Oplandskort

Opland

Region

	Købstadssogne.
	Sogne, der entydigt er underlagt torvehandelen i én købstad (cirkumferensen).
	Sogne, der gennemskæres af en cirkumferens.
	Administrativt og regionalt afgrænsede enheder, f.eks. len og navngivne sogne henlagt til en bestemt købstads torvehandel.
	Sogne, der er henlagt til to eller flere købstæders torvehandel.
	Sogne med skiftende eller omstridt status.
	Sogne, der slet ikke var omfattet af den formelle oplandsdeling.

Historisk oversigt

Løgstør ligger som en prop i Limfjordens vestlige del og har på grund af sin beliggenhed som forbindelsesled mellem Ålborg og købstæderne i den vestlige Limfjord historisk set været langt mere betydningsfuld, end dens størrelse umiddelbart berettigede.

Allerede fra 700-årene lå der en større landsby ved Aggersund, hvor vikingerne omkring 980 byggede Aggersborg. I samme område blev Vitskøl Kloster grundlagt i 1158, men først noget senere opstod havnebyen Løgstør. Sildefiskeriet havde væsentlig betydning for Limfjordsregionen i middelalderen, og Løgstørs betydning i den henseende illustreres meget godt ved, at Løgstør sammen med Ålborg i 1516 blev eneste lovlige salteplads for sild i hele Limfjorden. I 1523 oprettedes der toldsted i byen. I 1552 blev saltning af sild i forbudt Løgstør, dog undtaget til eget forbrug.

Løgstør var på ingen måde at sammenligne med en købstad, og i 1598 præciseredes i privilegierne for Ålborg, at indbyggerne i Løgstør ikke måtte drive handel andre steder end i Ålborg. I 1673, da portkonsumptionen indførtes i de danske købstæder, var Løgstør i kraft af sin regionale betydning også inkluderet. Det samme var Nibe i øvrigt også. I løbet af 1600-tallet blev Løgstør en forholdsvis velhavende lille by, men næsten udelukkende på grund af skibenes lange ventetider ved Løgstør Grunde og deraf følgende handel og kun i mindre grad i kraft af handel med det sparsomme opland.

I 1735 berettedes om Løgstør som en by med håndværkere, småkræmmere og kroholdere, og ikke bare et fiskerleje med silde- og salteboder som tidligere. Sildefiskeriet var generelt en ustabil levevej, og fra omkring 1635 gik fiskeriet tilbage, og Løgstørs beboere gik mere og mere over til mindre købmandshandel, krohold samt lidt agerbrug. Enkelte i byen havde dog egne skuder og sejlede på Norge, men grundene mellem Løgstør og Ålborg tillod ikke store fartøjer. I 1743 nævnes en konkurrerende havn i Staun, men dette gentages ikke.

I 1727 blev Nibe købstad, og i 1752 fik Løgstør afslag på samme. Ålborg klagede over Nibes privilegier, og det er givet Ålborgs påvirkning, der afgjorde udfaldet. Løgstør fik dog losse- og laderettigheder i 1752, og bortset fra retslige og administrative forhold i øvrigt lignede Løgstør til forveksling en købstad. Løgstør var med tiden blevet et naturligt midtpunkt for Limfjordens mange fladbundede skibe, de såkaldte krejlere, der kunne komme omkring overalt i Limfjorden og handle med sild, men som naturligvis ofte også brød købstædernes monopoler. Kilderne vidner om, at eksempelvis Øsløskrejlerne ofte havde bestillinger med hjemmefra, når de tog ud at sejle.[Note 1] I perioden 1650 til 1750 var befolkningstallet i Løgstør stagneret, men byen havde stadig mange skippere og fiskere. Oplandet var af mindre betydning, og det forlød, at to mil inde i det hedeområde, der omkransede byen, kendte man slet ikke til Løgstør.[Note 2] Løgstørs udvikling som handelsby hæmmedes også af brande i 1743, 1747, 1751 og 1787.

Natten til den 29. marts 1775 fik stor betydning for Løgstør, idet en storm sørgede for, at Løgstør Grunde fik en seks fods sejlbar rende. Renden forsvandt dog igen omkring år 1800, og først med indvielsen af Frederik 7.'s Kanal den 13. juli 1861 blev farvandet ved Løgstør sejlbart i begge retninger.

I starten af 1800-tallet var fiskeriet aftaget, og i 1828 var der kun få sildesalterier tilbage. Byens handelsliv voksede i takt med, at forbindelsen til oplandet blev tættere, og i 1848 berettedes om en by med et betydeligt opland og en god beliggenhed for handel.[Note 3] Ålborgs privilegiebestemte dominans over de øvrige Limfjordsbyer forsvandt i 1841, da samtlige købstæder i Limfjorden inkl. Løgstør fik eget toldsted. Året efter blev Løgstør tilbudt at få egentlige købstadsprivilegier, men dette ønskede man ikke i byen på grund af frygten for de medfølgende udgifter. Havnen var ved denne tid blevet utidssvarende, og i 1852 stod et nybygget havneanlæg klar.

Handelslivet i Løgstør voksede i løbet af 1800-tallet, og befolkningstilvæksen eksploderede især i slutningen af århundredet. I 1893 blev Løgstør forbundet med jernbanenettet med linjeføring til Hobro, og på daværende tidspunkt sejlede dampskibene tillige i rutefart blandt andet til Løgstør. Løgstør blev endelig købstad 1. januar 1900, og på dette tidspunkt var næringsloven af 1857 for længst trådt i kraft, og reformen i 1920, der definitivt opløste læbæltesystemet, var kun et par årtier forude.

Løgstør har således fået sine privilegier, efter at den frie handel i praksis var trådt i kraft, hvilket gør, at Løgstør ikke umiddelbart er sammenlignelig med de middelalderlige købstæder.

Privilegier og bestemmelser

Litteratur