Søfarten i Hadsund
Indhold
- Hadsund tolddistrikt i 1700-tallet
- Hadsund tolddistrikt
- Fra guldalder til krise
- Katastrofen sætter ind
- Handelsveje og –varer
- Hen over århundredet – krisen fortsætter
- Resumé
- Noter
Hadsund tolddistrikt i 1700-tallet
Hadsund tolddistrikt
Færge- og ladestedet Hadsund ligger ved Mariager Fjords munding. Fjorden rummer købstæderne Mariager og Hobro. For at opnå mest mulig kontrol med besejlingen af Mariager Fjord flyttede staten toldstedet fra Mariager til Hadsund i 1680. Skibe, som fremover løb ind og ud af fjorden, skulle fortolde ved Hadsund. Nedenfor beskrives søfarten i Hadsund tolddistrikt som helhed dog med fokus på Mariager – Hobro var relativt set maritimt ubetydelig.
Fra guldalder til krise
I 1700-tallets første årtier befandt Hadsund tolddistrikt sig målt i samlet hjemmehørende tonnage blandt provinsens største søfartscentre, men blot et århundrede senere var distriktet blandt de absolut mindste. Kun Grenaa og Ebeltoft oplevede en nedtur, som tåler sammenligning med Hadsund tolddistrikts.[1] Selv om Mariager mistede fire skibe under Den Store Nordiske Krig (1709-20), klarede tolddistriktet sig som helhed godt gennem krigen.[2] Derimod faldt tonnagen markant under efterkrigstidens økonomiske lavkonjunktur, men fra ca. 1730 til 1770 prægedes området af en jævnt stigende tonnage.
Katastrofen sætter ind
I starten af 1770’erne satte den maritime katastrofe imidlertid ind. På under fyrre år tabte tolddistriktet intet mindre end 150 læster. Samtidig oplevede mange af provinsens øvrige tolddistrikter en forrygende tonnagetilvækst under Den florissante handelsperiode (1778-1807), hvor dansk neutralitetsudnyttelse skabte ideelle forhold for søfarten. I løbet af 1700-tallet tabte Hadsund tolddistrikt dermed maritime markedsandele. Årsagen til områdets nedtur skal søges i distriktets guldalder – de foregående århundreders store eksport af kalk og brænde. Omkring år 1700 var skovene omkring Mariager ved at blive forhugget. Brændet havde man brugt dels til eksport, dels til brænding af kalk. Ved århundredeskiftet var kalkbrændingen imidlertid gået i stå, og eksporten af brænde var i øvrigt også dalende.[3] Når den maritime krise først satte ind i 1770’erne, hænger det sammen med, at områdets egne fartøjer fra midten af 1730’erne og frem havde held til at øge andelen af udskibninger på egen køl, alt imedens den samlede mængde eksporterede varer faldt. Så allerede før den maritime krise satte ind, havde en generel krisestemning forplantet sig i specielt Mariager, hvor man ikke var sene til at give godsejerne omkring fjorden en part af skylden for købstadens problemer.[4]
Handelsveje og –varer
Fartøjer fra Hadsund havde kontakt med København og Norge.
Et øjebliksbillede fra 1733 – før krisen satte ind – giver en karakteristik af søfarten i Hadsund tolddistrikt. 80 pct. af den indkomne tonnage i 1733 kom fra København, men kun godt 30 pct. af den københavnske tonnage var med distriktets egne fartøjer.[5] Alene dette år ankom 110 københavnerskibe.[6] Til hovedstaden fragtede man i første omgang brænde og bygningstømmer dog suppleret med kalk. Returladningen bestod hør, salt, vin, brændevin, tobak o.lign. Disse varer blev i andre distrikter som oftest hentet i Lübeck, men i 1733 sejlede ingen fartøjer fra Hadsund tolddistrikt til den gamle hansestad.
Området plejede derimod forbindelse med Norge, selv om denne kontakt i 1733 fortrinsvis blev opretholdt af norske skibe. Desuden havde Hadsund tolddistrikt også undertiden kontakt til andre købstæder.[7] I stiftsrelationen fra Mariager fra 1735 hedder det: "De, som intet andet har at negotiere med, slæber favnebrænde til København"[8] Trods det nedladende syn på brændetransporten, var det dog endnu i 1733 brænde, som var årsag til områdets høje aktivitet og orientering mod København. Senere i århundredet, da mængden af udskibet brænde faldt, indtog Norge positionen som den foretrukne destination for skibene fra Hadsund tolddistrikt.[9]
Hen over århundredet – krisen fortsætter
Krisen fortsatte i de første årtier af 1800-tallet i Hadsund tolddistrikt, selv om Mariager Fjord var let sejlbar. Desuden havde Mariager allerede i 1804-05 fået en skibsbro, ligesom en mudderpram sikrede ordentlige besejlingsforhold.[10] Alligevel faldt antallet af hjemmehørende skibe stedse mere, men forholdene blev heller ikke bedre af Englandskrigen (1807-14), Statsbankerotten i 1813 og den efterfølgende landbrugskrise (1818-28). Først i århundredets midte oplevede området på ny en maritim opblomstring.[11]
Resumé
Ved indgangen til 1700-tallet var Hadsund tolddistrikt, som omfattede både Mariager og Hobro, ved at lægge sin guldalder, hvis fundament var eksporten af brænde og kalk, bag sig. Områdets skove var ganske enkelt ved at være forhugget, ligesom kalkforekomsterne var svundet ind. I 1700-tallets første årtier var Hadsund tolddistrikt dog blandt provinsens største søfartscentre målt i samlet hjemmehørende tonnage, men blot hundrede år senere befandt området sig blandt de mindste. Mens man i Hadsund tolddistrikt i 1730’erne primært handlede med brænde og bygningstømmer på København, var Norge mod slutningen af århundredet den vigtigste destination. Hadsund tolddistrikts krise fortsatte helt frem til 1850’erne, hvor tiderne på ny blev bedre.
Noter
[1] Anders Monrad Møller: "Fra galeoth til galease" s. 32
[2] H. Dahlerup: "Mariager Klosters og Bys Historie" s. 118
[3] Vagn Andreasen et al.: "Mariager Købstad 400 år" s. 67-8
[4] Anders Monrad Møller: "Fra galeoth til galease" s. 98-9, 129-31 og excel-materialet
[5] Anders Monrad Møller: "Fra galeoth til galease" s. 99
[6] Ole Feldbæk: "Dansk søfartshistorie bd. 3" s. 28
[7] Anders Monrad Møller: "Fra galeoth til galease" s. 98-9
[8] Ole Feldbæk: "Dansk søfartshistorie bd. 3" s. 23
[9] Anders Monrad Møller: "Fra galeoth til galease" s. 129-131
[10] Gregers Begtrup: "Beskrivelse over Agerdyrkningens Tilstand i Danmark. Nørrejylland II" s. 173-4
[11] Anders Monrad Møller: "Jagt og skonnert" s. 43-6