De enkelte byer

Den Digitale Byport » By og opland » Århus

Århus

Oplandskort

Opland

Region
Købstadssogne.
Sogne, der entydigt er underlagt torvehandelen i én købstad (cirkumferensen).
Sogne, der gennemskæres af en cirkumferens.
Administrativt og regionalt afgrænsede enheder, f.eks. len og navngivne sogne henlagt til en bestemt købstads torvehandel.
Sogne, der er henlagt til to eller flere købstæders torvehandel.
Sogne med skiftende eller omstridt status.
Sogne, der slet ikke var omfattet af den formelle oplandsdeling.

Historisk oversigt

Nye arkæologiske resultater peger i retning af, Århus formentlig blev grundlagt i anden halvdel af 700-tallet.[Note 1] Byen opstod ved Århus Ås udmunding, og senest i anden halvdel af 900-tallet var byen velbefolket, og meget tyder på, at der kom handlende fra Tyskland og Norge allerede på dette tidspunkt. Oplandet havde god landbrugsjord, og den geografiske beliggenhed gjorde, at byen blev en naturlig del af handelsvejene. Omkring byens volde opstod der flere landsbyer. I tiden efter år 1200 bragte de kirkelige institutioner rigdom til byen, og byens handelsmæssige position voksede.

Hvornår byen fik sine købstadsprivilegier vides ikke med sikkerhed, men det er overvejende sandsynligt, at det er sket under kong Valdemar Sejr i perioden 1202-1241. Det første privilegium, der kendes, er dateret 2. juni 1441, hvor byen blev begunstiget af kong Christian 3. af Bayern. I privilegierne til Ebeltoft af 25. august 1317 blev Ebeltoft bevilget samme rettigheder og love som Viborg og Århus, så givet er det, at privilegierne kom langt tidligere end 1441. De første kendte privilegier er typiske for tiden og præciserer - i denne sammenhæng - blot, at det er forbudt at gøre brug af ulovlige havne, samt at det er strafbart at handle ulovligt. I 1400-tallet var det generelt svært for købstæderne at håndhæve deres privilegier, og landprang og indskibning fra små ulovlige ladepladser var ikke unormalt.[Note 2]

Århus fik i perioden 1441 til 1505 flere gange præciseret sine rettigheder til fordel for byen. Eksempelvis fik borgerne i 1477 ret til at fiske overalt i Jylland, herunder Lillebælt og Kalø Vig. I 1505 fik Århus endvidere ret til al handel inden for en radius på fire mil omkring byen, hvad dog var hæmmet af det faktum, at der skulle tages forbehold for de rettigheder, borgerne i både Horsens, Randers og Grenå havde. I praksis gav det formelt byen et ganske uindskrænket handelsopland syd og vest for byen. Nord for byen var rettigheden noget vigtigere, idet købstaden Ebeltoft ikke var undtaget, og området var noget tættere befolket.

I perioden 1540 til 1640 oplevede Århus stor fremgang, hvilket delvist var grundet i kronens brug af Århus havn til udskibning. De efterfølgende 100 år var dog præget af stagnation, indtil væksten igen for alvor tog fat omkring 1750. Århus havn var da atter primus motor.

Århus var klart den største købstad i Østjylland, og havde som andre købstæder ret til at fiske i hele Jylland. Ålborg var dog ikke særlig villig til at acceptere dette, men i 1553 faldt der dom til fordel for Randers og Århus.[Note 3]

Århus har gennem tiden haft stor betydning både regionalt og nationalt i forbindelse med de årlige markeder.[Note 4] I 1600-årene blev der blot afholdt ét årligt marked, det såkaldte Skt. Olufs marked, men med tiden fik byen også Hvideras og senere også St. Peders marked. I perioden frem til 1553 var der desuden et såkaldt Skt. Anne marked.[Note 5] Stk. Olufs markedet var et krammarked, hvor de to andre var kvægmarkeder, hvilket dog ikke blev strengt overholdt. Udover de årlige markeder havde Århus i 1500-årene og frem to ugentlige markedsdage, onsdag og fredag, hvor fredag senere blev ændret til lørdag.

Samsø havde særrettigheder og måtte købe bygningstømmer, brænde og andet direkte af de bønder, der kom til Århus uden om borgerne. Øen var dog svagt befolket, så i praksis har det på ingen måde haft en reel indflydelse på byens vækst. Byens faktiske opland har været koncentreret inden for en radius af 25 kilometer fra byen, og det har i praksis været svært at få bønder til at søge torv i en by, der lå længere væk. Byen fortsatte sin vækst og havde i 1733 provinsens største handelsflåde.

Omkring 1850 og frem eksploderede købstadens udvikling, og målt i befolkningstal overhalede byen hurtigt Ålborg og Odense. Medvirkende hertil var vel især havneudvidelser i 1840'erne og vej- og jernbanenettets udvidelse, der gjorde Århus til midtpunkt for den midt- og østjyske handel.

Noter

[Note 1] Damm (red.) 2005.
[Note 2] Selv kirkelige autoriteter overtrådte privilegierne. Den 9. april 1488 faldt der eksempelvis dom over biskop Eiler, idet tre af hans svende havde gjort forprang til skade for byen. Hübertz 1845:61.
[Note 3] 19. oktober 1553. Uenigheden drejede sig specifikt om fiskeri i området ud for Moe Birk og Hals Sogn samt handel på fiskerlejerne. Dommen var dog ikke en fuldstændig sejr for Århus. Hüberz:1845:156.
[Note 4] En længere gennemgang af byens markeder og de skiftende datoer og perioder findes i Gejl 1996. Bind1:302ff.
[Note 5] Hübertz 1845:153.

Privilegier og bestemmelser

1441 2. juni Kong Christoffer 3. af Bayern stadfæster gældende privilegier. Borgerne skal være toldfri i hele landet undtagen på Skånemarkedet. Ulovlige køb og brug af ulovlige havne er strafbart. Det præciseres endvidere, at vejning skal foretages i Århus.[Note 1]
1450 4. februar Kong Christian 1. stadfæster gældende privilegier.
1475 30. september Kong Christian 1. påbyder, at håndværkere og købmænd kun må virke som henholdsvis håndværkere og købmænd, samt at begge grupper skal være borgere i byen.
1475 30. september Kong Christian 1. pålægger bønderne i hele riget kun at sælge og købe med borgere i købstæderne, og på landet må ingen købe mere end til eget behov. Kongen tillader tyskere at sejle til Danmark. Danskere må derimod ikke sejle købmandsvarer til Tyskland, men dog inden for de tre riger. Til gengæld skal tyske kompagni ophæves, om end tyskerne må optages i danske kompagni. Der pålægges danskere forbud mod at eksportere øksne.[Note 2] Det vurderes, at forordningen gjaldt hele kongeriget.[Note 3]
1477 5. februar Kong Christian 1. giver borgerne i Århus ret til fiskeri i Lillebælt, Kalø Vig og andetsteds i Jylland.
1483 23. maj Kong Hans stadfæster gældende privilegier og præciserer, at borgerne i Århus har toldfrihed i hele riget herunder Limfjorden samt ret til at handle på alle årsmarkeder i Jylland.[Note 4]
1486 1. august Kong Hans præciserer borgernes rettigheder i en strid med Øm Kloster om borgernes frihed for afgifter i Ry.
1486 21. februar Kong Hans stadfæster gældende privilegier og indskærper, at borgerne i Århus har toldfrihed i hele riget herunder Limfjorden samt frihed for torveafgifter.
1496 6. marts Kong Hans stadfæster, at borgerne har ret til frit at fiske i saltvand ved Jylland samt har toldfrihed i hele riget.
1500 22. september Kong Hans giver borgerne i Århus ret til i høsten at bruge kronens jord i Falsterbo, som lå ved stranden nord for Jungshoveds Leje.
1505 19. november Kong Hans præcisererer, at ingen fremmede må handle med bønderne i fire mils omkreds om byen, dog beholder borgerne i Horsens, Randers og Grenå de rettigheder, de har fået af kongen. Det præciseres endvidere, at hverken herremænd, præster eller bønder må drive forprang, men skal handle med borgerne.
1515 13. november Kong Christian 2. stadfæster gældende privilegier.
1515 23. oktober Kong Christian 2. giver borgerne i de nørrejyske købstæder en række privilegier vedrørende handel i Nørrejylland. Det præciseres blandt andet, at udførsel kun må ske via Ribe og Kolding, og at øksne kun må handles på markederne Natiutatis Marie i Ribe og Sanncti Francisci i Kolding, dog ikke mere end 100 øksne per borger. Derudover præciseres, at ingen må købe på andres vegne.
1558 13. december Reces, bl.a. om hvordan adelen må bruge deres handel med sild og staldokser. Det skal stå adelen frit for at salte dem selv, ligesom det tillades udlændinge og fremmede. Det skal også stå adelen frit for at købe eller sælge så mange okser, som han kan stalde på sit eget eller sine tjeneres foder, dog kun hvis det ikke krænker kongens told. I samme reces (§33) forbydes det alle at benytte sig af nogen form for købmandskab til forprang i bygderne og landsbyerne. Alle som bor på landet og pløjer og sår, skal dog have lov til at købe sædekorn og hvad de ellers har brug for til deres husholdning.
1559 12. august Kong Frederik 2.s håndfæstning om, hvordan adelen må bruge deres handel med sild og staldokser. Det skal stå adelen frit for at salte dem selv, ligesom det tillades udlændinge og fremmede. Det skal også stå adelen frit for at købe eller sælge så mange okser, som den kan stalde på sit eget eller sine tjeneres foder, dog kun hvis det ikke krænker kongens told.
1559 12. august Kong Frederik 2.s håndfæstning, der præciserer, at det skal stå adelen frit at handle med udenlandske købmænd.
1561 7. december Kong Frederik 2. stadfæster gældende privilegier.
1575 21. juni Åbent brev til provster, præster og bønder om, at stald- eller græsokser kun må sælges på markeder i købstæderne.
1590 20. august Åbent brev om afskaffelse af forprang, landekøb og ulovlige havne. Man har erfaret, at der bliver drevet omfattende forprang og landekøb (altså handel udenfor købstæderne) med korn og andre varer, der krænker både de borgerlige privilegier, og kronens ret til told. Efter denne dag må ingen bruge nogen landekøb eller forprang på landsbyerne eller andre steder, hverken med korn eller andre varer, som er imod recessen. Også drift af ulovlige havne skal høre op, og det gælder både opskibning og udskibning. Bliver man efter denne dag taget i at bedrive landekøb eller gøre brug af ulovlige havne, vil disse varer blive konfiskerede af kronen. Det påbydes, at man går til kongens fogde eller embedsmænd, hvis man kender til sådanne ulovlige drifter. Ser en lensmand igennem fingre hermed, da skal den, der gør, havde forbrudt det len, han er forlent med.
1597 22. januar Kong Christian 4. stadfæster gældende privilegier.
1623 19. november Forordning om liggere og kræmmere, som ikke er borgere og indbyggere, samt om bissekræmmere. Angående udenlandske liggere, der opholder sig i købstæderne og bedriver borgerlig handel og landekøb. Derforuden om bissekræmmere, der rejser fra by til by. Ingen sådanne liggere skal i riget efter denne dag ”lidis eller tilstedis”, og al gæsteskud skal derfor afskaffes. Ingen skal herefter have lov til at omløbe med kramvarer fra en købstad til en anden og sælge af dem, med mindre han først havde vundet borgerskab, nedsat sig i riget og betaler skatter lig med andre undersåtter. Ingen skal drive bissekræmmeri på landet og embedsmænd, fogder, borgmestre, rådmænd m.fl. skal sørge for at denne forordning bliver holdt og efterkommet.
1623 25. juli Forordning om land- og studehandel. Udstedt pga. det store misbrug mod recessen og stadsretten om landekøb og forprang. Ingen ufri mand må herefter drive nogen form for køb eller salg på landet, med mindre han har søgt og fået borgerskab i en købstad. Ingen må købe græsstude uden at indberette det. Det skal stå de købmænd, som driver okse, frit for at købe græsokse, såfremt de kan opstalde dem på deres eget foder og straks opstalder dem på kongens eller adelens ladegårde. Forprang med græsokser skal herefter ikke være tilladt.
1642 23. maj Åbent brev om, at alle må handle i købstæderne med fremmede, så længe købstædernes privilegier og friheder ikke krænkes.
1647 14. april Kong Christian 4. befaler, at torvedagen for fremtiden skal være om lørdagen.
1661 Kong Frederik 3. stadfæster gældende privilegier.[Note 5]
1671 22. november Forordning om konsumtion over hele Danmark, hvori konsumtionen genindføres. Konsumtionen var først blevet søgt indført i 1657, men blev det ikke før den såkaldte konsumtionsfred af 18. november 1660, som gjaldt for hele kongeriget. Denne blev dog ophævet igen (undtagen for Københavns vedkommende) allerede i 1662. I forordningen opremses alle de forskellige varer, der pålægges konsumtion, herunder de varer, der blev pålagt portkonsumtion ved indførsel til byen.
1680 9. oktober Forbud mod købmandshandling på landet. Baggrunden er, at nogle på landet boende – både ved kysten (hvilke med sandskuder og andre skibe sejler mellem rigerne og provinserne) og en del andre steder – bruger købmandskab og handel og dermed gør stor afbræk og svækkelse på købstadsborgerskabets handel og næring, fordi de kan som fritagne for borgerlig tynge og konsumtion i købstæderne kan sælge deres varer billigere. Derfor skal alle i Danmark, som på landet – med undtagelse af Samsø og Læsø – driver handel og købmandskab enten ved sejlads eller på andre måder, flytte ind til købstæderne og tage del i byens afgifter eller straks holde op.
1681 16. april Forordning om kommerciens og navigationens befordring. I 1. kapitel §9 bliver det bestemt, at alle kroer, der ligger tættere end to mil på den nærmeste købstad, skal købe øl i denne købstad.
1683 15. april Kong Christian 5.s Danske Lov, der afløste landskabslovene og dermed skabte retsenhed i Danmark, om end lovgivning om bl.a. skatter og told samt andre dele af forvaltningsretten er udeladt. Mange af landskabslovenes forskelle var med tiden og med den stadige strøm af landsdækkende rigslove efterhånden blevet udjævnet, og Danske Lov var derfor først og fremmest et lovkorpus af stadfæstende karakter. Angående købstadslovgivning (herunder privilegier og rettigheder) er den tredje af de seks bøger ’Om Verdslig- og Huus-Stand’ den væsentligste. Heri blev det blandt andet fastslået, at bonden uhindret skal kunne sælge sine varer til hvem, han vil (kap 13, § 16), men også at han er forpligtet til at føre varerne til købstæderne og sælge dem her, frem for at sælge dem til høkere og forprangere ”som landet omløbe” (kap. 13, § 26). Såfremt det er til eget brug (og ikke til forprang), har bonden dog ret til at købe sædekorn og andet, han har behov for i sin drift, herunder foder samt tømmer til vedligeholdelse af bygninger, plove og vogne, ”hvor han det bekomme kan” (kap. 13, § 27).
1689 Kong Christian 5. ophæver stabelstadsordningen af 1682.
1689 4. juni Om unyttig krohold samt destileer-pander og brændevins-hattes afskaffelse på landet. Kroer på landet der ikke er privilegerede forbydes og skal afskaffes. Det samme skal ske med destileer-pander og brændevins-hatte på landet.
1692 13. december Forbud for enhver proprietær mod at opkøbe korn på landet for at sælge det videre. Han må kun købe korn til anvendelse i sin egen husholdning og sin egen gårds avl. Begrundelsen er, at det ellers ødelægger købstadmandens næring.
1734 30. april Forbud mod utilladelige krohold på landet. Da ulovligt krohold på landet skader købstædernes handel og konsumtion, gentages og skærpes reglerne for krohold på landet. Alle kroer skal optælles i amterne, og de uprivilegerede kroer skal lukkes og gives bøde. De lovlige kroer får frataget deres ret til at brygge øl og brænde brændevin og må ikke eje udstyr til destillering.[Note 6]
1741 25. august Forordning om land- og forprang. Købstæderne er angiveligt ‘meget fornærmede i deres lovlige handel og næring’, da land- og forprang har taget så meget overhånd, at mange slet ikke længere ved, hvad der er gældende ret. Det præciseres derfor, at landprang er, når nogen på landet boende eller omrejsende – hvem det end måtte være – ude på landet sælger eller faldholder de varer, som alene må sælges i købstæderne og skal afhentes der af bonden. Forprang – også kaldet utilladeligt forkøb på landet – er, når nogen (borger, bonde eller helt tredje) med henblik på at drive handel og søge profit opkøber korn, kvæg eller andre varer ude hos bonden uden at have privilegium dertil, vel at mærke varer, der ellers burde indføres til akseltorvene i købstæderne, og som overstiger, hvad han måtte behøve til sin egen husholdnings fornødenhed eller til at drive sin håndværksbedrift. Dette omfatter dog ikke sædegårdene (godserne). For at ingen herefter skal være i tvivl om, hvad der står i loven, gentages en lang række forordninger og andre love (f.eks. Danske Lovs bestemmelser 3-8, 3-9-3, 3-13-16, 23, 24, 25, 26 og 27, forordning af 9. oktober 1680 om købmandshandling på landet og forordning af 13. december 1692 om forprang med kornkøb på landet), “samt alle andre Kiøbstæderne enten i Almindelighed eller enhver især givne Privilegier, saadan Handel angaaende”. Der bliver også givet en indskærpelse af straffen for at overtræde lovene.
1775 13. februar Forordning hvorved al omløben med handels-, kram-, galanteri- og håndværksvarer i købstæderne og på landet i kongeriget Danmark aldeles forbydes. Det forbydes alle og enhver at rejse rundt som handelskræmmere på landet og i købstæderne og afsætte varer udenfor markeds tider. Det er heller ikke tilladt at medtage varer til markedet, med mindre man har lov dertil.
1794 22. oktober Forordning angående den almindelige frihed til at tilvirke, forarbejde og forhandle leer og skæreknive. Dette tillades alle i købstæderne og på landet.
1797 1. februar Forordning om tolden og købstadskonsumptionen i Danmark og Norge.
1817 23. april Anordning angående handelsberettigelse m.m. Enhver, der vil drive handel, skal have borgerskab. Fremmede handelsrejsende har tilladelse til at slutte handel med alle danskere under deres ophold i det danske rige. Dog er det dem ikke tilladt at sælge varer, som de har købt her i landet. Den fremmede, som driver videre handel, end den han er berettiget til, bør modtage straf. De bestemmelser i ’Forordning angående kommercen af 4. august 1742’ i hvis følge varer i almindelighed skulle forskrives fra første hånd, bliver hævet; og det skal herefter være enhver vedkommende tilladt, at forskrive sine varer fra det sted han finder mest tjenligt. Dog for så vidt toldordningerne i dette henseende ingen indskrænkning indeholder.
1825 17. november Retten til at tilvirke leer og skæreknive udvides til at gælde alle redskaber, der hører til agerdyrkningen. Dette gælder for alle i købstæderne og på landet.
1839 27. november Nærmere bestemmelser om omløben med varer. Straffen for bissekræmmerhandel fastsættes og det fastslås, at sognefogeden kan blive straffet, hvis han forsømmer at anholde en bissekræmmer.
1845 14. maj Forordning om ulovlig brændevinsbrænden og -besiddelse på landet i Danmark, da de allerede virkende foranstaltninger er blevet forældede og utilstrækkelige. Bliver man fra da af taget i at brænde brændevin eller være i uberettiget besiddelse af brændevin uden for købstæderne, straffes det med bøde og konfiskation. Herefter følger en udførlig præcisering af lovens detaljer.
1845 23. april Forordning angående opkøb af landmandens produkter. Det skal herefter være alle landboere (hvad enten det er gårdmænd, husmænd eller inderste) tilladt i landdistrikterne at opkøbe samt at indbringe og sælge alle slags naturelprodukter til købstæderne – dvs. landbrug, kreaturhold, havedyrkning og fiskeri samt ”skoveffekter” og tørv. Tilladelsen gælder også forarbejdede produkter, der holder sig inden for grænserne af ”landbo og husflid”, og den gælder således også smør og ost, røget kød og flæsk, kalk, mursten, pottemageri o. lign. produkter.
1847 24. marts Brev, hvori forordningen om købstadsjorder i kongeriget (af 14. august 1741) erklæres for ophævet.
1851 7. februar Lov om konsumtionens ophør, brændevinsbeskatningens forandring og den inderste toldgrænses ophævelse (mellem Nørrejylland og Slesvig). Indførsels- og personalkonsumtion samt formalingsafgifterne ophæves i hele landet (for København dog indtil d. 1. april 1852 kun delvist), og som følge heraf bortfalder told- og konsumtionsvæsenets eftersyn ved byportene samt formalingskontrollen ved møllerne i og ved købstæderne. Den kommunale ’accisse’ (brændevinsafgift) oppebæres til fordel for stadens kasse, og loven indeholder i forlængelse heraf nye afgiftssatser for brændevinsbeskatning samt foranstaltninger mod - og straf ved illegal destillering.
1851 9. december Ophævelse af forbud fra tidligere forordning mod at anlægge bryggerier på købstadens jorder. Det bliver herefter tilladt for bryggerierne på landet at indføre og afsætte øl både i København og i de andre købstæder.
1852 14. april Lov om møllenæring. Enhver ejer af en melmølle skal det være tilladt at forbinde hvilken som helst ny kraft med den, som allerede er tilstede i hans mølleværk, og ligeledes at udvide værket med nye kværne. Det skal være enhver tilladt at opføre en ny mølle, såfremt der ingen anden mølle findes inden for en radius af en mil. Fra og med 1. januar 1862 vil møllenæringen blive aldeles frigivet.
1854 15. april Lov indeholdende bestemmelser angående handel med kornvarer og brød. Herunder, at handel med uformalede kornvarer i købstæderne skal stå enhver aldeles frit, ligesom alle, der er bosiddende på landet, her skal have ret til at indføre, holde og afhænde såvel formalede som uformalede kornvarer.
1856 8. marts Lov angående høkerhandel på landet (populært ’Høkerloven’). Det skulle nu være enhver tilladt at drive købmandshandel fra et fast udsalgssted på landet. Tilladelsen gjaldt alle slags kornvarer, brød og andre naturalprodukter fra landbruget, kreaturhold, havedyrkning og fiskeri samt let forarbejde produkter (husflid) som smør og ost, røget kød og flæsk, kalk, mursten, pottemageri o. lign. Desuden salt, brændeolie, træsko, sæbe, kaffe, sukker, te og tobak m.m. Høkerne måtte dog ikke sælge disse varer i store mængder, og samme varer skulle desuden indkøbes i de danske købstæder, der tillige blev beskyttet af et ”læbælte” på en mil i radius, inden for hvilken høkerhandel ikke var tilladt. Loven trådte i kraft 1. januar 1857.
1857 29. december Næringsloven. Loven trådte først i kraft i 1858 (og flere af bestemmelserne først i 1862) og betød, at alle kunne slå sig ned med ethvert erhverv, om det så var i købstaden eller på landet. Enkelte erhverv var undtaget og krævede særlig tilladelse bl.a. pga. sikkerheds- og sundhedshensyn. Nogle læbælter omkring byerne vedblev dog med at eksistere frem til 1920. For engros-, købmands- og detailhandlen var der et læbælte på 1½ mil, og for de fleste håndværk var der et bælte på 1 mil omkring købstæderne. Næringsloven opløste desuden lavene som erhvervsorganisationer.
1862 20. november I et brev til Københavns Magistrat meddeler justitsministeriet, hvad udtrykket ’borgerlig næring’ skal være at forstå som, nemlig: ”…enhver Handels-, Kommissions-, Haandværks- eller Fabriksdrift, der drives som selvstændigt Erhverv, uden hensyn til om det er bunden Næring eller ikke…”.
1863 10. april Nye vedtægter angående bunden næring, hvor der bestemmes, hvad der i hver købstad og i hvert amt er at anse som bunden næring. De bundne erhverv opremses.

Noter

[Note 1] Aftryk af originalen, samt oversættelse i Beckett m.fl. 1905:12ff.
[Note 2] Se yderligere indhold i Kroman 1955. Bind 3:106ff.
[Note 3] Degn 1991:655.
[Note 4] Kroman vurderer at 4-tallet i 1483 er usikkert.
[Note 5] Beckett m.fl. 1905:42.
[Note 6] Denne forordning blev skærpet ved forordningerne af 1. februar 1757, 23. november 1757, 2. september 1773 og 26. april 1776. Disse forordninger blev afskaffet i forordningen af 2. august 1786, hvor loven blev gentaget og indskærpet endnu en gang.

Litteratur

Aarhus. Byens historie og udvikling gennem 1000 aar

Beckett, Francis m.fl., København, 1905

Næringslovgivning (artikel i E. Alstrup og P.E. Olsen (red.): Dansk kulturhistorisk Opslagsværk II, s. 654-658)

Degn, Ole, Åbyhøj, 1991

Århus. Byens historie. Bind 1 – 1720

Gejl, Ib (red.), Århus, 1996

Blade af Arhus bys historie. Andet halvbind

Hoffmeyer, J., København, 1906

Blade af Arhus bys historie. Første halvbind

Hoffmeyer, J., København, 1904

Aktstykker vedkommende staden og stiftet Aarhus

Hübertz, J.R., København, 1845

Et blik over staden Aarhus og dens almindelige historie

Hübertz, J.R., København, 1837

Danmarks gamle Købstadlovgivning - Nørrejylland

Kroman, Erik, København, 1952

Århus bys historie. Fra vikingetid til nutid

Paludan, Helge m.fl., Århus, 1984

Find den benyttede litteratur i Byhistorisk Bibliografi.