Oplandskort

Opland

Region

	Købstadssogne.
	Sogne, der entydigt er underlagt torvehandelen i én købstad (cirkumferensen).
	Sogne, der gennemskæres af en cirkumferens.
	Administrativt og regionalt afgrænsede enheder, f.eks. len og navngivne sogne henlagt til en bestemt købstads torvehandel.
	Sogne, der er henlagt til to eller flere købstæders torvehandel.
	Sogne med skiftende eller omstridt status.
	Sogne, der slet ikke var omfattet af den formelle oplandsdeling.

Historisk oversigt

Frederikshavn hed frem til 1818 Fladstrand og omtales første gang i 1572. Beliggenheden var ideel for en havn, da stranden lå i ly af Hirsholmerne og således var beskyttet, modsat Sæby i syd, der havde permanente havneproblemer. I slutningen af 1500-tallet bestod Fladstrand kun af 26 huse ved stranden i Flade Sogn, selvom der i samme tid blev lovgivet om, at der skulle svares told af det øl, som blev indført og udskænket på stedet. [Note 1] Fladstrand havde dog trods sine fysiske rammer en handelmæssig betydning, da mange sejlende handlede her og besøgte udskænkningsstederne.

Under svenskerkrigene i 1600-tallets midte blev Fladstrand en vigtig havn og fik derfor i 1675 en fæstning med dertilhørende garrnison. Med fæstningen fulgte handels- og håndværksmæssig omsætning. Dette fik ikke alene stor betydning for Fladstrand, men blev også et decideret negativt vendepunkt for Sæby kun 2,25 mil sydpå. Toldbestemmelser i 1651 og 1655 havde dog pålagt Fladstrand at fortolde i de nærliggende købstæder, Sæby og Skagen, og tørrede fisk, som var en betydelig artikel for fiskerlejet, kunne således ikke lovligt indføres og sælges i byen.

Fladstrand fik et opsving i 1670'erne og 1680'erne, hvilket overvejende skete på Sæbys bekostning, og i 1681, da Fladstrand som havn havde overhalet Sæby i økonomisk betydning, fik byen overdraget toldstedet i stedet for købstaden Sæby. Der udvikledes bymæssig bebyggelse i årene omkring år 1700. Handelen i Fladstrand var i princippet ulovlig, men selvom Sæby ofte klagede, så var det for sent, og Sæby følte sig med rette truet på sin eksistens. I år 1700 pålagdes Fladstrand at svare konsumption, og byens handel bliver således til en vis grad legitimiseret. Under Store Nordiske Krig blev Fladstrand et vigtigt støttepunkt for kontakten til Norge, og den gunstige udvikling holdt krigen ud.

I 1720, da krigen sluttede, vendte udviklingen, og byen måtte ernære sig af fiskeri og kun i mindre omfang af handel og skibsfart. Fiskene blev hovedsageligt udskibet til København, og landbrugsprodukterne blev normalt udført til Norge. Enkelte skippere drev købmandshandel, men indberetningen af 1735 omtaler kun tre købmænd i byen, og det er tydeligt, at Fladstrands handelsmæssige betydning var afhængig af skibsfarten og omsætningen, der fulgte med garnisonens ophold i byen. I 1760'erne var der dog hele 8-10 købmænd samt seks skippere, der drev handel.

Fæstningen blev midlertidig nedlagt i perioden 1764 til 1773, men den var i fredstid af mindre betydning, og det afgørende blev mere og mere fiskeriet og skibsfarten. På mange måder var Fladstrand i 1770 en større landsby med en velfungerende havn. I slutningen af 1700-tallet sandede havnen delvis til, men Englandskonflikten i starten af 1800-tallet betød, at fæstningen blev genopbygget sammen med et nyere havneanlæg, der stod færdigt i 1810. Fladstrands betydning i forhold til udførsel af korn til Norge spillede en stor rolle, og byens kapere i denne tid hjembragte store priser, som dog indtil 1808 skulle sælges i en købstad. Krigen gav med andre ord i lighed med de tidligere krige øget handel og omsætning.

Fladstrands indbyggertal voksede i starten af 1800-tallet, og dette endda hurtigere end typisk for danske købstæder i denne periode. Fladstrand var dog endnu ikke en købstad, selvom handelen i byen på mange måder var typisk for en købstad. Sæby og andre købstæder havde på dette tidspunkt opgivet at hævde sine rettigheder i forhold til Fladstrand, og i ansøgningen om købstadsprivilegierne i 1818 argumenteres med, at Fladstrand af sædvane havde hævdet en ret til handel, som ingen nabokøbstad havde påtalt.[Note 2] Ligeledes fremgår det af kilderne, at købstadsprivilegierne ikke betød så meget for byen, da der i mange år var drevet handel, håndværk, brændevinsbrænderi og krohold, uden at der blev skredet ind mod det. [Note 3]

Den 25. december 1818 blev Fladstrand endelig købstad under sit nuværende navn Frederikshavn. Købstadsprivilegiet var givet på foranledning af en herredsfoged, der ønskede ordnede forhold i byen. Efter Englandskrigen var der nedgang for byen handelsmæssigt, men byen voksede i kraft af mange tilflyttende fra Vendsyssel. I perioden 1838 til 1855 var der påny opsving for byen, delvis på grund af bedre veje til Hjørring, men også fordi en ny type skibe ved navn kvaser fik stor betydning.

I 1840 havde købstaden 13 købmænd og hele 34 mindre handlende. Selvom der fra 1855 var nedgang i eksporten af korn til Norge, kan tiden fra 1800-tallets midte til 1870 med rette kaldes Frederikshavns storhedstid. I 1870 fik byen et skibsværft, og i samme periode blev den stationsby. Allerede i 1852 var der dampskibsrute fra havnen i byen, og på relativt kort tid var det lykkedes at gøre Frederikshavn til en vigtig havneby i det nordjyske.

Da Frederikshavn først fik sine købstadsprivilegier ca. 40 år før næringsloven af 1857 - og dermed i en periode, hvor købstædernes opland normalt ikke blev defineret så skarpt - har købstaden i praksis ikke haft noget opland, den kunne miste ved lovens ikrafttræden. Oplandet har dog, siden fiskerlejet voksede til en velfungerende by i 1700-tallet, været rimeligt stort i praksis.

Torvedage og årlige markeder er ikke nævnt i privilegierne, men det kan ikke udelukkes, at byen har haft selvdannede torve- og markedsdage i slutningen af perioden op imod næringsloven.

Privilegier og bestemmelser

Litteratur