestående af tre medlemmer, som ikke var sene til at ansøge om statslån til om- og udbygning af havnen. Denne gang var staten mere imødekommende. I perioden 1799-1807 blev der med lån fra Creditkassen bygget en havnedæmning på nordsiden af åens udmunding for derigennem at undgå fremtidige tilsandinger. Selve havneanlægget blev også udvidet med opførelsen af et bolværk syd for det gamle. Siden foretog man flere forbedringer og udvidelser, og i 1838 var havnens dybde på ni til ti fod.[4][5]
Resumé
1700-tallet, ja for den sags skyld også 1800-tallet, var én lang nedtur for søfarten i Køge. Byens handelsflåde forsvandt næsten. Besejlingen af Køge blev således overtaget af skibe, der ikke var hjemmehørende i byen. Køge udskibede i første omgang varer til København, men byen havde også regelmæssig kontakt med indenrigske destinationer som Aalborg og Århus. Den maritime sektors vanskeligheder i Køge fortsatte også ind i 1800-tallet, selvom der fra 1799 til 1807 blev iværksat forskellige udvidelser og forbedringer af byens havn.
Noter
[1] Anders Monrad Møller: "Fra galeoth til galease" s. 72-3
[2] Knud Klem: "Skibsbyggeriet i Danmark og hertugdømmerne i 1700-årene bd. II" s. 9-16 og 126
[3] Ole Feldbæk: "Dansk søfartshistorie bd. 3" s. 144-156
[4] Victor Hermansen og Povl Engelstoft (red.): "Køge Bys Historie" s. 196
[5] Helge Nielsen et al.: " Køge bys historie 1288-1988 bd. 1" s. 105-6