Oplandskort

Opland

	Købstadssogne.
	Sogne, der entydigt er underlagt torvehandelen i én købstad (cirkumferensen).
	Sogne, der gennemskæres af en cirkumferens.
	Administrativt og regionalt afgrænsede enheder, f.eks. len og navngivne sogne henlagt til en bestemt købstads torvehandel.
	Sogne, der er henlagt til to eller flere købstæders torvehandel.
	Sogne med skiftende eller omstridt status.
	Sogne, der slet ikke var omfattet af den formelle oplandsdeling.

Historisk oversigt

Åkirkeby er eneste købstad på Bornholm, som ikke er beliggende ved kysten. Byen var i den tidlige middelalder et samlingspunkt for øens indbyggere, og Åkirke, som byen voksede op omkring, er at betragte som en slags domkirke for Bornholm. En præcis datering af byens privilegier lader sig ikke gøre. Selvom byen i 1346 fik overdraget en stadsret, der var en afskrift af Helsingborgs stadsret, er købstaden formentlig endnu ældre. Allerede i 1256 omtaltes byen som værende en torveby, og det er rimeligt at antage, at Åkirkeby fik sine privilegier i midten af 1200-tallet.[Note 1]

Privilegierne for Åkirkeby og Bornholm generelt vidner om, at handelsrettighederne har været stort set umulige at håndhæve i 1500-tallet, og specielt i lübeckertiden fra 1525 til 1576 har købstæderne ikke haft en chance for at håndhæve privilegierne. I 1555 blev det forbudt for udlændinge at gøre landkøb i de fire købstæder ved kysten, men allerede i 1563 var det nødvendigt at gentage loven. Det er klart, at da Åkirkeby ikke lå ved kysten, har byen ikke i samme grad som kystbyerne været plaget af de tyske købmænds kramboder på stranden. Men på den anden side foretog tyske købmænd opkøb på hele Bornholm, og der foreligger gode beviser på, at de nordtyske hansestæder i stort omfang ignorerede dansk købstadslovgivning. I 1577 indskærpedes, at ingen udlændinge måtte opstille kramboder uden for de tilladte perioder, hvad igen var et forsøg på at undgå systematiske overtrædelser af købstædernes handelsrettigheder. Borgerstanden var presset, og privilegierne af 1592 og 1593, der forbød naturaliehandel mellem bønderne og den lokale præst, skal givet ses i det lys.

Bornholm indtog dog en særstilling i det danske rige efter 1600-tallets dansk-svenske krige, og øens perifere geografiske placering og de realpolitiske vilkår betød, at øens indbyggere havde held til at undgå eller formindske skattekrav, som gjaldt resten af riget. I 1786 fik bornholmerne eksempelvis omgjort loven fra året før, der forbød udførsel af heste og svin samt forbød bønderne at brænde brændevin.

Gennem tiderne var Åkirkeby hjemsted for landstinget på Bornholm og herredstinget for Sønderherred, uden at man af den grund kan sige, at købstaden befolkningsmæssigt har været af større betydning. Åkirkeby blev plyndret og brændte en del gange, og privilegierne vidner om begunstigelser i starten af 1500-tallet til byens genoprettelse.

I 1750'erne var der stadig ingen egentlige gader i byen, og i 1753 havde byen kun 305 indbyggere. Resens Atlas fra 1600-tallet omtaler Åkirkeby som værende en flække, men formelt set er der ingen tvivl om, at købstaden trods sin størrelse har været fuldgyldig købstad gennem hele perioden.[Note 2]

I 1499 defineredes torvedagen som værende lørdag, hvilket blev ordret gentaget i 1511 og først ændret i 1623 til onsdag. Torvedagenes omfang og betydning er uvis, men det har givet været svært for købstaden at lokke bønderne til torvs i byen, når Bornholms to største købstæder, Rønne og Nexø, lå forholdsvis tæt på byen i henholdsvis vest og øst. Købstæderne ved kysten må have haft et langt mere varieret vareudbud end en isoleret købstad inde i landet, og Åkirkebys faldende betydning skal formentlig ses i det lys. Adgangen til vandvejene blev mere og mere vigtig, og fiskeriets rolle var betydningsfuld langt op i moderne tid.

Åkirkebys byfoged forslog i 1818, at byen fik frataget sine privilegier, men borgerne var imod. Først da byen med privilegium af 1830 fik tilladelse til at afholde to årlige kram- og kreaturmarkeder den første fredag i april og et marked den første fredag i oktober, kunne Åkirkeby udnytte sin centrale placering på øen. Disse markeder blev en stor succes i perioden 1850-1890 specielt med kreaturer, men betydningen forsvandt, da markederne af kongen blev henlagt til Almindingen og Klemensker. Flytningen var naturligt set fra et mere regionalt synspunkt, da Klemensker lå tættere ved Rønne, som i disse år forøgede sin dominans på øen. Almindingen ligger lidt nord for Åkirkeby i midten af Bornholm, og da Åkirkeby i 1840 kun havde 542 indbyggere, skulle der anderledes vægtigere grunde til for at favorisere den lille købstad på andre købstæders bekostning.

I 1852 påbegyndtes bygningen af en udhavn ved Boderne, som hidtil havde fungeret som en ladeplads for byen. Projektet blev opgivet på grund af pengemangel. I 1854 grundlagdes et brænderi i byen, som havde gode tider i perioden 1870-1900, hvor købstaden blev en station på ruten mellem Rønne og Nexø.

Åkirkebys handelsopland defineredes ikke præcist, men i perioden 1490-1501 pålagdes bønderne på Bornholm at søge torv i købstæderne Rønne, Nexø og Åkirkeby. Åkirkeby var klart mindst og lå klemt mellem kystbyerne, og intet tyder på, at byen har formået at have håndhævet rettigheder over et større opland. Det nærmeste opland var dog frugtbart, men konkurrencen fra Rønne, Nexø, de nye købstæder Svaneke og Hasle samt de utallige fiskerlejer på Bornholms østkyst har i praksis betydet, at Åkirkebys opland var begrænset. Det naturlige opland må have strakt sig fra Boderne i syd til Almindingen i nord og således kun omfattende Åker Sogn, den østlige del af Vestermarie Sogn og lidt af den vestlige del af Pedersker Sogn.

(Fællesprivilegier for Bornholm eksisterer formelt set ikke, men det præciseres klart i flere af privilegierne, at de gælder hele Bornholm og ikke kun eksempelvis Rønne. Ifølge Kroman er Bornholm omfattet af fællesprivilegierne for det østlige Danmark, hvad foruden Bornholm vil sige Skåne, Halland og Bleking. Dette har muligvis været aktuelt i perioder, men med Bornholms særegne placering in mente og skiftende ejerforhold i øvrigt har vi valgt ikke at lade disse privilegier indgå i fortegnelserne. For slavisk gennemgang af fællesprivilegierne henvises til Erik Kroman: Danmarks gamle Købstadslovgivning. Bind IV. København, 1961, s. 333-371.)

Privilegier og bestemmelser

Litteratur