Søfarten i Kolding

Indhold

1. Kolding i 1700-tallet
2. Konkurrence fra Slesvig
3. Handelsveje og –varer
4. Hen over århundredet
5. Kolding efter krigen
6. Resumé
7. Noter

Kolding i 1700-tallet

I relative tal følger Koldings handelsflåde den samlede provinsflådes udvikling i 1700-tallet. Den Store Nordiske Krig (1709-20) og den efterfølgende økonomiske lavkonjunktur resulterede i en tonnagenedgang, men fra slutningen af 1730’erne til 1770’erne var det en stabil periode for søfarten, hvilket også gjorde sig gældende i Kolding. Neutralitetsudnyttelsen under Den florissante handelsperiode (1778-1807) medvirkede til at skabe nogle gyldne år præget af kraftig tonnagetilvækst for dansk søfart. Denne vækst fandt også vej til Kolding. Især Dragør-skipperne valfartede i 1760’erne til Kolding (og Vejle) efter brænde, men i 1700-tallets sidste del havde koldingenserne held til at fravriste skipperne fra Dragør deres dominans i besejlingen af Kolding.

Konkurrence fra Slesvig

Købstadens nærhed til hertugdømmet Slesvig virkede dog fortsat meget trykkende. Konkurrencen var meget hård. Ligesom Dragør-skipperne besejlede også sydslesvigske skibe hyppigt Kolding, som ligeledes kæmpede med meget besværlige besejlingsforhold.[1] Kolding Fjord, som var meget lavvandet, var fyldt af farlige sandbanker. Og Kongeåen, der løber ud ved Kolding, medvirkede til yderligere tilstopning af indsejlingen til købstaden. Anløbne skibe kunne ikke komme tættere på end ca. to km fra Kolding. De måtte derfor ankre op på åben red, hvorfra varerne blev omladet til pramme. Denne pramning til og fra opankrede skibe var en betydelig økonomisk byrde for byens købmænd. Alligevel blev et større opmudringsprojekt omkring århundredeskiftet standset, fordi de handlende ikke turde binde an med finansieringen.[2]

Handelsveje og –varer

Fartøjer fra Kolding var i kontakt med Flensborg, Lübeck, Norge og København.

Et øjebliksbillede fra 1733 giver en karakteristik af søfarten i Kolding. Dette år havde byen fire skibe, som besejlede Flensborg, Lübeck, Norge og København. Byens største skib, en krejert på 23 læster, sejlede i 1733 med kaptajn Poul Basse ved roret to ture til Norge med kornvarer. Returvarerne bestod sandsynligvis af jern, fisk og tømmer. Modsat gik galeothenTobias på 15 læster dette år nærmest i pendulfart mellem Kolding eller Vejle og København. De to sidste fartøjer sejlede begge flere gange sydpå til Flensborg og Lübeck, som var de mest besejlede destinationer for koldingenserne.[3]

En hyppigt udskibet vare fra Kolding var brænde, som blev eksporteret til hovedstaden.[4]

Hen over århundredet

De første årtier af 1800-tallet var hårde både for Kolding og købstadens søfart. Havneprojektet var som nævnt strandet. Mere alvorligt var udbruddet af Englandskrigen (1807-14). Ikke blot vanskeliggjorde krigen handel og søfart, Kolding måtte også indkvartere et større kontingent franske og spanske soldater under ledelse af prinsen af Pontecorvo, som installerede sig på Koldinghus, der nedbrændte i 1808. En af byens søfarende lod som følge af krigen sit fartøj udruste som et kaperskib, og det lykkedes ham at hjemtage en prise.[5]

Kolding efter krigen

Efter krigen oplevede byen en pæn maritim vækst, men den landbrugskrise, som i 1818 startede med styrtdykkende kornpriser, skabte på ny vanskeligheder for byens søfart. Dertil kom, at havne- og besejlingsforhold endnu ikke var løst. Dybden i Kolding Fjord var ved selve købstaden tre favne, mens den ved Skibsodde var otte favne. I modsætning til fyrre år tidligere var byens borgere væsentligt mere risikovillige, da de i 1842 optog et stort statslån til anlæggelsen af et havnebassin og udgravningen af en sejlrende, som stod færdige i efteråret 1843.[6] Havnen suppleret med den økonomiske højkonjunktur bevirkede, at Kolding i 1840’erne og 1850’erne oplevede en betydelig tonnagetilvækst.[7]

Resumé

Kolding kæmpede i 1700-tallet med ringe besejlingsforhold og nærheden til Sydslesvig. Alligevel lykkes det byen at fastholde sin andel af provinsens handelsflåde, som i løbet af 1700-tallet blev fordoblet. Koldingenserne besejlede først og fremmest Flensborg og Lübeck, men købstaden plejede også forbindelse med København og Norge. Efter nogle vanskelige årtier i 1800-tallets begyndelse fik Koldings maritime miljø vind i sejlene hen imod midten af det 19. årh. Ikke mindst anlæggelsen af en havn og udgravningen af en sejlrende bidrog til denne udvikling.

Noter

[1] Anders Monrad Møller: "Fra galeoth til galease" s. 32, 95 og 134

[2] Gregers Begtrup: "Beskrivelse over Agerdyrkningens Tilstand i Danmark. Nørrejylland I" s. 323

[3] Anders Monrad Møller: "Fra galeoth til galease" s. 95

[4] Gregers Begtrup: "Beskrivelse over Agerdyrkningens Tilstand i Danmark Nørrejylland I" s. 322

[5] P. Eliassen: "Kolding fra Middelalder til Nutid" s. 172-85 og 400

[6] J.J. Fyhn: "Kjöbstaden Kolding 1-2" s. 235-37

[7] Anders Monrad Møller: "Jagt og skonnert" s. 44