Oplandskort

Opland

Region

	Købstadssogne.
	Sogne, der entydigt er underlagt torvehandelen i én købstad (cirkumferensen).
	Sogne, der gennemskæres af en cirkumferens.
	Administrativt og regionalt afgrænsede enheder, f.eks. len og navngivne sogne henlagt til en bestemt købstads torvehandel.
	Sogne, der er henlagt til to eller flere købstæders torvehandel.
	Sogne med skiftende eller omstridt status.
	Sogne, der slet ikke var omfattet af den formelle oplandsdeling.

Historisk oversigt

Silkeborg havde i 1787 kun 25 indbyggere og var dermed en typisk landsby i det ikke særligt tætbefolkede Midtjylland.[Note 1] Der var langt til købstæderne Horsens, Skanderborg, Århus og Randers mod øst, Viborg i nord og Ringkøbing i vest.

I 1844 oprettede Michael Drewsen en papirfabrik i Silkeborg, da der her var mulighed for billig vandkraft til fabrikken. Egnen havde i forvejen en del landhåndværk, og især træskomageri og pottemageri var udbredt. Landbruget var ringe, men trods alt det vigtigste erhverv. Ambitionerne var store, og i januar 1846 blev den anden anden resolution om oprettelse af Silkeborg som handelsplads underskrevet, og dette gav byen visse handelsrettigheder, der dog ikke var sammenlignelige med et egentligt købstadsprivilegium. Året efter fik Silkeborg egen brændevinsbrænderi- og toldkontrol, og det er tydeligt, at befolkningstilvæksten gjorde det formålstjentlig at give Silkeborg visse retttigheder. Dette gjaldt i særdeleshed, fordi det potentielle opland i praksis kunne svare til den normale tomilegrænse. De fleste danske købstæder opererede med en forestilling om et opland inden for en sådan tomilegrænse, hvadenten denne grænsen var formelt fastlagt eller ikke.

Silkeborg voksede med fabrikken, og i 1850 havde byen omkring 400-500 indbyggere. Allerede i 1855 var indbyggertallet på 1.200, hvorefter Silkeborgs udviklling stabiliserede sig indtil omkring 1880, hvor væksten tog fart igen. Især var der kraftig vækst omkring år 1900. Dette år fik Silkeborg købstadsprivilegium.

Udviklingen fra handelsplads til købstad forløb dog ikke uproblematisk, og næringslovens vedtagelse i 1857 degraderede i teorien handelspladsen til en almindelig bondeby til Silkeborgs store fortrydelse. Der opstod som følge af næringsloven en del småhandlende rundt omkring i landsbyerne, selvom disse dog vedblev hovedsageligt at handle i Silkeborg. De større landsbyer Herning, Kjellerup, Hammel, Høver og Brædstrup fik på dette grundlag i handelen på Silkeborgs bekostning.[Note 2] Oplandet eller handelsgrundlaget vurderedes i 1850 at omfatte sogne på den anden side af Herning i vest, til Nørre Snede i syd, i øst til Dallerup og Tulstrup og til Hing og Grauballe i nord.[Note 3]

Købmændene i Silkeborg købte hovedsageligt deres varer i Randers, og det var en stor fordel, at Gudenå i 1858 blev åbnet for pramfart på hele strækningen.[Note 4] Der indkøbtes dog også varer i Hamborg og København samt naturligvis lidt i Århus. I 1856 stod landevejen mellem Århus og Ringkøbing klar, og Silkeborg var et naturligt punkt på ruten. I 1871 blev Silkeborg forbundet med jernbanenettet med ruten til Århus via Skanderborg, og der var sågar tale om direkte bane til Randers, hvad dog ikke blev en realitet, blandt andet fordi Silkeborg var bange for at miste opland nordøst for byen.

Silkeborg blev som nævnt først købstad flere årtier efter, at handelsrettigheder i forhold til oplandet havde mistet betydning, men fortoldningsretten, som handelspladsen fik i 1847, gav ifølge kilderne genlyd i hele Midtjylland og betød mere ordnede toldforhold til Silkeborgs ubetingede fordel. Bissekræmmere og brændevinsbrændere kunne ikke længere vide sig sikre på trods af de lange afstande til købstæderne. Næringslovens indførelse mindskede som nævnt Silkeborgs naturlige opland, men befolkningstilvæksten i perioden var dog så stor, at den mere end opvejede byens tab af handelspotentiale.[Note 5]

Handelen var generelt god i Silkeborg i perioden frem til 1. Verdenskrig, og både torvedagene og markederne var vel besøgte. Allerede i 1845 fik Silkeborg tilladelse til at afholde to årsmarkeder henholdsvis den 18. juni og fredagen, som var nærmest 18. september. I 1848 fik byen tillige tilladelse til nye markeder 15. maj og 25. oktober. Derudover blev det besluttet, at lørdag skulle være fast torvedag. I 1873 nedlagdes byens krammarkeder med virkning fra 1883, og på dette tidspunkt var det først og fremmest kreaturhandel - der blandt andet førte til flere selvdannede markeder - samt den første lørdag i hver måned, der bragte aktivitet til byen.[Note 6]

Silkeborg fik status af købstad 1. januar 1900 og har derefter ikke haft deciderede handelsrettigheder i forhold til oplandet udover læbælteordningen, der havde virkning fra næringslovens ikrafttræden i 1862 til 1920-reformen, som definitivt afskaffede købstædernes særrettigheder i forhold til oplandet.

Privilegier og bestemmelser

Litteratur