Oplandskort

Opland

Region

	Købstadssogne.
	Sogne, der entydigt er underlagt torvehandelen i én købstad (cirkumferensen).
	Sogne, der gennemskæres af en cirkumferens.
	Administrativt og regionalt afgrænsede enheder, f.eks. len og navngivne sogne henlagt til en bestemt købstads torvehandel.
	Sogne, der er henlagt til to eller flere købstæders torvehandel.
	Sogne med skiftende eller omstridt status.
	Sogne, der slet ikke var omfattet af den formelle oplandsdeling.

Historisk oversigt

Haderslev, der har sin oprindelse i 1100-tallet, blev først mere end en landsby i 1200-tallet og fik status af købstad med stadsretten af 1292. Stadsrettens 39 punkter er typiske, og købstadsprivilegierne afviger ikke nævneværdigt fra lignende stadsretter i andre byer. I 1455 fik købstaden toldfrihed på alle egne varer undtagen okser købt på oksedriften eller i Nørrejylland. Kun fem år senere udstrækkes toldfriheden til også at gælde øksne og heste, hvilket var en stor frihed, oplandets store produktion af kvæg taget i betragtning.

Håndhævelsen af privilegierne har ikke forløbet helt uproblematisk, og som i andre sønderjyske byer var det især fremmede købmænds opkøb på landet, der kostede Haderslev dyrt. I 1496 præciseres, at ingen fremmede købmænd måtte købe korn, heste, okser, smør, honning og andre levende eller døde dyr i Haderslev Len. Lenet var altså købstadens reelle handelsopland, og da området var forholdsvis tæt befolket og jordens bonitet bestemt ikke var dårlig, så havde Haderslev i bunden af fjorden meget gode betingelser for at blive et regionalt centrum. I 1499 var det igen nødvendigt at præcisere, at korn kun må købes på torvet i Haderslev, og bønderne har sikkert i stor stil solgt til tyske opkøbere direkte fra bondegården. Af andre lovovertrædelser kan nævnes en dom i 1674, hvor en mand blev frataget seks svin, han havde indsmuglet.[Note 1]

Åbenråskomagerne kom til Haderslevs store fortrydelse ofte på torvet i byen, og en klage medførte i 1637, at kong Christian 4. forbød Åbenrå-skomagerne ikke bare at søge torv i Haderslev, men præciserede også, at de heller ikke måtte sælge produktionen hemmeligt i byen eller på landet. Derudover var der også en regel om, at byens borgere ikke måtte huse Åbenrå-skomagere, en præventiv foranstaltning, som ikke var unik for Haderslev.[Note 2]

Byen var ganske afhængig af sit oplands indførsel af varer, og kun skomagerne blev tidligt en betydelig håndværkerstand i byen. Havnen, som i 1300-tallet havde været tidssvarende, var allerede i 1500-tallet ikke særligt anvendelig, idet vanddyben nødvendiggjorde pramning langt fra byen. Konkurrerende købstæder som Åbenrå og Kolding havde bedre havneforhold, og omegnens bønder valgte ofte at søge til især Åbenrå.[Note 3] Haderslevs storhedstid var uden tvivl perioden fra godt 1525 til 1627. Kejserkrigen kostede byen dyrt, og gennem århundrederne viste det sig, at nærheden til Tyskland ikke kun bragte handel med sig, men desværre også store omkostninger i forbindelse med krige. Efter Kejserkrigen gik det nedad for byen økonomisk, men selvom vedligeholdelsen af byens tre broer var dyr, varede det ikke længe, før der igen kom liv i byens handel.

I 1710 indføres en forpagtning af eneretten til at drive handel med øl, brændevin og høkervarer i området uden for en afstand af to mil fra byen, senere præciseret som Nørre Tyrstrup Herred, de nordlige og vestlige dele af Gram Herred, Frøs og Kalvslund Herreder og Hviding Herred. I denne zone blev eneretten overladt til højestbydende, mens borgerskabet beholdt eneretten inden for en afstand af to mil fra byen.[Note 4]

En forordning i 1711 for hertugdømmerne forbød borgerlig næring (handel og håndværk) på landet i en vis afstand fra både byer og flækker, nærmere bestemt tre mil på gesten og to mil på marsken. Sådanne ydelser skulle købes i byerne, men bønderne blev ikke tvunget til at handle i bestemte byer. Hertugdømmerne blev herved på nær ganske små områder dækker af tvangsmilegrænser. Specifikt relevant i denne sammenhæng er, at bestemmelserne omfattede Tønder, Haderslev og Sønderborg.[Note 5]

I 1713 blev skellet mellem de to zoner fastlagt ved tingsvidner. I Tyrstrup Herred blev skellet lagt ved Vargårds Mølle, Høkkelbjerg, Skovrup, Frørup og Stepping, og derudover blev det fastlagt, at Sønderballe, Emmervad, Abkær, Neder Jerstal, Bevtoft Mølle, Uldal, Skrydstrup, Bæk, Oksenvad, Mølby, Lerte og Revsøgaard lå inden for to mils afstand fra Haderslev. Borgerskabet vandt i en årrække forpagtningen og beholdt således deres fodfæste i bondehandelen. Borgerskabet i Haderslev dominerede forpagtningssystemet frem til slutningen af 1700-tallet og begyndte fra ca. 1760 tillige at forpagte talrige kroer på landet. På den måde sikrede de sig yderligere faste leverancer til bondeoplandet.

I løbet af 1700-tallet blev årsmarkederne af større betydning end tidligere, og købmændene klagede i 1717 over, at der i byen var hele tre markeder, henholdsvis St. Jacobi, Påskemarkedet og Mikkels-markedet. Året efter præciserede kong Frederik 4., at fremmede kun havde adgang til Påskemarkedet, at markedet på St. Jacobi dag kun måtte handle med fisk, samt at Mikkelsmarkedet var forbeholdt de bosiddende købmænd.[Note 6] Oplysningerne om markederne i Haderslev gennem perioden er sporadiske og ofte modsigende. Det første marked var formentlig Mikkelsmarkedet, [Note 7] men i 1600-tallet var der ifølge samme kilde kun et fiskemarked omkring St. Hans dag varende tre dage. Dette marked blev senere flyttet til St. Jacobi dag, hvilket stemmer fint overens med præciseringen i 1718. I 1728 forsøgte købmændene igen at mindske årsmarkedernes indgreb i deres erhverv, men denne gang afviste kongen. I 1747 fik fremmede tilladelse til at besøge Mikkelsmarkedet, hvad formentligt har været sædvane inden 1718. Udover de nævnte markeder har der været et stort marked på fastelavnsmandag, hvor der angiveligt skulle være et stort salg af heste, og opkøberne kom langvejs fra.[Note 8] Det største marked var Mikkelsmarkedet om efteråret og Påskemarkedet.[Note 9]

Markedsdagene gav stor aktivitet, og både kristne og jødiske kræmmere antastede markedsgæsterne overalt i disse dage [Note 10] Det siges, at beboere i grænselandet generelt havde et afslappet forhold til lovgivningen under markedsdagene, og indsmugling af varer til byen var for nogle næsten en hobby.[Note 11]

Haderslev havde torvedag hver mandag og fredag, hvilke normalt var godt besøgt. Købstadens opland var trods problemerne større end mange andre, mindre købstæders.

Haderslev havde som tidligere nævnt formelt set et stort opland, men i 1700-tallets slutning skulle det vise sig at være yderst teoretisk. I 1771 blev Brødremenighedsbyen Christiansfeld grundlagt med unikke privilegier, der handelsmæssigt gav byen yderst fordelagtige betingelser. I løbet af få år fik Christiansfeld et særligt godt ry for kvalitetsvarer, og bådebønder i Haderslevs opland såvel som borgere i købstaden valgte ofte at handle i Christiansfeld til stor skade for Haderslev.[Note 12] Perspektiverne var dystre for Haderslev, og beretninger fra 1790'erne vidner om en by med kun lidt handel, som så tilbage på de gode gamle dage.[Note 13]

Det må nævnes, at Haderslev delvist nedbrændte i 1759, og i 1769 var det den mindste købstad i hele Nordslesvig. Skibsfarten var i denne tid stort set sat i bero, idet fjorden nu var næsten umuligt at besejle.[Note 14] I perioden indtil havneinitiativerne omkring 1830 måtte sejlende til byen lægge til ved Nygård Skov, og var skibet større, måtte det lægge til ved Stevelt helt ude ved fjordens udmunding.

Christiansfelds opblomstring havde dog kostet byen dyrt, og byens tre markeder var i 1810-1820 ikke mere så godt besøgte som tidligere. Fjernhandlen var minimal, og selv byens købmænd drev ofte agerbrug ved siden af deres borgerlige erhverv. Bønhaseri, omrejsende kræmmere og brændevinsbrænderi i bøndergårdene var normalt, og kro- og høkerirettighederne blev systematisk fortolket langt ud over, hvad der var lovligt. Kramvaresalg på landet og handel med kniplingsvarer var andre problemer i tiden. Haderslev nød dog godt af den kniplingshandel, der trods alt kom til byen.

Haderslev bestod indtil 1834 rent teknisk af Haderslev by og slotsgrunden, og siden 1800 gik debatten om slotsgrunden højt. Slotsgrunden fik i 1500-tallet gode privilegier, og beboerne ville ikke frivilligt miste deres fordele. Væksten fortsatte perioden ud, selvom flere brændevinsbrændere fra byen så sent som i 1850'erne fik malet deres korn hele to mil fra byen på enten Tørning eller Aller Mølle.[Note 15]

Fra 1800 til 1860 havde Haderslev den største befolkningstilvækst i Slesvig, og fra 1820 og frem kan man tale om, at byen var inde i en decideret vækstperiode. I 1866 blev Haderslev stationsby til ubetinget fordel for købstadens borgerlige erhverv.

Privilegier og bestemmelser

Litteratur