Søfarten i Kalundborg

Indhold

1. Kalundborg i 1700-tallet – da skibene forsvandt
2. Svagt opadgående tendens
3. Søfart næsten kun rettet mod Norge
4. Handelsveje og -varer – korn til Norge
5. Hen over århundredeskiftet
6. Resumé
7. Noter

Kalundborg i 1700-tallet – da skibene forsvandt

Kalundborg havde bedre maritime forhold end de fleste andre købstæder. Købstaden lå godt placeret ud til Storebælt. Indsejlingen til selve byen, der ligger i bunden af Kalundborg Fjord, skærmes af Gisseløre. Selv tæt inde under land var vanddybden godt tre meter. Kalundborg var ikke blot lettere at besejle end flere af købstadens naboer og konkurrenter, dens havn var tilmed isfri tidligere på året. Således kunne byens skippere tidligere gå på havet, og med dette fortrin kunne byens købmænd give bønderne en bedre pris for kornet, hvilket udvidede købstadens opland.[1] Ved indgangen til 1700-tallet havde byen også en anseelig handelsflåde, som hurtigt overvandt tilbageslaget forårsaget af den Store Nordiske Krig (1709-20).

Svagt opadgående tendens

De følgende halvtreds år udviklede Kalundborgs handelsflåde sig nogenlunde som i de øvrige provinskøbstæder – stabilt med en svag opadgående tendens. Mens byens tre færgesmakker plejede forbindelse med Århus, så sejlede de fleste af købstadens skippere med korn på Norge. Byens egne skibe var imidlertid ikke i stand til at dække tonnagebehovet, så derfor blev Kalundborg hyppigt besejlet af fremmede skippere. Neutralitetsudnyttelsen under Den florissante handelsperiode (1778-1807), som skabte ideelle forhold for dansk søfart, medførte dog ingen tonnagetilvækst i Kalundborg, snarere tværtimod. Konkurrencen med fremmede søfarende var ikke til købstadens gunst.

Søfart næsten kun rettet mod Norge

Byhistorien angiver, at Kalundborgs søfarende sejlede næsten ensidigt på Norge, så da det norske kornmonopol blev ophævet i 1788, måtte de finde nye handelsforbindelser. De formåede dog hverken at omlægge fragten til nye markeder eller afvise de mange konkurrenter, som besejlede Kalundborg.[2] I 1802 talte Kalundborgs handelsflåde kun to skibe med en samlet drægtighed på lidt over ti læster. Fra at have en anseelig handelsflåde periodisk i 1700-tallets første godt halvfjerds år, var Kalundborg omkring århundredeskiftet blandt provinsens absolut mindste søkøbstæder målt i samlet tonnage.[3] Mens det gik fint for købstadens købmænd, så var søerhvervet i krise. Ser man bort fra færgesmakkerne, som fortsat skabte beskæftigelse og næring for byens søfarende, så var antallet af skibe svundet kraftigt ind.

Handelsveje og -varer – korn til Norge

Kalundborg havde primært kontakt med Norge, Flensborg, Rørvig, København, Østjylland og Samsø.

Norge var omkring 1733 Kalundborgs største handelsforbindelse, man fragtede korn hertil og hjembragte varer som træ, jern og stenkul. Omkring halvdelen af skibene i denne fart var Kalundborgs egen handelsflåde, mens nordmændene stod for en fjerdedel og resten var skibe fra andre danske byer, dog mest skippere fra Samsø. 12.000 tdr. kornvarer blev officielt udført til Norge i 1733. Udover Norge blev der også udført korn til Flensborg, Rørvig og København. Kun godt 20 pct. af skibene, der afsejlede fra Kalundborg med en indenrigs destination, gik til København, de øvrige 80 pct. gik hovedsageligt til Østjylland typisk Århus og Vejle. I Vejle hentede skipperne fra Kalundborg og Samsø brænde, som blev brugt i formaltning af korn i Kalundborg.

Der tegner sig således et lille mønster mellem Kalundborgs norgeshandel og indenrigsfart. Ved slutningen af 1700-tallet var Norge fortsat den vigtigste handelsforbindelse.[4] I perioder aftog det norske marked 80-90 pct. af det udskibede korn fra Kalundborg, men efter det norske kornmonopols ophævelse faldt denne procentdel markant. Mange af de lokale skippere sejlede i pendulfart på Norge. I 1730 foretog Jens Sørensen Wissing fire ture med korn til Norge i sin tolv læster store galeoth. Ni år senere blev det kun til tre ture, men så nåede han også en gang til Århus efter træsko. Kalundborg havde en fast færgeforbindelse med Århus, hvorfra der foruden passagerer og stykgods også årligt indkom et stort antal levende kvæg.[5]

Hen over århundredeskiftet

Mens byens søfarende omkring århundredeskiftet var i krise, så gik det straks bedre for byens havn, hvis indtægter i disse år var særdeles gode. For havnekommissionen, der som det første sted sammen med Korsør var blevet nedsat i Kalundborg i 1797, var det ligegyldigt, om skibene var hjemmehørende i Kalundborg eller ej. Alle skulle svare bro- og havneafgift, som blev anvendt på en muddermaskine, der kunne sikre ordentlige indsejlingsforhold.

Ved udbruddet af Englandskrigen (1807-14) var købstadens handelsflåde så godt som ikke-eksisterende. Krigen besværliggjorde købstadens handel – særligt den nordgående. Under krigen udstationeredes en afdeling af flådens roflotille i Kalundborg for at kapre fjendtlige fartøjer, men nogle af byens købmænd udrustede også kaperfartøjer. Trods krigen steg Kalundborgs handelsflåde dog betragteligt i 1810’erne.

Havnekommissionens kapital, som beroede på besejlingen af byen, var så betydelig, at den kunne finansiere en ny stenmole omkring 1820. Samme år sluttede festen dog. I 1818 var prisen faldet på landbrugsprodukter, som nærmest blev usælgelige. Krisen kulminerede i 1822-25, hvilket på ny medførte en reduktion af købstadens handelsflåde, der først fik vind i sejlene frem mod slutningen af 1830’erne.[6][7]

Resumé

Kalundborg lå ikke bare godt, købstadens indsejlings- og havneforhold var tillige generelt gode. Købstadens primære handelsforbindelse var Norge, som undertiden aftog over trefjerdedele af det udskibede korn. Kalundborgs handelsflåde kunne dog ikke dække tonnagebehovet. Købstaden blev derfor hyppigt besejlet af fremmede skibe, som i stigende grad overtog besejlingen. Da det norske kornmonopol blev ophævet i 1788, havde Kalundborgs skippere ligeledes vanskeligt at opdyrke nye markeder. Den maritime krise mod 1700-tallets slutning blev først overvundet hen imod midten af 1800-tallet. Derimod spillede færgeforbindelsen med Århus hele tiden en vigtig rolle.

Noter

[1] Tore Nyberg og Thomas Riis (red.): "Kalundborgs historie bd. 1" s. 328-29

[2] Tore Nyberg og Thomas Riis (red.): "Kalundborgs historie bd. 1" s. 156 og 328-31

[3] Anders Monrad Møller: "Fra galeoth til galease" s. 32

[4] Anders M. Møller "Fra galeoth til galease" s. 75-76 og 131

[5] Tore Nyberg og Thomas Riis (red.): "Kalundborgs historie bd. 1" s. 193-98 og 330

[6] Anders Monrad Møller: "Jagt og skonnert" s. 43

[7] Tore Nyberg og Thomas Riis (red.): "Kalundborgs historie bd. 1" s. 332-35