Tolddistrikter

Søfarten i Kerteminde

Indhold

  1. Kerteminde i 1700-tallet – fra guldalder til krise
  2. Kerteminde overflødiggjort af Odense
  3. Besværlighederne fortsætter
  4. Handelsveje og -varer
  5. Besejlings- og havneforhold
  6. Hen over århundredet – vanskelighederne fortsætter
  7. Resumé
  8. Noter

Kerteminde i 1700-tallet – fra guldalder til krise

Søfarten i Kerteminde havde gennem hele 1700-tallet vanskelige kår. Eneste undtagelse var 1790’erne. Købstaden var ikke alene blevet meget hårdt ramt af den svenske besættelse i 1658, men også af den dansk/nederlandske flådes bombardement og troppelandsætning det følgende år. Når Kerteminde frem mod år 1700 alligevel oplevede fremgang, skyldtes det ene og alene nærheden til Odense. Kerteminde fungerede nemlig som havneby for Odense. Størstedelen af Kertemindes handelsflåde var således ejet af Odense-købmænd. Ikke blot ud- og indskibedes Odense-købmændenes varer i Kerteminde, men byen fungerede også som Odenses vinterhavn. Nærheden til Odense skabte således ikke alene arbejde til Kertemindes søfolk, men den afkastede også en betydelig næring.

Kerteminde overflødiggjort af Odense

I det sidste årti af 1600-tallet og første del af 1700-tallet flyttede Odense-købmændene imidlertid deres skibe til de nærmere beliggende Strib og Klintebjerg, hvilket overflødiggjorde Kerteminde som Odenses ladeplads og havn. Relationen til Odense var vital, fordi Kerteminde kun havde et ganske lille opland, både hvad tilvejebringelser og afsætningsmuligheder angik. Under lavkonjunkturerne i 1730’erne blev bunden nåede. Toldindtægterne illustrerer ganske glimrende de nye tider i Kerteminde. Mens disse i 1670 var på 2.110 rigsdaler, var de i 1730’erne faldet til 200.[1]

Besværlighederne fortsætter

Mens mange søkøbstæder fra 1750’erne og frem oplevede fremgang, fortsatte besværlighederne for Kerteminde. Grundet det ringe opland, dårlige besejlingsforhold, nærheden til Odense og konkurrencen fra nærtliggende herresæder og købstæder tabte Kerteminde maritime markedsandele. Væksten fandt dog vej til Kerteminde omkring århundredeskiftet. Få år senere udbrød Englandskrigen (1807-14) med nye vanskeligheder til følge.[2]

Handelsveje og -varer

Fartøjer fra Kerteminde havde kontakt med Lübeck og Norge

Et øjebliksbillede fra 1733 giver en karakteristik af byens søfart. Til kertemindernes mest besejlede operationsområder talte Lübeck og Norge. Kontakten til København var derimod af mindre betydning. Byens mindste fartøjer, bæltbådene, indgik ikke blot i det lokale sildefiskeri, men tog også fragter og såkaldtfløttegodsi lokalområder, ligesom de ofte gik til Svendborg for at afhente brænde – en meget efterspurgt vare i 1700-tallets Danmark. I 1733 gik to skibe – en jagt på 4½ og en jagt på 6 kmcl. – med kornvarer til Lübeck. Som returvarer bragte de kramvarer som krydderier, vin, tøj i metermål og bånd, og tillige tagtegl og vinduesglas.[3] Til byens vigtigste operationsområde, Norge, sejlede i 1733 de største skibe med kornvarer – blandt dem var galeothen "Sct. Jørgen" ført af Laurits Muus i 1733. Som returvare medbragte galeothen tømmer, tjære, kul og jern.[4]

Besejlings- og havneforhold

Havne- og besejlingsforhold var som mange steder dårlige i Kerteminde. Skibsbroen, som lå på den nordre side, var i 1765 i så ringe stand, at en øjeblikkelig forbedring ifølge byfogeden var nødvendig. Ikke nok med det så var dybden i havnen kun to meter. Og da sejlrenden gennem den omkringliggende sandrevle var lille og utilregnelig, så var de største skibe ofte nødt til at omlade til pramme på åben red. Opgaven med at omlade blev, efterhånden som skibene blev større, mere og mere uoverkommelig. Besejlings- og havneproblemet blev da også taget op af byens havnekommission, der blev dannet i 1798. Året efter enedes man om at arbejde for en tre meter dyb sejlrende, men arbejdet blev vanskeliggjort af, at det, man i løbet af foråret opmudrede, sandede til under efterårets østenstorme. Året efter kunne man så starte forfra på det bekostelige projekt. Først i 1830’ og 40’erne blev forholdene vedvarende forbedret ved hjælp af en stenmole og stensætning.[5]

Hen over århundredet – vanskelighederne fortsætter

Englandskrigen (1807-14) og særligt den efterfølgende økonomiske lavkonjunktur ramte søfarten i Kerteminde hårdt. I 1700-tallet indgik byens største skibe i farten på Norge. Derfor kunne tabet af Norge i 1814 bestemt mærkes i Kerteminde. Selv om Norge blev udland, så aftog nordmændene fortsat kornleverancer. Søfarten i Kerteminde blev af samme årsag i højere grad end tidligere orienteret mod hovedstaden.[6] De almindelige økonomiske konjunkturer og konkurrencen fra de omkringliggende søkøbstæder, herunder særligt Odense og i stigende grad Svendborg, virkede trykkende for søfarten i Kerteminde. Fra 1830’erne satte væksten igen ind, men dette til trods så fik Kerteminde ikke samme andel i den fremgang, som prægede andre fynske købstæder. Til trods for de forbedrede havneforhold fortsatte vanskelighederne for Kerteminde.[7]      

Resumé

Nærheden til Odense og byens lille opland var af vital betydning for søfarten i Kerteminde. Da byen stoppede med at fungere som havn for Odense, medførte det en lang krise for søfarten i Kerteminde, der, mens andre søkøbstæder oplevede vækst fra 1750’erne, oplevede stagnation. Blandt byens handelsflåde sejlede de største til Norge, mens de mindste indgik i lokalfarten. Også i Kerteminde var den altdominerende eksportartikel korn. Perioden 1700-1832 blev med undtagelse af nogle år omkring århundredeskiftet en vanskelig periode for søfarten i Kerteminde, og byens dårlige besejlings- og havneforhold gjorde ikke problemerne mindre.

Noter

[1] Birgit Bjerre: "Kerteminde bys historie bd. 2" s. 49-52

[2] Birgit Bjerre: "Kerteminde bys historie bd. 2" s. 111-13 og 177-79

[3] Birgit Bjerre: "Kerteminde bys historie bd. 2" s. 112

[4] Anders Monrad Møller: "Fra galeoth til galease" s. 89

[5] Birgit Bjerre: "Kerteminde bys historie bd. 2" s. 93 og 152-3

[6] Birgit Bjerre: "Kerteminde bys historie bd. 2" s. 177

[7] Anders Monrad Møller: "Jagt og skonnert" s. 44