Oplandskort

Opland

Region

	Købstadssogne.
	Sogne, der entydigt er underlagt torvehandelen i én købstad (cirkumferensen).
	Sogne, der gennemskæres af en cirkumferens.
	Administrativt og regionalt afgrænsede enheder, f.eks. len og navngivne sogne henlagt til en bestemt købstads torvehandel.
	Sogne, der er henlagt til to eller flere købstæders torvehandel.
	Sogne med skiftende eller omstridt status.
	Sogne, der slet ikke var omfattet af den formelle oplandsdeling.

Historisk oversigt

Nørresundby kaldtes tidligere blot Sundby, og byens oprindelse kan da også henføres til det faktum, at overgangen over Limfjorden var bekvemmest lige over for købstaden Ålborg. Sundby blev således blot en bydannelse i kraft af færgefarten mellem Ålborg og Vendsyssel. Kilderne vidner om færgefart i 1562, men overgangen har haft stor betydning helt tilbage til førkristen tid, hvor Lindholm lidt vest for Sundby var af stor betydning. Et overfartssted var ensbetydende med ventende rejsende, og byen har i høj grad ernæret sig af udskænkningssteder og gæstgiverier. Under disse besøg har det været oplagt at drive handel, og allerede i 1571 præciserede kong Frederik 2., at besøgende til markederne i Ålborg ikke måtte drive handel i Sundby.

I starten af 1600-tallet var der hele 12 færger på overfarten, og til Ålborgs store fortrydelse steg Sundbys betydning. I 1672 blev en broforpagter stævnet for at have solgt varer ud af huset, og i 1685 fik Sundbyslagtere specialtilladelse til at sælge i Ålborg, hvad var en kulmination på årtiers uenighed. I 1639 var det nødvendigt at forbyde ulovligt købmandskab ved færgen, og i 1648 blev afholdelse af markeder i byen endvidere forbudt Ålborg fik gode privilegier i 1600-tallet og vogtede nidkært over sine rettigheder, hvad flere købstæder fik at føle. Nibe, der som Nørresundby lå inden for Ålborgs definerede firemilegrænse, var en konstant kilde til irritation for handelsstanden i Ålborg. Sundby var dog på ingen måde en konkurrent til Ålborg, og færgeriet og den medfølgende bebyggelse blev langt op i 1700-tallet betragtet som en typisk bondeby af sin noget større nabo.

I 1672 blev Sundby sammen med blandt andet Nibe og Løgstør pålagt at svare konsumption, en afgift, som normalt var forbeholdt købstæder. Dette skete under henvisning til, at disse byer ernærede sig af andet end landbrug. Portkonsumptionen betød i praksis, at byen skulle indhegnes, hvilket endnu ikke var sket i 1704. I midten af 1700-tallet blev Ålborgs privilegier i højere grad overtrådt, og flere sigtelser mod Sundbybeboere førte til domsfældelse. Et af de største problemer var brændevinsbrændingen, som normalt var helt uden for Ålborgs rækkevidde. Sundbyerne følte sig ikke som almindelige bønder, og i 1756 mente byens bager eksempelvis, at han havde ret til at sælge brød til ålborgensere, da Sundby svarede konsumption. Den pragmatiske løsning blev, at Sundby fik ret til at have et bageriudsalg, som ikke måtte sælge til ålborgensere. I 1773 grundlagdes en pibeproduktion i byen på et særligt privilegium, og i 1794 fik en af byens slagtere tilladelse til at sælge i Ålborg. Kødstaden i syd forsøgte dog især i 1700-tallets sidste halvdel at få håndhævet sine privilegier, og i 1753 opsattes plakater mod ulovlig handel i Sundby rettet mod især kornhandel.

I 1800-tallet voksede Sundby i størrelse, og Ålborgs problemer som følge af afståelsen af Norge efter krigen i 1814 udmøntede sig i hele to ansøgninger om købstadsprivilegier, som dog begge afvistes. På daværende tidspunkt havde J.G. Galster fået tilladelse til at drive købmandskab i byen, men trods alt kun bondehandel med specificerede varer.[Note 1] Den ulovlige handel blev med tiden mere systematisk, og den drejede sig nu om opkøb af uld, sæbesyderier og ulovlige købmandsudsalg.[Note 2]

I 1825 fik Nørresundby, som byen nu kaldtes, privilegium på at måtte afholde markeder med heste og kvæg hvert år i både januar og april. Dette var af stor symbolsk betydning, for selvom byen igennem århundreder havde op til fire markeder, så var de ikke privilegerede, men selvdannede, og der handledes hovedsageligt med bonderedskaber og trævarer.[Note 3] I perioden 1792 til 1825 blev der angiveligt kun afholdt to årlige markeder. Et marked onsdag efter pinsen med trævarer og et marked i oktober for handel med slagtehøveder. Fra 1825 til 1840 blev der således afholdt hele fire markeder, hvortil der i 1841 blev tilføjet endnu et, nemlig et heste- og kræmmermarked i december.

I 1831 ophævedes konsumptionen, og i 1860'erne, da pontonbroen mellem Ålborg og Nørresundby var en realitet, blev byen i højere grad end tidligere blot en forstad til Ålborg. Købmand Galster fortolkede sine rettigheder liberalt, men fik med tiden alligevel gså tilladelse til at drive handel med urtekram og farvervarer. Ålborgs handelsstand lagde i 1843 sag an mod ham, men forretningen overlevede og blev i 1850'erne drevet videre af enken.

Den 1. oktober 1856 fik Nørresundby trods modstand fra Ålborg status af handelsplads, hvad gav indbyggerne i byen ret til at drive handel i et vist omfang uden at tage borgerskab i Ålborg. Næringsloven af 1857 og liberaliseringen af handelsprivilegierne fik ikke den store betydning for Nørresundby, der i realiteten allerede fungerede som en forstad til Ålborg uden eget opland. Først i 1872 fik byen bedre havneforhold med anlæggelsen af Galsters Havn som supplement til færgebroen. I slutningen af århundredet voksede Nørresundby i størrelse, og den 1. januar 1900 gav kong Christian 9. byen status af købstad. På daværende tidspunkt havde næringsloven minimeret betydningen af købstadsprivilegier med hensyn til handelsrettigheder, og ved en reform i 1920 afskaffedes definitivt de handelsmæssige læbælter omkring byerne.

Idet Nørresundby blev købstad efter 1857, hvor frihandel i et vist omfang var indført, giver det ikke mening direkte at sammenligne med handelsoplandet for middelalderlige købstæder.

Privilegier og bestemmelser

Litteratur